mandag den 8. april 2013

Frk. Vår leger gemme!

Foråret har lidt svært ved at bryde igennem, må jeg nok sige. Der har været nattefrost i over 40 dage siden februar, og nu må den altså snart give slip. Nogle snebyger slap vi heller ikke for, men nu har marts violerne tabt tålmodigheden og har vovet pelsen med at bryde frem.

Og det er først nu, at mine heste fælder for alvor. Og når jeg siger det, mener jeg, at man kan plukke dem som en høne! I dag tog jeg dækkenerne af dem begge, inden jeg gik i gang med boksene, og de havde travlt med at gnubbe hinanden. Den 3 års Oldenborg hoppe følte sig en smule udenfor, men så fik hun den idé, at hun da bare kunne gnubbe den ene af dem på bagparten - så hjalp hun da lidt til!

Der lå et helt tæppe af hår, da jeg kom ud på folden igen, og jeg gik også i gang med at plukke dem. Der opstod statisk elektricitet, så hårene blev siddende på min jakke, og stakkels Lady Gaga (Oldenborg hoppen) fik stød på mulen, da hun ville snuse til mig.

Det er jo typisk, at jeg ikke har mit kamera med i sådanne situationer, og nu skal jeg altså lære det! Kameraet skal bare være en fast bestanddel af mit outfit i stalden!

Og så var det også i dag, at jeg ENDELIG hørte en flok traner. Højt oppe kom en lille flok flyvende, og som gæssene kan de jo ikke holde mund. Med deres meget karakteristiske "truuuut" og "traaat" fløj de majestæstisk forbi.

Alt peger mod forår. Solsortene starter den smukkeste koncert sent på eftermiddagen, fasankokkene skogger og gør krav på deres territorium, en lille flok råvildt krydser forsigtigt vejen afsluttet af en buk i bast og med tydelige tegn på, at vinterpelsen er på retur. Agerhønsene har også gjort deres områder op, og den hidsige han skal nok få vist de andre, hvor skabet står i år. Den store flagspætte trommer melodisk i en udgået bøg for at imponere sin mage, og en sort glente kom et smut forbi for at inspicere buffeten ved fodertønden. Den blev dog hurtigt sendt på porten af musvågen og senere duehøgen.

Ravnene er her stadig, og de er også i forårshumør. Det bliver skønt at se et nyt kuld på grenene i vores lille skov, og så sidder ungerne der og smågriner og driller hinanden, indtil der er serveret af mor og far.

Allermest glæder jeg mig til, at jorden bliver så tør, at vi kan få ryddet op i jorden i baghaven. Der er mange sten og grene, som skal fjernes, før vi kan så græs. Det bliver fantastisk at se en stor, grøn plæne brede sig ud mod marken - og så skal husbonden og jeg for alvor i gang med at diskutere, hvad vi ellers skal plante i haven! Det har jeg selv en ret god idé om; nu skal jeg bare ha' talegaverne i orden, så han også synes, at det er det, vi gør!

Og med foråret kommer også længslen efter at rense terrassen og tænde op i grillen - og ikke mindst lange, lune aftener.

Og om 41 dage skulle der gerne komme et føl....glæder mig helt afsindigt!





Ingen kommentarer:

Send en kommentar