Med DAMOCHA kom efteråret

Det var ikke ligefrem det mest ønskede vejr, vi fik til DAMOCHA. Koldt, blæsende og nogle stride byger. Det er ikke særligt sjovt for udstillerne, som havde vasket heste i flere dage, og så skulle de varme op på udendørsbanerne.

Det er et stort knokleri med at stable DAMOCHA på benene, men nu har vi i det mindste noget erfaring og ved, hvad der skal til. Det er stadig vores fritid, vi bruger på det, så ind imellem var det lidt knapt med tid. Men vi nåede det hele; dog var det lidt skuffende, at der i år var et større frafald af heste end tidligere. Vi vidste, at der var 1 hest, der ikke kom, fordi den var blevet skadet. Så var der en unghest, som nægtede at blive læsset, og det ved vi også kan ske. Så var der en heste ejer, der havde overbevist sig selv om, at det først var næste weekend, og en anden heste ejer lå syg. Så antallet raslede fra 33 heste ned på 27.

Men alligevel blev det en god dag med mange glade vindere, og det lunede virkelig at se, at de unge heste - avlet i Danmark - faktisk fik højere karakterer for f.eks. deres hovede og racetypiskhed end de voksne heste; heraf er en del importeret. Og det var også meget interessant, at de danske avlere har forstået, at ryttere vil ha' heste med gangarter, så det har de lavet! Hold da op, hvor mange af de helt unge heste bare kunne spadsere. Det bliver spændende at følge dem!

Da jeg kom hjem lørdag aften, kunne jeg godt mærke, at gassen gik helt af ballonen. Og søndag morgen vågnede jeg sur, irriteret, mut og mørk i sindet. Og sådan har jeg det stadig. Og det gør mig ikke mindre irriteret, når folk spørger, hvad der er i vejen, for det kan jeg ikke lige sætte en finger på. Det er nok flere ting, når det kommer til stykket. Og vejret gør heller ikke ligefrem sit til at få smilet frem.

Efter at ha' læst en vejrudsigt besluttede jeg mig for at give hestene regndækkener på. De står stadig på døgnfold, og de kommer først på stald 1. oktober. De kan sagtens klare sig, men Baronesa er ved at være en gammel dame, og ingen heste har godt af at stå i stiv kuling og med en iskold regn, der pisker ned. Der var da heller ikke så meget pjat, da jeg kom med favnen fuld af dækkener og æbler, og de stillede sig villigt op på folden og fik dem på. Rapse snusede intenst til sit dækken og brummede et par gange. Ja, det er jo lugten af en hest, hun kender....sig selv! Fjollehovede!

Og de følsomme spanske heste fornemmede jo allerede mit humør, inden jeg var kommet ind på folden, så de nussede mig på kinden og pustede i mit hår. Den race er bare noget helt særligt, og jeg skal aldrig ha' andet end spanske heste!

Efterår med guldharer

Det er med røde ører, at jeg kan konstatere, at det er næsten 2 måneder siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Det synes jeg ikke rigtigt kunne passe, men så gik det op for mig, at jeg i stedet har lagt lidt fotos ud på "Fjæsen" i stedet for at skrive.

Vi har også haft travlt, og jeg må indrømme, at jeg hellere ville sidde og nyde aftensolen, end at gå ind på et lummert kontor efter arbejde.

Efter alle rødder blev gravet op i haven, kunne vi så gå i gang med at fælde de sidste træer og få jævnet nogle store jordbunker ud, som har ligget i haven de sidste 10 år. Det var meget underligt lige pludselig at kunne se og fornemme havens størrelse, da den var planeret. Den bliver godt nok stor....!

Og det gik jo så vældigt for de to "mosegrise" at grave, planere og flytte bunker; så længe de var der begge to. Det er far og søn, og sønnen er desværre lidt udenfor pædagogisk (og mental) rækkevidde. Lige så snart sønnen er her alene, og René og jeg kører, så arbejder han max. en halv time mere, hvorefter han sætter sig på knallerten og kører - og så ser vi ham ikke mere den dag. Så det er gået meget langsomt med at få lavet det sidste, og jeg er ved at være godt træt af at glo på den "koldbøtte" og ikke mindst maskinerne.

Og så fik vi sat flagstangen! Vi har haft en flagstang før - ude i forhaven, men den tog stormen i december 1999. René har gennem mange år snakket om at få en ny flagstang, så nu var chancen der, og som sagt så gjort. Han glemte bare at fortælle mig, at den var 18 meter, så da den ankom på en stor lastbil, var jeg sikker på, at de var kørt forkert!

Under stort ståhej fik vi rejst flagstangen, og René ville straks hejse flaget. Det var nok nemmere sagt end gjort, for han forsvandt fuldstændigt i flaget, der er 5 meter langt, og det var ret morsomt at se hans hektiske bevægelser i et forsøg på at holde flaget over jorden! Men det kom op, og så hang det der - helt slapt, for der var ikke en vind, der rørte sig den dag, ha ha.

I august og starten af denne måned har vi haft noget, der i særdeleshed smagte af sommer. Varme, sol og ingen regn. Men når der ikke kommer regn, vokser vores gamle græsfolde ikke, så græsset slap hurtigt op i år. Hestene har så været fodret med hø i hele august, og nu er vi gået over til wrap. De kommer på stald 1. oktober, for det er stadig ikke koldt om natten.

Og stakkels Rapse oplevede at blive så ømtået efter beskæring, at jeg var sikker på, at hun var blevet forfangen. Meget unormalt måtte jeg vente halvanden måned på smeden, og i forvejen har vejret givet hestenes hove dårlige betingelser. Så hestene var langtåede, men Rapses hove er meget runde, så de flækker nemmere, når de bliver lange. Og det var altså for længe for hende at vente, for når hovene vokser sig lange, følger sålen ikke med. Og når hesten kommer ned at gå på den igen, er den ikke så tyk, som den burde være. Det svarer til, at vi går barfodede henover en gårdsplads med knuste granitskærver! Så lille-pigen blev behandlet og sat på en grusfold sammen med sin mor. Fem dage senere kunne vi så afblæse alarmen og afskrive forfangenhed, og hun skulle så heller ikke ha' mere smertestillende. Fire dage senere efter indgræsning (igen!) kunne jeg så lukke dem sammen med de to andre hopper, og der var vild gensynsglæde med den 2 årige oldenborghoppe, som de begge er meget glade for.

For nogle dage siden måtte jeg smide de to hængepetunia på terrassen ud. Hvis det blæser meget, bliver de simpelthen blæst i stykker, og jeg havde ikke husket at sætte dem i læ om morgenen, inden vi kørte på arbejde. Men så har jeg også haft dem i over 3 måneder, og det må vist være meget godt. Den røde hængepetunia ved bryggersdøren har det til gengæld helt fint og blomstrer stadig lystigt.

De vilde brombær er modne nu, og vi kæmper en kamp for at holde uvedkommende ude af vores ejendom. De er simpelthen bedøvende ligeglade med, at de vader ind på anden mands ejendom, og så plukker de bare løs. Hvad ville de sige til, at jeg trampede ind i deres have og plukkede deres æbler??? Brombærrene oppe i den anden ende af ejendommen har vi med vilje ladet stå til vildtet. Men det tænker folk ikke over - og de tror, at vi ikke kan se dem. Så der er nærmest gået sport i at sætte sig på lur og så jage en skræk i livet på dem. Ondskabsfuldt? Måske! Skidesjovt? JA! Og hvis man har en dag, hvor man i forvejen er lidt sur, så er det en glimrende måde at få afreageret på.

Her er lidt stemning af sensommeren og efteråret:



En hare i solnedgangen, som gav den et guldskær




Det var her de store jordbunker havde ligget, og da de var planeret ud, opdagede vi, hvor meget plads der egentlig blev!




Udsigten fra terrassen over p.t. "pløjemarken"!




Efter vi havde fældet birketræet og planeret haven ud, kunne solen lige pludselig spille i tulipantræets store, smukke blade.




Vi har haft nogle fantastiske solnedgang her på det sidste. Her går bagboens heste badet i solens guldstråler.




Når der er tilbud på store chrysantemum, så er det efterår. Det er dug, der ligger på kronbladene.




Jeg troede, at nogle af roserne var ødelagt af vinterens barfrost. Men de har så sandelig taget revance her i august og september. Her en rose, som oprindeligt var købt som en hvid rose...og så blev den orange og dufter fantastisk. Så navnet har jeg desværre ikke på den.




Vilde brombær.




I går var der virkeligt højt til himmelen! Og der var lidt vind til at folde vimplen ud.