Tilbageblik på min barndom - Søborg 1971

Det har indtil nu ellers været en ganske grøn vinter med plusgrader og en hel del regn. Det sidste har ikke været så spændende, for som jeg skrev i mit forrige indlæg, så giver det problemer med mudder hos hestene. Men nu gik den ikke længere. Sneen er kommet; dog som tøsne, og mens jeg sidder og skriver, vælter det ned med store, bløde fnug, og vinden er taget til. Fuglene tager flittigt for sig af solsikkefrøene, og egernet har fundet ud af, hvordan den kan mase sig ind i det nye fuglehus. Bandit! Men den skal jo også ha' noget at spise.

Sidst skrev jeg, at jeg ville begynde at fortælle lidt sjove historier fra min barndom, og her er den første. Den foregår i Søborg i 1971. 

"Det længste, jeg husker tilbage er, da jeg er 3 år gammel. Eftersom mine forældre havde en bizar trang til ofte at flytte til nye steder, kan jeg altid huske hvilket årstal og dermed, hvor gammel jeg var!

Vi boede i et skønt rækkehus ned til mosen i Søborg. Vejen var lukket, så vi børn kunne bare rende rundt og lege. Dog var de mindste af os formanet til at blive på fortovet, mens de større børn kunne tegne hinkeruder på vejen og lege der.

Jeg havde fået en trehjulet cykel med lad, som jeg spurtede rundt på, og især var jeg helt vild med at køre ind til en af naboerne, som havde en hældende nedgang til sin kælder. Her kunne cyklen jo bare trille af sig selv – og jeg og cyklen landede med et klask på kælderdøren. Det var beboeren til gengæld ikke særligt vild med, så det blev der hurtigt sat en stopper for. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev skældt ud. Jeg legede jo bare….

Vi havde en dejlig have, som var omkranset af en høj hæk og et stakit. Jeg glemmer aldrig en sommermorgen, hvor min far vækkede mig og min yngste storesøster og sagde, at vi skulle gå ud i haven og kigge. Og der stod der et gyngestativ! Vi var jublende lykkelige, og snart kom alle vejens børn og skulle være med til at indvie det. Jeg tror, at vi sled det op!

Jeg gik også på opdagelse i haven, og en dag fandt jeg en meget lang og tyk regnorm. Den var jeg meget fascineret af, og hvad der fik mig til det næste, ved jeg faktisk ikke. Jeg husker det i hvert fald ikke! Min mor havde et sybord i teaktræ. Jeg tog den store, orange Fiskars saks op af øverste skuffe – og ja, klippede regnormen over. Jeg gjorde store øjne, da jeg nu opdagede, at den ene orm var blevet til to. Begge ender bevægede sig – og kravlede hver sin vej. Og så var det, at min mor opdagede mig, og hvad jeg var i gang med. Hun hylede op, fik smidt ormen…eller ormene… ud i haven og saksen ud til vask i køkkenet. Og så blev jeg skældt ud. Og det forstod jeg heller ikke en skid af. Og jeg blev heller ikke afskrækket fra at bruge en saks senere.

For næste offer blev en af naboernes døtre. Min jævnaldrende veninde og jeg ville lege frisør og lod lillesøsteren sidde model. Så jeg klippede behændigt begge fletninger af tøsen, og hun stod bare og grinede. Hun var vist heller ikke mere end 1½ år, så hun har ikke været så forfængelig. Her husker jeg svagt en del råben og noget med at blive smidt i seng uden aftensmad. Men for mig var det ikke en straf. Jeg elskede at sove! Dog lod jeg være med at bruge en saks til de forkerte ting fremover. Så noget må jeg jo ha’ lært af alle de skideballer, jeg indkasserede...."