Hestene fælder i ét væk, og jeg har jævnligt taget dækkenerne af dem, så de kunne gnubbe hinanden og komme af med noget pels. Jeg har efterhånden brugt timer på at strigle, til mine arme værkede, og det er utroligt, at de kan blive ved!
Rapse er begyndt på noget nyt. Hun snakker! Når jeg begynder at løsne spænder m.v. til hendes dækken, brummer hun glad og kan næsten ikke vente med at klø sig. I går tog jeg først dækkenet af Baronesa, da hun stod nærmest. Og knapt havde jeg fået det af, da Rapse lige pludselig kom drønende, mens hun brummede og lavede et slide-and-stop lige ved siden af mig. Nu kunne jeg bare komme i gang med at tage hendes af også! Jeg skulle dog lige lægge Baronesas dækken udenfor folden, så da jeg gik, traskede Rapse lige i hælene på mig, for at være sikker på, at jeg ikke glemte hende. Igen brummede hun glad, da jeg tog hendes dækken af, og så var der dømt kløen og gnubben, mens jeg striglede dem, til jeg fik lange arme.
Vinterpelsen er væk på deres hals og forpart, mens der stadig er noget på kroppen og især på bagparten. Det ser faktisk lidt sjovt ud!
Her fra mit kontor kan jeg sidde og se ud over haven, som ligger fin og med bløde kurver. Vi fik harvet, fræset og sået i starten af ugen, så nu kan det kun gå for langsomt med, at den bliver grøn. Min mand har lavet service på plæneklipperen, og han fik klippet rabatten og skydebanen som opvarmning til haven, når den engang bliver klar til det. Det er også gået op for os, hvor stor haven er blevet. Alle stubbe og rødder er gravet op, de sidste træer fældet og jordbunkerne planeret ud. Vi prøvede for sjov at skridte den af, og det viser sig, at den er på 5.000 m2! Det skal nok blive nogle hyggelige timer på plæneklipperen!
Mirabellerne er tæt på at springe ud, og kastanietræet på gårdspladsen står med kæmpe store og bristefærdige knopper. Mange af knopperne indeholder blomster, kan jeg se, så det skal nok også blive rigtig fint i år.
Lige om lidt er det maj måned, og så starter vi med at græsse hestene ind. Og det er også måneden, hvor Alexadrina er sat til at få føl. Der er nu kun 21 dage, til det skal ske. De første PRE føl er allerede kommet, og jo flere fotos jeg ser af føl, jo mere spændt bliver jeg. Først og fremmest håber jeg, at alt går lige så godt, som det gjorde forrige år. Og dernæst, at det er et sundt og velskabt føl. Men jeg må væbne mig med tålmodighed. Den kommer ud, når den er færdig. Basta!
God søndag derude
![]() |
| Følfod - ret køn ukrudstplante, når man kommer tæt på. |
![]() |
| Der bliver kløet på livet løs. |


Ingen kommentarer:
Send en kommentar