torsdag den 2. september 2010

Stride madammer

I går ankom en ny hoppe til stalden - en 22 årig fjordhest. Man kunne ikke se, at hun var oppe i alderen, for hun så virkelig godt ud og var heller ikke begyndt at blive svajrygget.

Og hun skulle så ud til vores hopper - mine to PRE maskiner og min venindes Frederiksborger, Silja, på 5 år. Min veninde og jeg vidste allerede på forhånd at de to yngste - Jarapa og Silja - ville være dem, der åbnede ballet med at hilse på den nye og så lige sætte den på plads. Og ganske rigtigt. Baronesa tog den nyankomne lidt i øjesyn, og så lod hun ellers ungdommen om resten. Der blev løbet lidt rundt på folden og hvinet, men efter et kvarter var det mere interessant at spise hø. Der går lige et par dage, før pladserne i flokken er fundet og accepteret.

Vi har valgt at lade hestene stå på døgnfold, så længe de kan lade sig gøre. I denne uge er der lovet smukt sensommervejr, og selvom det begynder at blive lidt køligt om natten, så kan hestene sagtens tåle at være ude. Bare de har noget at spise, så de kan holde varmen.

Det er også med et stort suk, at jeg kan konstatere, at halmen bliver dyr i år. Det kommer bestemt ikke bag på mig, for med det forfærdelige augustvejr, kunne det umuligt blive anderledes. Til gengæld blev både hø og wrap rigtigt godt, så det er da altid noget. Jeg afventer lige prisen på halmen, inden jeg overvejer at bruge noget andet til strøelse i boksen. Jeg vil bare være ked af at skulle gå over til noget andet, for byghalmen er en del af hestenes foderplan. Nu må vi se.

I går eftermiddags sad jeg i solen og kiggede ud over markerne. Et par egern kom springende henover græsplænen og røg op i de gamle fyrretræer. Der var krig på kniven! De for rundt om stammen i en rasende fart, mens de gryntede arrigt. De var knaldrøde og flotte i pelsen - sikkert to hanner, der sloges om territoriet. Kampen stod på i næsten en halv time, før den mindste af dem fortrak og sprang over plænen og hen til den gamle granlund. Der er heldigvis plads til dem alle - og masser af kogler på grantræerne.

Tag ikke fejl af dette yndige væsen - den er så sandelig også et rovdyr. Foto lånt fra nettet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar