torsdag den 30. september 2010

Smukt og koldt

Så gik der lige pludselig nogle dage, før jeg fik skrevet på min blog. Der blev travlt i firmaet (heldigvis), og jeg er med i marken. Nu kan man mærke, at efteråret virkelig banker på. Vi har haft let nattefrost (goodbye myg!!), og det har været meget kolde morgener. Men sikke flot vejr med en klar, dyb og blå september himmel. Smukt smukt!

Det gamle tulipantræ i haven får de mest fantastiske gule blade her i efteråret, og de sidder på træet længe. Det er et nordamerikansk tulipantræ (Liridendron tulipifera), i juni/juli får træet de mest fantastiske blomster. Jeg elsker mit gamle tulipantræ!

Mit amerikanske tulipantræ - i daglig tale kaldet monstertræet.
De sidste par dage har jeg leget "IT-supporter" for en god bekendt ved navn Birgit. Birgits PC ville lige pludselig ikke afspille CD'ere/DVD'ere. Nå, men sådan nogle drev har det med at stå af efter nogle år, så jeg kørte afsted og købte et nyt drev, og så var den klaret...troede jeg! Men det var PC'en, der var ved at takke af, og da Birgit fik tænkt efter, så havde den jo nok omkring 6 år på bagen. Jeg byttede CD/DVD drevet til en bærbar harddisk og fik kopieret hele C-drevet på hendes maskine over, inden den begyndte at pønse på at skrive sin nekrolog! Og så blev der i samme skynding bestilt en ny computer, så hun ikke skal undvære den alt for længe. Så jeg gik hen og blev et lidt dyrt besøg!

Hestene er godt i gang med at lægge pels, men jeg trækker den lidt, inden de får dækken på. Så længe vejret er godt, og hestene har det godt, så kan de tids nok blive pakket ind. Jeg er heller ikke interesseret i at få sarte heste, og så tager jeg den lange pels med på den konto!

Det går godt med, at de går uden forsko - indtil videre. Men jeg holder skarpt øje, for de skal ikke ømme sig mere end én gang, så får de sko på igen. Jeg synes heller ikke, at det er sjovt at gå på skarpe sten uden sko!

Men ven - natuglen - må følge med på min blog, for han har rent faktisk valgt et andet træ at træne sangstemmen i om natten. Nu kan jeg endelig få lov til at sove igennem og vågne frisk og udhvilet! Men han er derude - jeg kan høre ham et stykke væk, og han er blevet dygtigere til at tude. Bare klø på, min ugle-ven.

Og så er det om at nyde efterårets fantastiske farver! Jeg bliver lige facineret hvert år over farverne på træerne, bare der har været den mindste nattefrost.

I får lige et foto med at vores berberishæk, som også får smukke farver her til efteråret.

fredag den 24. september 2010

Stadig ikke solgt...

Det var lige ved og næsten. Den interesserede køber til Alexandrina har sagt nej tak til et føl til næste år. Det kunne hun ikke overskue. Hun ville ride, og så er det måske heller ikke så interessant at skulle starte sin hoppe op igen efter barsel. Det kunne ellers ha' været et perfekt match. Super sød pige med forstand på heste, og hun har hestene derhjemme. Ærgerligt!

Og jeg må indrømme, at jeg bare ikke KAN forstå, hvorfor der ikke er flere interesserede til Alexandrina. Hun er så gudesmuk, klog, fornuftig, rolig og meget racetypisk med rigtigt gode bevægelser uden campañero (svingen med forbenene). Derudover er hun kåret, tilredet og drægtig med en sort PRE hingst. Det var hårdt nok for mig at tage beslutningen om at sælge hende, og så er det ikke mindre hårdt at se hende blive vraget.

Og hvad er der galt med hestefolket? Tror de virkelig, at de kan få en hest af god kvalitet med hele molevitten i rygsækken til 30. - 40.000 kr.? Det bliver ikke min! Saftsus'me om jeg vil gå ned i pris. Prisen for Alexandrina er lav nok i forvejen. Men der må jo være en højere mening med det...

Smukke Alexandrina.
De seneste dage har den skøre natugle ikke været mindre skør! Den sætter sig troligt i et af de gamle fyrretræer i forhaven og starter med at træne stemmen fra 18 tiden om aftenen. Ved 1 tiden om natten er den ved at gå i ekstase over sin egen stemme. Den skriger og tuder - dog skal den lige øve sig lidt mere på det der med at tude! Den tuder ikke helt rent! Og så må den i øvrigt godt se at finde sig et andet træ, for nu er jeg ved at være lidt træt af at blive vækket af den hver eneste nat.

I går var den helt gal med myggeplagen. Hestene løb rundt som vanvittige på folden, og frederiksborghoppen Silja var fuldstændigt svedt. Myggene har gode betingelser nu - og de er sultne! Ifølge vejret skulle det snart være slut med de forbandede myg, som også har en tendens til at sætte pris på mit blod. Jeg måtte til sidst bide i det sure æble og lukke trækruden i soveværelset, så jeg ikke blev fuldstændigt ædt og suget tom for blod i løbet af natten.

Weekenden banker på, og jeg håber, at det der regnvejr holder sig væk og at myggene kreperer i hobetal!

onsdag den 22. september 2010

Viber på træk

Her til formiddag skulle jeg en tur til Ringsted for at besøge min dyrlæge. Vejret har været fantastisk i dag, og der er altså noget specielt over sollyset i efteråret. Det er med til at give flotte, gyldne farver.

Jeg så et meget stort træk af viber, som fløj i en enorm flok over en mark. Der har været hundredevis af viber! Fantastisk syn!

Viberne samler sig for at trække sydpå. Foto lånt fra nettet.
Vel nede hos min dyrlæge, hvor vi også fik hyggesnakket lidt. Han har et fuldblodsstutteri, og jeg lagde især mærke til en flok plage, som var rigtigt godt sat sammen! De havde potentiale til både en karriere som galopheste, men så sandelig også som rideheste. Især lagde jeg mærke til, hvor kontaktsøgende de var, og de ville rigtigt gerne snakke og nusse. Dejligt temperament. Min dyrlæge fortalte, at der netop har været den årlige auktion af fuldblodsplage - og i år var den ikke mindre end katastrofal! Der var stort set ingen købere. Jo - de har penge, men det er ikke heste, de bruger pengene på i øjeblikket. Igen sætter det der "F-ord" dagsordnen!

Efter besøget kørte jeg nordpå igen og ud til hestene. De virker meget tilfredse med at komme på stald om natten. Jeg kunne se i boksene, at de har ligget strakt helt ud og snorksovet. Jeg samlede nogle æbler og gav dem, mens jeg selv knapt nok fik lov til at spise mit eget.

Og så skal der jo muges ud igen. Jeg muger ud hver dag, for jeg synes både, at det er det letteste, men også det mest hygiejniske. Desuden er det også godt for deres hove. Hestehove har ikke godt af at stå på en fugtig bund - eller madras, som man også kalder det. Og det er jo nu engang udebokse, de står i, og boksene har tendens til fugt i vinterperioden.

Containeren med møg skal tømmes i denne uge, men den var ikke tømt i dag. Så jeg måtte en tur i møget og flytte det rundt (vi lægger det i trappetrin, så containeren bliver fyldt ordentligt og ikke skal tømmes så tit) og hoppe lidt på det. Det gamle møg var meget tungt, for det har jo regnet en del her på det sidste. Og det kan jeg sjovt nok mærke i min ryg her til aften!

Så nu står den snart på aftensmad - men inden da vil jeg lige gå en tur i aftensolen - mens den er her.

mandag den 20. september 2010

På stald igen

I dag valgte vi at sætte hestene på stald. Dagen i dag har været rigtig efterårsagtig med regn og blæst!

Inden vi hentede hopperne op fra sommerfoldene, skulle hegnet på vinterfoldene lige tjekkes en ekstra gang. Og selvfølgelig var der et eller andet problem, som gjorde, at der ikke var strøm hele vejen rundt! Så jeg fik mig en lang gåtur, mens jeg blev ædt af blodtørstige myg!

Endelig fandt jeg problemet, og så var der fuld styrke på!

Vi gik ned og hentede de 4 hopper - mine to spanske, min venindes Frederiksborger, Silja, og den nye Fjordhest, Cornetta. De fik lov til at komme ud på vinterfolden, så de lige kunne vænne sig til at være der igen. Det var ikke så tosset, syntes de, for der var vokset græs derude!

Imens fik jeg redt mine pigers senge - en god halmmadras og masser af hø! Og så ud og hente alle 4 og sætte dem i deres bokse.

Mine to har fået nye bokse, for vi blev nødt til at rokere dem lidt rundt. Rapse fik Nesses gamle boks, mens Nesse har fået en endeboks. Silja står mellem dem. Rapse var lykkelig, for nu havde hun selskab af en hest på begge sider!!!

Der blev trasket lidt rundt i boksene, men de faldt alle hurtigt til ro igen. Og efter en times tid, hyggede de sig gevaldigt i tørvejr, mens de kunne tygge hø og se ud på regnen, der stadig silede ned.

Til slut fik de sig noget aftensmad, hvilket naturligvis faldt i god jord!

Og nu må det også være tid for noget aftensmad for os 2-benede. Jeg må ind og lave nogle mørbradbøffer og råstegte kartofler med champignonsauce og en tomatsalat.

Baronesa står først, så Silja og dernæst Jarapa. Ekstraordinært har Cornetta lånt Felix boks ved siden af Jarapa, men hun havde ikke lige tid til at kigge ud og posere til fotos!
Det passede Baronesa svært godt at komme på stald og få noget at spise!
Tryghedsnarkomanen, Jarapa, var lykkelig over at ha' selskab på begge sider.

lørdag den 18. september 2010

Farvel Alama....

I går ringede min veninde til mig med en meget kedelig nyhed. Baronesas mor, Alama, måtte aflives torsdag aften.

Hun blev fundet i sin boks, hvor hun lå ned. Hvad der præcist er sket, ved ingen, men hun havde brækket det ene bagben to steder. Hun kan være faldet eller ha' ligget fast i boksen.

Alama var også drægtig, så det var endnu mere ulykkeligt. Min veninde sad med hende i boksen, mens dyrlægen gjorde sit.

Det blev til 19 år og 15 føl for Alama. En pragtfuld avlshoppe, som gav fantastiske føl.

Foto fra 2009. Alama med sit hingsteføl Nagual de Cava efter Alacran III

fredag den 17. september 2010

Så kom smeden endelig!

Smeden havde meldt sin ankomst her til morgen kl. 7.30, så det var tidligt afsted, så jeg kunne nå at hente hestene op fra sommerfolden. Jeg tog en trillebørful hø med ned og smed et par bunker inde på folden, så jeg var sikker på, at ingen af de to andre heste stod i kø for at komme med.

Jeg tog Nesse og Rapse, og de to andre gik straks til høet. Jeg åbnede leddet og fik dem ud - og lige pludselig så jeg en rød streg, som lige fik sneget sig med og ud i løbegangen. Det var Silja, som lige var lidt snu der! Jeg måtte så lukke Nesse og Rapse ind på en anden fold og så gik jagten ellers på Silja, som ikke havde tænkt sig at forlade græsset i løbegangen lige med det samme!

Men jagten blev kort, og hun kom - til sin store fortrydelse - ind på den rigtige fold igen.

Så op til stalden, hvor smeden netop havde parkeret bilen. Og for at det ikke skal være løgn, så var der ikke noget lys i stalden! Kontakten var gået i stykker! Men det tog smeden i stiv arm, så vi åbnede nogle døre, så sollyset kunne komme ind.

Som forsøg har jeg bare fået beskåret hestenes hove denne gang. Jeg er ved at være lidt træt af, at - især Rapse - jokker en sko halvt af, og så skal jeg ha' fat i smeden igen. Nu prøver jeg at lade dem gå uden sko, for de har både gode og hårde hove.

Nesse var en anelse ømtået efter beskæringen, hvorimod Rapse gik, som om intet var hændt. Jeg valgte dog ikke at ride nogen af dem i dag. Så de kom tilbage til høbunkerne, og Silja blev jublende glad over at se sine veninder - som om de havde været væk i årevis!

Da jeg kom hjem, så jeg et lysebrunt blad, som åbenbart sad fast i noget spindelvæv ved porten til værkstedet. Da jeg gik forbi, rakte jeg hånden ud for at tage bladet.....det var ikke noget blad!! Det var en natsværmer - eller en måler, som jeg senere fandt ud af, at det var. Fantastisk camouflage.

Selenia Dentaria er dens fine, latinske navn. På dansk hedder den en Almindelig Månemåler
Og så er weekenden for Sveriges PRE championat kommet. Det skal blive rigtigt spændende at høre, hvordan det er gået. Held og lykke til jer alle sammen!

torsdag den 16. september 2010

Torden og lange lister

I går morges startede dagen ganske smukt med blå himmel og sol. Hurtigt ude hos hestene, som er begyndt at lægge pels til. Det er der ikke noget at sige til med det efterårsagtige vejr, vi har fået nu. Men de ser stadig ud til at trives med at gå på døgnfold.

Da jeg kom hjem, så jeg pludselig, at himlen ud mod vest blev fuldstændigt stålgrå. Solen var der stadig i øst, så det gav en flot regnbue. Jeg skyndte mig at tage et foto, inden alt blev gråt og regnen væltede ned. Ser I godt efter, kan man lige ane regnbuen i baggrunden.

En tordensky kom forbi
Lige pludselig stod regnen ned i tove, og det trommede højlydt på taget. Så kom der et glimt og et kæmpe tordenbrag, så alt rystede. Det tog lige nøjagtigt 10 minutter, og så drev den arrige tordensky videre, og igen fik vi klar, blå himmel og sol. Mystisk vejr!

Jeg sad på kontoret det meste af dagen i går, og jeg fik da også ordnet noget foreningsarbejde. En opgave havde ligget på mit bord i et stykke tid, og nu skulle den altså fra hånden. ANCCE havde givet mig til opgave at opspore så mange PRE heste i Danmark som muligt og dernæst tjekke dem i stambogen. Især listen med hingste/vallakker blev lang. Der er mange heste, som aldrig er blevet ejerskiftet, og der er også en god del af dem, der er blevet kastreret i mellemtiden. Nogle af hestene står endda som døde i stambogen, fordi ANCCE ikke kunne finde dem i Spanien. Det er klart. Når hesten stadig står i den forrige ejers navn i Spanien, og denne ejer ikke længere har hesten - hvor skal de så lede? Hele verden? Næppe. Så er det nemmere at dele det ud til de foreninger, som arbejder under ANCCE.

Så det gik hen og blev et stort stykke arbejde. Jeg tror også, at der er nogle avlere derude, som er glade for det tiltag, for nogle af dem har med stort hjertesuk fortalt mig, at de har solgt en eller flere heste - og så bliver de aldrig ejerskiftet. Nogle af disse heste er solgt til Sverige, så jeg håber, at også svenske PRE ejere vil gå ind på foreningens hjemmeside og tjekke listen.

Og så er mit håb selvfølgelig, at ejerne af de nævnte PRE heste skynder sig at få tingene i orden....

tirsdag den 14. september 2010

Efter regn kommer sol

Vågnede endnu engang til lyden af rislende tagrender. Regn - igen! Men over middag kom der huller i skyerne, og da solen kom frem, varmede den herligt.

I forbindelse med mine små projekter i stalden måtte jeg til sidst bede min husbond om hjælp...eller...han sagde, at han nok hellere måtte tage med og hjælpe mig. Billedet af mig med en rundsav i hånden gav ham dårlige nerver!

Så mens han skar nogle plader til og reparerede en lille vindueslåge, gik jeg ned til hestene med en trillebør fuld af hø. Det er rigtigt godt hø, vi har fået i år, og hestene står og brummer, når de ser mig på lang afstand.

De elsker det dejlige hø
På vej tilbage til stalden fandt jeg lidt forskelligt, som jeg bare måtte tage lidt billeder af. Først faldt min opmærksomhed på nogle solsikker, som nok er over 3 meter høje! De stod der og lyste op mod den grå himmel.


Så fandt jeg et meget flot eksemplar af rød fluesvamp. Afsindig giftig og utrolig smuk. Her havde sneglene ikke haft "tænderne" i den endnu, så den stod der i græsplænen og lyste op.


Rød fluesvamp
Ved udeboksene, hvor jeg har mine heste stående, er der en lille æblelund. Nogle af æblerne er modne nu, og de smager himmelsk! Der er bl.a. Guldborgæbler - en af mine yndlingssorter! Og så er der paradisæbler, og træet bærer mange frugter i år.


Paradisæbletræ - og det bugner af frugt
Det har regnet en del de sidste to nætter, og nu står ridebanerne under vand! Det er ikke ligefrem yndlingselementet for en hest, og de hader, når det våde grus sprøjter op på deres maver. Jeg er meget upopulær, når jeg beder dem om at gå i det. Min straf kommer så bagefter, hvor jeg skal rengøre sadler m.m.! Så er det rart, at jeg kan købe timer i naboens ridehus. Fra 1. oktober løser jeg ridehuskort, så jeg altid har muligheden for at kunne ride i tørvejr.

Og lige så snart Rapse har sin nye sadel, så skal der aktivt findes en part til hende. Det skal helst være sådan, at begge hopper er i nogenlunde god form. Lige nu er de mere i "kageform"!! De har også begge brug for noget foder nu, for de har ikke rigtigt nogen energi. Jo - det er vist blevet efterår.

søndag den 12. september 2010

Prøveridning og spansk musik

I går skulle en interesseret prøve Alexandrina for 2. gang, og denne gang kunne Alex jo meget mere. Hun ser så fin ud med sadel og hovedtøj, og hun lægger sig pænt til. Det er altså underligt at stå og se på denne fuldvoksne hest - som jeg stadig betragter som "mit lille føl".

Jeg havde naturligvis glemt mit kamera, men min veninde troppede straks op med det helt store paparazzi-udstyr - et digitalt spejlreflex kamera og et videokamera. Så jeg fik taget en del fotos og lidt video. Der går så lige et par dage, før jeg får det hjem, for jeg skal op til min veninde, så vi kan sortere i billederne, og jeg kan få dem lagt over på en USB nøgle. Hvor er teknologi dog egentlig vanvittigt fantastisk!

Og i dag er det herlig søndag. Her på Sjælland er det dejligt vejr, og jeg har et lille projekt i stalden, som jeg snart skal se at få pakket sammen til og tage afsted. Mine heste står i nogle ude-bokse, og nogle af dem er lukket helt af mellem boksene. Det er plader, der er sat op, og dem skal jeg ha' pillet ned og skåret til, så hestene kan kigge ind til hinanden, og alligevel har ro til at spise.

I går morges - tidligt - var hopperne på springtur. De var brudt gennem hegnet ind til folden ved siden af. Der må være sket et eller andet, for Rapse havde en hudafskrabning indvendigt på det ene forben. Enten er de blevet skræmt af noget, eller de har været oppe at skændes. Jeg tror mest på det første, for disse 4 hopper går rigtigt godt i spænd sammen.

Det varer nok ikke så længe, før hestene kommer på stald. Det virker efterårsagtigt nu, og bladene på træerne er begyndt at skifte farve. Forleden dag hørte jeg et skønt stykke musik - spansk inspireret - spillet af Govi. Den hedder Torero, og I kan få lov at lytte med her. Åh, hvem der dog bare var i Spanien nu....

://www.youtube.com/watch?v=mVHbnOWg5WQ

torsdag den 9. september 2010

Sådan sender du en kommentar/hilsen til min blog..

Altså, hvis det ikke havde været for en af læserne af min blog, så var der sikkert gået lang tid, før jeg fandt ud af, at det ikke er så nemt at sende en kommentar til mine indlæg.

Man skal vælge en profil, og så kommer der en hel liste op, hvor man kan vælge ud fra. Det nemmeste for jer er helt klart at vælge Navn/Webadresse - og har I ikke en hjemmeside, så kan feltet sagtens stå tomt. Husk at taste de vredne bogstaver/tal som godkendelse.

Tak Ann-Britt, fordi du lige gjorde mig opmærksom på det.

Hestene går stadig på døgnfold, og det gør de lige så længe, vejret tillader det. Hestene har det godt med at være ude på de store folde, og de kan tids nok komme på stald, hvor der skal muges, strøs osv.

Og du godeste, hvor er alt dog blevet dyrt! Prisen på halm er tårnhøj pga. det våde høstvejr. Heldigvis er foderet til mine heste ikke steget, for det indeholder ikke korn. Hø og wrap blev rigtig godt i år, og prisen blev også meget rimelig. Så er foderet i hvert fald sikret!

Nu håber jeg snart at høre fra min smed, som lader vente på sig. Hestene trænger virkelig til at få ordnet hove nu. Og jeg er også stadig på jagt efter en ny sadel til Rapse, og det ender nok med, at jeg må købe en ny. Det er næsten umuligt at finde den udvalgte sadel i 16½ tomme i nogenlunde god stand.

Det kunne også være rart, hvis det der "F"-ord snart forsvandt! Ja, jeg mener ikke bandeordet f*ck - jeg mener Finanskrisen!! Men jeg er træt af at høre om det, så det er blevet reduceret til "F"-ordet! Og så længe befolkningen vælger at gemme pengene under hovedpuden, så kommer der heller ikke gang i hjulene. Så kom nu! Ud og få spendérbukserne på!

Det har blæst en halv pelikan de sidste 3 dage, og her til aften er det også begyndt at regne. Mine stakkels roser!! Først en hård vinter, så et koldt forår, og nu bliver de blæst i stykker. De har ikke været meget værd i år - desværre!

Nu er det ved at være sengetid, så I får her et lille godnatbillede - to af mine smukke roser. Den hvide hedder Karen Blixen, og den røde hedder Ingrid Bergmann.

Godnat til jer alle - både 2-benede og 4-benede.

tirsdag den 7. september 2010

En god weekend i hestens tegn

Det skulle gå hen og blive en rigtig god weekend til Store Hestedag på Roskilde Dyrskueplads. Vejret var med os, og publikum var med os. Der var udstillet PRE heste, og der var et showindslag med PRE heste og lusitanoer, som meget kort fortalte historien om den iberiske hest. En af showhestene, en vallak ved navn Lempa, kom gående mig i møde med sin ejers barnebarn på ryggen (se foto). Lempa er en meget erfaren showhest, og han viser lige nøjagtigt, hvilket godt temperament denne race har. Han gik lige så roligt mellem mennesker, barnevogne, høj musik og stande.

Dansk P.R.E. Avlsforening har altid en stand med til både Roskilde Dyrskue og Store Hestedag, og i år var vi blevet placeret inde i en stor hal sammen med de andre avlsforbund og et par rideudstyrsforretninger. Vi fik snakket med mange mennesker, og vi fik også 6 nye medlemmer.

Vejret var helt fantastisk med høj, blå himmel, masser af sol og næsten ingen vind. Men varmen manglede. Det var hundekoldt om morgenen, så det var bare om at ha' lag-på-lag tøj på, så man op ad dagen og i takt med varmen kunne tage noget af det af. Det gav også nogle fantastiske solnedgange om aftenen, som jeg ikke kunne nære mig for at tage endnu et par fotos af.

Og det var netop ved denne solnedgang, at jeg hørte natuglen i vores gamle granskov. Det er ved at være nogle år siden, at vi sidst har haft ynglende natugler, men de er tilsyneladende kommet tilbage igen. Denne hanugle var helt vild og fløj fra det ene fyrretræ til det andet, mens den ivrigt kaldte på andre ugler - både med skrig og tuden. Den var fuldstændigt skruk - hvis en hanugle kan være det... Jeg nåede også at se den flyve over naboens stubmark. Marken er endnu ikke pløjet, så de er rig mulighed for masser af kornfede markmus!

Vi fik også et kort besøg af agerhøns i haven. Sikkert det samme par, som jeg har skrevet om tidligere. Og de havde alle 12 store kyllinger med sig. Når man tager i betragtning, at agerhøns er i tilbagegang i Danmark, så var det meget glædeligt at se, at deres kuld var så stort, og at alle kyllingerne var så store og på vingerne. 

 Jeg nåede at skyde et hurtigt foto af agerhønseflokken, inden de pilede ind i granskoven.

Og nu står den på kontorarbejde. Der skal bogføres og sættes bilag i mapper. Det skal jo også passes....

fredag den 3. september 2010

STORE Hestedag!!!

Det er nemlig lige, hvad der løber af stablen i denne weekend. Lutter heste på Roskilde Dyrskueplads!

Modsat det årlige Roskilde Dyrskue er der ved denne begivenhed god mulighed for "lebensraum" for de hestetossede. Som noget nyt i år, byder Store Hestedag også på Dansk Jægerforbund og hunde. Uanset hvad, så hænger heste, hunde og jagt rent faktisk sammen, hvis man ser det i et lidt ældre perspektiv.

Jeg synes bestemt ikke, at det gør noget, at jagt og hunde har fået lov til at være med, for det giver lidt mere til det alsidige publikum - og ikke mindst, hvis det i en hustand er opdelt sådan, at konen har hest, og manden går på jagt! Så er der ingen undskyldning for, at man ikke besøger Store Hestedag denne weekend.

Her til aften satte vi foreningens stand op, og vi skal være i hal nr. 7 sammen med de andre avlsforbund og rideudstyrsforretninger. Som sædvanligt summer hele pladsen af god hestestemning, og eftersom vejrguderne tilsyneladende er med os, så skal der nok dukke en hel del mennesker op.

Jeg har netop siddet og trykt flere foreningsfoldere og prøvet at huske det, som jeg sikkert glemmer at tage med i morgen! Sådan er det altid.

Der er selvfølgelige spanske heste på pladsen, og vi er også klar i standen og har smurt mundtøjet og har friskbrygget kaffe på kanden.

Jeg håber, at mange af jer har lyst til at lægge vejen forbi og ikke mindst komme ind i hal nr. 7 og hilse på os.

Hal nr. 7 ligger lige overfor hestestald nr. 1 og Ring 1 (den store ring). Du kan finde oversigtskort på hjemmesiden for Store Hestedag (se logo).

Glæder mig til at se jer!!!


torsdag den 2. september 2010

Stride madammer

I går ankom en ny hoppe til stalden - en 22 årig fjordhest. Man kunne ikke se, at hun var oppe i alderen, for hun så virkelig godt ud og var heller ikke begyndt at blive svajrygget.

Og hun skulle så ud til vores hopper - mine to PRE maskiner og min venindes Frederiksborger, Silja, på 5 år. Min veninde og jeg vidste allerede på forhånd at de to yngste - Jarapa og Silja - ville være dem, der åbnede ballet med at hilse på den nye og så lige sætte den på plads. Og ganske rigtigt. Baronesa tog den nyankomne lidt i øjesyn, og så lod hun ellers ungdommen om resten. Der blev løbet lidt rundt på folden og hvinet, men efter et kvarter var det mere interessant at spise hø. Der går lige et par dage, før pladserne i flokken er fundet og accepteret.

Vi har valgt at lade hestene stå på døgnfold, så længe de kan lade sig gøre. I denne uge er der lovet smukt sensommervejr, og selvom det begynder at blive lidt køligt om natten, så kan hestene sagtens tåle at være ude. Bare de har noget at spise, så de kan holde varmen.

Det er også med et stort suk, at jeg kan konstatere, at halmen bliver dyr i år. Det kommer bestemt ikke bag på mig, for med det forfærdelige augustvejr, kunne det umuligt blive anderledes. Til gengæld blev både hø og wrap rigtigt godt, så det er da altid noget. Jeg afventer lige prisen på halmen, inden jeg overvejer at bruge noget andet til strøelse i boksen. Jeg vil bare være ked af at skulle gå over til noget andet, for byghalmen er en del af hestenes foderplan. Nu må vi se.

I går eftermiddags sad jeg i solen og kiggede ud over markerne. Et par egern kom springende henover græsplænen og røg op i de gamle fyrretræer. Der var krig på kniven! De for rundt om stammen i en rasende fart, mens de gryntede arrigt. De var knaldrøde og flotte i pelsen - sikkert to hanner, der sloges om territoriet. Kampen stod på i næsten en halv time, før den mindste af dem fortrak og sprang over plænen og hen til den gamle granlund. Der er heldigvis plads til dem alle - og masser af kogler på grantræerne.

Tag ikke fejl af dette yndige væsen - den er så sandelig også et rovdyr. Foto lånt fra nettet.