Rapse og rollingerne

30. september var den helt store hesteflyttedag! Og 2-ben her var meget stresset over det, for enderne kunne ikke nå sammen, da jeg skulle bestille transport. Den lykkelige løsning kom springende ind fra kulissen og tilbød at køre hestene for mig - og så var der lige den bonus, at hun er hestedyrlæge! Dvs. var hestene nervøse eller besværligt, så kunne hun give dem en snaps. For flyttes, det skulle de!

Vi startede om morgenen med at hente Rapse i Sengeløse. Traileren blev bakket ind i vognporten, så der var spærret af på begge sider - og så er der kun én vej frem - ind i kassen! Det er 6 år siden, Rapse sidst har prøvet det, så jeg havde lidt sommerfugle i maven. Men med en solid støtte i dyrlægen, mente jeg, at vi nok skulle komme over den hurdle. Vi gik ned på folden og hentede mit velpolstrede dyr, og så gik vi op mod stalden til traileren. Rapse begyndte at snorte og lurede lynhurtigt, at der var ugler i mosen. Hun startede fint med at gå op på rampen med forhovene - men så hurtigt ned igen. Så skulle det hele undersøges med tænderne og efter nogle forsøg uden panik men med rystende forben, gik hun selv resten af vejen ind i traileren. Hun syntes ikke, at det var sjovt, men eftersom hendes 2-ben stod derinde, kunne det vel ikke være så farligt?

Vi lukkede i roligt tempo, og så kørte vi mod Roskilde. Rapse var noget utilfreds. Hun vrinskede et par gange og skrabede i bunden af traileren. Det tog heldigvis ikke så lang tid at køre, og da vi lukkede op, stod der en svedig og dampende Rapse derinde. Jeg begyndte at bakke hende, men det kunne hun lige pludseligt ikke huske, hvordan man gjorde. I stedet gjorde hun mine til at vende rundt, men jeg måtte så fortælle hende, at det ikke kunne lade sig gøre med hendes nuværende pondus! Halvt bakkende halvt vende rundt kom hun ud, og jeg satte hende ind i hendes boks. Hun var bekymret og kaldte på andre heste. Hun syntes ikke, det var fedt at stå derinde alene i stalden. Vi hentede så en sidekammerat til hende - Tigur - en skøn, mørk islænder, som hun straks forelskede sig i. Den havde jo samme farve som hendes tidligere foldkammerat, Dimma, men ham her lugtede lidt anderledes. Om ikke andet, så faldt hun til ro og begyndte at spise af sit wrap.

Dyrlægen havde lige nogle gerninger efterfølgende, og vi skulle mødes igen kl. 14 for at køre til Sydsjælland og hente rollingerne. Som sagt så gjort, og vi kørte afsted i højt humør, og snakken gik - om heste for det meste.

Vi startede med at hente Cabaret; min 1 års vallak. Han har kun kørt én gang - og det var sammen med sin mor i en stor lastbil. Nu skulle han ind i en kasse - helt alene. Mærkelige idéer de der 2-ben får, tænkte han. Han var ikke på noget tidspunkt bange eller nervøs - men lidt stædig. Vi fik dog lirket ham op i små step, og det sidste stykke gik han selv, da han opdagede, at der var en pose mad derinde! Det tog 20 minutter, og så var vi på vej for at hente Bolivia en times kørsel derfra. Cabaret stod helt stille; som om han havde prøvet det 100 gange før. Dygtig dreng!

Så var det hans søsters tur. Bolivia er 2 år og dobbelt så stor som ham. Hun stressede dog op, fordi hendes foldkammerater blev lukket på stald - og hun skulle ikke med. Det kunne hun simpelthen ikke forstå. Jeg mistede tålmodigheden, så min dyrlæge tog lige over og fortalte hende nogle ting på hestesprog, og så var hun klar til at læsse - håbede jeg...

Da jeg åbnede traileren, opdagede Bolivia, at der stod en anden hest. Så hun nærmest sprang ind i traileren og havde nær hevet dyrlægen med. Nemmeste læsning ever! Og så kunne vi langt om længe sætte kursen mod Roskilde - en lang køretur, men hvad gør det, når hestene står stille, og snakken gik lystigt i bilen.

Endelig fremme ved halv otte tiden, og der var masser af aktivitet med bobcat og mennesker på stedet. Det viste sig, at en vallak havde hevet hele den ene langside af hegnet på folden med sig, så de fik travlt med at lave dobbelthegn og være klar, til vi kom. Det må siges at være perfekt timing, for de var netop færdige, da vi landede.

Rollingerne skulle gå i "Børnehaven" - en løsdrift med en stor fold og et stort læskur. I dagtimerne får de selskab af en 5 års PRE vallak, som heldigvis har vist sig at elske sit job som legeonkel. Og de to små er meget glade for ham.

Rollingernes legeonkel Ciclon alias Pablo i daglig tale.

Bolivia har arvet sin morfars hovedprofil, sin fars krøller og sin mormors store ører!

Cabaret er den blideste dreng, og der er flere, der har forelsket sig hovedkulds i ham.

Fantastisk gode høhække på foldene. Halm eller andet stråfoder lægges under et stort gitter, så stråfoderet ikke bare flyver væk, men også sørger for, at hestene ikke spiser det for hurtigt.

Rollingernes læskur. Uden diskussion valgte de selv deres krybber - og de går hen til den valgte krybbe hver gang!

Først dagen efter om morgenen kunne vi så lukke Rapse på fold. Hun blev lukket ud først, og hun løb straks folden rundt og tjekkede, hvor der var hegn. Og så var der nogle dejlige vallakker derovre på den anden side! Dem kunne hun så ikke nå at snuse til over hegnet - men inde i læskuret, kunne de lige præcis nå hinanden. Fedt, tænkte Rapse, så er jeg ikke alene. Jeg var lidt ked af at se hende falde tilbage i sit gamle mønster, hvor hun er bekymret, bange og ked af det, når hun er uden andres heste selskab. Hun er, trods sin alder, meget uselvstændig, og det er desværre hendes mor, der har ødelagt hendes mulighed for at blive voksen og selvstændig.

Vi lukkede så islænderhoppen, Bretla, ud til hende. Den var dog meget bestemt, og der blev hylet og sparket ud i den blå luft. Men det var ikke ret længe, så begyndte de at græsse - i behørig afstand af hinanden. Så blev den sorte varmblodshoppe, Pikeur, lukket ud. Pikeur har været den, der bestemte - men ikke en hoppe, der er hård ved de andre. Selvfølgelig bliver en ny, fremmed hest altid sat ud på sidelinien, indtil den kender sin plads. Og det var også tilfældet her. Igen lidt hyl og spark - og så var det overstået. 

De næste par dage lod jeg Rapse finde sig selv og gik ud til hende på folden og tjekkede hende efter for skrammer m.v. Den første dag vendte hun rundt og gik væk. Hun var bare sur på mig og meget utilfreds med arrangementet med et nyt sted! Dagen efter kom hun hen til mig og ville snakke, og siden er hun begyndt at genkende rutinerne.

Så kom der en ny hoppe, som skulle lukkes ud til dem om søndagen. En meget smuk lipizzanerhoppe ved navn Zenia. Hun er til gengæld en meget bestemt dame med en stærk psyke - og så er hun hvid. Og selvfølgelig tændte Rapse på hendes farve lige med det samme - men nej, Rapse. Det var ikke mor, der var genopstået! Det fandt hun hurtigt ud af, da der kom to baghove flyvende! Ups! Så blev der løbet nogle gevaldige ture, og så var der ro på flokken.  

Den ene dag har taget den anden, og langsomt - meget langsomt, er Rapse endelig faldet til. Stor var jublen hos mig og ejeren af den sorte hoppe, da de blev grebet i at gnubbe hinanden til den store guldmedalje. P og skyggen, kalder vi dem (her er det bare omvendt - skyggen er hvid!).

Siden har jeg haft Rapse inde i ridehuset, og det var VÆLDIGT spændende! Jeg longerede hende lidt og lavede jordarbejde og horsemanship. Hun huskede det hele og var virkelig dygtig. Men en åben port, hvor man kan høre to-ben snakke? Det er for farligt! Pattebarn - suk!

Rapse trænger virkelig til at få ordnet hove og få nye forsko, for jeg nåede ikke at få smeden ud, inden jeg flyttede hestene. Og da jeg skulle bestille ham, tikkede der en mail ind samme morgen om, at han havde brækket hånden og skulle ha' den i gips i 4 uger! Er det lige typisk? Nå, fat i en anden smed, som kan få fornøjelsen.

Det er skønt at komme ud det nye sted. Der er altid mennesker derude, og der bliver grinet meget - og drukket kaffe! De to små er faldet vældigt godt til, og de har da også fordrejet hovederne på et par stykke. Måske de ikke er mine så længe? Vi får se.

Udenfor har efteråret iklædt sig sin smukke dragt, og det er vemodigt at se og høre trækket af traner vende mod deres vintertilholdssted. Det er snart tid at fodre småfuglene og finde lammeskindssutterne frem. Stearinlys bliver tændt i køkkenet, når jeg laver mad, og ilden knitrer lystigt i brændeovnen. Noget, især min gamle kat sætter stor pris på!

Det er lørdag, og det må være tid til et godt glas rødvin. God weekend!