En weekend fuld af spanske heste

Så kom weekenden for årets DAMOCHA. Forberedelserne til denne konkurrence starter allerede flere måneder i forvejen, og nu har vi prøvet det nogle gange og kender rutinerne. Erfaringer får vi masser af hver eneste gang, og er der opstået nogen fejl, er det dem, man husker bedst og ved, at det skal man bare IKKE gentage!

Torsdag aften pakkede jeg bilen, og fredag formiddag hentede jeg Lika på vejen og så var det afsted til Vejle. Vejret var dejligt, og vi hyggesludrede undervejs med Mozart i baggrunden. Vi tog os et pit-stop på Fyn, hvor vi fik lidt at spise, og så var det afsted igen. Henover Fyn frydede vi os over de skønne landskaber, som tog sig ekstra godt ud i solskin.

To en halv time fra vi kørte hjemmefra, landede vi på Vejle Ridecenter. Det er stort med 3 ridehuse, flere udendørs ridebaner og store stalde. Vores stalde var teltstalde, og det fungerer også udmærket.

Vi blev godt modtaget af glade og søde mennesker, og så gik vi ellers straks i gang med at pakke bilen ud og sætte foreningens stand op. Lidt efter lidt ankom hestene, og der var stor gensynsglæde med alle heste ejerne, og der var også tid til at ordne verdenssituationen og hygge lidt. Det SKAL der være tid til.

Der var meldt 39 heste til, og 37 heste ankom. Man skal altid regne med nogle afbud, for der kan være sket et eller andet fra tidspunktet til tilmelding og til dagen oprinder. Det kan være en skade, hesten har pådraget sig - eller at heste ejeren er skudt i sænk med en influenza.

Om aftenen kunne vi så endelig komme i det meget store ridehus og begynde at pynte op. Vi har et kæmpe stort spansk flag, som vi altid hænger op på en af de høje vægge. Vi var hurtigt enige om, at det skulle hænge over spejlet på langsiden, så var det dækket af for nysgerrige hesteøjne! Og her skulle vi bruge en stige, og det skaffede stedet omgående. Og der stod jeg så og gloede på en meget lang, smal og lidt vakkelvorn alu-stige, som jeg skulle næsten hele vejen op ad. Og jeg, der HADER at gå på stiger! Men der var ingen vej udenom, og jeg gik med bævrende ben op ad stigen, som vred sig let til den ene side, for den var skæv af års brug. Mens jeg med sved på panden fik hængt flaget op, så jeg en film foran mine øjne, hvordan jeg faldt ned ad stigen under stort rabalder og samtidigt blev skyld i, at sådan ca. 6 ekvipager blev kylet i en bane om solen af deres forskrækkede heste - for så dernæst at se 6 heste ejere panisk forsøge at indfange løse hingste, der hellere ville myrde hinanden. Den forestilling gjorde ikke mine svedperler mindre!!!

Men den film blev aldrig til noget - heldigvis. Og jeg bekendtgjorde lige efter, at jeg nægtede at kravle op ad stigen igen for at tage flaget ned! Jeg behøver næppe at fortælle, at der var nogle stykker, som var ved at få hofteskred af grin over min skræk for stiger.

Henunder aften kom der mere run på, for der skulle tjekkes udstyr hos deltagerne, og alle skulle også ha' numre til hovedtøjerne. Vi skulle også pakke præmier, som vi næsten druknede i. Det var helt utroligt så mange flotte sponsorpræmier, vi havde fået i år. Der er helt sikkert nogle heste ejere derude, som er meget glade for deres præmier.

Så ankom vores dommer, som viste sig at være en særdeles lun fætter. Kaffe? Næ tak - så hellere en øl, var hans indstilling. Om aftenen tog hele bestyrelsen ham med ud at spise, og vi fik hyggesludret og lige sat de sidste spørgsmål på plads.

Det var ved at være sent, og de fleste af os overnattede på et meget hyggeligt bed & breakfast lige i nærheden af ridecentret. Jeg sover altid ret dårligt et fremmed sted, og eftersom væggene var ret tynde (de må ha' sparet på både gips og isolering), lød der højlydt snorken fra 8 værelser! Hvis jeg så bare kunne ha' faldet i søvn med det samme, så kunne jeg ha' snorket med!

Ud af fjererne kvart i 6, i bad og noget i skrutten! Zuzette var først ankommet fredag aften, da hun ikke havde fri fra arbejde og også har små børn. Så hun var frisk og havde lavet et overdådigt morgenbord til os alle sammen.

Og nu var det nu! Ind i bilerne og i galop til ridecentret, og kl. 8 blev der budt velkommen til publikum, som der var en del af hele dagen. Og så blev konkurrencen skudt i gang. Det gik slag i slag, og tidsplanen holdt mere end rigeligt. Der var mange gode heste, og jeg vidste, at det ville blive en meget spændende afgørelse. Og selvfølgelig gætter man lidt på forhånd, og så må man jo se, om det holder stik.

Vores dommer var hård, men retfærdig i sin pointgivning, og han vidste helt klart, hvordan en spansk hest skal se ud. Han gjorde også opmærksom på, at en god fremvisning/mønstring kan afgøre, om man får en præmie med hjem. Men så vil jeg også lige tilføje, at det kan godt være, at det går forrygende med træningen derhjemme. Det kan gå helt anderledes, når hesten kommer i byen. Og især, når det drejer sig om de unge heste. Med de ældre heste var der ikke så meget slinger i valsen.

Om eftermiddagen skred vores tidsplan pga. et uheld og en hest, som kom for sent ind i ridehuset. Men alt i alt - et 12 timers arrangement med en lille times forsinkelse. Det kan jeg godt gå med til. Alt gik dog godt, og det var fantastisk at være en af dem, som delte rosetter og præmier ud.

Da konkurrencen var slut, pakkede vi lynhurtigt sammen, og ridecentret havde lavet det, de kalder "skrup-hjem-tarteletter". Det var altså et godt træk! Så vi satte os alle sammen og fik tarteletter, mens vi snakkede om dagen og ikke mindst en lille efter evaluering. Vi har helt klart lært meget af de foregående års konkurrencer, og denne gang var vi faktisk ret tilfredse. Og jeg må sige, at ALLE uden undtagelse varetog de opgaver, som de havde fået uddelt, og det var virkeligt teamwork på højt plan. Derudover havde vi hjælpere, som bare var på hele dagen non-stop, og for at det ikke skal være løgn, var der også deltagere, som havde overskud til at give en hånd med.

Helt ærligt, jeg tror, at vores lille forening er ret unik. Tænk at ha' en forening, som tæller så mange aktive, interesserede og entusiastiske medlemmer. Det er der altså ikke ret mange, der kan prale af!

Jeg har desværre ingen fotos, for der var ikke tid til at tage billeder. Men det er der mange andre, der har gjort, og der skal nok komme billeder senere.

I dag - søndag - er total afslapning. Måske, jeg lige tager en lille tur med plæneklipperen.