Men nu har plusgraderne indfundet sig igen, og det er kun små striber sne, der ligger tilbage. Fuglene besøger stadig foderhusene flittigt og i stort tal. Jeg elsker at betragte de små buttede dompaper, hvor hannen lyser op med sit koralrøde bryst og synger lange, bløde og til tider flerstemmige fløjt. Musvitterne og sortmejserne synger dagen lang, og solsorten sidder og øver sig med lav stemme i berberishækken.
Kongen af fodertønden - fasankokken - har allerede indfanget dette års harem, og hver morgen eskorterer han 4 store høner tværs gennem haven og over til buffeten. Andre fasankokke skal bare holde sig langt væk, ellers vanker der øretæver!
Det er nu, man kan mærke, at dagene lige så stille bliver længere - og det er skønt!!!! Januar har været så utrolig mørk, og det endte da også med at være den mest solskinsfattige måned i 45 år. Ikke så sært, at jeg følte en stor trang til at gå i hi!
Men vi går mod foråret, og de ukuelige vintergække titter allerede frem af jorden. Inden længe står de i fuld blomst og har selskab af duftende martsvioler.
Nu må det være på tide med endnu et tilbageblik. Vi befinder os nu i 1972 - 1974 hhv. København og Lynge. God fornøjelse!
"Mine forældre fik muligheden for at købe en grund i Lynge i
et område, der var blevet udstykket fra gården, Mødekærgård. Her gik nogle
venner med og købte også en grund til deres nye og moderne parcelhus. Den ene
af dem ville bo højest og valgte derfor det højeste punkt på marken. Men efter
diverse udregninger, nedgravninger af kloakrør m.v., så endte det med, at det
blev mine forældres hus, der kom til at ligge højest. Det var vennen en smule
muggen over!
Huset var et vinkelhus i 2 plan og med swimmingpool. Det var
det helt store hit dengang. I hver gavl på 1.salen var der sat panoramavinduer
med skydedøre, og der var lavet en stor altan. I den ene gavl havde min far sit
kontor med udsigten over Hillerødvejen og markerne på den anden side. I den
anden gavl havde mine forældre deres soveværelse. Min yngste storesøster og jeg
fik hver sit værelse på 1. salen, mens mine to andre storesøstre fik hver deres
store værelse med eget bad og toilet i stueplan.
Mens byggeriet stod på flyttede vi fra rækkehuset i Søborg
og flyttede ind i en lejlighed i Borgergade i København. Jeg mener, at vi boede
enten på 3. eller 4. sal, for vi kunne se ud over de andre ejendomme på den
anden side af gaden. Her var en gammel ejendom netop saneret, så der lå en
stor, øde byggegrund, hvor der senere blev bygget en ny ejendom og en stor
Irma.
Det var op mod Jul, og min mor stod i køkkenet og lavede
mad. Jeg havde fået en kop saftevand i et emaljekrus – grønt med sort kant og
hvidt indeni. Jeg havde netop lært en ny sang i børnehaven, og jeg levede den
nu ud i praksis! Min mor hørte, at jeg sad og nynnede inde på stuegulvet, og da
hun kom ind, hørte hun, at jeg sang:….”sure tæer i saftevand…” – og
selvfølgelig dyppede jeg mine bare tæer ned i kruset, mens jeg sang. Jeg
forstod ikke, hvorfor min mor grinede højt. Jeg gjorde jo bare, hvad sangen
handlede om! Børns logik i en nøddeskal.
Så blev det Nytår, og min far var ikke så vild med at tage
mig og min yngste storesøster ned på gaden for at fyre fyrværkeri af. Men vi
ville jo se det, så i stedet åbnede han døren til den franske altan – og fyrede
raketterne af herfra! Ikke mindre farligt end at stå nede på gaden!
Endelig blev huset på Mødekærgårdsvej nr. 10 færdigt, og vi
flyttede ind sammen med vores gamle schäfer, Shane og dværgpudlen, Coco. Shane
var gammel og nåede kun at bo der sammen med os i knapt 1 år. Hurtig anskaffede
mine forældre sig en ny schäfer, som denne gang var en tæve, og hun var
langhåret! Hun hed Tanja og blev børnenes yndling.
Nu var jeg blevet 5 år, og jeg havde fået en cykel med
støttehjul. Den drønede jeg rundt på, og vi børn elskede at tegne veje på den
store vendeplads, og der blev tegnet butikker, politistation og meget andet. Vi
legede ude hele tiden og var ikke til at drive ind om aftenen.
Swimmingpoolen havde jeg det ikke så godt med det første år.
Jeg var bange for at få hovedet under vand, og det er klart, når mine 3
søskende elskede at drille mig. Så jeg sad i en gummibåd med vand i på
terrassen, mens de andre plaskede rundt i poolen. Men til sidst blev min far
træt af at puste gummibåden op og mente, at nu måtte jeg altså lære det. Jeg
havde mine badevinger på, og så løftede min far mig op i armene. Da jeg
opdagede, hvad han havde for, stak jeg i et hyl og begyndte at sprælle som en
fisk på land. Men jeg slap ikke. Jeg fik et klask i rumpetten, blev sat ned i
vandet – og så opdagede jeg, at jeg kunne bunde! For selvfølgelig havde min far
bestilt en pool med en lav og en dyb ende. Siden den dag var jeg ikke til at
flå op af vandet, og jeg rendte konstant rundt med grønt hår pga. klorvandet.
Året efter besluttede min far at tage støttehjulene af min
cykel. For jeg havde rent faktisk ikke brug for dem. Men bare det, at jeg
vidste, at han havde taget dem af, gjorde mig stiv af skræk. Så da han sendte
mig af sted på cyklen, kunne jeg ikke bevæge mig og kørte kun lige ud – og
havnede med at brag ind i plankeværket til vores have. Jeg hylede som en
stukket gris og var rasende! Så satte min far en pind på min cykel og begyndte
at cykle med mig. Til sidst lærte jeg at slappe af, sænke skuldrene og styre!
Siden da gik jeg aldrig. Jeg cyklede altid.
Lynge blev også stedet, hvor jeg forelskede mig i hestene.
Min to ældste søskende havde efter mange plagerier fået lov til at købe deres
yndlingspony på rideskolen. Han var en New Forrest vallak ved navn The Flying
Darling, 12 år med en mund som beton og et yndet trick med at stikke af hjem
til stalden med sin rytter, når han ikke gad mere. Han stod først på
Mødekærgård – helt alene – og det passede ham jo ikke. Så han blev flyttet til
en gård i nærheden hos nogle søde mennesker, som opdrættede travheste og havde
et par shetlandsponyer. Deres datter, Doris, var på alder med min søster, og
hun havde selv en dejlig pony, som hed Topaz. Jeg fik lov til at komme med ned
til Doris og blev trukket rundt på enten Trold – shetlænderhingsten, eller
Musse – shetlænderhoppen. Jeg var lykkelig!! Mine forældre kom fra stenbroen,
så de var rædselsslagne for heste! De var overbeviste om, at de bed og sparkede
i flæng og forbød mig at gå ind til hestene på folden. Men det gjorde jeg da
selvfølgelig alligevel, og jeg blev hverken bidt eller sparket – men nusset af
hestene, som synes, det var hyggeligt, at jeg kom med lidt græs til dem.
 |
| The Flying Darling. |
Men så kom oliekrisen, og vi skulle flytte igen. Den
fortælling kommer næste gang."
