Sko eller ej

Et evigt tilbagevendene og meget yndet diskussionsemne dukker op med jævne mellemrum. For et par dage siden så jeg, at en af mine Facebook venner havde lagt en video ud, som viste, hvordan hestens hov fungerer - med og uden sko.

Hestens hov er bygget som en støddæmper. Hovvæggene udvider sig, når hesten lægger vægt på benet. Sidder der en jernsko på, nedsættes denne støddæmpende effekt.

Og hvorfor lægger vi sko på vores hestes hove? At man har udviklet sko til heste er hverken noget nyt eller noget, der blev opfundet i forrige århundrede. Vi er tilbage til 3-400 år før Kristi - tilbage i Xenofons tid, hvor han var den første til at beskrive en hest, hvordan den skulle være sat sammen for at være funktionel og også om hovpleje. I Frankrig har man fundet hestesko, som dateres til ca. 500 e.kr., og der er fundet hestesko, som er lavet i både jern og bronze.

Hesten har været vores arbejdsdyr - et meget vigtigt arbejdsredskab til arbejde, krig og transport. De skulle ofte gå over store afstande, og her var sliddet på deres horn for stort. Så med beslag kunne man skåne hornet, så hesten i stedet sled på jernet, der kunne udskiftes.

I dag har vi heste for vores fornøjelses skyld. Og jeg mener, at man nemt kan inddele hestene i  to kategorier: Dem, der behøver sko, og dem der ikke behøver det. Jeg har selv været af den overbevisning, at min hest absolut ikke kunne fungere uden 4 sko! Efter nogle år og en ny beslagsmed, nøjedes jeg med at give hesten forsko på. Der var så en periode, hvor min gamle hest fik en rigtig grim gaffelbåndsskade i en alder af 12 år, og her tog jeg skoene af ham. Og havde jeg ikke gjort det, var han højst sandsynligt aldrig kommet over det. At hans hove nu kunne bevæge sig frit, og jeg kunne genoptræne ham på både hård og middelhård bund, gjorde at han kom sig helt og fortsatte med at være ridehest 14 år mere.

På mine nuværende heste fik jeg også lagt forsko på. Jeg kunne godt li' at ride en skridttur, som for det meste foregik på asfalt. Men nu er vejen lukket, og jeg måtte finde en anden rute. Om efteråret og i grønne vintre sloges jeg altid med problemet "skæve sko". Når hestene sank i mudderet med forbenene, tog det dem for lang tid at få forbenet op, inden de satte bagbenet i jorden. Det betød, at de jokkede sig selv på ydersiden af forskoen, og vupti - så var den side løsnet fra hoven og bøjet. Så ingen ridetur og vente på smeden, som altid var hurtig til at komme og rette det.

Sidste efterår tog jeg så beslutningen om at tage skoene helt af. De var ofte ikke slidt og kunne altid lægges om. Min smed syntes, at det var en udmærket idé; især fordi mine heste har rigtigt godt horn og stærke hove.

Jeg synes absolut ikke, at der er nogen ændring i hestens bevægelser under ridning med eller uden sko. Derudover slider de hovene rigtig pænt, hvilket også har stor betydning for, om hesten behøver sko eller ej.

For der er altså nogle heste, der ikke kan undvære dem. Det kan være heste, som skal have specielle beslag pga. skader, forbenet dragtbrusk, skæve hove, der ikke har været rettet op som føl m.v.

Det er et varmt emne hos hestefolket, og bølgerne kan gå højt i sådan en diskussion. Jeg mener dog, at man skal gøre det, der er bedst for hesten. 

Se her, hvad jeg fandt på nettet:

Hestesko fra oldtiden

1. Omkring 100 e.Kr. begyndte romerne at lave hestebeslag af fx jern og bronze, som den viste jernhestesandal eller hipposandal, der fæstnedes til hoven vha. læderremme gennem sandalens bagudvendte krog og fremadvendte bøjle.

2. Isbrodder, der skulle sikre fodfæste på is. Kendes fra Sverige og Norge fra 500 tallet. Den viste er fra vikingetiden.

3. Spansk hestesko fra 1300-1400 tallet. Denne slidstærke sko blev udviklet omkring korstogstiden, da hestene efterhånden var blevet større, og jernet billigt. Rundingen (rejsningen) fortil er med til at give en bedre afvikling af skridtet, og bagtil var klinkhager rettet fremad til sikring af fodfæste ned ad skråninger.