Så blev det endelig tid til, at vi kunne starte endnu en vinduesudskiftning i Næstved. Det er et stort boligkompleks med lige godt 1.000 lejligheder fordelt på blokke med 3 etager og med 5 opgange i hver. Min mand har skiftet alle vinduer gennem de sidste 15 år, og nu er ved ved at være ved de sidste blokke. De første blokke blev bygget i 1965, og det byggeri er fuldstændigt snorlige! Men så kniber det med de sidste, der er bygget i 1970'erne. Betonelementerne er simpelthen kastet op med en skovl, så det bliver noget værre fedteri med at få vinduerne til at sidde ordentligt.
De gamle vinduer må være et design, som fanden har udtænkt på en særdeles dårlig hårdag! Først er der et smalt vindue, så kommer der et stort vippevindue på 2,30 meter, så en altandør, dernæst et lille smalt vindue i fast karm. I soveværelset er der et vippevindue og et smalt vindue. Vinduerne er bygget sammen, så når vi har taget de gamle vinduer ud, står hele lejligheden åben! Det er især det store vippevindue, der trækker tænder ud. Det er tungt som et ondt år, og mange af dem har ikke været åbnet i årevis. Det tror pokker, for med et vippevindue, der måler 2,30 meter i bredden, kan kun de færreste få op. Der bor en del ældre mennesker i komplekset, og de har ikke kræfter til at åbne eller lukke det. Syg idé med så stort et vindue!
Vi arbejder fra en stor platform, som vejer godt 7 ton. Den kører op ad en mast på 12 meter. I toppen af masten har vi en kran, så vi i det mindste kan hejse de gamle vinduer ned og hejse de nye op. Selve platformen er 18 meter lang, så vi har masser af god arbejdsplads og kan have alle 21 elementer på platformen til 3 lejligheder. Vi kan som regel skifte vinduer i 3 lejligheder på en dag, og da blokkene kun går til 2. sal, passer det med, at vi så kan flytte platformen til næste opgang, så den står klar til dagen efter.
I torsdags gik vi i gang med den første opgang. Først regnede det lidt, men det holdt op igen, og solen kom frem. Så var det i gang med sværdsaven og flå de gamle vinduer ud. Øverst boede der en ung pige. Og det var tydeligt, at hun er vant til, at det er mor, der rydder op. Mage til svinsk lejlighed skal man altså lede længe efter! Der lå snavsetøj overalt, fyldte askebægre og gammel mad på tallerkner i stuen. Og så oven i hatten de største nullermænd, jeg nogensinde har set! De var lige før, at de sprang op og bed os i anklerne!
I midten boede en mand, som åbenbart var storryger. Alt var gult af nikotin, og ruderne havde et tykt lag af fedt og nikotin, så sugekopperne ikke kunne sidde fast. Men lejligheden var ryddelig, og der lå ikke så meget som et støvfnug nogen steder!
I stuen boede der en ung mand, og hans lejlighed var super nydelig med moderne møbler og fed kunst på væggen. Utroligt, at der er så stor forskel på mennesker!
Vi fik alle de gamle vinduer ud - og så var det, at det begyndte at blæse op. Og det blæste meget! Vi fik grus og støv i øjnene, de nye vinduer tog en krig at hejse op, for vi skulle virkelig passe på, at vi ikke smadrede nogen af dem. Og da vi skulle sætte dem i, tog vinden i dem, og så var det, at alt blev meget besværligt og langsommeligt. Vi knoklede for at blive færdige, for der blæste alt muligt møg ind i lejlighederne. Vi mistede så meget tid pga. vejret, at vi først kunne køre derfra halv ti om aftenen! Vi havde været oppe kl. 5, så vi var dødtrætte og gnavne. Det stormede kraftigt, da vi kørte, og vinden tog i bilen.
Vi måtte en tur ud til hestene, for jeg havde jo ikke regnet med, at det blev SÅ sent! De skulle ha' deres wrap til natmad, og jeg skulle også lægge wrap til morgenmaden. Jeg skyndte mig at veje wrappen af og gik ud til boksene og tændte lyset. Der lød vild tumult inde i Baronesas boks, og da hun stak hovedet ud, havde hun søvn i øjnene og halm i pandelokken. Jeg kender ingen som den hest, der kan se så fornærmet ud! Men da hun opdagede, at jeg havde wrap til hende, var jeg tilgivet øjeblikkeligt. Det var tydeligt at se i halmen, hvor hun havde ligget, og hun har tilsyneladende været i dyb søvn.
Jarapa lå også og sov, men tog det i et meget mere adstadigt tempo. Hun havde også søvn i øjnene, men hun ville lige putte hovedet ind til mig og nusse lidt, inden hun gik i gang med sin wrap.
Begge heste fik et kys og klap, og så skyndte jeg mig at slukke lyset, så de kunne sove videre. Og så kunne vi endelig køre hjem og på hovedet i seng uden aftensmad!
Fredag lovede de endnu mere blæsende vejr, så vi blev enige om, at vi ikke ville skifte vinduer. I stedet sikrede vi os, at pressenningerne på de nye vinduer sad, som de skulle, og så læssede vi de gamle vinduer ind i containeren. Det var meningen, at vi ville ha' flyttet platformen til næste opgang, men vinden var allerede så kraftig, at den stod og svajede, selvom støttebenene var ude. Vi var bange for, at den ville vælte for os, hvis vi prøvede at flytte den. Det må vente til på mandag.
Og så kunne jeg komme ud til hestene i ordentlig tid og få muget ud, men det var lettere sagt end gjort! Der var vindstød af stormstyrke, og selvfølgelig skulle der lige komme sådan et, mens jeg var i gang med at smide møget op i containeren. Jeg fik det lige i hovedet igen, og jeg blev arrig over, at jeg skulle bruge så meget tid og energi på at få det til at ligge ordentligt i containeren. Tagpladerne på boksene stod og hoppede og larmede forfærdeligt - stakkels heste, hvis de skulle stå og høre på det natten over!
Og så kunne jeg køre hjem og lave noget aftensmad. Eftersom det var endt med et par værre møgdage, besluttede jeg at lave stegt laks. Det er altid et hit. Og det synes min kat også!
Nu er det weekend, og udenfor er der næsten ikke en vind, der rør sig. Så kan det måske være, at jeg kan få lov til at hygge om mine heste, uden at jeg får sideskilning i nakken og sandblæst min bil!
Det lyder som om du knokler mere end 3 mænd til sammen Charlotte..Pas nu på dig selv , man taber jo helt pusten , når man læser din blog
SvarSlet:-)
Glæd dig over at stormene snart er forbi - og at der forude også venter de stille og lune dage..Det glæder vi os alle til ..
K.H.Sara
Sådan er det jo heldigvis ikke hver dag, Sara :-) Men vejret har en stor betydning, når man arbejder udendørs. Hvem havde også lige troet, at vi skulle ha' endnu en storm i den smukkeste forårsmåned som april!
SvarSletGlæder mig til at høre en SMS fra dig bibbe ind på telefonen om, at dine piger har fået sig nogle dejlige føl!