Så blev der stille

Den ene storm har afløst den anden, og regnen har væltet ned og stået vandret i gardiner. Vinter har vi ikke set meget til, men sommerens regn fortsætter tilsyneladende, og græsset gror, og der er stadig små roser på mine rosenbuske.

Men det er altså vinter, og naturens vilde dyr tager taknemmeligt imod det foder, vi lægger ud til dem. Vi har store flokke af musvitter og blåmejser, som kaster sig over mejseboldene og solsikkefrøene. Rødkælken og den lille, fine gærdesmut tager for sig af de småbidder, der falder til jorden. Markerne med vintersæd er fyldt med "sten med øjne". Det er harer, jeg taler om her. De nyder at kunne hoppe ud på marken og tage for sig af spirene uden at skulle grave sig gennem sneen først. Råvildtet har heller ikke så travlt med at gå i store spring, og det er fortsat kun få dyr, vi ser, der går sammen inde hos os. Da jeg skulle smide foder ud til fasanerne, kom jeg til at støde gammelråen. Hun bjæffede fornærmet og løb et par skridt væk og betragtede mig på afstand med sine store ører rettet frem mod mig. Jeg var da heller ikke nået ret langt væk, før hun målbevidst gik mod fasanernes foderplads for at spise af hveden, jeg havde smidt ud.

Mudderet er også ved at være et problem hos hestene. Hver dag undersøger jeg nøje hestene for angreb af mug, men 7-9-13 er der ikke tegn på det endnu. Heldigvis kan de gå op i den anden ende af folden, hvor der ikke er så mudret, og her er det kun deres hove, der synker en smule i. Bare de når at blive tørre på benene, så er der en chance for, at de går fri af mug. Men det er ikke alle, der er så heldige, og de er i fuld gang med behandlingen, som er meget vigtig. Ellers kan det ende i den mere alvorlige raspe, hvor det breder sig op ad benet, store hævelser og i grelle tilfælde; blodforgiftning. Så mug hos heste er absolut ikke til at spøge med!

I onsdags havde min mand fødselsdag, så vi var ude at spise om aftenen. Vi har en yndlingsrestaurant i Roskilde, hvor man får den dejligste mad uden at blive flået. Min mand skulle ha' sig en stor bøf, der var så mør, at han kunne skære den med øjenbrynene. Jeg valgte en beuf bordelaise, som smagte himmelsk!

Torsdag skulle jeg så noget knapt så morsomt. Vores gamle dommer fra Roskilde Dyrskue og Store Hestedag, G. Halling Nielsen, døde kort før Nytårsaften, og nu skulle jeg så til hans begravelse for at sige ordentligt farvel til ham. Den lille landsbykirke kunne ikke rumme alle de mange mennesker, som var familie, nære venner og hestefolk. Vi stod som sild i en tønde! Præsten, som kendte Halling ganske godt, holdt en bevægende tale, og det var svært ikke at blive revet med. Kirkegulvet, alteret og alle vinduerne var fyldt med de smukkeste blomster, og udenfor rasede endnu en hidsig storm. Hm, der var vist noget, Halling ikke var så tilfreds med der. Men da begravelsen var overstået, og vi gik hen til forsamlingshuset for at få en kop kaffe, holdt det op med at regne, og vinden lagde sig lige så stille.

Da jeg kom hjem, følte jeg mig en smule drænet. Det er svært ikke at blive påvirket af noget så sørgeligt. Så stor var min irritation over, at min mand løb stresset rundt for at pakke til sin jagttur. Så kunne han ikke finde dit, og har du set dat. Det er altid et cirkus at få ham ud ad døren! Inden han kørte, spurgte jeg, om han havde husket det og det. Ja, svarede han, og kørte. Og først her til morgen opdager jeg, at han har taget den forkerte sorte plastiksæk med sig. Jeg pakkede hans dyne og pude i en sort plastiksæk og stillede den ved siden af hans kuffert i bryggerset. Men i stedet tog han en plastiksæk, som stod ude i gangen, med sig. Og den plastiksæk indeholdt et beskidt vinterdækken, som jeg havde stillet parat ved døren, så jeg huskede at få det med til dækkenvasken!! Om jeg forstår, at han ikke lugtede sin fejltagelse, da han tager sækken. Men åbenbart ikke! Hvordan tror I han har set ud i hovedet, da han lander i jagthytten i Sverige 3,5 time senere og gerne vil i seng? Nå, men heldigvis er der reservedyner deroppe, så han slap for at ligge med et ildelugtende dækken!

Dagen i dag blev en stor kontrast til de foregående dage. Sol fra en skyfri og blå himmel og ganske svag vind. Og solen varmede rent faktisk! Til gengæld var det hundekoldt, men pyt! Bare det ikke regner og stormer! Og glad blev jeg, da jeg fik en SMS fra en veninde. Hun havde termin i går, men da jeg snakkede med hende i onsdags, mente hun ikke, at hun vil nedkomme til tiden. Men det gjorde hun - som på klokkeslæt! Og det var gået lynhurtigt, så hun kunne tage hjem med sin lille datter bare 2 timer efter fødslen. Ja, sådan er livet jo - der er en, der dør og en anden, der fødes.

Solen gik ned lidt i halv fem i en eksplosion af smukke røde, lyserøde og orange nuancer, og dagen er nu tiltaget med hele 14 minutter. Jo jo, det går den rigtige vej!