Hestene kom på stald, og det var de ganske godt tilfredse med. Baronesa havde tabt sig lige lidt mere, end jeg brød mig om, men der skal heldigvis ikke så meget til, før hun ser pæn ud igen. Det skal bare gøres stille og roligt. En ormeprøve viste da også, at samtlige heste havde orm, og at størstedelen af dem skulle behandles. Vi har også fået nye heste ind, og med for lidt græs på slutspurten, bliver der græsset for tæt på gødepladserne.
Både Baronesa og Jarapa skulle ha' ormekur, og det fik de samme dag, som ormekuren landede i stalden. Men først havde jeg Baronesa i skønhedssalon, for hendes hale var godt møget til, og hun trængte også til at blive klippet. Så hun fik den helt store tur, og Baronesa var lykkelig! Hendes hale er fantastisk fyldig, når den er vasket og redt ud - og hurra for showshiner! Ellers ville det være et helvede at rede den ud. Dernæst skridtede vi en tur i det skønne vejr, og Baronesa var glad og veloplagt med let ivrig snorten - og lige et øje hist og her for at se, om der nu ikke var noget, hun kunne bruge som undskyldning til at puste sig op. Undskyldningen kom på halvvejen, hvor en ræv kom som et projektil over vores sti, og så kunne det ellers nok være, at Baronesa gav den gas på passage-pedalen....HELE vejen hjem! Hun er altså bare en skøn krikke!
Vel hjemme igen fik hun ormekuren, som hun uden bøvl spiser. Jeg kan da godt se på hende, at det ikke smager godt, men det er rart, når hesten accepterer det. Så var det Jarapas tur. Hun blev jo fantastisk flink i sensommeren til at tage smertestillende, og hun gjorde igen mine til selv at tage pasta-sprøjten i munden. Men da hun opdagede, hvad det var, røg hun tilbage med mig i grimen! Hun var dog godt klar over, at det ikke var noget at diskutere, så med væmmelsen malet i hele hovedet spiste hun resten. Efter et stykke tid gik hun hen til vandkarret og skyllede mund hele 5 gange, mens hun gloede bebrejdende på mig. Hun gad først snakke med mig igen dagen efter!
Herhjemme er hele baghaven levende af fasaner. Vi har stillet en fodertønde op, vand og en saltsten til råvildtet. Fasanerne kommer troligt 3 gange om dagen, og forleden var der godt 30 fasaner samlet. Oppe ved skydebanen hygger råvildtet sig, og det er skønt at sidde og betragte dem i kikkerten. Smukkere hjortevildt findes ikke.
Vores kastanietræ på gårdspladsen har båret mange kastanier i år, og jeg samlede og lagde dem på ringen. Fantastisk farve og indbegrebet af efterår.
Og så er der alle de andre skønne efterårstegn:
![]() |
| Berberishækken får lige så røde blade som bærrene, |
![]() |
| De store hortensia er stadigt smukke her om efteråret. |
![]() |
| Kirsebærlaurbærbladene minder om jul. |
![]() |
| Formiddagssolen rammer poplerne. |
![]() |
| Årets sidste roser. |
![]() |
| Svampe i græsplænen. |







