Jeg havde jo planlagt at tage mit kamera med i stalden, så jeg kunne tage nogle fotos af hopperne med æbleskumslæbestift. Men gæt, hvad jeg glemte! Det må være noget, der hører med til pakken: "mormor-status"!
Det har faktisk været rigtigt fint vejr i dag. Der kom lige en lille, hidsig tordenbyge forbi, men ellers har solen skinnet, og store, flotte hvide skyer drev dovent forbi.
I dag red jeg Baronesa på den klassiske måde, dvs. for lange tøjler og i meget langsomt tempo. Hun elsker det! Det er en god måde at få løsgjort sin hest og bygge muskler. Galoppen er dog ikke i så langsomt tempo, som jeg kunne ønske, men det kommer nok.
Rapse keder sig, fordi jeg ikke kan lave så meget med hende, før smeden har været der. Men i stedet tog jeg hende ud af folden, og så lavede vi horsemanship i stedet. Det synes hun rigtigt godt om, for det giver noget til hendes meget aktive hjerne!
En af pigerne i stalden gik en tur med sine hunde langs sommerfoldene. Da hun var ved at være nede for enden ved granskoven, bjæffede en rå (rådyr af hunkøn) fornærmet. Den lille Jack Russel Terrier, Wilma, stivnede, og jeg ventede spændt på, hvad hun ville foretage sig. Men Wilma gik på stive ben forbi, hvor råen stod bag en bøgehæk - og råen holdt helt sikkert et skarpt øje med hundene! Hvert år får denne rå to dejlige lam, og jeg har haft chance til at se dem nogle gange, når jeg har været til hest. Er man ude at ride, kan man komme helt tæt på vildtet, fordi hestens lugt overdøver menneskets - indtil man kommer så tæt på, at vildtet har lugtet lunten!
Jeg lettede også en stor hare på sommerfolden. Fantastisk fart, de kan skyde fra siddende stilling. Den stoppede dog 30 meter ude og tog mig i øjesyn. Den har tilsyneladende besluttet, at jeg ikke var farlig, for den satte sig herefter godt til rette i græsset og nød eftermiddagssolen.
Og nu er det tid for noget aftensmad! Jeg vil lave en af mine yndlingsvariationer af kylling! Det er en opskrift, jeg har fået af en af mine hesteveninder, og jeg må sige, at jeg er blevet forfalden til den. Kunne du tænke dig at lave den? Her er opskriften:
2 - 4 personer (er det 4 granvoksne mænd, så anbefales 2 kyllinger!):
1 hel fersk kylling, som skæres ud i 8 dele.
Fordel stykkerne i et ildfast fad og giv dem lidt olie, salt, peber, masser af paprika og stødt chili. Hæld lidt vand i bunden af fadet. Sæt fadet i ovnen på 180-200 grader (varmluft) i ca. 50 minutter.
Imens steger du en pakke bacon i tern, så de er sprøde.
Så svitser du peberfrugt, champignon og evt. lidt squash i en gryde. Giv det salt, peber og paprika. Tilsæt perleløg (her kan chalotteløg eller forårsløg sagtens bruges - de svistes sammen med peberfrugt osv. som beskrevet i starten) og det stegte bacon. Rør lidt rundt og tilsæt passende vand (ca. til det dækker) og lad det simre ved svag varme. Tilsæt dernæst madlavningsfløde og smag til.
Når kyllingen er klar, hældes denne grøntsagsblanding og sovs over kyllingen i fadet. Dæk fadet til med sølvpapir og sæt det i ovnen i yderligere 10-15 minutter på 180-200 grader.
Server med ris.
Det smager himmelsk! Velbekomme!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar