Mit barndoms spøgelseshus

Marts har indtil videre vist sig fra en meget pæn side med lune dage og dejligt solskin. Det var lige, hvad min mand og jeg havde brug for, da vi skulle starte en opgave med en lukket altan i Ordrup, Nordsjælland. Nu hænger altanen der med skyderuder i front og gavle. Nu mangler vi at lægge glastaget på - og det skulle vi rent faktisk ha' gjort i dag. Men den forbandede blæst kom med nogle vindstød, så vi kunne slet ikke styre de store, tunge termoruder, som taget består af. Vi måtte opgive og køre hjem. Så vi kom tidligt hjem og fik lige ordnet hestene på vejen.

Men inden da, spurgte jeg min mand, om vi ikke lige kunne køre et smut ned ad Vilvordevej, som ligger lige i nærheden af, hvor vi arbejder. Jeg fortalte ham om dette her gamle hus fra 1930'erne, hvor jeg boede som 6 - 7 årig i et lille års tid, inden vi kunne flytte ind i et andet hus, som mine forældre havde sat i stand. Og dette her hus har jeg altid kaldt for "det forbandede hus", for jeg havde nogle uhyggelige oplevelser, mens vi boede der. Og det sidder stadig i mig, for nu som 44 årig kan jeg stadig drømme om huset og får i drømmen den utrygge, paniske og uhyggelige følelse, som jeg havde dengang. Selv nu, hvor jeg sidder og skriver om det, rejser hårene sig på mine arme.

Huset er stort; er på over 200 m2 og med fuld kælder. Jeg kan lukke øjnene og præcist se for mig, hvordan huset så ud indvendigt. Hoveddøren lå ud mod vejen, hvor der var en lille forhave. Her kom man ind i et lille vindfang, og så var der en fransk dør til hall'en. Her var der en trappe med en repos, hvor trappen knækkede i 90 grader, og ovenpå var der en svalegang med døre ind til alle værelserne på 1. salen. Og så hang der naturligvis en stor lysekrone i hall'en. Fra hall'en var der en dør ind til stuen, som vendte mod havesiden. Og i forlængelse af stuen kom spisestuen. Og fra hall'en var der selvfølgelig også en gang ud til køkkenet, som startede med et anretterkøkken og dør ned til kælderen og så en dør ud til det store køkken. Fra anretterkøkkenet var der en dør ind til spisestuen - og det var helt klart sådan, det var bygget i 1930'erne, for tjenestefolkene skulle gå den vej ind og servere!  - og der i 1974 - 1975 var der intet lavet om på husets indretning. Både stuen og spisestuen havde - og har stadig - høje, franske døre ud til terrassen.

Kælderen var stor og rummelig, og her havde min far bl.a. kontor og et mørkekammer, for på den tid var hans store interesse at fotografere og fremkalde billederne selv. Min far var knalddygtig til at tage billeder - en gave han har givet videre i familien.

Haven var mærkelig! Den var nærmest lavet som en spiral med bede i trin, og så endte den i et dybt hul. Bedene indeholdt kedelige taks, tuja og andre stedsegrønne vækster, som jeg kalder kirkegårdsplanter. Ja, beklager, men jeg kan ikke fordrage dem! Giftige er de i øvrigt også! Men bedst husker jeg den kæmpestore hængepil, som stod på hjørnet af huset ud mod haven. Den fik så kraftige grene, at min søster og jeg kunne binde to sammen og gynge i dem. Det træ er fældet med tiden. Det blev sikkert for stort.

Når jeg nu tænker efter, kan jeg huske rigtigt mange oplevelser og ting fra dengang, vi boede der. F.eks. husker jeg, at min yngste storesøster fik et Kodak kamera i fødselsdagsgave. Sådan et rekangulært, fladt et med store firkantede blitz, som havde 4 sider. Og dem kunne man så skifte, når de var brugt. Min søster tog en masse billeder en sommer, hvor vi sad nede i havehullet en varm sommerdag. Og de billeder har min mor endnu. Jeg husker også, at i huset bagved boede der en ældre dame. Hun var sød og inviterede mig og min søster på saftevand og småkager. Og hun fortalte om sin tamme husskade, som hun kaldte Skrat. Sidevejen var (og er stadig) blind og i bunden boede et par, hvor konen var italiener og manden dansk. De havde et par tvillingepiger på vores alder, og dem legede vi tit med. Jeg kan huske, at både min søster og jeg var vildt misundelige over, at de også kunne tale italiensk!

Jeg husker så især også de uhyggelige oplevelser, jeg havde i huset, og det startede i det små:

Flamenco dukken
Min søster og jeg delte værelse, og vi havde et kvistvindue, hvor jeg ikke kunne nå op. Jeg skulle kravle op og stå på et bord for at åbne vinduet. På bordet stod en af mine yndlingsting; en flamencodukke, som mine forældre havde købt til mig på en tur til Malaga. Den stod på en plade, og den havde fine, små kastagnetter i hænderne og en knaldgul kjole. Jeg elskede den dukke!

En eftermiddag om vinteren kom jeg op på værelse, og min dukke var væk. Jeg satte straks hele huset på den anden ende og helmede ikke, før dukken var fundet. Min mor var tydeligt irriteret over, at hun blev afbrudt, men der blev da ledt efter den. Men væk var den. Jeg var dybt ulykkelig, og min far lovede at købe en anden til mig. Men i stedet fik jeg en blå undulat til min fødselsdag, og væk var min sorg over dukken. Nu havde jeg fået en rigtig, levende fugl! Jeg gik straks i gang med at gøre fuglen tam, men det skulle vise sig at være lidt af en opgave.

Dagene og ugerne gik, og det blev forår. Min mor gjorde rent og åbnede vinduerne på 1. salen. Så kaldte hun på mig og bad mig kravle op på bordet og se ud ad vinduet. Og der i tagrenden lå min dukke - godt hærget af vinteren og anden nedbør. Den blev aldrig til dukke igen. Hvordan den er havnet der, var der ingen, der havde et godt bud på. Så skulle den være hoppet fra bordet op i vindueskarmen, ha' åbnet vinduet, hoppet ud - og lige husket at lukke vinduet igen. Not!

Undulaten Pjevs
Ja, det døbte jeg min fugl, og den var og blev vild og bed mig altid. Og selv efter vi flyttede, lykkedes det mig aldrig at gøre den tam. Min søster fik en gul undulat senere, som både var nem at tæmme og have med at gøre. De to fugle blev gamle. Først døde den gule, og et års tid senere døde Pjevs. Han fik naturligvis en anstændig begravelse, selvom en af vores katte havde en mening om, at fuglen skulle anrettes til frokost! Katten havde nogle måneder forinden fået fat i fuglen og kom ned i køkkenet med den i munden. Og inden han klappede kæberne sammen, ville han lige sikre sig med os mennesker, at det var okay. Men det var det IKKE! Og jeg fik fuglen ud af hans mund, og utroligt nok havde Pjevs ikke en skramme. Jeg havde forventet, at han var død af skræk, men oplevelsen har måske været med til, at han faldt af pinden nogle måneder senere.

Stikkontakterne
Som barn var jeg mørkeræd, og jeg var helt sikkert også utryg ved at være i huset på Vilvordevej. Lige så snart det begyndte at blive mørkt, tændte jeg lys alle steder. En forårsaften gik jeg op på 1. salen for at gå ud på badeværelset. Jeg hadede de mørke dørhuller ind til værelserne, hvor der ikke var tændt lys. Jeg ville tænde lyset i mine forældres soveværelse, og da jeg trykker på kontakten, fik jeg det største smæk over fingrene. Og det var ikke sidste gang, at jeg fik stød på kontakterne i huset. Til sidst for min far rundt med et måleapparat (han var uddannet elektriker) og målte alt igennem, for de fik et chok, hver gang jeg udstødte et højt skrig af forskrækkelse og smerte, når jeg fik stød. Men der var ikke overgang i systemet nogen steder, og min far fandt aldrig ud af, hvorfor jeg fik stød. Og så var jeg i øvrigt den eneste i familien, som oplevede det.

De åbne låste terrassedøre
Dette her er nok den værste af mine oplevelser i det forbandede hus! Det må ha' været i maj måned, for det var en skøn forsommerdag, hvor det var længe lyst. Mine forældre og min yngste storesøster var taget ud for at se det andet hus, og de har højst sandsynligt siddet og hygget og glædet sig over, at vi snart skulle flytte ind i det fine, nyrenoverede hus. Jeg var ikke taget med, for jeg brød mig ikke om at skulle fare rundt og se alt muligt - jeg kunne heller ikke fordrage at tage med i byen, og at gå i Illum's og Magasin var mine absolut hadere!!! Så jeg havde hygget mig med at tegne, læse Anders And, og så var jeg faldet i søvn på min seng.

Jeg vågnede ved, at det var tusmørke, og solsortene sang ude i haven. Jeg stod op og gik ned ad trappen for at tænde lyset i hall'en. Da jeg står på repos'en, kan jeg se ind i havestuen. Her stod de to terrassedøre vidt åbne, og de lette sommergardiner stod og bølgede vildt ind i stuen. Jeg blev så afsindigt bange, at jeg løb op på mit værelse og krøb under min dyne. Og der blev jeg, til mine forældre kom hjem. Det føltes som timer, men de kom faktisk hjem umiddelbart efter. Jeg kan huske, at de kom ind ad hoveddøren og ind i hall'en og kaldte på mig. Og råbte op til mig, hvorfor jeg dog ikke havde tændt noget lys. Jeg løb tudbrølende ned ad trappen og kastede mig i min fars arme. Jeg fik fortalt, at dørene til terrassen havde stået åbne, og at det blæste ind. Da jeg kigger ind i stuen, står dørene ikke åbne. Min far gik straks ind og tog i dørene - også i spisestuen, men de var alle låst. 

Mine forældre mente helt bestemt, at det var noget, jeg havde drømt. Jeg mener helt bestemt, at det er noget, jeg har oplevet - for jeg husker det så tydeligt, som var det i går! Selv nu får jeg kuldegysninger, når jeg skal genfortælle det.

Den dag, vi pakkede flyttekasserne og flyttede over i det nye hus, var jeg lykkelig! Endelig slap jeg fri af det forbandede hus.

Tilbage til i dag
Som jeg startede med at fortælle, kørte min mand og jeg en tur ned ad Vilvordevej i dag. Jeg kunne ikke huske husnummeret, men det var ikke nødvendigt. Jeg genkendte det lige med det samme. Jeg stod ud ad bilen og betragtede huset. Og det mest underlige var, at jeg igen fik en utryg fornemmelse. Jeg tog et foto af huset, for jeg ville vise det til min mor. Så satte jeg mig ind i bilen, og vi kørte videre i teksten.

Og nu er jeg hjemme og skriver dette. Billedet af huset fik jeg lagt over på computeren. Og det ser sådan her ud:

Huset på Vilvordevej

Og da jeg skal sætte størrelsen ned på fotoet, er der noget i gavlvinduet, der fanger mit øje.

Jeg prøvede selvfølgelig at forstørre det så meget som muligt, men det bliver for pixeleret til at kunne skelne det. Hvad det er (ligner), har jeg en lille idé om. Men man kan jo kun gisne om det. 

Én ting er helt sikkert! Bliver jeg nogensinde inviteret ind i det hus, så siger jeg pænt nej tak! Hvad der end var i huset dengang, er der endnu. Det er jeg ikke i tvivl om.

Og så ikke mere barndomsspøgeri fra min front.