Jeg ved det jo godt...dyrene lever desværre ikke lige så længe, som vi gør. Men vi knytter os til dem; elsker dem hver eneste dag, og går helt bagom dansen, når vi skal sige farvel. Helt ærligt, så synes jeg, at det er blevet sværere at sige farvel med årene. For jeg har dyrene for dyrenes skyld - og ikke for min egen.
Baronesa XIX købte jeg i 2003, hvor hun kom med et 4 måneder gammelt hoppeføl ved siden og et føl i maven, som også skulle blive et hoppeføl. Jeg havde glædet mig i nogle år til, at jeg endelig kunne købe den fantastiske spanske hest, som jeg så længe havde drømt om. I mellemtiden havde jeg min vidunderlige Shagya araber, Zaid (Justafa OO 305/80), som jeg fik glæde af i hele 20 år. Det har altid været mit mål at have sunde, stærke heste, som kunne være hos mig i mange, mange år.
Baronesa skulle vise sig at være meget mere, end jeg nogensinde havde håbet på at få som hest og ven. Hun var stærk både fysisk og psykisk, var intelligent, havde humor og var snorlige med alt. Aldrig har jeg været den mindste smule betænkelig, når jeg sad på hendes ryg, og vi red ud og mødte mange forskellige og løjerlige udfordringer. Altid var hun fornuftig - og altid advarede hun mig først, hvis hun lige havde behov for et jubelspring ud i det blå. Jeg blev på hendes ryg HVER gang.
Desværre har skimler den store risiko at udvikle melanomer. Det er en kræftform, som for hestene udvikler sig som knuder på haleroden og omkring anus og kønsdele. Som regel dør de med dem og ikke af dem. Men for Baronesas vedkommende ligger det i hendes blodlinier, at de er mere aggressive, end man eller ser dem. Det seneste år var de vokset enormt, og nu dækkede de ikke bare anus, men også vulva. Og der var flere på vej omkring hendes ganascher (kæber), og jeg havde også en mistanke om, at de fandtes i hendes tarme, da hun tre gange har haft kolik uden egentlig grund.
Og i løbet af året, blev hun meget gammel at se på. Ryggen hænger, pelsen er mærkelig, og hun snubler mere end normalt og hoster, hvis tempoet er højere end skridt. Hun har haft 4 føl, har slæbt rundt på mig i 12 år, og hun skal kæmpe for at beholde sin position som førerhoppe på folden. Jeg kan simpelthen ikke byde hende andet end at komme herfra med værdigheden i behold - for det har denne helt fantastiske hoppe fortjent.
Jeg følte mig som en bøddel, da jeg ringede til dyrlægen i mandags og bestilte tid. Men jeg ved inderst inde, at det er det helt rigtige for hende. For det er hende, det handler om, og ikke om mine følelser. Torsdag morgen skulle det være.....
Dagene op til har været forfærdelige. Jeg vendte mig ind i mig selv, hvor ingen andre kunne nå mig. Jeg havde bare behov for at bearbejde det og sørge alene. Noget, som nogle i min omgangskreds ikke helt forstod.
Onsdag tog jeg Baronesa op fra folden og vaskede hendes hale. Jeg havde besluttet mig for at tage en tot hår og få lavet et armbånd som minde om hende. Baronesa elsker at blive ordnet, så vi hyggede i over en time på staldgangen, mens jeg striglede hende og klippede hendes man. Dernæst tog vi på den allersidste tur sammen - bare tanken fik mig til at bryde sammen inden i.
Vi skridtede ud i det sædvanlige friske Baronesa tempo, og vejret var skønt. Ingen vind, og solen tittede frem bag skyerne. Vi indsnusede den regnvåde jord og lugten af det grønne græs og nyfaldne æbler. Så tog vi turen langs sommerfoldene, hvor de gamle bøgetræer danner grænsen ind til en gammel frugtplantage. Her fløj flere forskrækkede duer ned fra grenene, og helt nede i bunden, vækkede vi en ugle, som fornærmet gik på tyste vinger og svævede mellem de gamle frugttræer for at finde sig et mere stilfærdigt sted at sove.
Ude over markerne havde svalerne samlet sig i en glad og kvidrende flok, og vi vinkede farvel til dem, da de snart vender sydover til varmere himmelstrøg.
På vej tilbage kendte Baronesa rumlen og vidste, at her på den brede sti plejer vi at galoppere! Og det fik hun selvfølgelig lov til. Men det var med lidt harehop på bagbenene - også selvom hun fik lov til at sætte tempoet op. Hun var bare blevet gammel, og hun havde også lidt svært ved at få luft. Jeg tog hende op i skridt igen, og hun trippede afsted, som hun plejede. Jeg kunne se hendes slørede silhouet i drivehusene, da vi dansede forbi - og her så jeg den hest, som hun engang var - stolt, nobel, knejsende - spansk!
Jeg skridtede hende et godt stykke, for hun var lidt forpustet. Og tilbage ved stalden fangede jeg et æble, som vi delte på staldgangen. Af med sadel og trense - som jeg lagde i bilen og skulle med hjem. Sammen trissede vi tilbage til folden, mens vi fandt flere æbler, og jeg kyssede hendes kloge hovede og mule. Tilgiv mig, Baronesa. Jeg gør det for din skyld!
Og nu er det slut. Det gik stærkt, og du nåede lige at lave lidt passage på vejen. Rapse kom op og fik sagt farvel - men det gjorde hun faktisk allerede på staldgangen, da jeg gik op med dig på din sidste græsmark.
Vaya con dios, guapa. Vi ses en anden gang - en anden dag.
 |
| Fra vores sidste tur sammen - i går. |
