Efterår med guldharer

Det er med røde ører, at jeg kan konstatere, at det er næsten 2 måneder siden, jeg sidst har skrevet på min blog. Det synes jeg ikke rigtigt kunne passe, men så gik det op for mig, at jeg i stedet har lagt lidt fotos ud på "Fjæsen" i stedet for at skrive.

Vi har også haft travlt, og jeg må indrømme, at jeg hellere ville sidde og nyde aftensolen, end at gå ind på et lummert kontor efter arbejde.

Efter alle rødder blev gravet op i haven, kunne vi så gå i gang med at fælde de sidste træer og få jævnet nogle store jordbunker ud, som har ligget i haven de sidste 10 år. Det var meget underligt lige pludselig at kunne se og fornemme havens størrelse, da den var planeret. Den bliver godt nok stor....!

Og det gik jo så vældigt for de to "mosegrise" at grave, planere og flytte bunker; så længe de var der begge to. Det er far og søn, og sønnen er desværre lidt udenfor pædagogisk (og mental) rækkevidde. Lige så snart sønnen er her alene, og René og jeg kører, så arbejder han max. en halv time mere, hvorefter han sætter sig på knallerten og kører - og så ser vi ham ikke mere den dag. Så det er gået meget langsomt med at få lavet det sidste, og jeg er ved at være godt træt af at glo på den "koldbøtte" og ikke mindst maskinerne.

Og så fik vi sat flagstangen! Vi har haft en flagstang før - ude i forhaven, men den tog stormen i december 1999. René har gennem mange år snakket om at få en ny flagstang, så nu var chancen der, og som sagt så gjort. Han glemte bare at fortælle mig, at den var 18 meter, så da den ankom på en stor lastbil, var jeg sikker på, at de var kørt forkert!

Under stort ståhej fik vi rejst flagstangen, og René ville straks hejse flaget. Det var nok nemmere sagt end gjort, for han forsvandt fuldstændigt i flaget, der er 5 meter langt, og det var ret morsomt at se hans hektiske bevægelser i et forsøg på at holde flaget over jorden! Men det kom op, og så hang det der - helt slapt, for der var ikke en vind, der rørte sig den dag, ha ha.

I august og starten af denne måned har vi haft noget, der i særdeleshed smagte af sommer. Varme, sol og ingen regn. Men når der ikke kommer regn, vokser vores gamle græsfolde ikke, så græsset slap hurtigt op i år. Hestene har så været fodret med hø i hele august, og nu er vi gået over til wrap. De kommer på stald 1. oktober, for det er stadig ikke koldt om natten.

Og stakkels Rapse oplevede at blive så ømtået efter beskæring, at jeg var sikker på, at hun var blevet forfangen. Meget unormalt måtte jeg vente halvanden måned på smeden, og i forvejen har vejret givet hestenes hove dårlige betingelser. Så hestene var langtåede, men Rapses hove er meget runde, så de flækker nemmere, når de bliver lange. Og det var altså for længe for hende at vente, for når hovene vokser sig lange, følger sålen ikke med. Og når hesten kommer ned at gå på den igen, er den ikke så tyk, som den burde være. Det svarer til, at vi går barfodede henover en gårdsplads med knuste granitskærver! Så lille-pigen blev behandlet og sat på en grusfold sammen med sin mor. Fem dage senere kunne vi så afblæse alarmen og afskrive forfangenhed, og hun skulle så heller ikke ha' mere smertestillende. Fire dage senere efter indgræsning (igen!) kunne jeg så lukke dem sammen med de to andre hopper, og der var vild gensynsglæde med den 2 årige oldenborghoppe, som de begge er meget glade for.

For nogle dage siden måtte jeg smide de to hængepetunia på terrassen ud. Hvis det blæser meget, bliver de simpelthen blæst i stykker, og jeg havde ikke husket at sætte dem i læ om morgenen, inden vi kørte på arbejde. Men så har jeg også haft dem i over 3 måneder, og det må vist være meget godt. Den røde hængepetunia ved bryggersdøren har det til gengæld helt fint og blomstrer stadig lystigt.

De vilde brombær er modne nu, og vi kæmper en kamp for at holde uvedkommende ude af vores ejendom. De er simpelthen bedøvende ligeglade med, at de vader ind på anden mands ejendom, og så plukker de bare løs. Hvad ville de sige til, at jeg trampede ind i deres have og plukkede deres æbler??? Brombærrene oppe i den anden ende af ejendommen har vi med vilje ladet stå til vildtet. Men det tænker folk ikke over - og de tror, at vi ikke kan se dem. Så der er nærmest gået sport i at sætte sig på lur og så jage en skræk i livet på dem. Ondskabsfuldt? Måske! Skidesjovt? JA! Og hvis man har en dag, hvor man i forvejen er lidt sur, så er det en glimrende måde at få afreageret på.

Her er lidt stemning af sensommeren og efteråret:



En hare i solnedgangen, som gav den et guldskær




Det var her de store jordbunker havde ligget, og da de var planeret ud, opdagede vi, hvor meget plads der egentlig blev!




Udsigten fra terrassen over p.t. "pløjemarken"!




Efter vi havde fældet birketræet og planeret haven ud, kunne solen lige pludselig spille i tulipantræets store, smukke blade.




Vi har haft nogle fantastiske solnedgang her på det sidste. Her går bagboens heste badet i solens guldstråler.




Når der er tilbud på store chrysantemum, så er det efterår. Det er dug, der ligger på kronbladene.




Jeg troede, at nogle af roserne var ødelagt af vinterens barfrost. Men de har så sandelig taget revance her i august og september. Her en rose, som oprindeligt var købt som en hvid rose...og så blev den orange og dufter fantastisk. Så navnet har jeg desværre ikke på den.




Vilde brombær.




I går var der virkeligt højt til himmelen! Og der var lidt vind til at folde vimplen ud.