Det skulle gå hen og blive fantastisk forårsvejr her i weekenden. Men det manglede også bare efter det møgvejr torsdag og fredag! Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville ha' stukket af en tur til Sverige for at se på hingste til en hingstedag på et stutteri. Men det måtte jeg droppe for at hjælpe min mand med arbejde i stedet. Hingstene må jeg se på nært hold en anden dag....
Det var ikke hele dagen, jeg skulle bruge på at være et ekstra sæt hænder, og morgenen startede da også med at fodre og lukke heste ud, for det var min morgenvagt. Og det er bare rigtig hyggeligt, når vejret er så godt.
I går var det lidt mere blæsende, og her tog jeg mig en tur på Baronesa, som er ret ligeglad med, om hun får vind i ørerne. Vi skridtede en tur og endte på ridebanen nede ved sommerfoldene. Jeg samlede hende op i skridt og gik i gang med sidebevægelserne. Pludselig lavede Baronesa et spjæt, stirrede forskrækket på et eller andet og forsøgte rent faktisk at stikke af. Der skal altså noget til, før Baronesa bliver så bange, at hun begynder at ryste på forbenene og prøve at tage benene på nakken! Så fik jeg øje på uhyret!! Det bevægede sig inde bag bøgehækken (det er nu kæmpe store bøgetræer, men danner stadig en tæt hæk) og kom langsomt igennem hækken iført grå hættetrøje, grønt halstørklæde og gummistøvler! Det var gårdens ejer, Birgit, som havde været inde hos naboen for at indfange de mange meter plastik fra drivhusene, som var fløjet derind i stormen. Det hele var samlet i en stor, gennemsigtig plastiksæk - og den var mindst lige så farlig som bøhmanden Birgit - i Baronesas øjne, altså!
Det var først, da Birgit begyndte at sige noget, at det gik op for Baronesa, at uhyret rent faktisk var et menneske. Og det hjalp, da Birgit tog hætten af hovedet. Men under resten af dressurarbejdet - som ellers var ganske, ganske hæderligt - holdt hun lige et ekstra øje med bøgehækken, hvis nu der kom en bøhmand mere!!!
Eftermiddagen i dag havde jeg for mig selv, så den har jeg brugt i haven. Der lå stadig smågrene fra de to gamle fyrretræer, vi har fældet. Og efter stormvejret, var grenene spredt ud over det meste af en tønde land! Nå, men det var jo bare at starte fra en ende af. Solen var vidunderlig, og jeg fik kørt 11 store trillebøre fulde af grene og nåle til bålpladsen. Og præmien er at sætte ild til bålet og nyde flammerne, mens de er der. I baggrunden kørte en stor traktor med en tandharve, for nu er det tid for naboen at få sået.
Jeg elsker april, når den viser sig fra sin gavmilde side!
I morgen står den så igen på udskiftning af vinduer, og nu har det bare at køre på skinner, så vi kan komme hjem til ordentlig tid! Ellers må jeg tage en alvorlig samtale med vejrguderne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar