Vi har ikke fået ryddet det hele af vejen, men det er fasanerne og agerhønsene glade for. Hønerne vælger at gemme sig i de væltede graner, mens kokkene søger tilflugt i de graner, der stadigt står.
Og dagene er blevet kortere. Det er næsten uhyggeligt så stærkt, det går på denne årstid. For hver dag kan vi se, hvor langt ovre til venstre solen står ned, og til sidst går den ned hos vores nabo i stedet for hos os selv. Solen er blevet bleg, og nætterne er blevet kolde.
 |
| Solnedgang med lammeskyer. |
Men når solen er her - for vi bliver naturligvis ikke forskånet for MEGET grå dage og regn - så står den op med dramatiske, stærke farver og stille og blegt ned til eftermiddag. Sådan er vores vinter jo her i Norden.
 |
| Solopgang med knald på! |
Det er også blevet tid for at ride i ridehus, og det er jo rart, at man har adgang til sådan et. Vores ridebaner har ligget under vand, og foldene har været mudrede. Så hestene synes også, at det er rart at komme ud at gå på noget tørt underlag - og det giver et lille hop nu og da.
Og denne måned er desværre rigtig sørgelig for mig (undskyld til mine dejlige venner, som har fødselsdag i denne måned). Det er nu 7 år siden, at min far forlod denne verden, og hvert eneste år omkring den 18. november gennemlever jeg lige netop det døgn. Og det bliver ikke mindre hårdt for hvert år.
Jeg glemmer aldrig, at min mor ringede kl. 3 om natten (dengang var det natten til lørdag) og sagde, at jeg nok hellere måtte køre op til dem. Dengang boede de i Dronningmølle (Nordsjælland), og det ville tage mig næsten en time at køre derop. Ud af sengen, tage tøj på, sætte kaffe over og lige blive vågen, inden jeg satte mig bilen og kørte afsted - alene. Jeg bad min mand om at blive hjemme, til jeg ringede til ham. På det tidspunkt var vejarbejdet med den nye motorvej kun lige sat i gang, så jeg kørte pligtskyldigt de 80 km/t, som der stod på skiltene. Pludselig gik det op for mig, at jeg var helt alene på vejen - og der lå min far på det sidste. Hvad havde jeg gang i! Jeg jokkede speederen i bund på min bil, og så var det ellers i fuldt fart nordpå.
Jeg tog altid afkørslen til Tikøb og kørte over Villingerød, hvilket var det hurtigste. Da jeg var ud for Villingerød Kirke, lå der lige pludselig en masse plastik og skidt på vejen. Så opdagede jeg to vejskilte ude i højre side, som lå ind over en hæk, og så stod der noget, der kunne ligne en Fiat Punto inde i hækken. Nå, der var åbenbart en, der var kørte galt tidligere. Jeg kørte videre og så i bakspejlet - og opdagede, at der var lys i baglygterne på bilen i hækken! Jeg ringede omgående til alarmcentralen og vendte bilen. Ham, jeg fik fat i, bad mig om IKKE at stige ud af bilen men derimod låse dørene. Jeg var jo kørt et lille stykke og kunne ikke se bilen. Og da jeg kom frem - var Fiat'en væk! Måske en spritkørsel sådan en fredag nat? Aldrig godt at vide, men jeg kunne ikke lade være med at tjekke, om der var nogen, der var kommet noget til.
Kort efter var jeg hjemme hos mine forældre, hvor min far lå i stuen. Han havde været indlagt, men havde bedt om at få lov til at komme hjem de sidste dage. Vi - og min far - vidste godt, hvor det bar hen. Jeg sad med min fars hånd de sidste timer og fortalte ham om alt det, som jeg drømte om, og om alt det, som han ikke skulle bekymre sig om. Lidt i 7 lørdag morgen tog han sit sidste åndedrag i min mors arme. Sådan skulle det være.
Det kan godt være, at 7 år er længe siden, men for mig føles det, som var det i går. Og min far er stadig dybt savnet; både af mig og mine familie, men også af min mand, som holdt så uendeligt meget af ham.
Så i morgen aften laver jeg Pariserbøf, som min far også holdt meget af. Og ved hans billede tænder jeg lys, hvor der også står to flotte hyacinter ved siden af.
Lidt fotos fra i dag...
 |
| De sidste roser fra buketrosen Fairy. |
 |
| Denne hortensia har valgt at sætte endnu en blomst. |
 |
| Mine store hortensia skal nu ind og overvintre og blive endnu større til næste år. |
Min fars yndlingsmusk - Frank Sinatra - My Way
