Sensommerdage

Lige om lidt er det september, og det er lidt svært for mig at forstå. Tiden går så afsindigt hurtigt, og nogle gange føler jeg, at jeg skal halse afsted for at følge med den. Det er bare om at få noget ud af dagene.

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft sådan en fantastisk sommer som i år. Måske tilbage i 1982, hvor vi rendte rundt i sommertøj fra maj til oktober. Vi har virkelig nydt at kunne sidde ude på vores terrasse om aftenen, at spise ude og se den ene betagende solnedgang efter den anden. Det er livskvalitet, der vil noget!

Vi har arbejdet i døgndrift, så der har igen i år ikke været sommerferie til os. Men pyt med det, når vi bor på landet og har sådan en skøn udsigt. Hestene går på døgnfold og nyder livet - det ses også på deres sideben! For det er kun i perioder, jeg får redet. Når vi kommer hjem fra arbejde - ofte sent - er jeg for træt og sulten til at ride. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle få over mine læber, men jeg er heller ikke et 18 årigt energibundt længere!

Men noget har jeg da fået redet, og det er nogle herlige ture. Jeg har investeret i en Equisoft gjorde - brugt - og den er genial. Den er 3-delt og består af flere rækker kraftige elastikker, så den kan give sig i alle ender og kanter. Rapse lider desværre meget af gjordkramper; præcis som min gamle araber, og det er altså ikke sjovt at se hesten stå der på staldgangen og krympe sig, når jeg kommer med sadlen. Men gjorden er et mirakel, og effekten kommer omgående. Ingen problemer mere med at spænde gjord og gøre det behageligt for hesten. Den er hundedyr, men den er helt klart investeringen værd! Jeg kan varmt anbefale den. Den fås med rigtigt lammeskind, medicinsk lammeskind (der kan vaskes) og neopren, som kan vaskes. Min er med neopren, og det var det, jeg helst ville ha'.

Bolivia vokser og vokser, og det skal ikke undre mig, at hun når sin fars stangmål på 165 cm. Det ville være fantastisk! Er hun min næste ridehest? Jeg skal begynde at tænke på det, og jeg skal også begynde at tænke nogle knapt så behagelige tanker omkring Baronesa. Hun er nu 18 år, og hun ser gammel ud nu. Hun har desværre afsindigt mange melanomer, som nu nærmest er eksploderet. Jeg kan føle dem ved hendes ganascher også, så nu skal jeg tage mig sammen til at se, om hun har dem i munden. Har hun det, har hun dem også inde i kroppen, og så er spørgsmålet, om der skal tages en beslutning, INDEN hun bliver plaget af effekten af dem. Det kan ikke nytte noget, at jeg smyger mig udenom det. Men puh, hvor er det hårdt! Hun er min første PRE, og vi har bare noget helt specielt sammen.

For eksempel her forleden dag: Rapse havde smidt en sko, og jeg har ledt som en sindssyg efter den. Jeg fandt den aldrig. Smeden ville så komme og lægge en ny sko på, så jeg tog hestene op en time før, for så ville jeg vaske hale og ordne dem begge. Rigtig hyggeligt! Rapse har aldrig været vild med vand - kun hvis hun selv går ud i det, leger med det osv. Men hvis jeg kommer med noget vand, så er hun sikker på, at hun skal dø! Vaske hale synes hun er meget hyggeligt. Hun synes bare ikke, at det er specielt lækkert med en våd, klaskende hale mod benene. Så hun stod med bagbenene helt inde under sig for at undgå den våde hale. Der er bare det, at halen følger jo med! Men halerne tørrer hurtigt, når jeg står og reder dem ud med fingrene, og de blev bare så fine begge to.

Da jeg skal trække dem ned på folden igen, går vi forbi en fold med 3 islændere på vejen. De besluttede at komme hen til hegnet på fuldt drøn, så Rapse blev forskrækket og sprang frem. Det skete så 3 gange mere, og nu blev jeg irriteret, for det var rent pjat. Rapse var i hopla, så jeg tænkte, at jeg lukkede hende ud på folden først, så ikke Baronesa satte gang i noget, hvor jeg fik revet armene af, hegnet knækkede osv. Så jeg bakker Baronesa lidt, tager træktovet af Rapse og står med hende i grimen. Så hører jeg et "bonk" og vender mig om. Jeg ser på Baronesa - og hun på mig, og der står hun uden træktov, for det er røget af. Jeg kunne se hende grine, og så løb konen! Rapse ville med, men jeg fik hurtigt leddet af og smidt hende ud til de andre. Og så efter den gamle tosse. Nu skulle hun lege fangeleg, og det havde jeg bare ikke tid til! Jeg fik til sidst fat i noget i lommen, der raslede, og det kunne ædedolken ikke modstå. Haps! Og så traskede hun noget så artigt med mig hen til folden. De heste har bare en kæmpe personlighed, og jeg elsker dem for det!

Med sensommeren kommer også frugt og bær, og jeg skal lige love for, at det vrimler med brombær i år. Grenene er tunge af frugt, og de smager så fantastisk. Jeg har plukket og lagt i fryseren, så jeg kan lave noget syltetøj. Æblerne er også godt på vej til at modnes, og vi er tyvstartet i stalden med Guldborg æblerne - hvis vi altså kommer til fadet først! Heste kan som bekendt også lide æbler.

Alle marker er nu høstet, og nu kan vi igen se agerhønsene. Vi har to flokke, hvor den ene har fået 9 kyllinger på vingerne, den anden har 7 kyllinger. Og de forstår pr. definition bare ikke godt naboskab! Agerhøns er meget territoriale og dermed arrige. Om aftenen kan vi både høre og se, når der vogtes over grænsen og jages uvedkommende på flugt.

Kongen af fodertønden - fasankokken - har nu tabt halefjererne, og nye er allerede på vej. Til efteråret har han igen en flot fjerdragt. Alle fuglene virker noget slidte og pjuskede i tøjet efter ynglesæsonen, og nu kan de endelig pleje sig selv og selv spise det, de finder.

Poplerne smider gule blade - ikke fordi, vi går mod efteråret - men fordi de mangler vand. Det er faktisk utroligt lidt regn, vi har fået de sidste 3 måneder. Derfor måtte vi også vande vores nye græsplæne - ellers havde det været passé med græsset!

Nu vil jeg gå ud og hapse lidt flere brombær.

Her er lidt stemningsbilleder.

På denne havtorn sidder bærrene tæt i store klaser.

Solnedgangene har været fantastiske!

En tidselblomst er nu ganske smuk.