Julemåned med hvidt på

Jeg synes ærligt talt, at dette års vinter har nogenlunde samme opskrift som vinteren 2010. Og det har jeg lidt blandede følelser med. Jeg er vinterbarn og elsker sne, men vinteren 2009/2010 varede fra midt november til sidst i marts. Det var til sidst uudholdeligt, at foråret ikke viste sig, og det endte også med, at jeg hoppede på hovedet i en snedrive i haven og gravede erantis frem af sneen!

Men smukt er det altså - det hvide landskab, vintersolen og stille, faldende snefnug. I forgårs fik jeg et fantastisk gensyn. Jeg var lige kommet hjem og på vej over til bryggersdøren, da et fuglekald fik min opmærksomhed. En ravn kom stille svævende i lav flugt gennem haven, og kaldet var som at sige: Hey, vi er her stadig. Den tog en æresrunde, kaldte et par gange, og fik så følgeskab af resten af familien. De fire fugle fløj roligt tilbage til den lille skov i nærheden, hvor de første gang slog sig ned sidste forår. Ravnen er helt blåsort, og dens kald tager man ikke fejl af. Og så er den lige så stor som en musvåge, og de lange, bløde fjer på underhalsen ligner et uglet skæg. Jeg er glad for at ha' ravnene, for det er endnu en dyreart, som er kommet tilbage til området, siden jeg flyttede herud for 15 år siden.

For et stykke tid siden, sad min mand og jeg netop og talte om, hvor mange dyrearter der er kommet til på ejendommen i løbet af årene. Og så begyndte vi at remse fuglearter op - og så er det, at det går op for en, HVOR mange fugle der egentlig findes! Alene de mest almindelige arter fylder meget på en liste. Så er der altså noget ved at lave vildtpleje, når det så kaster noget af sig.

Nu vil jeg gå ind på sofaen og kaste mig over min bog om Christians d. 4 - Musik og Stilhed.

Her lidt fotos med julestemning.