torsdag den 17. maj 2012

Sommerbuk i haglvejr

Maj måned har indtil nu ikke helt vist sig fra sin sommerlige side. Træer og buske er sprunget ud, fuglene er kommet, hestene er i fuld gang med at blive græsset ind - men varmen mangler! Her til morgen havde jeg morgenvagten i stalden, og det var grotesk at rende rundt i vinterjakke og halstørklæde den 17. maj! (glædelig nationaldag, Norge). Der kom nogle haglbyger, så man tror ikke, det er rigtigt, og det stormede en halv pelikan, så det føltes som -2 grader!

Hestene er ligeglade. Bare de får noget græs, og selvom de har været græsset ind de sidste 14 dage, glæder Baronesa sig stadig så meget, at hun bare MÅ trippe ved siden af mig. Men det kommer hun ikke hurtigere på græs af. Jarapa går pænt ved siden af mig, og det kan af og til være et problem, at den ene hest går adstadigt - og den anden går frisk frem! Så er armene ligesom ikke lige lange! Man skulle tro, at det var lige omvendt af, hvem der er 9 år, og hvem der er 17 år!

I går - den 16. maj - gik jagten på råbuk ind. Det er ikke alle, der helt forstår det der med at gå på jagt og slå et dyr ihjel. Men jagten handler ikke om at slå ihjel. Det er først og fremmest naturoplevelsen (for ofte kommer man tomhændet hjem) og dernæst vildtplejen og reguleringen af vildtet. Danmark har så stor en bestand af råvildt nu, at hvis jægerne ikke sørger for at få reguleret bestanden, så går der sygdom i dem, og bestanden vil dermed få en voldsom nedgang. Så hvis der er nogen derude, der holder af at se nok Danmarks smukkeste hjortevildt i den fri natur, så kan de takke jægerne for det. For havde vi ikke jægere - så havde vi heller ikke noget kønt at kigge på.

Reguleringen består af at afskyde 25% råer, 25% bukke og 50% lam (de skydes om efteråret). Så har man en sund bestand. Det gør vi også på vores lille ejendom, og stadig har vi 8 - 10 stk. råvildt gående om vinteren - og vi holder meget af at nyde synet af dem.

Forud for bukkejagten havde min mand og jeg været ude nogle aftener for at se, hvad der egentlig var af skudbare bukke. For en buk er ikke bare en buk. Man skal så vidt muligt sørge for at afskyde de gamle, så en ung, frisk knægt kan sørge for den videre reproduktion. Vi havde set to: En gammel, flot buk og en lidt yngre med en stor krop og en stor malerpensel!

Her til morgen gik vi så på udkig efter "kalkekosten", men fik en helt tredie, som vi ikke havde set før. Han er ikke gammel, men stor i kroppen, så han skal nok smage godt. For ja - vi spiser det vildt, vi nedlægger. Og kan vi ikke spise det hele, bliver det solgt til andre, som holder af vildtkød.

Forhåbentlig kommer sommeren inden længe, og jeg glæder mig, til vi kan sidde udenfor og grille og nyde solnedgangen. Og det er ikke utænkeligt, at der ryger en rødvinsmarineret rådyrmørbrad på grillen med nye kartofler til!

Knæk og bræk derude!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar