Hvor heldig har man lov at være!

For ikke så længe siden tikkede der en ønske-besked ind på min FB profil. En, jeg kender spurgte, om jeg stadig søgte part til Rapse, for hun havde ikke nogen hest at ride og havde heller ikke redet de sidste 3 måneder. Jeg kender hende udmærket; hun har haft sin hest opstaldet i samme stald, hvor jeg har hestene, og hun er både sød, voksen, ansvarsbevidst og en dygtig rytter. Jeg skrev en laaaaaaaang og glad svar-besked, og det varede ikke længe, før vi havde aftalt en dag, hvor hun kunne komme og prøve Rapse. Mia, som hun hedder, har aldrig redet spanske heste, så hun var lidt spændt. Og det gik så fint, og Rapse er bare verdens nemmeste hest at ride! Derudover spurgte en af pigerne i stalden mig, om hun måtte låne Rapse et par gange om ugen for at holde sig i gang. Anette har to OX arabere, som hun rider dressur på, og hun er meget ambitiøs med stævner og undervisning. Men nu er begge hendes heste blevet skadet og skal stå en rum tid.

Anette har heller ikke redet spanske heste før, så hun var også lidt spændt på, hvad hun ville synes om det. Og nu er der gået halvanden uge, hvor Rapse er kommet på arbejde! Nå ja, også Baronesa for den sags skyld, for nu kan jeg rigtigt koncentrere mig om ridningen af den gamle mokke - uden at ha' dårlig samvittighed over, at det ikke altid fungerer med at dele sol og vind lige mellem hestene i travle perioder.

Mia er helt solgt til Rapse, og Anette synes, hun er dejlig at ride. Dog var Anette lidt øm ved hofterne, for hun er ikke vant til at ride en hest med den bredde! Og nej, Rapse er ikke fed. Hun er som en spansk hest skal være.

Vejret her i marts har jo været ganske vidunderligt med sol og høje temperaturer. Det fik sat gang i blomster, buske og træer, og en eftermiddag sad min mand og jeg i solen og nød varmen, og en let brise bragte duften af martsvioler med sig. Så når man lige at vænne sig til det; for derefter at få en kold, slasket klud smidt i fjæset! Tilbage kom hård blæst, grå skyer, slud, regn og kulde. Øv! Her havde jeg lige pønset på at pakke mine termo-ridebukser væk, men nej nej. Dem kunne jeg godt finde frem igen! Men sådan er det jo her om foråret. Vi skal altid lige sættes nogle felter tilbage, før frøken vår for alvor flytter ind. Og jeg nærer mig altid for at begynde at plante krukker til med blomster, for jeg har lært det der med at starte på det for tidligt. Det er surt at se blomsterne ødelagt af frost og kulde.

Sidste år i Påsken fældede vi 7 store fyrretræer og 4 rødgraner i haven (se indlæg fra sidste år). De 3 fyrretræer i forhaven skar vi op og kløvede, og min mand gik i gang med et storstilet projekt med en rundstak! Han fik faktisk stablet en hel del, men så var der ikke mere tid til det, og så har det ligget der og kukkeluret. Men så i går gik han bersærk! NU skulle den være færdig, og den skulle blive så stor, at det skulle være verdensrekord! Ja ja, rolig nu. Danmarksrekord måske. Og så tror jeg ikke rekorden holder, når han har benyttet sig af at give stakken et spændbånd for hver 1,5 meter op. Men pyt nu med det. Den har nu vokset sig MEGET stor, og i morgen bliver den færdig. Så tager jeg et foto, så I kan se, hvor stor (og flot) den blev.

Indtil da får I her foto med forårsfornemmelser - blomstrende mirabel.