![]() |
| Han var vist ikke så tilfreds med farven på lagnet. Lyserødt....Hm! |
Siden jeg startede med at ride og fik pony og senere hest, så var de alle af hankøn. I min rideskoletid, var der kun en enkelt ponyhoppe, som smeltede mit hjerte. Hun hed Perle, var sort med bred blis og 4 høje, hvide sokker. Hun var lige så sød, som hun var smuk. Da jeg var i starten af 20'erne, red jeg galopheste, og her mødte jeg flere skønne hopper, så som Executioner, Frk. Møller, Golden Line og Mummy Loves Me.
Da jeg endelig kunne købe min P.R.E. blev det en hoppe, Baronesa XIX, som havde hoppeføllet, Jarapa II, ved siden. Baronesa var drægtig og fik året efter hoppeføllet Alexandrina.
Da Alexandrina var 6 år gammel, blev hun sat i fol første gang og leverede året efter et hoppeføl, Autentica CEL. Efter det føl, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg ville, men besluttede så, at hun skulle bedækkes igen i 2012 og folede i 2013 hoppeføllet Bolivia CEL. Nu begyndte mine hestevenner at undre sig - meget! Hvordan gjorde jeg det???? Udelukkende hoppeføl!!
Men det blev brudt den 16. maj 2014, hvor Alexandrina folede et meget stort hingsteføl. Det er så stort, at ikke engang dyrlægen kunne forstå, hvordan i alverden hun kunne rumme det. Men det var heller ikke helt uden problemer. Næste morgen havde hun stadig ikke smidt efterbyrden, og da jeg kom til stalden, var kun lidt af den synlig. Men i timen derefter fik hun kraftige veer, og så skete der noget. Jeg kunne se på hende, at hun var træt og syret helt til i sine muskler. Og hun havde også ondt. Dyrlægen var allerede bestilt, for nu skulle hun ha' hjælp. Kæmpebabyen havde det fint og var på benene og havde spist flere gange.
Netop som dyrlægen træder ind i stalden og siger godmorgen, fik Alexandrina endelig kål på efterbyrden, som landede med et stort klask i boksen. Selv dyrlægen kunne høre det ude på staldgangen. Alexandrina fik så noget smertestillende, blev skyllet og fik sat børstave op for at forebygge infektion. Derudover fik hun også antibiotika til de næste 5 dage. Better safe than sorry. Jeg vil ikke risikere min hests liv, fordi jeg ikke følger dyrlægens anbefaling.
Vi kunne jo ikke slippe dem ud på den lille fold, så længe Alexandrina ikke var på toppen. Så vi besluttede at gå med hende i stedet og med kæmpebabyen på slæb. Han skulle dog først ha' en grime på, og her var det ikke nødvendigt at justere den. Han kan lige passe den, så det varer ikke længe, før jeg skal ud og købe et par nye og lidt større grimer til ham.
Han har dog vist sig at være en herre med sine helt egne meninger. Det er da helt klart noget, jeg kan genkende fra både hans mormor (Baronesa), hans mor og hans halvsøster, Autentica. Det er heste med vilje, og det kan jeg faktisk godt lide. Han blev MEGET formærmet over at få grime på og lavede en capriole i boksen i protest. Da vi så skulle ud, ville han ikke med. Han var SUR! Nå, ud og hente et lagen, som både kan lægges rundt om hans hals og bag om bagparten for lige at overtale ham til at gå med. Uvilligt kom han med, og vi var lige nået udenfor døren, da han som et uartigt barn smed sig på jorden. Fand'me nej, om han ville med! Vi kunne rende ham noget så grusomt. Det var min veninde, som havde den "skønne" tjans at slæbe rundt på den tunge, kornfede unge, og det krævede mange kræfter. Normalt kan man bare bruge armene til at lede føllet med, men han er jo lige så stor som et varmblodsføl.
I fællesskab - og med en bekymret brummende Alexandrina ved min side - fik vi bakset ham både sidelæns og baglæns ud til folden. Vi svedte tran!
Så kunne jeg gå rundt med Alexandrina, så hun kunne få lidt af syren ud af musklerne og ikke mindst få tømt sig lidt mere efter folingen. Men kræet gik da bare surt den anden vej - med et lyserødt lagen om halsen og min veninde i skarp trav bagefter, mens hun holdt godt fast i den anden ende af lagnet.
Føl ser ikke så godt de første 14 dage, så det er vigtigt, at hoppen er tæt på sit føl, så føllet også kan lugte hende. Han kunne sagtens lugte hende - han ville bare hellere den anden vej og surmule. Vi kunne heller ikke bare slippe ham, for Alexandrina skulle kun gå - ikke løbe.
Det er en stor oplevelse for et føl at komme ud og se den store verden, og så samtidigt blive snigløbet af nogle åndssvage tobenede, som kommer et fængelsegitter (grime) på deres hovede!
Vi skulle ikke bakse lige så meget for at få ham ind i stalden igen, og da de begge var vel inde i boksen, lagde Alexandrina sig udmattet ned. Føllet stillede sig demonstrativt med bagdelen til os og med ørerne rettet bagud. Han skulle jo heller ikke gå glip af noget!
Senere tjekkede jeg lige op på dem, og her stod Alexandrina op og hvilede på et bagben, mens hun tilfreds vågede over sit uartige barn, som nu lå helt udstrakt og snorksov!
Han er lidt af en morsom fest, ham kæmpebabyen, så jeg har døbt ham Cabaret CEL.
Der går ikke lang tid, før vi kan slippe dem ud på en fold, så de kan få lov til at løbe rundt. Jeg tror, at især Cabaret ser frem til det!
CABARET - Willkommen
Nå, spøg til side. Jeg fik selvfølgelig også hilst på hans helsøster, Bolivia CEL, som bliver 1 år den 30. maj. Hun bliver også en stor pige - og hvilken pige! Hun har det sødeste, mest imødekommende og milde sind. Jeg beholder hende, for jeg har en stærk fornemmelse af, at vi vil blive et godt makkerpar.
Jeg nyder maj måned med alt det grønne og duften af syrener. Nattergalen har vi fået igen i år, og det har været nogle fantastiske aftener og ikke mindst morgener på det sidste. Jeg tror, at vi får en dejlig sommer.
