For anden gang i træk havde ejeren af stalden ringet for at sige, at nu var de to bandit-vallaker på springtur igen! Inden jeg nåede at reagere, var der to andre, der havde taget affære og havde lukket dem ind på den lille sygefold. Den kunne de i hvert fald ikke bryde ud af!
Så jeg tog i stalden til planlagt tid og startede med at give vårbyghalm til pigerne på folden og fylde vand op. Dernæst ordne bokse og mad, og så kom en af de andre piger, Julie, som skulle vise sig at være rigtigt god til at lave hegn. Så Julie og jeg gik bersærk og ordnede hegnet og fik fuld strøm på alle folde igen. Ud med de to udbryderkonger igen, og så havde vi lige tid til at stå og nyde solen, som varmede helt fantastisk!
Småfuglene synger af fuld hals nu, og det er simpelthen så skønt. Jeg er sikker på, at foråret lurer lige om hjørnet, og jeg kan ikke vente til isen er smeltet, så jeg kan komme ud at ride igen. Lige nu er det umuligt.
I tirsdags var det den 19. februar, og så er der - ifølge hovedregningen - præcis 3 måneder, til Alexandrina skal fole. Du godeste, hvor er jeg dog spændt!!! Jeg har fundet navne, som i år skal være med B, men det afslører jeg ikke, før der ligger et sundt og rask føl i halmen.
Autentica, mit sorte hoppeføl fra 2011, blev desværre sat salg bare 7 måneder efter, jeg havde solgt hende. Men jeg tror, at der er fundet en fin løsning på det. Bare at jeg ved, at hun kommer et godt sted hen - og at jeg ved, hvor hun er. Hun bliver 2 år den 21. juni, og hun tegner altså godt. Hun er meget yndig og har gode racepræg. Hun bliver ikke kæmpestor - et sted mellem 157 - 160 cm, tror jeg hun ender på. Men man skal aldrig sige aldrig. Jarapa var en bette en i den alder, og hun er en høj og bred matrone i dag! Det må tiden jo vise.
Onsdag er min faste dag, hvor jeg lukker heste ind og fodrer. Det var med hjertet oppe i halsen, at jeg trak dem ind, én for én. Tyk is alle vegne, og mange af hestene har sko på alle 4. Men de kunne se på mig, at der var glat, og de gik lige i hælene på mig; stille og roligt. Ikke én af dem gled så meget som en milimeter. Dygtige heste! Da jeg havde fodret, striglede jeg mine damer. Baronesa ligner en afdanket kørehest, når hun fælder - uanset, hvad jeg giver hende at spise. Og det gør det ikke bedre, at hun fylder 18 år den 1. marts. 18 år....du godeste. Jeg har snart haft hende i 10 år. Hvor blev de år af???
Nå, nu må jeg se på noget aftensmad. Til min mands store glæde laver jeg stegt flæsk med persillesovs. Mums!
Lidt sommerstemning:






Ingen kommentarer:
Send en kommentar