Så er jeg tilbage! Nu håber jeg, at I kan få lov til at læse min blog, uden at I bliver overfaldet af alle mulige reklamer på siden. Jeg har kontaktet udbyderen og bedt dem gøre noget ved det. Derudover kan jeg anbefale, at I installerer det gratis program AdBlock Plus til jeres browser. Og I kan slå den til og fra, når det passer jer; og på bestemte sider. I finder det her: https://adblockplus.org/

December var som sædvanligt med julehygge og masser af julelys! Kastanietræt på vores gårdsplads får lyskæder på alle grenene, og det ser fantastisk ud! Denne gang blev der også hejset en lyskæde op i vores 18 meter flagstang, og jeg kunne spotte den hver eftermiddag, når jeg kørte hjem fra hestene.

Januar kom og gik med kulde og lidt sne, og i februar begyndte jeg at blive rastløs! Nu ville jeg ha' forår! Sneen forsvandt, og vi fik plusgrader - lige akkurat nok til, at vintergækker og erantis piblede op af jorden. Lige så stille blev dagene længere, og de første småfugle begyndte at øve sig i deres sangtriller.

Nu er det marts, og foråret er for alvor over os. Stadig lidt køligt, men tørvejr og sol! Herligt! 

Hestene trives, og det nye sted er alletiders! Altid hyggelig mennesker at snakke med og ikke mindst få nogle gode grin sammen med dem. 

I slutningen af februar besluttede min computer sig til at dø! Den blev 6 år gammel og har tjent mig trofast gennem årene. Jeg tager jævnligt backup, men jeg havde selvfølgelig ikke taget en backup lige inden, så jeg mistede regnskab for 4 måneder, artikler til medlemsbladet og diverse andre ting. Jeg var rasende! Jeg forsøgte selv at hive filerne ud af den gamle harddisk, men den var for træt. Nu må jeg se, om jeg kan finde en professionel, der kan hjælpe mig med det. For jeg VIL ha' de gamle filer ud af den!  I det fjerne tonede min gamle IT lærer frem, og jeg kunne høre ham sige: Rigtige mænd tager ikke backup. Så rigtige mænd græder meget!!! Suk! Mon jeg har lært det nu? I det mindste kan man i dag lægge det op på skyen, så det er tilgængeligt for altid. Snart er eksterne harddiske en saga blot. Teknologien brager derudaf med en afsindig fart, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med.

Nå. Jeg måtte så investere i en ny computer, for ellers kan jeg ikke arbejde. Jeg fandt en ny desktop til meget rimelige penge - og tilkøbte lige lidt mere garanti og support. Med i pakken var også en mus og et tastatur. Musen har jeg gemt som en reserve, men tastaturet er taget i brug. Sjovt, at knapperne kan være så anderledes. Fingrene skal lige vænne sig til det - forleden måtte jeg indtaste mit password 5 gange, fordi jeg ikke fik sat fingeren på det rigtige bogstav! Jeg skriver med alle 10 fingre, og sætter jeg den ene hånd bare en tast for meget til den ene side, så skriver jeg volapyk! 

Det var skønt at få den nye computer. Meget hurtig og effektiv. Og det tog næsten to dage at få installeret alle mine programmer og lagt diverse mapper over på den. Og nu er det jo Windows 10. Det er stort set samme brugerflade som på min mobil, så det kom jeg hurtigt ind i. 

Det var også tid at få skiftet vores TV ud. Alt i dag er digitalt, og her kunne vores elskede 18 år gamle B&O ikke være med mere. Ærgerligt, for det har et fantastisk billede og lyd. Husbonden tog i Elgiganten og fandt et dejligt TV og kom hjem med det - og så kunne jeg ellers fortsætte med firkantede øjne og finde kanaler m.v. Første forsøg var ikke så godt! Jeg satte den til automatisk søgning og endte ud med kun 4 kanaler! What??!!! Min mand blev helt hysterisk, for han skulle se Formel 1 om morgenen dagen efter. Jeg var simpelthen så træt i mine øjne efter at ha' rodet med min computer i to dage, men jeg overgav mig og prøvede igen. Nå ja - der var jo sør'me lige noget, jeg havde overset....jeg skulle også sætte den til udbyderen af vores TV pakke. Og VUPTI!!! Så drønede der 476 kanaler ind! Værs'go' husbond! Knock yourself out!

De næste to dage så jeg ikke skyggen af min mand. Han så TV! 

Min daglige fornøjelse er at være hos hestene. Hver dag har jeg fat i de to ungheste. Jeg løfter deres ben og rasler rundt med en IKEA pose over hele kroppen på dem. Jeg lærer dem at flytte sig, når jeg beder om det, og de er bare så lærenemme. F.eks. lærte de hurtigt, at de ikke er velkomne i løsdriften, når jeg ordner den. Bolivia har nemlig tendens til at stikke sine forben i alt - inkl. trillebøren! Og jeg gider faktisk ikke læsse trillebøren mere end én gang!

Cabaret er hyggefætteren. Han går gerne fra sin mad for at få kys på mulen og blive kløet. Han rangerer under sin søster, men han er begyndt at sige fra. Forleden syntes Bolivia, at hun skulle ha' mig for sig selv og bed sin bror i halsen. Da hun så gik, løb han efter hende og satte en knibtang lige i rumpetten på hende. Payback time!

Jeg har sat begge de små til salg, for jeg bliver nødt til at erkende, at jeg ikke har tid til flere heste. Måske er det bedst, at jeg bare har én. Jeg tænkte, at bliver den ene solgt, kan jeg beholde den anden. Men nu er der to, der har henvendt sig - på dem begge - så nu skal jeg lige ha' pudset deres form af, så jeg kan fremvise dem på lørdag. At de skal fremvises er ikke ensbetydende med, at de bliver solgt, selvfølgelig. Men det kom bag på mig, at der nu også er interesse for de unge heste. Det har ligget stille længe. De fleste ønskede den færdige pakke med en voksen hest, de kunne sætte sig op på og ride med det samme. Vi må se, hvordan det spænder af.

Rapse har været igennem en stor udvikling, siden jeg flyttede hestene. Hun gik fra at være førerhoppens skygge på Hyldevangen til at være lederhoppe det nye sted. Og det er godt for hende. Hun har virkelig manglet at blive voksen, turde tage et ansvar og blive mere selvstændig. Og hun er en god lederhoppe. Ikke noget med at være hysterisk og aggressiv - hun vipper bare med et øre og sørger for, at flokken fungerer godt og har det rart sammen. Hendes bedste veninde er en sort varmblodshoppe, men desværre sendes den til hestehimlen i skrivende stund. Den havde en skade på et forben, som bare ikke ville blive bedre. Jeg var så lidt nervøs for, hvordan hun så ville reagere på savnet af hoppen, men i mellemtiden er der kommet en Lusitano hoppe på 4 år, som hun er blevet rigtig glad for. Og til den 1. kommer der en oldenborghoppe, som også er forholdsvis ung, så Rapse får travlt med at styre den tøseklike af! Det skal hun nok klare til UG!

Solen er kommet frem, og fuglene synger af fuld hals. Jeg fodrer fortsat småfuglene, og buffeten er tømt til aften. Så jeg må fylde op hver dag. Og spurvehøgen kommer jævnligt forbi; og den har netop være her for at se, om den lige kunne nuppe sig en sprød blåmejse. Men det havde han ikke held med. Han traskede rundt i græsset og gloede irriteret ind i bunden af syrenen, hvor der sad et par småfugle og skældte ham ud.

Nu må jeg ud i solen og den friske blæst. Der er heldigvis altid noget at tage sig til hjemme hos os. 

Rigtig god Påske derude.

Spurvehøg - han - sidder betuttet på græsplænen. Ingen fuglesteg i dag!

Den smukke dompap - han.

De farverige stillits mæsker sig i solsikkefrø.

 

Du smukke efterår

Oktober måned har virkelig vist sig fra sin smukkeste side i år. Stille vejr, sol og milde temperaturer. Der har lige været et par nætter med lidt frost, og det gav de flotte farver på bladene. I dag er det helt stille og tåget. Langt borte kan jeg høre ravnene kalde på hinanden, og på min tur gennem haven blev jeg skældt ud af en skovskade, som med sin karakteristiske skræppen og smukke fjerdragt gjorde opmærksom på sig selv. Fire fasankokke fløj i lav flugt over marken, mens de gokkede agtpågivende og landede med et bump på stubmarken. Småfuglene besøger i stort tal buffeten bestående af solsikkefrø og mejsebolde, og selv den lille gærdesmutte skulle lige inspicere fuglehuset og nyde lidt godt af resterne fra de riges bord.

Og det går godt med hestene. Bolivia og Cabaret trivedes i deres løsdrift fra dag 1, og de havde jo en legeonkel på 5 år, som de var meget glade for. Bolivia blev bare lidt for glad for ham, så vi måtte skille dem ad. Det var lidt ærgerligt, og især synd for Ciclons ejer, som bagefter prøvede at introducere ham for nogle dejlige ismuler. Han var simpelthen bange for dem, så den idé måtte droppes. I stedet blev der lavet en fold til ham ved siden af ismulerne, så han ikke som sådan stod alene. Men så kom løsningen ind fra højre! En af pigerne på gården ønskede at få sin 3 års vallak i løsdrift i stedet for at lade ham stå på boks, så efter et hurtigt møde byttede vi rundt på hestene: Bolivia er kommet på boks og skulle gå med de voksne hopper, Diablo alias Dippen skulle gå med Cabaret - og så kunne Ciclon komme tilbage til "lillebror" og dermed have selskab af andre heste på folden.

Så langt så godt! Søndag hentede jeg Bolivia, og så blev hun introduceret for sin nye fold. Imens holdt pigerne de 3 andre hopper. Rapse har aldrig mødt sin niece, og det skal lige siges, at i dyreverdenen er der ikke noget, der hedder familiebånd! Hieraki er ens for alle! Efter at ha' vist Boliva hegnet, fik hun lov til at hilse på Rapse. Der var lige et enkelt hyl, og Boliva trak sig med det samme. Så slap vi dem, og det er jo altid med hjertet i hænderne!

Der blev løbet lidt rundt, for hopperne ville jo gerne hilse på den nye. Den ene af hopperne - en hvid lipizzaner - gjorde et udfald nogle gange, hvor hun fra en position længst væk lige pludselig drønede frem mod Bolivia med ørerne tilbage. Boliva flyttede sig omgående - og så skete der det, at Rapse straks løb imellem og jog hoppen væk. Dernæst skete der ikke så meget mere, og da jeg kiggede til dem senere, stod det skimlede trekløver såmænd og græssede med lidt afstand imellem sig. Den sidste hoppe hyggede sig helt alene med høhækken. Og det går virkelig fint med dem. Alle har fundet deres pladser, og så er der ro. Bolivia har vist også hygget sig i sin nye boks, som er meget stor og har et vindue, hun kan stikke hovedet ud af. 

Bolivia har fundet sig godt til rette på sin nye pigefold. Det er Rapse, der står i baggrunden. 

 
På drengefolden skete der også ting og sager. Cabaret og Ciclon kender hinanden ganske udmærket, og de hilste fornøjet på hinanden, da de blev lukket sammen. Og så kom Diablo. Straks skærmede Ciclon Diablo fra at hilse på Cabaret, som blev henvist til højen, hvor han stod og så til, mens de to drenge prøvede at sætte dagsordenen. Det var lidt voldsomt på et tidspunkt, men heste (og dyr i det hele taget) har ikke fløjelshandskerne på, når der skal tildeles pladser i hierakiet.

Da Ciclon blev lukket på boks for natten, fik Diablo og Cabaret endelig lov til at møde hinanden ordentligt. Men Cabaret havde fået forståelsen af, at ham Diablo nok var farlig, så han kvitterede med to baghove som hilsen. Det gik dog hurtigt over, og de stod fredeligt side om side og spiste deres aftensmad. Hvor er det dog skønt, når man kan få tingene til at fungere!

Cabarets nye "roomie" - Diablo alias Dippen, som er en palominofarvet hollandsk varmblod.

Træningen af Rapse er også skudt i gang, og jeg må tørt konstatere, at det ikke kun er Rapse, der er i meget dårlig form! Jeg slås stadig lidt med hendes separationsangst, men det er ikke noget voldsomt. Hun er bare irriterende, når hun hele tiden vender sig ved bommen for at holde øje med, hvor jeg går hen! Og det er irriterende, når hun så af den grund ikke står stille, når jeg skal strigle hende og sadle hende op. Allerede der blev jeg meget varm!

Så ind i ridehuset og blive longeret først. De første 5 minutter hylede hun efter de andre og trak mod porten, men snart måtte hun koncentrere sig lidt, ellers var det ikke kun mig, der blev ør af at gå i ring. Jeg bad hende om alle tre gangarter på begge volter - og jeg bad nok om for meget. For hun var allerede træt, da jeg satte mig op. Og her var hun bare helt fin. Stod helt stille. Først skridt og lidt sidebevægelser. Jeg kunne godt mærke på hende, at hun har stået stille længe, og jeg travede hende heller ikke ret længe, før hun gav tegn til, at nu var hun altså træt. Og det er bare om at lytte til sin hest, så efter en skridtrunde sad jeg af og gik ved siden af hende, mens hun fik skridtet af. Af en eller anden grund synes hun, at det er "meget farligt" med en åben port, så man kan se, hvad der foregår udenfor. Og det er særdeles farligt, når en 2-ben tillader sig at gå forbi. Det er ikke andet end pjat, at hun fnyser over det. Og hun begyndte da også at fnyse lidt, da jeg trak hende mod porten for at gå ind, men hun holdt hurtigt op - hun var for træt.

Så nu er vi endelig i gang, og det skal blive godt, når vi begge har fundet rideformen igen.

Om små to uger stikker jeg af til Spanien; nærmere bestemt Sevilla. Jeg skal på stambogskursus, som afholdes i forbindelse med det årlige, internationale championat; SICAB. Så først to dage på kursus, og så to dage på messen. Det skal blive skønt at komme afsted og ikke mindst møde gamle bekendte og se en masse lækre heste!

Imens nyder jeg efterårets smukke farver, og inden længe står den på julepynt og tingeltangel!

Det er nu 3. gang, at klokkeblomsten (Campanula) blomstrer.

Bøgehækkene står med de mest fantastisk farver lige nu.

Fuglenes buffet.

Havtornen har rigeligt bær i år.

Det varer ikke længe, så har kastanien tabt alle bladene. Og når det er sket, så skal der hænges lyskæder op!

Roserne blomstrer, indtil frosten tager dem. Her klatrerosen New Dawn.

Det er så tåget, at det har taget udsynet ud over marken.

Det amerikanske tulipantræ er det sidste træ, der taber bladene. Og sikke en farve, bladene får.

 

 

Rapse og rollingerne

30. september var den helt store hesteflyttedag! Og 2-ben her var meget stresset over det, for enderne kunne ikke nå sammen, da jeg skulle bestille transport. Den lykkelige løsning kom springende ind fra kulissen og tilbød at køre hestene for mig - og så var der lige den bonus, at hun er hestedyrlæge! Dvs. var hestene nervøse eller besværligt, så kunne hun give dem en snaps. For flyttes, det skulle de!

Vi startede om morgenen med at hente Rapse i Sengeløse. Traileren blev bakket ind i vognporten, så der var spærret af på begge sider - og så er der kun én vej frem - ind i kassen! Det er 6 år siden, Rapse sidst har prøvet det, så jeg havde lidt sommerfugle i maven. Men med en solid støtte i dyrlægen, mente jeg, at vi nok skulle komme over den hurdle. Vi gik ned på folden og hentede mit velpolstrede dyr, og så gik vi op mod stalden til traileren. Rapse begyndte at snorte og lurede lynhurtigt, at der var ugler i mosen. Hun startede fint med at gå op på rampen med forhovene - men så hurtigt ned igen. Så skulle det hele undersøges med tænderne og efter nogle forsøg uden panik men med rystende forben, gik hun selv resten af vejen ind i traileren. Hun syntes ikke, at det var sjovt, men eftersom hendes 2-ben stod derinde, kunne det vel ikke være så farligt?

Vi lukkede i roligt tempo, og så kørte vi mod Roskilde. Rapse var noget utilfreds. Hun vrinskede et par gange og skrabede i bunden af traileren. Det tog heldigvis ikke så lang tid at køre, og da vi lukkede op, stod der en svedig og dampende Rapse derinde. Jeg begyndte at bakke hende, men det kunne hun lige pludseligt ikke huske, hvordan man gjorde. I stedet gjorde hun mine til at vende rundt, men jeg måtte så fortælle hende, at det ikke kunne lade sig gøre med hendes nuværende pondus! Halvt bakkende halvt vende rundt kom hun ud, og jeg satte hende ind i hendes boks. Hun var bekymret og kaldte på andre heste. Hun syntes ikke, det var fedt at stå derinde alene i stalden. Vi hentede så en sidekammerat til hende - Tigur - en skøn, mørk islænder, som hun straks forelskede sig i. Den havde jo samme farve som hendes tidligere foldkammerat, Dimma, men ham her lugtede lidt anderledes. Om ikke andet, så faldt hun til ro og begyndte at spise af sit wrap.

Dyrlægen havde lige nogle gerninger efterfølgende, og vi skulle mødes igen kl. 14 for at køre til Sydsjælland og hente rollingerne. Som sagt så gjort, og vi kørte afsted i højt humør, og snakken gik - om heste for det meste.

Vi startede med at hente Cabaret; min 1 års vallak. Han har kun kørt én gang - og det var sammen med sin mor i en stor lastbil. Nu skulle han ind i en kasse - helt alene. Mærkelige idéer de der 2-ben får, tænkte han. Han var ikke på noget tidspunkt bange eller nervøs - men lidt stædig. Vi fik dog lirket ham op i små step, og det sidste stykke gik han selv, da han opdagede, at der var en pose mad derinde! Det tog 20 minutter, og så var vi på vej for at hente Bolivia en times kørsel derfra. Cabaret stod helt stille; som om han havde prøvet det 100 gange før. Dygtig dreng!

Så var det hans søsters tur. Bolivia er 2 år og dobbelt så stor som ham. Hun stressede dog op, fordi hendes foldkammerater blev lukket på stald - og hun skulle ikke med. Det kunne hun simpelthen ikke forstå. Jeg mistede tålmodigheden, så min dyrlæge tog lige over og fortalte hende nogle ting på hestesprog, og så var hun klar til at læsse - håbede jeg...

Da jeg åbnede traileren, opdagede Bolivia, at der stod en anden hest. Så hun nærmest sprang ind i traileren og havde nær hevet dyrlægen med. Nemmeste læsning ever! Og så kunne vi langt om længe sætte kursen mod Roskilde - en lang køretur, men hvad gør det, når hestene står stille, og snakken gik lystigt i bilen.

Endelig fremme ved halv otte tiden, og der var masser af aktivitet med bobcat og mennesker på stedet. Det viste sig, at en vallak havde hevet hele den ene langside af hegnet på folden med sig, så de fik travlt med at lave dobbelthegn og være klar, til vi kom. Det må siges at være perfekt timing, for de var netop færdige, da vi landede.

Rollingerne skulle gå i "Børnehaven" - en løsdrift med en stor fold og et stort læskur. I dagtimerne får de selskab af en 5 års PRE vallak, som heldigvis har vist sig at elske sit job som legeonkel. Og de to små er meget glade for ham.

Rollingernes legeonkel Ciclon alias Pablo i daglig tale.

Bolivia har arvet sin morfars hovedprofil, sin fars krøller og sin mormors store ører!

Cabaret er den blideste dreng, og der er flere, der har forelsket sig hovedkulds i ham.

Fantastisk gode høhække på foldene. Halm eller andet stråfoder lægges under et stort gitter, så stråfoderet ikke bare flyver væk, men også sørger for, at hestene ikke spiser det for hurtigt.

Rollingernes læskur. Uden diskussion valgte de selv deres krybber - og de går hen til den valgte krybbe hver gang!

Først dagen efter om morgenen kunne vi så lukke Rapse på fold. Hun blev lukket ud først, og hun løb straks folden rundt og tjekkede, hvor der var hegn. Og så var der nogle dejlige vallakker derovre på den anden side! Dem kunne hun så ikke nå at snuse til over hegnet - men inde i læskuret, kunne de lige præcis nå hinanden. Fedt, tænkte Rapse, så er jeg ikke alene. Jeg var lidt ked af at se hende falde tilbage i sit gamle mønster, hvor hun er bekymret, bange og ked af det, når hun er uden andres heste selskab. Hun er, trods sin alder, meget uselvstændig, og det er desværre hendes mor, der har ødelagt hendes mulighed for at blive voksen og selvstændig.

Vi lukkede så islænderhoppen, Bretla, ud til hende. Den var dog meget bestemt, og der blev hylet og sparket ud i den blå luft. Men det var ikke ret længe, så begyndte de at græsse - i behørig afstand af hinanden. Så blev den sorte varmblodshoppe, Pikeur, lukket ud. Pikeur har været den, der bestemte - men ikke en hoppe, der er hård ved de andre. Selvfølgelig bliver en ny, fremmed hest altid sat ud på sidelinien, indtil den kender sin plads. Og det var også tilfældet her. Igen lidt hyl og spark - og så var det overstået. 

De næste par dage lod jeg Rapse finde sig selv og gik ud til hende på folden og tjekkede hende efter for skrammer m.v. Den første dag vendte hun rundt og gik væk. Hun var bare sur på mig og meget utilfreds med arrangementet med et nyt sted! Dagen efter kom hun hen til mig og ville snakke, og siden er hun begyndt at genkende rutinerne.

Så kom der en ny hoppe, som skulle lukkes ud til dem om søndagen. En meget smuk lipizzanerhoppe ved navn Zenia. Hun er til gengæld en meget bestemt dame med en stærk psyke - og så er hun hvid. Og selvfølgelig tændte Rapse på hendes farve lige med det samme - men nej, Rapse. Det var ikke mor, der var genopstået! Det fandt hun hurtigt ud af, da der kom to baghove flyvende! Ups! Så blev der løbet nogle gevaldige ture, og så var der ro på flokken.  

Den ene dag har taget den anden, og langsomt - meget langsomt, er Rapse endelig faldet til. Stor var jublen hos mig og ejeren af den sorte hoppe, da de blev grebet i at gnubbe hinanden til den store guldmedalje. P og skyggen, kalder vi dem (her er det bare omvendt - skyggen er hvid!).

Siden har jeg haft Rapse inde i ridehuset, og det var VÆLDIGT spændende! Jeg longerede hende lidt og lavede jordarbejde og horsemanship. Hun huskede det hele og var virkelig dygtig. Men en åben port, hvor man kan høre to-ben snakke? Det er for farligt! Pattebarn - suk!

Rapse trænger virkelig til at få ordnet hove og få nye forsko, for jeg nåede ikke at få smeden ud, inden jeg flyttede hestene. Og da jeg skulle bestille ham, tikkede der en mail ind samme morgen om, at han havde brækket hånden og skulle ha' den i gips i 4 uger! Er det lige typisk? Nå, fat i en anden smed, som kan få fornøjelsen.

Det er skønt at komme ud det nye sted. Der er altid mennesker derude, og der bliver grinet meget - og drukket kaffe! De to små er faldet vældigt godt til, og de har da også fordrejet hovederne på et par stykke. Måske de ikke er mine så længe? Vi får se.

Udenfor har efteråret iklædt sig sin smukke dragt, og det er vemodigt at se og høre trækket af traner vende mod deres vintertilholdssted. Det er snart tid at fodre småfuglene og finde lammeskindssutterne frem. Stearinlys bliver tændt i køkkenet, når jeg laver mad, og ilden knitrer lystigt i brændeovnen. Noget, især min gamle kat sætter stor pris på!

Det er lørdag, og det må være tid til et godt glas rødvin. God weekend!

 

Den sidste dans med Baronessen

Jeg ved det jo godt...dyrene lever desværre ikke lige så længe, som vi gør. Men vi knytter os til dem; elsker dem hver eneste dag, og går helt bagom dansen, når vi skal sige farvel. Helt ærligt, så synes jeg, at det er blevet sværere at sige farvel med årene. For jeg har dyrene for dyrenes skyld - og ikke for min egen. 

Baronesa XIX købte jeg i 2003, hvor hun kom med et 4 måneder gammelt hoppeføl ved siden og et føl i maven, som også skulle blive et hoppeføl. Jeg havde glædet mig i nogle år til, at jeg endelig kunne købe den fantastiske spanske hest, som jeg så længe havde drømt om. I mellemtiden havde jeg min vidunderlige Shagya araber, Zaid (Justafa OO 305/80), som jeg fik glæde af i hele 20 år. Det har altid været mit mål at have sunde, stærke heste, som kunne være hos mig i mange, mange år. 

Baronesa skulle vise sig at være meget mere, end jeg nogensinde havde håbet på at få som hest og ven. Hun var stærk både fysisk og psykisk, var intelligent, havde humor og var snorlige med alt. Aldrig har jeg været den mindste smule betænkelig, når jeg sad på hendes ryg, og vi red ud og mødte mange forskellige og løjerlige udfordringer. Altid var hun fornuftig - og altid advarede hun mig først, hvis hun lige havde behov for et jubelspring ud i det blå. Jeg blev på hendes ryg HVER gang.

Desværre har skimler den store risiko at udvikle melanomer. Det er en kræftform, som for hestene udvikler sig som knuder på haleroden og omkring anus og kønsdele. Som regel dør de med dem og ikke af dem. Men for Baronesas vedkommende ligger det i hendes blodlinier, at de er mere aggressive, end man eller ser dem. Det seneste år var de vokset enormt, og nu dækkede de ikke bare anus, men også vulva. Og der var flere på vej omkring hendes ganascher (kæber), og jeg havde også en mistanke om, at de fandtes i hendes tarme, da hun tre gange har haft kolik uden egentlig grund.

Og i løbet af året, blev hun meget gammel at se på. Ryggen hænger, pelsen er mærkelig, og hun snubler mere end normalt og hoster, hvis tempoet er højere end skridt. Hun har haft 4 føl, har slæbt rundt på mig i 12 år, og hun skal kæmpe for at beholde sin position som førerhoppe på folden. Jeg kan simpelthen ikke byde hende andet end at komme herfra med værdigheden i behold - for det har denne helt fantastiske hoppe fortjent.

Jeg følte mig som en bøddel, da jeg ringede til dyrlægen i mandags og bestilte tid. Men jeg ved inderst inde, at det er det helt rigtige for hende. For det er hende, det handler om, og ikke om mine følelser. Torsdag morgen skulle det være.....

Dagene op til har været forfærdelige. Jeg vendte mig ind i mig selv, hvor ingen andre kunne nå mig. Jeg havde bare behov for at bearbejde det og sørge alene. Noget, som nogle i min omgangskreds ikke helt forstod. 

Onsdag tog jeg Baronesa op fra folden og vaskede hendes hale. Jeg havde besluttet mig for at tage en tot hår og få lavet et armbånd som minde om hende. Baronesa elsker at blive ordnet, så vi hyggede i over en time på staldgangen, mens jeg striglede hende og klippede hendes man. Dernæst tog vi på den allersidste tur sammen - bare tanken fik mig til at bryde sammen inden i. 

Vi skridtede ud i det sædvanlige friske Baronesa tempo, og vejret var skønt. Ingen vind, og solen tittede frem bag skyerne. Vi indsnusede den regnvåde jord og lugten af det grønne græs og nyfaldne æbler. Så tog vi turen langs sommerfoldene, hvor de gamle bøgetræer danner grænsen ind til en gammel frugtplantage. Her fløj flere forskrækkede duer ned fra grenene, og helt nede i bunden, vækkede vi en ugle, som fornærmet gik på tyste vinger og svævede mellem de gamle frugttræer for at finde sig et mere stilfærdigt sted at sove. 

Ude over markerne havde svalerne samlet sig i en glad og kvidrende flok, og vi vinkede farvel til dem, da de snart vender sydover til varmere himmelstrøg.

På vej tilbage kendte Baronesa rumlen og vidste, at her på den brede sti plejer vi at galoppere! Og det fik hun selvfølgelig lov til. Men det var med lidt harehop på bagbenene - også selvom hun fik lov til at sætte tempoet op. Hun var bare blevet gammel, og hun havde også lidt svært ved at få luft. Jeg tog hende op i skridt igen, og hun trippede afsted, som hun plejede. Jeg kunne se hendes slørede silhouet i drivehusene, da vi dansede forbi - og her så jeg den hest, som hun engang var - stolt, nobel, knejsende - spansk! 

Jeg skridtede hende et godt stykke, for hun var lidt forpustet. Og tilbage ved stalden fangede jeg et æble, som vi delte på staldgangen. Af med sadel og trense - som jeg lagde i bilen og skulle med hjem. Sammen trissede vi tilbage til folden, mens vi fandt flere æbler, og jeg kyssede hendes kloge hovede og mule. Tilgiv mig, Baronesa. Jeg gør det for din skyld!

Og nu er det slut. Det gik stærkt, og du nåede lige at lave lidt passage på vejen. Rapse kom op og fik sagt farvel - men det gjorde hun faktisk allerede på staldgangen, da jeg gik op med dig på din sidste græsmark.

Vaya con dios, guapa. Vi ses en anden gang - en anden dag.

Fra vores sidste tur sammen - i går.

Er foråret om hjørnet?

Januar gik sin mørke vinterlige gang med både plus og minusgrader, og det har faktisk været minimalt, hvad vi har haft af besvær i stalden med vandkar og vandslanger pga. frost. Til gengæld har vi kæmpet en meget ulige kamp med mudderet, og det har til tider været nødvendigt nærmest at bære hestene ud på foldene. 

Min bil mangler stadig en ny generator, så jeg lader den op, når jeg skal bruge den. En ny generator koster tæt på 6.000 kr., så det må lige vente lidt. Til gengæld var det mere vigtigt, at vi fik fat i en ny arbejdsvogn. Vores 13 år gamle Toyota Previa var begyndt at halte, og vi ville ikke ofre mellem 30. - 40.000 kr. på den, for at den kunne gå igennem syn. Det var det samme beløb, vi skulle give i udbetaling på en ny vogn. Men ak! Varebiler er jo også dyre. De koster mellem 250.000 - 300.000 plus moms! fra nye. Det er jo helt gak! Men sådan er det i Danmark og med vores sindssyge afgifter på biler. Det var flere penge i udbetaling, end vi lige havde regnet med, og min mand var begyndt at rive sig i håret (det, der er tilbage). For vi vidste jo godt, at hvis ikke den gamle bil blev synet, så kom de der sjove mænd i uniformer og klippede pladerne!

Vi havde kigget på lidt forskellige bilmærker, da vi ikke kunne få en Previa igen. Den indføres ikke længere i Danmark. Vi har ellers været meget glade for vores, den kørte fantastisk, og man sad brandgodt i den. Nå, så vi kiggede på andre modeller bl.a. Ford Transit, VW Transporter og Mercedes Benz Vito. Det er ikke den store forskel i priserne på mærkerne, så man skal se på, hvad det egentlig er, man får for pengene. 

I slutningen af januar blev det akut tid til en ny bil, så det endte med, at jeg gik på nettet og kiggede på brugte arbejdsvogne. Og her var Mercedes faktisk dem, der havde de bedste til priserne. Det endte med en Vito, knap 4 år gammel. Den ligner en ny bil både ude og inde, og der var lavet stort service på den, og den havde fået 4 nye dæk af en god kvalitet. Den kostede lige 110.000 mindre, så vi slog til. Det var en stor lettelse at aflevere pladerne på den gamle Previa, som sikkert allerede dagen efter blev skippet afsted til Østeuropa.

Og så blev det februar, hvor jeg har været lettere uarbejdsdygtig i 14 dage pga. en lille rutineoperation. Når jeg er med ude at arbejde, er det jo hårdt fysisk arbejde, og det kunne jeg ikke. Jeg kunne heller ikke muge ud, så hurra for pigerne i stalden, der tog en ordentlig tørn - og i øvrigt holdt et vågent øje med mig, for de kender mig godt nok til at vide, at jeg til tider kan være temmelig utålmodig! Og det var da også en pest ikke at kunne lave det, jeg plejede. Hold op, hvor er det rædselsfuldt at være noget, der ligner at være hjælpeløs! Jeg blev også en smule stresset over det, for der var også nogle ting, jeg gerne ville ha' gjort og få afsluttet! Men tiden går hurtigt, og jeg er på højkant igen. 

Det hjælper gevaldigt på humøret, når man lige pludselig opdager, at det er blevet længere lyst. Hurra!!! Hestene kunne blive stående ude til kl. 16.30! Vildt! Nu er det kl. 17, og jeg kan tydeligt mærke det i den daglige rutine. Nu er der knapt nok en trillerbør fuld pr. boks, når jeg muger ud. Herligt!

Og småfuglene pipper lystigt, og den får lige en tand ekstra, når solen er fremme. Her på slutspurten af februar har koret fået flere nye medlemmer, og jeg nyder at kunne se fuglene ud ad vinduet fra mit kontor, når de går til fuglefoderet. Jeg har omdannet syrenbusken til en "Fly'n'go" buffet for vilde fugle. Og det er et farvestrålende syn. De gule musvitter, de blå blåmejser, orangegyldne kvækerfinker, de brogede stillits og dompap hannen med sit koralrøde bryst. 

En dag prøvede jeg for sjov at skrive de fuglearter ned, som vi har i haven. Det blev til hele 52 arter - og så har jeg ikke talt mågerne, de trækkende traner, svaner, gæs eller ænder med. Det er udelukkende rovfugle, kragefugle, drosler, finker og spurvefugle. Og så er der selvfølgelig også fasanerne og agerhønsene. 

Jeg har prøvet at tage en del fotos af fuglene på buffeten, men de bliver ikke så gode, fordi jeg bliver nødt til at tage dem gennem vinduet. Så jeg har i stedet fundet flotte billeder på nettet. Her er de mest almindelige på mit foderbræt:

Blåmejse.

Bogfinke - han.

Dompap - han og hun.

Fyrremejse.

Grønirisk.

Jernspurv.

Kernebider.

Kvækerfinke.

Musvit.

Rødkælk eller rødhals.

Skovdue eller ringdue.

Skovskade.

Skovspurv (gråspurven har grå kalot).

Solsort.

Sortmejse.

Spætmejse.

Stillits.

Stor flagspætte.

Husskade - som altid i kjole og hvidt.

 I går havde vi strømafbrydelse, og min mand og jeg blev flået ud af sengen, fordi vores mobiler ringede. Alarmen reagerer på strømnedbrud, så vi vil altid blive ringet op. Og når vi ikke har strøm, har vi heller ikke vand, da vi har egen vandboring. Hvor irriterende ikke at kunne komme i bad eller få børstet tænder. Men det værste var nu, at vi skulle undvære morgenkaffen!!!

Jeg havde morgenvagten i stalden, og da kl. var halv syv opgav jeg at falde i søvn igen. Så jeg stod op, prøvede at børste tænder og skylle med saftevand (føj!). Men sikke en morgen, for solsortene er begyndt at synge. Så bliver det alligevel forår.

 

Året, der (var) gak!

Hvor har alt dog bare været sort! Så meget, at jeg ikke engang havde lyst til min yndlingsbeskæftigelse - nemlig at skrive. Uden at gå i personlige detaljer (dem holder jeg for mig selv), så har det seneste år været en pest for mig. Jeg kunne ikke engang holde mig selv ud. 

Alt var op ad bakke. Ét stort knokleri, som på det tidspunkt virkede som ligegyldigt, fordi det ikke rykkede noget som helst. Og spørgsmålene, hvad ønsker vi? Hvor er vi på vej hen? trængte sig også på. Det har været nogle ekstremt hårde år som selvstændige efter krisen, og til sidst var der bare ikke mere at give af.

Heldigvis er min mand og jeg gode til at tale tingene igennem, og vi har besluttet at prøve at sælge vores ejendom. Det er en dejlig ejendom, og min mand har brugt 20 år på at rydde op, fælde træer og gøre den pæn, efter den havde ligget i årevis som et nedlagt gartneri med et utal af drivehuse, der var overgroet med vedbend og selvsåede birketræer. I dag fremstår ejendommen pæn og præsentabel; og med en baghave på godt 6.000 m2, herlig udsigt over markerne og en 18 meter høj flagstang. Det sidste, der mangler, er en renovering af huset. Men det kan andre få lov til. Vi skal ud og finde vores drøm!

Og drømmen er en gård, hvor jeg kan ha' hestene, og noget mere jord, så vi kan fortsætte med vildt- og naturpleje, som vi begge er blevet så fascinerede af. 

Efter den beslutning var det som om, de stramme bånd løsnede sig. Pludselig strømmede det ind med arbejdsopgaver, og der blev regnet tilbud i en størrelsesorden, som vi ikke har prøvet siden før krisen. Og at de tilbud så blev accepteret, gjorde fremtiden så meget mere lys.

Langsomt vendte overskuddet og det gode humør tilbage, og jeg kunne ærligt talt ikke hidse mig op over, at min bil gjorde mig opmærksom på, at nu skulle generatoren skiftes! Nå, nå. Jamen, så kan du stå her og kukkelure på værkstedet, til vi får købt en ny. Man skal tale pænt til min bil. Ellers har den det med at gå i stykker. Og så er det ikke engang løgn!

I sommer besluttede jeg, at det nok var tid til at sige farvel til Baronesa. Jeg syntes ikke, at hun så særligt godt ud over sommeren, og ind imellem tabte hun sit ene bagben, når hun gik. Hun har mange melanomer, og jeg frygtede, at de var ved at tage livet af hende. Det var så meningen, at Alexandrina skulle overtage hendes plads, når hun kom hjem omkring 1. januar - men sådan skulle det ikke gå.

Alexandrina og hendes hingsteføl, Cabaret CEL, blev flyttet til Slagelse egnen i midten af juni måned. De trivedes begge to, men i efteråret gik det ned ad bakke for Alexandrina. Hun har tabt sig, er tvær og asocial. Jeg er ret sikker på, at der er sket noget med enten hendes bækken eller hofter efter den svære foling, så nu skal hun gås igennem af min erfarne dyrlæge, så jeg er sikker på, at min beslutning er rigtig. Hun bliver aldrig ridehest, og hun skal heller ikke ha' flere føl. Det bliver nok et farvel til min dejlige følhoppe. 

Så Baronesa købte sig lige lidt mere tid, men hun er også i fuld gang med sin 5. ungdom, og så ser hun oven i købet godt ud. Hun er rund og livlig og har ikke vist tegn på at tabe bagbenet, som hun gjorde i sommer. Så hun er kommet i gang igen - til hendes store fryd!

Jarapa viser med jævne mellemrum sin store intelligens - men nogle gange på den besværlige måde! F.eks. opdager hun lynhurtigt, hvis der ikke er strøm i hegnet. Hun går bare igennem og fræser ind på græsplænen og æder lystigt løs, mens hun holder et vågent øje med, hvor jeg er. Hun skulle jo helst nå at æde så meget som muligt, inden jeg får fanget hende.

Det er den besværlige årstid for alle. Mudder i lange baner og meget korte dage. Det har været et ekstremt varmt efterår, og vi har kun lige haft en snert af vinter lige efter Jul. Men det var mindst lige så ekstremt med -13 grader om natten. Nu er det igen lunt, og der er gået helt kuk i naturen. Fuglene kan ikke finde ud af det og pipper lystigt løs, mens duerne kærester på græsplænen, som var det forår. Men vi har altså to vintermåneder endnu, inden foråret for alvor træder ind i manegen. Lad os se, hvor meget vinter vi får.

Her lidt fotos fra de få dage, der lå sne.

Småfuglene besøger flittigt buffeterne.

Rødgraner med snefrakke på.

Smuk vintersol.

Tulipantræet klædt i hvidt.

Min granithest har fået snedækken på.

 

 

 

Ja, hvor har jeg været?

Godt spørgsmål! Arbejdet står for det meste, og jeg har også haft travlt; først med flytning af Alexandrina og Cabaret og bagefter med foreningens årlige basiskåring.

Jeg har flyttet Alexandrina og Cabaret til Vestsjælland, hvor de er kommet på sommergræs. Her hygger de sig med en brun følhoppe, som har et hoppeføl ved siden. Og derudover er der kommet en legetante med i flokken, som med hård og retfærdig hov styrer børnene af til stor fornøjelse for mødrene. De føl vokser bare hurtigt, og det er svært at følge med, når jeg ikke har dem hjemme.

Foreningsarbejdet har også fyldt lige vel rigeligt de sidste par måneder, og med en god kåring vel overstået, har jeg brug for en lille pause. Næste arrangement bliver i slutningen af august, hvor championatet løber af stablen. Der er et stykke tid til endnu.

Først i september kan jeg se frem til lidt ferie. Den ene af mine søstre skal giftes, og eftersom hun og kæresten er flyttet til Spanien, så skal hele den pukkelryggede familie derned og fejre dem. Det glæder jeg mig til.

Baronesa og Jarapa går også på sommergræs og har et herligt hesteliv. Det er meget modvilligt, at de går med, når der skal motioneres. Spise græs og slumre i solen er meget sjovere!

Det må også være tid til et lille tilbageblik fra min barndom, og vi er nu nået til 1975 - 1976, Charlottenlund:

Som jeg skrev sidst, så havde oliekrisen en høj pris, og mine forældre måtte sælge det dejlige hus, de selv havde bygget, i Lynge. De skulle hurtigt finde noget andet at bo i, og midlertidigt fandt de en villa bygget i 1930'erne i Charlottelund, som var til leje. Det er til dato det mest uhyggelig hus, jeg nogensinde har boet i. Selv den dag i dag får jeg gåsehud bare ved tanken om det; og selv for et par år siden, hvor jeg kørte forbi, stod ud ad bilen og kiggede på det. 

Sådan ser huset på Vilvordevej ud i dag. Det har ikke forandret sig meget.

Huset var meget stort med 1. sal og fuld kælder. Der var højt til loftet, og man kom ind i en stor hall, når man gik ind ad hoveddøren. Der var naturligvis også en køkkenindgang, og huset bar stærkt præg af, at det var bygget i en tid, hvor man havde butler, tjener, kokkepige og en nanny. Panelet med de små skilte, som fortalte, hvor herskabet ringede fra, hang der endnu. Haven var mystisk! Den lå bag ved huset og var et stort hul i jorden. Der var lavet en gangsti, der snoede sig nedad, og på skrænterne, var der plantet stedsegrønne buske. På husets bagside var der lavet en terrasse i hele huset længde, og der var to høje dobbelte franske døre i hhv. stuen og spisestuen, hvorfra der var adgang til terrassen. I forhaven stod der en stor og gammel hængepil, og min yngste storesøster og jeg havde det herligt med at binde grenene sammen og gynge i dem - indtil de knækkede.

Men der var noget forbandet i det hus, og det gik altid ud over mig. Først var det min elskede flamencodanser dukke fra Spanien, der forsvandt. Kjolen var skriggul, så den burde kunne findes. Og i øvrigt var dukken ret stor. Vi ledte og ledte, men fandt den ikke. Det var først en måneds tid senere, at min mor tilfældigvis opdagede den, da hun åbnede et kvistvindue. Den lå i tagrenden. Hvordan den var havnet der, findes der ikke nogen logisk forklaring på. Min søster havde ikke smidt den derud, og den kunne jo ikke selv hoppe ud ad vinduet.

Så var der stikkontakterne. Jeg var den eneste, som fik stød på dem, og jeg skreg som en vanvittig hver gang. Til sidst havde min far ret flossede nerver, og for Gud ved hvilken gang drønede han rundt i huset og tjekkede samtlige elektriske installationer for at se, om der var overgang i det gamle ledningsnet. Min far var elektriker, så han vidste, hvad han havde med at gøre. Men han fandt aldrig nogen fejl, og jeg blev ved med at få stød af kontakterne. Til sidst undgik jeg dem helt og gik i mørke, hvis det var nødvendigt.

Der var også en mørk stemning over huset, og jeg var bange for at være der alene. Børn har en evne til at opfatte nogle ting, som vi voksne ikke mærker, ser eller hører mere. 

Som sagt, var huset bare en midlertidig bolig, og mine forældre havde købt et andet hus i området, som de var i gang med at sætte i stand. De havde netop været afsted for at se, hvor langt projektet var nået, og lod mig være alene hjemme i min seng, for jeg var syg. De skulle kun være væk 1 time, og jeg sagde selv, at jeg helst ville være hjemme. 

Jeg må være faldet i søvn; i hvert fald vågnede jeg, og det var tusmørke. Der var intet lys tændt i huset. Klog af skade, tændte jeg ikke for nogen kontakter. Jeg gik ned ad trappen i den store hall, og da jeg står på reposen, kan jeg se ind i stuen. Her står de franske døre vidt åbne, og de lette, hvide gardiner stod og bølgede ind i rummet. Jeg blev afsindigt bange og løb op ad trappen og gemte mig under dynen. Og der blev jeg, til mine forældre kom hjem. Og det gjorde de ganske kort efter og kaldte på mig. Jeg løb grædende ned ad trappen og fortalte om dørene. Min far løb ind i stuen og tog i alle 4 døre - men de var forsvarligt låst.

Hvor var jeg dog glad, da vi flyttede og kunne fejre Jul i vores nye hus på L.E. Bruuns Vej også i Charlottelund. Det var også et gammelt hus, og der var også en tilstedeværelse - dog noget godt. Huset var oprindeligt meget lille, og i den ene halvdel havde der været en hestestald, hvor der havde stået 2 kaperheste. Man kunne tydeligt se, hvor de havde stået og skrabet i gulvet. Mine forældre byggede til huset, så det blev større, og stalden blev til vores køkken.

Og her stod jeg og to af mine søstre og vaskede op efter aftensmaden. Fra køkkenvinduerne kunne man se ned ad indkørslen, som skrånede let ned mod vejen. Det var ved at være mørkt udenfor, men jeg tydeligt en mand, som gik fra vores hus. Han havde en lang skødefrakke på. Jeg troede, at det var min fars kollega, for han gik altid med en lang læderfrakke. Min far løb ud ad døren og ned til vejen - men der var ingen mand. Mine forældre blev enige med sig selv om, at jeg havde feber og lagde mig i seng! Det var nok kusken, jeg så.

Vi boede kun kort i huset, for det endte med at blive meget dyrt at renovere. Og så skulle vi flytte igen.

Det kommer vi til næste - og nu skal jeg nok være lidt mere flittig på bloggen!