Det er jo lige fra den ene yderlighed til den anden. I går stormede det en halv pelikan - og i dag fik vi så total stilhed...og sol! Men ikke super varmt. Det er lidt vemodigt, hvis vi skal sige farvel til sommeren nu. Jeg håber - og tror på - at vi vil få en dejlig sensommer i september.
Humøret er ikke så højt i dag. Jeg har sovet dårligt pga. mareridt. Jeg drømte, at nogle unge mennesker ville stjæle min computer. Jeg fangede dem hver gang, men lige så snart, jeg vendte ryggen til, var der nogle andre, der fik fingre i PC'en. Jeg har løbet meget rundt i nat!
Men så var det skønt at komme ud til hestene, hvor jeg blev mødt af glade hopper med ørerne fremme og forventningsfulde grynt. Jeg havde også en trillebør fuld af dejligt hø, så jeg var meget attraktiv!
Rapse havde smidt en sko, og Baronesa havde kvitteret med at smide sin grime, så jeg måtte vade rundt på den store græsfold for at finde begge del. Men i dag havde jeg heldet med mig. Det var da altid noget, når jeg nu ikke er i det bedste humør i dag.
Jeg tror, at jeg vil lave min yndlingsmad i aften - spaghetti Bolognese med masser af grøntsager! Der er ikke noget som mad, som sætter mit humør på verdenskortet!
I får her et foto af mine hopper - foto er taget i går.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar