torsdag den 27. december 2012

Et nyt år i vente

Det var så dén Jul! Man køber ind for en formue og så meget, som skulle man kunne overleve i en hel måned. Derudover laver man mad i flere dage, og når man endelig når til julemiddagen, er man allerede godt træt af julemad! Jeg er i hvert fald. Men det var nu hyggeligt nok; især at sidde og hygge til god musik og en masse tændte stearinlys, som glimter i julepynten, der hænger rundt omkring. Snart skal der "afjules" i huset, og det virker faktisk en smule tomt, når al pynten er taget ned og lagt tilbage i kasserne. Men så får den på alle tangenter med hyacinter og tulipaner, som får os til at tænke på foråret, der forhåbentlig ikke lader vente på sig.

Vi havde frost og sne til midt i december, så slog vejret om, og al sneen forsvandt med lynets hast. Det betød, at vi igen kunne åbne for vandet i stalden, men til gengæld betyder det også mudder i lange baner på foldene. Der er altid ulemper ved vinteren - uanset hvilken vejrtype. Og nu elsker mine hopper tilfældigvis at mudderbade, så med 6 plusgrader i dag og regn, behøver jeg vel næppe at beskrive, hvordan de så ud, da jeg kom i stalden i dag. Suk....! Vådt mudder lader sig bare ikke strigle ud af hverken pels, hale eller man! Og møder jeg nogle "luksusdyr", som har deres heste på fuldpension og kun kort foldtid, så får man også et misbilligende blik med på vejen, når vi rider forbi hinanden. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad de synes. For jeg ved, at mine heste har en væsentligt større livskvalitet end deres "staldheste".

Når året går på hæld, tænker jeg altid over, hvad der skete i det gamle år. Det er lidt af en genudsendelse, synes jeg. Krisen har nu varet i over 4 år, og det er hårdt for håndværksmestrene at finde arbejde nok. Jeg kan godt forstå, at nogle vælger at kaste håndklædet i ringen, for hvem gider at knokle for pebernødder. Vi er så bare lidt mere heldigt stillet, fordi vi ikke har ansatte og har nogle trofaste kunder. Det er på med vanten og videre fremad, og så må man sluge nogle kameler undervejs. Jeg håber, at 2013 bringer fremgang og glæde - ikke kun for os, men også for andre.

Godt Nytår!


Mudderprinsesserne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar