Ja, hvor har jeg været?

Godt spørgsmål! Arbejdet står for det meste, og jeg har også haft travlt; først med flytning af Alexandrina og Cabaret og bagefter med foreningens årlige basiskåring.

Jeg har flyttet Alexandrina og Cabaret til Vestsjælland, hvor de er kommet på sommergræs. Her hygger de sig med en brun følhoppe, som har et hoppeføl ved siden. Og derudover er der kommet en legetante med i flokken, som med hård og retfærdig hov styrer børnene af til stor fornøjelse for mødrene. De føl vokser bare hurtigt, og det er svært at følge med, når jeg ikke har dem hjemme.

Foreningsarbejdet har også fyldt lige vel rigeligt de sidste par måneder, og med en god kåring vel overstået, har jeg brug for en lille pause. Næste arrangement bliver i slutningen af august, hvor championatet løber af stablen. Der er et stykke tid til endnu.

Først i september kan jeg se frem til lidt ferie. Den ene af mine søstre skal giftes, og eftersom hun og kæresten er flyttet til Spanien, så skal hele den pukkelryggede familie derned og fejre dem. Det glæder jeg mig til.

Baronesa og Jarapa går også på sommergræs og har et herligt hesteliv. Det er meget modvilligt, at de går med, når der skal motioneres. Spise græs og slumre i solen er meget sjovere!

Det må også være tid til et lille tilbageblik fra min barndom, og vi er nu nået til 1975 - 1976, Charlottenlund:

Som jeg skrev sidst, så havde oliekrisen en høj pris, og mine forældre måtte sælge det dejlige hus, de selv havde bygget, i Lynge. De skulle hurtigt finde noget andet at bo i, og midlertidigt fandt de en villa bygget i 1930'erne i Charlottelund, som var til leje. Det er til dato det mest uhyggelig hus, jeg nogensinde har boet i. Selv den dag i dag får jeg gåsehud bare ved tanken om det; og selv for et par år siden, hvor jeg kørte forbi, stod ud ad bilen og kiggede på det. 

Sådan ser huset på Vilvordevej ud i dag. Det har ikke forandret sig meget.

Huset var meget stort med 1. sal og fuld kælder. Der var højt til loftet, og man kom ind i en stor hall, når man gik ind ad hoveddøren. Der var naturligvis også en køkkenindgang, og huset bar stærkt præg af, at det var bygget i en tid, hvor man havde butler, tjener, kokkepige og en nanny. Panelet med de små skilte, som fortalte, hvor herskabet ringede fra, hang der endnu. Haven var mystisk! Den lå bag ved huset og var et stort hul i jorden. Der var lavet en gangsti, der snoede sig nedad, og på skrænterne, var der plantet stedsegrønne buske. På husets bagside var der lavet en terrasse i hele huset længde, og der var to høje dobbelte franske døre i hhv. stuen og spisestuen, hvorfra der var adgang til terrassen. I forhaven stod der en stor og gammel hængepil, og min yngste storesøster og jeg havde det herligt med at binde grenene sammen og gynge i dem - indtil de knækkede.

Men der var noget forbandet i det hus, og det gik altid ud over mig. Først var det min elskede flamencodanser dukke fra Spanien, der forsvandt. Kjolen var skriggul, så den burde kunne findes. Og i øvrigt var dukken ret stor. Vi ledte og ledte, men fandt den ikke. Det var først en måneds tid senere, at min mor tilfældigvis opdagede den, da hun åbnede et kvistvindue. Den lå i tagrenden. Hvordan den var havnet der, findes der ikke nogen logisk forklaring på. Min søster havde ikke smidt den derud, og den kunne jo ikke selv hoppe ud ad vinduet.

Så var der stikkontakterne. Jeg var den eneste, som fik stød på dem, og jeg skreg som en vanvittig hver gang. Til sidst havde min far ret flossede nerver, og for Gud ved hvilken gang drønede han rundt i huset og tjekkede samtlige elektriske installationer for at se, om der var overgang i det gamle ledningsnet. Min far var elektriker, så han vidste, hvad han havde med at gøre. Men han fandt aldrig nogen fejl, og jeg blev ved med at få stød af kontakterne. Til sidst undgik jeg dem helt og gik i mørke, hvis det var nødvendigt.

Der var også en mørk stemning over huset, og jeg var bange for at være der alene. Børn har en evne til at opfatte nogle ting, som vi voksne ikke mærker, ser eller hører mere. 

Som sagt, var huset bare en midlertidig bolig, og mine forældre havde købt et andet hus i området, som de var i gang med at sætte i stand. De havde netop været afsted for at se, hvor langt projektet var nået, og lod mig være alene hjemme i min seng, for jeg var syg. De skulle kun være væk 1 time, og jeg sagde selv, at jeg helst ville være hjemme. 

Jeg må være faldet i søvn; i hvert fald vågnede jeg, og det var tusmørke. Der var intet lys tændt i huset. Klog af skade, tændte jeg ikke for nogen kontakter. Jeg gik ned ad trappen i den store hall, og da jeg står på reposen, kan jeg se ind i stuen. Her står de franske døre vidt åbne, og de lette, hvide gardiner stod og bølgede ind i rummet. Jeg blev afsindigt bange og løb op ad trappen og gemte mig under dynen. Og der blev jeg, til mine forældre kom hjem. Og det gjorde de ganske kort efter og kaldte på mig. Jeg løb grædende ned ad trappen og fortalte om dørene. Min far løb ind i stuen og tog i alle 4 døre - men de var forsvarligt låst.

Hvor var jeg dog glad, da vi flyttede og kunne fejre Jul i vores nye hus på L.E. Bruuns Vej også i Charlottelund. Det var også et gammelt hus, og der var også en tilstedeværelse - dog noget godt. Huset var oprindeligt meget lille, og i den ene halvdel havde der været en hestestald, hvor der havde stået 2 kaperheste. Man kunne tydeligt se, hvor de havde stået og skrabet i gulvet. Mine forældre byggede til huset, så det blev større, og stalden blev til vores køkken.

Og her stod jeg og to af mine søstre og vaskede op efter aftensmaden. Fra køkkenvinduerne kunne man se ned ad indkørslen, som skrånede let ned mod vejen. Det var ved at være mørkt udenfor, men jeg tydeligt en mand, som gik fra vores hus. Han havde en lang skødefrakke på. Jeg troede, at det var min fars kollega, for han gik altid med en lang læderfrakke. Min far løb ud ad døren og ned til vejen - men der var ingen mand. Mine forældre blev enige med sig selv om, at jeg havde feber og lagde mig i seng! Det var nok kusken, jeg så.

Vi boede kun kort i huset, for det endte med at blive meget dyrt at renovere. Og så skulle vi flytte igen.

Det kommer vi til næste - og nu skal jeg nok være lidt mere flittig på bloggen!

 

Mit første hingsteføl

 

Han var vist ikke så tilfreds med farven på lagnet. Lyserødt....Hm!

Siden jeg startede med at ride og fik pony og senere hest, så var de alle af hankøn. I min rideskoletid, var der kun en enkelt ponyhoppe, som smeltede mit hjerte. Hun hed Perle, var sort med bred blis og 4 høje, hvide sokker. Hun var lige så sød, som hun var smuk. Da jeg var i starten af 20'erne, red jeg galopheste, og her mødte jeg flere skønne hopper, så som Executioner, Frk. Møller, Golden Line og Mummy Loves Me.

Da jeg endelig kunne købe min P.R.E. blev det en hoppe, Baronesa XIX, som havde hoppeføllet, Jarapa II, ved siden. Baronesa var drægtig og fik året efter hoppeføllet Alexandrina.

Da Alexandrina var 6 år gammel, blev hun sat i fol første gang og leverede året efter et hoppeføl, Autentica CEL. Efter det føl, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg ville, men besluttede så, at hun skulle bedækkes igen i 2012 og folede i 2013 hoppeføllet Bolivia CEL. Nu begyndte mine hestevenner at undre sig - meget! Hvordan gjorde jeg det???? Udelukkende hoppeføl!!

Men det blev brudt den 16. maj 2014, hvor Alexandrina folede et meget stort hingsteføl. Det er så stort, at ikke engang dyrlægen kunne forstå, hvordan i alverden hun kunne rumme det. Men det var heller ikke helt uden problemer. Næste morgen havde hun stadig ikke smidt efterbyrden, og da jeg kom til stalden, var kun lidt af den synlig. Men i timen derefter fik hun kraftige veer, og så skete der noget. Jeg kunne se på hende, at hun var træt og syret helt til i sine muskler. Og hun havde også ondt. Dyrlægen var allerede bestilt, for nu skulle hun ha' hjælp. Kæmpebabyen havde det fint og var på benene og havde spist flere gange. 

Netop som dyrlægen træder ind i stalden og siger godmorgen, fik Alexandrina endelig kål på efterbyrden, som landede med et stort klask i boksen. Selv dyrlægen kunne høre det ude på staldgangen. Alexandrina fik så noget smertestillende, blev skyllet og fik sat børstave op for at forebygge infektion. Derudover fik hun også antibiotika til de næste 5 dage. Better safe than sorry. Jeg vil ikke risikere min hests liv, fordi jeg ikke følger dyrlægens anbefaling.

Vi kunne jo ikke slippe dem ud på den lille fold, så længe Alexandrina ikke var på toppen. Så vi besluttede at gå med hende i stedet og med kæmpebabyen på slæb. Han skulle dog først ha' en grime på, og her var det ikke nødvendigt at justere den. Han kan lige passe den, så det varer ikke længe, før jeg skal ud og købe et par nye og lidt større grimer til ham. 

Han har dog vist sig at være en herre med sine helt egne meninger. Det er da helt klart noget, jeg kan genkende fra både hans mormor (Baronesa), hans mor og hans halvsøster, Autentica. Det er heste med vilje, og det kan jeg faktisk godt lide. Han blev MEGET formærmet over at få grime på og lavede en capriole i boksen i protest. Da vi så skulle ud, ville han ikke med. Han var SUR! Nå, ud og hente et lagen, som både kan lægges rundt om hans hals og bag om bagparten for lige at overtale ham til at gå med. Uvilligt kom han med, og vi var lige nået udenfor døren, da han som et uartigt barn smed sig på jorden. Fand'me nej, om han ville med! Vi kunne rende ham noget så grusomt. Det var min veninde, som havde den "skønne" tjans at slæbe rundt på den tunge, kornfede unge, og det krævede mange kræfter. Normalt kan man bare bruge armene til at lede føllet med, men han er jo lige så stor som et varmblodsføl.

I fællesskab - og med en bekymret brummende Alexandrina ved min side - fik vi bakset ham både sidelæns og baglæns ud til folden. Vi svedte tran!

Så kunne jeg gå rundt med Alexandrina, så hun kunne få lidt af syren ud af musklerne og ikke mindst få tømt sig lidt mere efter folingen. Men kræet gik da bare surt den anden vej - med et lyserødt lagen om halsen og min veninde i skarp trav bagefter, mens hun holdt godt fast i den anden ende af lagnet.

Føl ser ikke så godt de første 14 dage, så det er vigtigt, at hoppen er tæt på sit føl, så føllet også kan lugte hende. Han kunne sagtens lugte hende - han ville bare hellere den anden vej og surmule. Vi kunne heller ikke bare slippe ham, for Alexandrina skulle kun gå - ikke løbe. 

Det er en stor oplevelse for et føl at komme ud og se den store verden, og så samtidigt blive snigløbet af nogle åndssvage tobenede, som kommer et fængelsegitter (grime) på deres hovede! 

Vi skulle ikke bakse lige så meget for at få ham ind i stalden igen, og da de begge var vel inde i boksen, lagde Alexandrina sig udmattet ned. Føllet stillede sig demonstrativt med bagdelen til os og med ørerne rettet bagud. Han skulle jo heller ikke gå glip af noget!

Senere tjekkede jeg lige op på dem, og her stod Alexandrina op og hvilede på et bagben, mens hun tilfreds vågede over sit uartige barn, som nu lå helt udstrakt og snorksov!

Han er lidt af en morsom fest, ham kæmpebabyen, så jeg har døbt ham Cabaret CEL.

Der går ikke lang tid, før vi kan slippe dem ud på en fold, så de kan få lov til at løbe rundt. Jeg tror, at især Cabaret ser frem til det!

CABARET - Willkommen 
 
Nå, spøg til side. Jeg fik selvfølgelig også hilst på hans helsøster, Bolivia CEL, som bliver 1 år den 30. maj. Hun bliver også en stor pige - og hvilken pige! Hun har det sødeste, mest imødekommende og milde sind. Jeg beholder hende, for jeg har en stærk fornemmelse af, at vi vil blive et godt makkerpar.

 

Jeg nyder maj måned med alt det grønne og duften af syrener. Nattergalen har vi fået igen i år, og det har været nogle fantastiske aftener og ikke mindst morgener på det sidste. Jeg tror, at vi får en dejlig sommer.

Minder fra en barndom 3

Sikke en fantastisk marts måned, vi har haft! Rigtigt forår og varme. Det fik alt til at eksplodere, og fuglene var ikke sene til at få støvet forårsdragten af og gøre deres hoser grønne.

Hestene fælder voldsomt, og når de har kløet hinanden, ligner de noget, der er hårdt angrebet af marokkanske kamellopper! Jeg børster løs i håbet om, at fældningen snart er overstået, men jeg undrer mig hvert år over, at der stort set hver dag ligger hår nok til et helt ryatæppe! Fuglene sidder parat. De elsker de bløde hestehår, og der er heller ikke meget tilbage af bunken dagen efter.

Vi har stadig pænt med arbejde hjemme, og det har gjort det en helt del sjovere at arbejde udendørs, når vejret virkelig har artet sig. Tænk, sidste år, lå der sne i marts. Føj!

Nu må det være tid til endnu et tilbageblik. Men inden jeg går videre med næste flytning, må jeg lige fortælle om vores elskede sommerhuse i Sverige. Det får du her:

"Sverige 1970’erne

Nogle af mine bedste barndomsminder er helt klart fra vores mange ferier i vores sommerhus i Sverige. Min farfar var svensk, så min far talte udmærket svensk – og med skånsk accent, hvis han var i det sjove hjørne. Det første sommerhus husker jeg ikke, men det andet var et yndigt hvidt træhus med en rød lade og en skøn have, som grænsede op til en stor mark med en meget stor granskov bagved. Forhaven var som taget ud af Emil fra Lønneberg med en flagstang midt i et stort, rundt blomsterbed med en bred grussti rundt om. Stakittet var hvidt ud mod vejen, hvor der stort set aldrig kom en bil. I nærheden lå der en stor sø, hvor vi badede dagen lang om sommeren.

En sommer var hele bilen pakket med familien, og det tog et par timer at køre derover dengang. Vi skulle jo først med færgen fra Helsingør til Helsingborg, og så trillede vi stille og roligt mod Hyltebruk. Vi børn syntes, at det tog en evighed, og standardspørgsmålet var altid: Hvornår er vi i Sverige?! Ja, vi kørte jo i Sverige, men for os var Sverige lig med sommerhuset!

For at fordrive tiden læste jeg tit Anders And blade, mens mine tre andre søskende sang. De sang en canon; Frère Jacques, som lyder sådan:

Frère Jacques, Frère Jacques,
Dormez-vous? Dormez-vous?
Sonnez les matines, sonnez les matines
Ding ding dong, ding ding dong.

Jeg lyttede halvt med, mens jeg læste Anders And, og så spurgte jeg mine søskende: Hvorfor er vuen dum? (dormez-vous). Hele bilen brød ud i latterkrampe, og jeg blev smækfornærmet! Jeg forstod jo ikke, hvad den franske tekst betød. Mine søskende kunne godt se, at jeg ikke var tilfreds med reaktionen og forsøgte at forklare mig teksten, men jeg var sur – og det var jeg resten af vejen til sommerhuset.

Vi var ofte i sommerhuset et par uger, og de første to dage gik altid med at gøre rent og rydde ud i musene, som altid fandt vej ind og muntrede sig med at gnave i ledninger, laver reder i puderne osv. Jeg glemmer aldrig engang, hvor vi kom ind i køkkenet, og over komfuret – som blev fyret med brænde – hang der en død mus i en ledning, som den stadig havde mellem tænderne. En ny fortolkning af dødsstraffen: Den elektriske stol!

Soveværelserne lå oppe på 1. salen, hvor min yngste søster og jeg delte et skønt værelse med udsigt til marken og skoven. Mine to ældste søskende havde et stort loftsrum, som de vogtede nidkært over, og det var sjældent, at vi fik lov til at komme derind. Derfor var det altid spændende at snige sig ind i værelset og se alle de nye og mærkelige ting; f.eks. peanuts på dåse, batikfarvede lange skjorter, mystiske tæpper med indisk mønster og musik! Det var jo flower-power tiden, der herskede. Mine forældre hadede den stil – og musikken! Negermusik, kaldte min far det, på trods af, at han selv elskede at høre The Mills Brothers, som bestod af 4 afroamerikanske brødre!

Min yngste søster og jeg legede dagen lang udenfor. Vi fangede sommerfugle og store, fede græshopper, og når vi var ved søen, fangede vi hundestejlere, som kom med hjem i et stort syltetøjsglas med sand i bunden og et par vandplanter. Så blev der købt fiskefoder, og de blev fodret flittigt i de par uger, vi var der. Når vi skulle hjem, gik vi ned til søen og satte de nu meget overvægtige hundestejlere ud igen.

Jeg elskede vores sommerferier i Sverige, hvor vi nogle år havde meget varme somre, og så blev der grillet – eller endnu bedre – hentet grillede barbecue ribben på den lokale grill. Vi gik lange ture i skovene og plukkede hindbær, som vi lavede de skønneste tærter af, og senere blev der plukket blåbær i spandevis. Vi så elge og jærv, og om aftenen ved sengetid kunne vi høre den lidt uhyggelige kalden fra en sortstrubet lom ude på søen. (lyt til den her>> )

Senere fik vi et andet sommerhus, som var rødt, og lå lige så fantastisk. Det var nogle skønne år i Sverige.

Og så skal jeg nok komme videre i teksten – i næste afsnit."

 

Min barndom: Vandskræk og balanceproblemer 1972-1974

Vi fik lidt vinter alligevel, men det tåler absolut ikke sammenligning med de foregående 3 års vintre, som var strenge og varede 3 - 5 måneder! Vi fik frost og en smule sne (i hvert fald på Sjælland), så det var bare i gang med at lukke for vandet i stalden og hive vandslanger og tønder frem af gemmerne. 

Men nu har plusgraderne indfundet sig igen, og det er kun små striber sne, der ligger tilbage. Fuglene besøger stadig foderhusene flittigt og i stort tal. Jeg elsker at betragte de små buttede dompaper, hvor hannen lyser op med sit koralrøde bryst og synger lange, bløde og til tider flerstemmige fløjt. Musvitterne og sortmejserne synger dagen lang, og solsorten sidder og øver sig med lav stemme i berberishækken. 

Kongen af fodertønden - fasankokken - har allerede indfanget dette års harem, og hver morgen eskorterer han 4 store høner tværs gennem haven og over til buffeten. Andre fasankokke skal bare holde sig langt væk, ellers vanker der øretæver!

Det er nu, man kan mærke, at dagene lige så stille bliver længere - og det er skønt!!!! Januar har været så utrolig mørk, og det endte da også med at være den mest solskinsfattige måned i 45 år. Ikke så sært, at jeg følte en stor trang til at gå i hi!

Men vi går mod foråret, og de ukuelige vintergække titter allerede frem af jorden. Inden længe står de i fuld blomst og har selskab af duftende martsvioler.

Nu må det være på tide med endnu et tilbageblik. Vi befinder os nu i 1972 - 1974 hhv. København og Lynge. God fornøjelse!

"Mine forældre fik muligheden for at købe en grund i Lynge i et område, der var blevet udstykket fra gården, Mødekærgård. Her gik nogle venner med og købte også en grund til deres nye og moderne parcelhus. Den ene af dem ville bo højest og valgte derfor det højeste punkt på marken. Men efter diverse udregninger, nedgravninger af kloakrør m.v., så endte det med, at det blev mine forældres hus, der kom til at ligge højest. Det var vennen en smule muggen over!

Huset var et vinkelhus i 2 plan og med swimmingpool. Det var det helt store hit dengang. I hver gavl på 1.salen var der sat panoramavinduer med skydedøre, og der var lavet en stor altan. I den ene gavl havde min far sit kontor med udsigten over Hillerødvejen og markerne på den anden side. I den anden gavl havde mine forældre deres soveværelse. Min yngste storesøster og jeg fik hver sit værelse på 1. salen, mens mine to andre storesøstre fik hver deres store værelse med eget bad og toilet i stueplan.

Mens byggeriet stod på flyttede vi fra rækkehuset i Søborg og flyttede ind i en lejlighed i Borgergade i København. Jeg mener, at vi boede enten på 3. eller 4. sal, for vi kunne se ud over de andre ejendomme på den anden side af gaden. Her var en gammel ejendom netop saneret, så der lå en stor, øde byggegrund, hvor der senere blev bygget en ny ejendom og en stor Irma.

Det var op mod Jul, og min mor stod i køkkenet og lavede mad. Jeg havde fået en kop saftevand i et emaljekrus – grønt med sort kant og hvidt indeni. Jeg havde netop lært en ny sang i børnehaven, og jeg levede den nu ud i praksis! Min mor hørte, at jeg sad og nynnede inde på stuegulvet, og da hun kom ind, hørte hun, at jeg sang:….”sure tæer i saftevand…” – og selvfølgelig dyppede jeg mine bare tæer ned i kruset, mens jeg sang. Jeg forstod ikke, hvorfor min mor grinede højt. Jeg gjorde jo bare, hvad sangen handlede om! Børns logik i en nøddeskal.

Så blev det Nytår, og min far var ikke så vild med at tage mig og min yngste storesøster ned på gaden for at fyre fyrværkeri af. Men vi ville jo se det, så i stedet åbnede han døren til den franske altan – og fyrede raketterne af herfra! Ikke mindre farligt end at stå nede på gaden!

Endelig blev huset på Mødekærgårdsvej nr. 10 færdigt, og vi flyttede ind sammen med vores gamle schäfer, Shane og dværgpudlen, Coco. Shane var gammel og nåede kun at bo der sammen med os i knapt 1 år. Hurtig anskaffede mine forældre sig en ny schäfer, som denne gang var en tæve, og hun var langhåret! Hun hed Tanja og blev børnenes yndling.

Nu var jeg blevet 5 år, og jeg havde fået en cykel med støttehjul. Den drønede jeg rundt på, og vi børn elskede at tegne veje på den store vendeplads, og der blev tegnet butikker, politistation og meget andet. Vi legede ude hele tiden og var ikke til at drive ind om aftenen.

Swimmingpoolen havde jeg det ikke så godt med det første år. Jeg var bange for at få hovedet under vand, og det er klart, når mine 3 søskende elskede at drille mig. Så jeg sad i en gummibåd med vand i på terrassen, mens de andre plaskede rundt i poolen. Men til sidst blev min far træt af at puste gummibåden op og mente, at nu måtte jeg altså lære det. Jeg havde mine badevinger på, og så løftede min far mig op i armene. Da jeg opdagede, hvad han havde for, stak jeg i et hyl og begyndte at sprælle som en fisk på land. Men jeg slap ikke. Jeg fik et klask i rumpetten, blev sat ned i vandet – og så opdagede jeg, at jeg kunne bunde! For selvfølgelig havde min far bestilt en pool med en lav og en dyb ende. Siden den dag var jeg ikke til at flå op af vandet, og jeg rendte konstant rundt med grønt hår pga. klorvandet.

Året efter besluttede min far at tage støttehjulene af min cykel. For jeg havde rent faktisk ikke brug for dem. Men bare det, at jeg vidste, at han havde taget dem af, gjorde mig stiv af skræk. Så da han sendte mig af sted på cyklen, kunne jeg ikke bevæge mig og kørte kun lige ud – og havnede med at brag ind i plankeværket til vores have. Jeg hylede som en stukket gris og var rasende! Så satte min far en pind på min cykel og begyndte at cykle med mig. Til sidst lærte jeg at slappe af, sænke skuldrene og styre! Siden da gik jeg aldrig. Jeg cyklede altid.

Lynge blev også stedet, hvor jeg forelskede mig i hestene. Min to ældste søskende havde efter mange plagerier fået lov til at købe deres yndlingspony på rideskolen. Han var en New Forrest vallak ved navn The Flying Darling, 12 år med en mund som beton og et yndet trick med at stikke af hjem til stalden med sin rytter, når han ikke gad mere. Han stod først på Mødekærgård – helt alene – og det passede ham jo ikke. Så han blev flyttet til en gård i nærheden hos nogle søde mennesker, som opdrættede travheste og havde et par shetlandsponyer. Deres datter, Doris, var på alder med min søster, og hun havde selv en dejlig pony, som hed Topaz. Jeg fik lov til at komme med ned til Doris og blev trukket rundt på enten Trold – shetlænderhingsten, eller Musse – shetlænderhoppen. Jeg var lykkelig!! Mine forældre kom fra stenbroen, så de var rædselsslagne for heste! De var overbeviste om, at de bed og sparkede i flæng og forbød mig at gå ind til hestene på folden. Men det gjorde jeg da selvfølgelig alligevel, og jeg blev hverken bidt eller sparket – men nusset af hestene, som synes, det var hyggeligt, at jeg kom med lidt græs til dem.

The Flying Darling.

Men så kom oliekrisen, og vi skulle flytte igen. Den fortælling kommer næste gang." 

Tilbageblik på min barndom - Søborg 1971

Det har indtil nu ellers været en ganske grøn vinter med plusgrader og en hel del regn. Det sidste har ikke været så spændende, for som jeg skrev i mit forrige indlæg, så giver det problemer med mudder hos hestene. Men nu gik den ikke længere. Sneen er kommet; dog som tøsne, og mens jeg sidder og skriver, vælter det ned med store, bløde fnug, og vinden er taget til. Fuglene tager flittigt for sig af solsikkefrøene, og egernet har fundet ud af, hvordan den kan mase sig ind i det nye fuglehus. Bandit! Men den skal jo også ha' noget at spise.

Sidst skrev jeg, at jeg ville begynde at fortælle lidt sjove historier fra min barndom, og her er den første. Den foregår i Søborg i 1971. 

"Det længste, jeg husker tilbage er, da jeg er 3 år gammel. Eftersom mine forældre havde en bizar trang til ofte at flytte til nye steder, kan jeg altid huske hvilket årstal og dermed, hvor gammel jeg var!

Vi boede i et skønt rækkehus ned til mosen i Søborg. Vejen var lukket, så vi børn kunne bare rende rundt og lege. Dog var de mindste af os formanet til at blive på fortovet, mens de større børn kunne tegne hinkeruder på vejen og lege der.

Jeg havde fået en trehjulet cykel med lad, som jeg spurtede rundt på, og især var jeg helt vild med at køre ind til en af naboerne, som havde en hældende nedgang til sin kælder. Her kunne cyklen jo bare trille af sig selv – og jeg og cyklen landede med et klask på kælderdøren. Det var beboeren til gengæld ikke særligt vild med, så det blev der hurtigt sat en stopper for. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev skældt ud. Jeg legede jo bare….

Vi havde en dejlig have, som var omkranset af en høj hæk og et stakit. Jeg glemmer aldrig en sommermorgen, hvor min far vækkede mig og min yngste storesøster og sagde, at vi skulle gå ud i haven og kigge. Og der stod der et gyngestativ! Vi var jublende lykkelige, og snart kom alle vejens børn og skulle være med til at indvie det. Jeg tror, at vi sled det op!

Jeg gik også på opdagelse i haven, og en dag fandt jeg en meget lang og tyk regnorm. Den var jeg meget fascineret af, og hvad der fik mig til det næste, ved jeg faktisk ikke. Jeg husker det i hvert fald ikke! Min mor havde et sybord i teaktræ. Jeg tog den store, orange Fiskars saks op af øverste skuffe – og ja, klippede regnormen over. Jeg gjorde store øjne, da jeg nu opdagede, at den ene orm var blevet til to. Begge ender bevægede sig – og kravlede hver sin vej. Og så var det, at min mor opdagede mig, og hvad jeg var i gang med. Hun hylede op, fik smidt ormen…eller ormene… ud i haven og saksen ud til vask i køkkenet. Og så blev jeg skældt ud. Og det forstod jeg heller ikke en skid af. Og jeg blev heller ikke afskrækket fra at bruge en saks senere.

For næste offer blev en af naboernes døtre. Min jævnaldrende veninde og jeg ville lege frisør og lod lillesøsteren sidde model. Så jeg klippede behændigt begge fletninger af tøsen, og hun stod bare og grinede. Hun var vist heller ikke mere end 1½ år, så hun har ikke været så forfængelig. Her husker jeg svagt en del råben og noget med at blive smidt i seng uden aftensmad. Men for mig var det ikke en straf. Jeg elskede at sove! Dog lod jeg være med at bruge en saks til de forkerte ting fremover. Så noget må jeg jo ha’ lært af alle de skideballer, jeg indkasserede...."

 

Giv den gas, 2014!!!

Og sååååååååååå blev det hverdag - suk!

Det har været en skøn Jul sammen med familien, og vi har ligget på sofaen og set film i flere timer, mens der blev kørt slik, clementiner, kaffe, portvin m.v. ned i fast rutefart! Min gamle kat syntes, at det var noget af det bedste, vi nogensinde havde fundet på - altså det der med at ligge på sofaen MED dyner! Det var et hit!

I år gav min mand og jeg ikke hinanden julegaver. Vi vil hellere ha' et nyt soveværelse! Så vi har kigget på ny seng, sengeborde, lamper, rullegardiner, farve til væggene osv. Jeg tænkte lidt på at male gulvet, for det er mørkebrune, lakerede fyrretræsplanker. I sig selv ganske flot - bare ikke, når man tidligere ikke gad dække gulvet af, da der skulle males. Der har før været gulvtæppe på, men det flåede jeg af, da jeg flyttede ind. Jeg hader væg-til-væg tæpper! Vi kunne selvfølgelig slibe gulvet af, men vi har ikke en maskine til det. Men til gengæld har vi et nyt gulv liggende - og det tror jeg, at vi vælger at lægge.

Nytårsaften var ganske stille og rolig. Faktisk rart ikke at skulle fare hjem og i bad, gøre mig i stand, make-up og det store skrud og så ud ad døren til nytårsfest og hjem kl. kvart i kvalme. Endnu mere rart var det at vågne frisk og veludhvilet i stedet for svimmelhed og hovedpine, en stemme som Cleo og en tunge, der føles som et ryatæppe!

Hos hestene kæmper vi en ulige kamp mod mudderet. Det har regnet en hel del, så alle de sædvanlige stier er ét stort søle. Hestene synes heller ikke, at det er lækkert at gå rundt i - men helt fantastisk at rulle sig i! Baronesa får helt klart topkarakterer for både det tekniske og det kunstneriske udtryk, når det gælder at mase mudder ind i ørerne og filtre pandelokken rundt om grimen indsvøbt i mudder. Lækkert!

Juleaften sad vi og genfortalte sjove minder, og jeg tænkte, at jeg vil begynde at skrive de historier ned. Vi har helt klart ikke været nogen kedelig familie! Så hold øje med min blog - snart kommer det første tilbageblik på min barndom.