Det var ikke ligefrem det mest ønskede vejr, vi fik til DAMOCHA. Koldt, blæsende og nogle stride byger. Det er ikke særligt sjovt for udstillerne, som havde vasket heste i flere dage, og så skulle de varme op på udendørsbanerne.
Det er et stort knokleri med at stable DAMOCHA på benene, men nu har vi i det mindste noget erfaring og ved, hvad der skal til. Det er stadig vores fritid, vi bruger på det, så ind imellem var det lidt knapt med tid. Men vi nåede det hele; dog var det lidt skuffende, at der i år var et større frafald af heste end tidligere. Vi vidste, at der var 1 hest, der ikke kom, fordi den var blevet skadet. Så var der en unghest, som nægtede at blive læsset, og det ved vi også kan ske. Så var der en heste ejer, der havde overbevist sig selv om, at det først var næste weekend, og en anden heste ejer lå syg. Så antallet raslede fra 33 heste ned på 27.
Men alligevel blev det en god dag med mange glade vindere, og det lunede virkelig at se, at de unge heste - avlet i Danmark - faktisk fik højere karakterer for f.eks. deres hovede og racetypiskhed end de voksne heste; heraf er en del importeret. Og det var også meget interessant, at de danske avlere har forstået, at ryttere vil ha' heste med gangarter, så det har de lavet! Hold da op, hvor mange af de helt unge heste bare kunne spadsere. Det bliver spændende at følge dem!
Da jeg kom hjem lørdag aften, kunne jeg godt mærke, at gassen gik helt af ballonen. Og søndag morgen vågnede jeg sur, irriteret, mut og mørk i sindet. Og sådan har jeg det stadig. Og det gør mig ikke mindre irriteret, når folk spørger, hvad der er i vejen, for det kan jeg ikke lige sætte en finger på. Det er nok flere ting, når det kommer til stykket. Og vejret gør heller ikke ligefrem sit til at få smilet frem.
Efter at ha' læst en vejrudsigt besluttede jeg mig for at give hestene regndækkener på. De står stadig på døgnfold, og de kommer først på stald 1. oktober. De kan sagtens klare sig, men Baronesa er ved at være en gammel dame, og ingen heste har godt af at stå i stiv kuling og med en iskold regn, der pisker ned. Der var da heller ikke så meget pjat, da jeg kom med favnen fuld af dækkener og æbler, og de stillede sig villigt op på folden og fik dem på. Rapse snusede intenst til sit dækken og brummede et par gange. Ja, det er jo lugten af en hest, hun kender....sig selv! Fjollehovede!
Og de følsomme spanske heste fornemmede jo allerede mit humør, inden jeg var kommet ind på folden, så de nussede mig på kinden og pustede i mit hår. Den race er bare noget helt særligt, og jeg skal aldrig ha' andet end spanske heste!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar