Jeg håber, at dette her kolde lavtryk betyder, at vi de næste 3 - 4 måneder vil opleve helt fantastisk sommer med høje temperaturer og lidt regn om natten i ny og næ. Jeg sagde LIDT!
Hestene er kommet på døgnfold nu, og det har ikke ligefrem været den bedste start for dem. Men de klarer sig fint og behøver ikke at gå med dækken. Så længe der er nok at spise, fryser de ikke. Dejligt med en sej race!
For nogle dage siden stod min mand og undrede sig, da han gik ud til sin bil, og vi skulle på arbejde. Begge døre var overskidt af en fugl, og sidespejlene møget til. Jeg kiggede lidt på det og kunne konstatere, at det havde en særdeles god lighed med det svineri, der var sket med sidedøren til værkstedet, hvor der er en stor termorude. Jeg kunne sidde på kontoret og se en rødstjert han flyve hen til ruden og gå fuldstændigt bersærk! Først troede jeg, at det var fordi, der var nogle lækre insekter, men så fandt jeg ud af, at han angreb ruden. Og det var fordi, han kunne se sig selv som spejlbillede. Sikke en hidsig en, tænkte jeg.
Men nu havde han så opdaget sidespejlene på firmavognen! Og vi kunne stå og betragte ham inde på værkstedet. Knapt nok havde min mand parkeret vognen, så var han der som en høg! Hen og sidde og klamre sig til gummilisten i sideruden, og så var der elles nedstirringskonkurrence med "ham fløsen" i spejlet. Men han gav sig ikke, og så måtte han ha' nogle tæv!!! Og så op og sidde på spejlet, og så var konkurrenten bag spejlet væk!
Den stakkels fugl har nu brugt dage og timer på at kæmpe, og jeg er alvorligt bange for, at det bliver hans endeligt. Vi har forsøgt at slå spejlene ind, men han maser sig bare ind bagved og stirrer vredt på opkomplingen derinde!
Rødstjerte hannen er meget smuk. Rustrød med lysebrun overside, sorte og hvide tegninger i hovedet. Og så synger han også ret smukt.
Jeg fik taget et par billeder inde fra værkstedet og et par videoer. Det lykkedes mig ikke udenfor - der var han for genert.
Se bare her:
![]() |
| Are you talking to me??? |
![]() |
| Hvor blev den opkompling af?? Pokkers!!! |
Først angreb den vinduet i sidedøren til værkstedet....
Og så blev det til sidespejlene på bilen!
Nu vil jeg ind og lave en frikadelle med nye kartofler, tomatsalat og rødvinssauce. I denne bukkejagtstid er der dømt sen aftensmad! Og så på arbejde i morgen - i tørvejr!!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar