tirsdag den 23. august 2011

Indskrivning af en brilleabe

Så var det i dag, at min Autentica skulle indskrives, og jeg glædede mig helt vildt til at komme op til Nordsjælland og se mine tøser. På grund af meget arbejde har jeg ikke haft mulighed for at se dem så tit, som jeg gerne ville, men Margrethe er altid sød til at give mig daglige rapporter.

Vejret var skønt, og hestene stod og nød solen. Margrethe og jeg tog alle 3 følhopper ind, så der var ro i flokken, for Margrethe skulle også ha' indskrevet sit PRE føl, Afrodita. Og det er altså nogle skønne hoppeduller! Legesyge, kælne, nysgerrige og frække. Lige sådan som et sundt føl skal være. Alexandrina er bare jordens bedste mor, og hun var sandelig også glad for at se mig. Og som fodnote må jeg lige tilføje, at Alexandrina mener, at hun skal først i rækken, når der uddeles kæl, klap og kys på mulen.

Og det er helt sikkert, at Autentica IKKE bliver skimmel! Vi er ude i noget mørkebrunt, sortbrunt eller svedfuks. Langhårene (man, hale og pandelok) er stadig rødbrune; dog synes jeg at kunne se begyndende sorte hår. Altså mørkebrun. Nå, men jeg havde skrevet brun i farven på hendes indskrivningspapirer, og så må vi se, hvad farvegentesten beslutter.

Når et føl fælder følpelsen, starter de som regel i hovedet - omkring øjne og mule. De ligner noget henad æsel; og for Autenticas vedkommende er vi også ude i noget kamel-farvet! (ja! Kamel - ikke kanel!). Hun ligner simpelthen en brilleabe lige i øjeblikket!




Og her er så brilleaben. Pletten på halsen er barberet, hvor hun fik indsat mikrochippen (og det blødte lidt).
 Så kom dyrlægen, som er en af vores nye godkendte dyrlæger i foreningen. Hun hedder Maria og er noget af det mest søde menneske. Og dygtig er hun også! Hun glædede sig meget til sin dåb ud i indskrivning af spanske heste; og i dag fik hun så hele 2 føl at øve sig på.

Vi startede med Autentica, og pludselig kunne jeg bare mærke, hvordan mit hjerte begyndte at hamre helt vildt i brystet. Jeg blev faktisk lidt irriteret på mig selv over, at jeg fik sådan en pylret følelse. Men det er noget, der er kommet med alderen. Så for ikke at smitte Autentica med min spirende nervøsitet, stod Margrethe med hende. Og hvad var det lige pylrehønen, Charlotte var så nervøs for? De spanske heste er fuldstændigt hard core, hvad angår nåle og diverse andre ubehageligheder! Først blodprøven, som tages fra halsvenen. De reagerer på stikket i halsen, men det var helt kortvarigt, og det tog ikke et splitsekund, så var der blod til blodtypekortet. Bagefter var det så mikrochippen, og det kan være meget værre, for kanylen er meget tyk.

Men Maria er bare dygtig til det der. Hun stod selv og nev lidt halsen, og Margrethe gjorde det samme i den anden side. Og vupti, så var den chip sat i! Inden Autentica kunne nå at blive sur og fornærmet, blev hun overøst med kæl og klap, og så glemte hun helt, at hun netop var blevet stukket af to kæmpe myg!

Til sidst kom så det mindst ubehagelige - men for et føl nok det mest kedelige: At stå stille, mens der bliver tegnet hvirvler og aftegn.

Det hele forløb så fint, og så var turen kommet til Margrethes føl. Og endnu engang et fuldstændigt hard core spansk føl, som tog det hele i stift forben!

Da Maria var kørt, lukkede vi følhopperne ud på folden igen. Selvfølgelig skulle Autentica lige lave en af sine private ekskursioner. Hun er konstant på eventyr, den lille møgunge ;-)


At blive stukket af oversize myg er da piece of cake!

Der er meget sjovere på den anden side af hegnet!


Hvad skal jeg nu finde på?
Det var en rigtig dejlig dag i solskinsvejr, og det var dejligt at få ros af dyrlægen, som syntes, at det var et godt føl. Især var hun vild med skulderen, som hun synes er vinklet helt rigtigt, og ikke mindst benstillingen og de meget lige ben. Hm, man fristes jo helt til at lave en mere......

1 kommentar:

  1. sikke fin hun er.. Det er godt nok en noget speciel farve den hest har.. bliver interesant hvad testen siger..

    bliver helt misundelig.. vil også have føller i år..

    SvarSlet