Vinteren kom alligevel

Så blev det alligevel vinter med hård frost, men knapt så meget sne. Der ligger måske kun 2 - 3 cm sne her hos os, og det er slet ikke nok til at beskytte planterne mod den hidsige, sibiriske kulde.

Og nu må jeg fodre småfuglene hver eneste dag, for der kommer store flokke af musvitter, blåmejser, sortmejser, dompapper, grønirisik, kvækerfinker, bogfinker, rødkælk, skovspurve, solsorte, husskader og med jævne mellemrum en enkelt stor flagspætte. Fasankokken kommer også forbi, hvis min mand ikke lige har været hurtig nok med at fodre dem. Der er kamp om solsikkefrøene, og skovspurvene tager i bogstaveligste forstand kvælertag på hinanden i en hidsig brydekamp for at komme først til fadet.

Solen har skinnet, og vejret har været meget smukt - og sikke solopgange og solnedgange vi har haft de sidste par dage. Her om eftermiddagen kommer solen om i baghaven, og så er alle småfuglene drønet over i den gamle tujahæk for at sidde der og suge varmen til sig. Og musvitterne og sortmejserne bryder straks ud i sang. Hm, det smager da en lille smule af forår.

Sortmejse. Foto lånt fra nettet.

Det er bidende koldt ude hos hestene, og jeg må holde mig bevægelse hele tiden, så jeg ikke bliver kold. Hestene går forsigtigt på de glatte ispytter og knolde ude på folden, og tager revance lige så snart de føler sikker grund under hovene! Og så er de RET ligeglade med, om jeg er ved at falde på rumpetten! Baronesa har fundet på, at når hendes hove begynder at glide på isen, så sætter hun farten op og giver den gas som bambi på glatis. Jeg er ved at få et bommesisslag hver gang, for jeg er afsindigt bange for, at hun falder. Hun gør det Gud hjælpe mig også, når vi skridter en tur, så det er jeg holdt op med - i hvert fald så længe, der ligger is på vejene. Hestene holder dog fint varmen, og jeg elsker deres vamsede ører her om vinteren. Det er vist meget godt, at de har vinterdækkener på.

Her til morgen havde vi afsluttende regnskabsmøde med revisoren. Han dukkede op kl. 7 - og så havde han da også lige nået at løbe en bette tur på 10 km inden morgenbadet og -maden! Slap dog af, hvor må det ha' revet i lungerne med den kolde morgenluft! Men det er sikkert sundt for både krop og sjæl og giver en masse energi til dagens dont.

Solen er på vej ned nu, og den har nu fået en længere bane. Nu får jeg den lige i hovedet,  når jeg sidder på kontoret - og det er et godt tegn! Jo længere bane, solen har, jo længere lyst er det.

I resten af denne uge står den på meget hård frost om natten og lidt mere sne. Så slap vi ikke for at få vinter alligevel. Men pyt, så kan det måske være, at det kan tage livet af nogle baktusser og vira - for ikke at tale om myg og diverse kryb!

Og nu skal der koges suppe - på en fed høne!

En ordentlig omgang

Den overskrift dækker over lidt af hvert. Jeg var knapt nok sluppet af med den omgang forkølelse, som jeg reddede mig efter SICAB, før den næste kastede sig over mig sidste mandag. Jeg har aldrig oplevet at blive overfaldet af vira på den måde, og det passer mig absolut ikke! Jeg HADER at være syg! Og så synes jeg også, at det er møg uretfærdigt, når jeg spiser sundt og får masser af frisk luft og motion.

Det er selvfølgelig gået ud over hestene, som jeg ikke har fået redet i over 1 uge, men jeg er aldrig for syg til at passe dem! Hver eneste dag har jeg ordnet ben på dem, fordi jeg gerne ville undgå, at de fik muk pga. alt det mudder. Baronesa har en smule på det ene forben i koden, men det ser rimeligt ud og har ikke givet hende varme og/eller hævet ben. Det bliver behandlet med en muksalve, jeg købte af min dyrlæge. Den er genial!

Og så kom frosten og forvandlede foldene fra mudderhuller til knoldede marker. Heldigvis er det kun i starten af folden, at det ser sådan ud, så hestene skal ikke gå og passe på hele tiden. De ser vitterligt, hvor de sætter deres ben, når de skal henover "pukkelpisten".

Siden slutningen af november har jeg fodret småfuglene i haven. Det var primært musvitter og blåmejser, som tog for sig. Men nu er vinteren for alvor kommet, så skovspurve, grønirisk, rødkælk, stor flagspætte og dompap tager nu også godt for sig. Jeg skal fylde op hver anden dag, for de er sultne og har behov for føde, så de kan holde varmen. Den lille gærdesmutte behøver det især, fordi den er så lille. Den får serveret inde bag buskene langs huset. Her kan den holde sig varm - også om natten.

I lørdags havde jeg fødselsdag, men fordi jeg stadig skrantede, besluttede jeg ikke at holde noget for min familie. Ærgerligt, for det var jo netop en lørdag! Så stor var min overraskelse, da min mor og ældste søster + hunde kom farende ind på værkstedet med favnen fuld af blomster, gaver og morgenbrød! Det var en SKØN overraskelse! Min mor havde strikket den mest bedårende trøje til mig, og min søster gav mig et sæt hårdt tiltrængt thermo undertøj! Og så fik jeg en stor buket langstilkede sart rosa roser.

Roserne, som jeg fik af min mor og min søster.

Vi spiste morgenmad og sludrede, og så kom mine svigerforældre! Af dem fik jeg Elisabeth Arden bodylotion - rigtig lækkert! og to sølvfarvede bloklys til mine stager i køkkenet. De skulle videre til min mands nieces fødselsdag, men ville lige forbi og sige tillykke.

Efter et par timer kørte min mor og min søster, og jeg skyndte mig ind for at sætte blomsterne i vand.

Lidt senere kørte min mand, for han skulle hente materialer til regnvandsdrænet, som var gået i stykker. Der var gravet et stort hul i gårdspladsen, og her kunne man se røret der lige så nydeligt var delt i to! Det skulle laves - omgående - ellers ville det da gå helt galt med både regn- og grundvand.

Da han kom tilbage havde han en kæmpe buket med til mig, som var meget kunstfærdig! Der var alle mulige blomster i den - roser, liljer, mini-sommerfuglebusk blomster (det var dog et langt ord!), gerbera, franske anemoner, ranunkler, hyacinter, texasklokker og en masse grønt. Sådan ser den ud:

I dag fryser det 4 grader, og det er meget smukt med rimfrost på alle buske og træer. Solen skinner, og der er ikke en vind, der rører sig.

Roserne har blomstret i den milde vinter, men nu er der vist lukket frem til foråret.

Torsdag lover de sne, så vi slap altså ikke for den der vinter! Jeg må ud til hestene og slås med vandslanger. Til gengæld behøver jeg ikke at bruge 5 håndklæder til at tørre deres ben. De er helt tørre nu, og hvor må det dog være en lettelse for dem. I morgen må jeg i sadlen igen - uanset hvordan jeg har det!

Back to square one!

Efter en weekend med det flotteste vejr og efterfølgende tørvejrsdage begyndte der at vise sig en væsentlig bedring med mudderhelvedet i stalden. Men i går aftes begyndte det så at regne igen, og i dag har den da være helt gal med hidsige byger og tøsne. Nu er det hele ét stort ælte igen, og der bliver brugt oceaner af håndklæder til at tørre hestenes ben.

Selvfølgelig er det da rart med en vinter, hvor alt ikke er besværligt pga. hård frost og store mængder sne, men jeg kan altså også godt undvære så meget nedbør i form af regn! Men moder natur kender åbenbart ikke til ordsproget: Dele sol og vind lige!

Musvitterne har sunget lystigt de seneste dage, og der er dukket vintergækker og erantis op. I det mindste går det den rigtige vej mod foråret, og man kan også godt mærke, at det er lidt længere lyst.

I dag havde Alexandrina besøg af Dr. Dyrlæge. Hun skulle ha' raspet tænder for første gang, så hun blev bedøvet. Hun er i forvejen ikke vild med at blive rodet i munden. Hun havde en smule tandspidser, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg og min veninde troede, at hun havde et problem med sine tænder, for hun har kastet lidt rundt med maden, og hun har også tabt sig. Men dyrlægen var ret sikker på, at hun er lidt stresset over, at føllet er taget fra hende, og så er hun lidt "touchy". Det er der måske ikke noget at sige til; især ikke når det var hendes første føl. Men hun er i pænt huld, og hun er nok noget af det nemmeste at fodre på. Så det skal nok gå.

Og så har jeg taget beslutningen om at sende hende til hingst igen. Valget er faldet på en anden sort hingst, som skal sendes til udlandet til sommer. Hingsten har lavet et par afkom, og de er absolut ikke tossede. Afstamningsmæssigt er han også rigtig spændende, så da jeg fik buddet, var jeg ikke sen til at sige ja!

Og det betyder så, at jeg sætter lillepigen - alias Autentica - til salg til foråret. Så håber jeg, at der er kommet en smule mere gang i markedet, men primært håber jeg bare, at den helt rigtige køber kommer forbi.

I søndags var jeg til bestyrelsesmøde, som gik ganske udmærket, og jeg kom til at gøre lidt grin med min mand, som lå forkølet derhjemme. Ja, undskyld, men mænd er altså lidt pjevsede, når de er syge! Men det var nemesis, for dagen efter vågnede jeg op med nøjagtigt samme omgang. Jeg var ret sur, for var kun lige netop sluppet af med den ordentlige omgang, jeg reddede mig efter SICAB! Men det er da ved at være på retur igen, så jeg må bare holde på med diverse gode husråd for at komme ovenpå!

Nu skal vi bare ha' noget lunt forår!

Sko eller ej

Et evigt tilbagevendene og meget yndet diskussionsemne dukker op med jævne mellemrum. For et par dage siden så jeg, at en af mine Facebook venner havde lagt en video ud, som viste, hvordan hestens hov fungerer - med og uden sko.

Hestens hov er bygget som en støddæmper. Hovvæggene udvider sig, når hesten lægger vægt på benet. Sidder der en jernsko på, nedsættes denne støddæmpende effekt.

Og hvorfor lægger vi sko på vores hestes hove? At man har udviklet sko til heste er hverken noget nyt eller noget, der blev opfundet i forrige århundrede. Vi er tilbage til 3-400 år før Kristi - tilbage i Xenofons tid, hvor han var den første til at beskrive en hest, hvordan den skulle være sat sammen for at være funktionel og også om hovpleje. I Frankrig har man fundet hestesko, som dateres til ca. 500 e.kr., og der er fundet hestesko, som er lavet i både jern og bronze.

Hesten har været vores arbejdsdyr - et meget vigtigt arbejdsredskab til arbejde, krig og transport. De skulle ofte gå over store afstande, og her var sliddet på deres horn for stort. Så med beslag kunne man skåne hornet, så hesten i stedet sled på jernet, der kunne udskiftes.

I dag har vi heste for vores fornøjelses skyld. Og jeg mener, at man nemt kan inddele hestene i  to kategorier: Dem, der behøver sko, og dem der ikke behøver det. Jeg har selv været af den overbevisning, at min hest absolut ikke kunne fungere uden 4 sko! Efter nogle år og en ny beslagsmed, nøjedes jeg med at give hesten forsko på. Der var så en periode, hvor min gamle hest fik en rigtig grim gaffelbåndsskade i en alder af 12 år, og her tog jeg skoene af ham. Og havde jeg ikke gjort det, var han højst sandsynligt aldrig kommet over det. At hans hove nu kunne bevæge sig frit, og jeg kunne genoptræne ham på både hård og middelhård bund, gjorde at han kom sig helt og fortsatte med at være ridehest 14 år mere.

På mine nuværende heste fik jeg også lagt forsko på. Jeg kunne godt li' at ride en skridttur, som for det meste foregik på asfalt. Men nu er vejen lukket, og jeg måtte finde en anden rute. Om efteråret og i grønne vintre sloges jeg altid med problemet "skæve sko". Når hestene sank i mudderet med forbenene, tog det dem for lang tid at få forbenet op, inden de satte bagbenet i jorden. Det betød, at de jokkede sig selv på ydersiden af forskoen, og vupti - så var den side løsnet fra hoven og bøjet. Så ingen ridetur og vente på smeden, som altid var hurtig til at komme og rette det.

Sidste efterår tog jeg så beslutningen om at tage skoene helt af. De var ofte ikke slidt og kunne altid lægges om. Min smed syntes, at det var en udmærket idé; især fordi mine heste har rigtigt godt horn og stærke hove.

Jeg synes absolut ikke, at der er nogen ændring i hestens bevægelser under ridning med eller uden sko. Derudover slider de hovene rigtig pænt, hvilket også har stor betydning for, om hesten behøver sko eller ej.

For der er altså nogle heste, der ikke kan undvære dem. Det kan være heste, som skal have specielle beslag pga. skader, forbenet dragtbrusk, skæve hove, der ikke har været rettet op som føl m.v.

Det er et varmt emne hos hestefolket, og bølgerne kan gå højt i sådan en diskussion. Jeg mener dog, at man skal gøre det, der er bedst for hesten. 

Se her, hvad jeg fandt på nettet:

Hestesko fra oldtiden

1. Omkring 100 e.Kr. begyndte romerne at lave hestebeslag af fx jern og bronze, som den viste jernhestesandal eller hipposandal, der fæstnedes til hoven vha. læderremme gennem sandalens bagudvendte krog og fremadvendte bøjle.

2. Isbrodder, der skulle sikre fodfæste på is. Kendes fra Sverige og Norge fra 500 tallet. Den viste er fra vikingetiden.

3. Spansk hestesko fra 1300-1400 tallet. Denne slidstærke sko blev udviklet omkring korstogstiden, da hestene efterhånden var blevet større, og jernet billigt. Rundingen (rejsningen) fortil er med til at give en bedre afvikling af skridtet, og bagtil var klinkhager rettet fremad til sikring af fodfæste ned ad skråninger.

Så blev der stille

Den ene storm har afløst den anden, og regnen har væltet ned og stået vandret i gardiner. Vinter har vi ikke set meget til, men sommerens regn fortsætter tilsyneladende, og græsset gror, og der er stadig små roser på mine rosenbuske.

Men det er altså vinter, og naturens vilde dyr tager taknemmeligt imod det foder, vi lægger ud til dem. Vi har store flokke af musvitter og blåmejser, som kaster sig over mejseboldene og solsikkefrøene. Rødkælken og den lille, fine gærdesmut tager for sig af de småbidder, der falder til jorden. Markerne med vintersæd er fyldt med "sten med øjne". Det er harer, jeg taler om her. De nyder at kunne hoppe ud på marken og tage for sig af spirene uden at skulle grave sig gennem sneen først. Råvildtet har heller ikke så travlt med at gå i store spring, og det er fortsat kun få dyr, vi ser, der går sammen inde hos os. Da jeg skulle smide foder ud til fasanerne, kom jeg til at støde gammelråen. Hun bjæffede fornærmet og løb et par skridt væk og betragtede mig på afstand med sine store ører rettet frem mod mig. Jeg var da heller ikke nået ret langt væk, før hun målbevidst gik mod fasanernes foderplads for at spise af hveden, jeg havde smidt ud.

Mudderet er også ved at være et problem hos hestene. Hver dag undersøger jeg nøje hestene for angreb af mug, men 7-9-13 er der ikke tegn på det endnu. Heldigvis kan de gå op i den anden ende af folden, hvor der ikke er så mudret, og her er det kun deres hove, der synker en smule i. Bare de når at blive tørre på benene, så er der en chance for, at de går fri af mug. Men det er ikke alle, der er så heldige, og de er i fuld gang med behandlingen, som er meget vigtig. Ellers kan det ende i den mere alvorlige raspe, hvor det breder sig op ad benet, store hævelser og i grelle tilfælde; blodforgiftning. Så mug hos heste er absolut ikke til at spøge med!

I onsdags havde min mand fødselsdag, så vi var ude at spise om aftenen. Vi har en yndlingsrestaurant i Roskilde, hvor man får den dejligste mad uden at blive flået. Min mand skulle ha' sig en stor bøf, der var så mør, at han kunne skære den med øjenbrynene. Jeg valgte en beuf bordelaise, som smagte himmelsk!

Torsdag skulle jeg så noget knapt så morsomt. Vores gamle dommer fra Roskilde Dyrskue og Store Hestedag, G. Halling Nielsen, døde kort før Nytårsaften, og nu skulle jeg så til hans begravelse for at sige ordentligt farvel til ham. Den lille landsbykirke kunne ikke rumme alle de mange mennesker, som var familie, nære venner og hestefolk. Vi stod som sild i en tønde! Præsten, som kendte Halling ganske godt, holdt en bevægende tale, og det var svært ikke at blive revet med. Kirkegulvet, alteret og alle vinduerne var fyldt med de smukkeste blomster, og udenfor rasede endnu en hidsig storm. Hm, der var vist noget, Halling ikke var så tilfreds med der. Men da begravelsen var overstået, og vi gik hen til forsamlingshuset for at få en kop kaffe, holdt det op med at regne, og vinden lagde sig lige så stille.

Da jeg kom hjem, følte jeg mig en smule drænet. Det er svært ikke at blive påvirket af noget så sørgeligt. Så stor var min irritation over, at min mand løb stresset rundt for at pakke til sin jagttur. Så kunne han ikke finde dit, og har du set dat. Det er altid et cirkus at få ham ud ad døren! Inden han kørte, spurgte jeg, om han havde husket det og det. Ja, svarede han, og kørte. Og først her til morgen opdager jeg, at han har taget den forkerte sorte plastiksæk med sig. Jeg pakkede hans dyne og pude i en sort plastiksæk og stillede den ved siden af hans kuffert i bryggerset. Men i stedet tog han en plastiksæk, som stod ude i gangen, med sig. Og den plastiksæk indeholdt et beskidt vinterdækken, som jeg havde stillet parat ved døren, så jeg huskede at få det med til dækkenvasken!! Om jeg forstår, at han ikke lugtede sin fejltagelse, da han tager sækken. Men åbenbart ikke! Hvordan tror I han har set ud i hovedet, da han lander i jagthytten i Sverige 3,5 time senere og gerne vil i seng? Nå, men heldigvis er der reservedyner deroppe, så han slap for at ligge med et ildelugtende dækken!

Dagen i dag blev en stor kontrast til de foregående dage. Sol fra en skyfri og blå himmel og ganske svag vind. Og solen varmede rent faktisk! Til gengæld var det hundekoldt, men pyt! Bare det ikke regner og stormer! Og glad blev jeg, da jeg fik en SMS fra en veninde. Hun havde termin i går, men da jeg snakkede med hende i onsdags, mente hun ikke, at hun vil nedkomme til tiden. Men det gjorde hun - som på klokkeslæt! Og det var gået lynhurtigt, så hun kunne tage hjem med sin lille datter bare 2 timer efter fødslen. Ja, sådan er livet jo - der er en, der dør og en anden, der fødes.

Solen gik ned lidt i halv fem i en eksplosion af smukke røde, lyserøde og orange nuancer, og dagen er nu tiltaget med hele 14 minutter. Jo jo, det går den rigtige vej!

Velkommen 2012 - velkommen hverdag

Ja, det var så den juleferie, og det var så det Nytår! Nytårsaften var helt stille og rolig for mit vedkommende. I år blev min mand og jeg hjemme, og det er nu også hyggeligt nok. Vi lavede noget god mad og fik lækker vin, og til midnat gik vi ud og så alle de mange tusinde kroner, som blev fyret af i småbyerne rundt om os. Der var mange flotte raketter, og det lød fuldstændigt, som var 3. verdenskrig brudt ud! Min kat satte stor pris på, at vi var hjemme, og hun var da også helt rolig, selvom det buldrede og bragede udenfor.

Nytårsdag havde jeg morgenvagten i stalden. Jeg tog derned til sædvanlig tid, for jeg ville også godt se, hvordan hestene havde klaret natten. Bragene er de ligeglade med - det er mere de mange lysglimt, som de reagerer på. Men der var absolut ingen panik. De havde dog ikke sovet så meget, og der var også trampet lidt mere rundt i boksene, end de plejer. De var søde at lukke ud, og efter lidt hygge med halmbunkerne stillede de sig til at sove. De har simpelthen ikke lukket et øje hele natten!

Så fik jeg også "af-Julet" i huset og sat juletræet udenfor til småfuglene. Jeg skal dog ikke gøre mig nogen forhåbning om, at det stadig står der onsdag morgen, for endnu engang er en storm på vej, og det skulle være en rigtig ondskabsfuld en af slagsen. Og igen må Vest- og Nordjyderne holde for! Bliver disse storme ved de næste to måneder, så ender det med, at halvdelen af Jylland er forsvundet i havet!

Lad os håbe, at det ikke bliver så slemt, som de har lovet.

Vores kat, Miss Sophie (kaldet Soffy), elsker at snuse rundt under Juletræet.

Hele huset er fyldt med hyacinter. Sikke en duft af forår!

Det var det smukkeste vejr den 30. december. Sådan skulle det ha' været Nytårsaften!