Så har julefreden sænket sig - og det er tiltrængt efter den kaotiske dag, jeg havde i går.
Jeg skulle ha' et par småting i byen, og så skulle jeg ud til hestene og lukke dem ind og fodre. Det sneede stadig meget, og det havde det også gjort hele natten. Det blæste også en del, så sneen føg ind over vejene. Og jeg ved, at den lille, private vej ned til stalden er udsat på det første lange stykke, hvor der er åbne marker til begge sider.
Men først skulle jeg jo ha' bilen ud, men den sad fast i sneen på vores egen gårdsplads. Den kunne slet ikke få fat, selvom jeg skrabede sneen væk, for under sneen ligger der is, og baghjulene kurede bare rundt. Jeg hakkede, skrabede, bandede og svovlede i næsten halvanden time. Afsted skulle jeg altså! René var på arbejde, og han kunne ikke bare smide, hvad han havde i hænderne. Men så kom redningen!! Oliemanden! Vi havde bestilt olie, men forventede ikke, at vi ville nå at få det inden Jul. Men der kom han og bakkede ind på gårdspladsen uden problemer. Han var super sød, og han skubbede beredvilligt min bil over i et spor, hvor jeg mente, at den sagtens kunne køre det sidste stykke ud til vejen. Jeg gav manden nogle Juleøl som tak for hjælpen, og det var skønt at se hans ansigt lyse op. Så kørte han, og jeg skulle også køre, og da jeg satte i gang - hvor jeg bare lod bilen trække selv uden at bruge speederen - kørte den lidt frem, og så gled den sidelæns og sad fast igen! Det så oliemanden, som straks satte sin tankvogn i bakgear og kom springende. Og denne gang skubbede han bilen helt ud på vejen! Hvor er det dog fedt, når der er plads og energi til noget overskud.
Nå, jeg kom afsted, fik købt småtingene og så ud til hestene efter at ha' ringet og spurgt, hvordan vejen så ud. De andre piger havde været der og var kommet frem uden problemer, fik jeg at vide. Jeg tog chancen. Da jeg drejede ind ad vejen, kunne jeg godt se, at blæsten havde gjort sit. Der var kun én vej - fuld pedal på kareten, så den kunne komme gennem sneen. Bilen brølede afsted, og den er baghjulstrukket, så den har det med at smide lidt med bagenden. Den er nu nem at rette op, og den har også antispin, selvom det er en "gammel dame". På det lige stykke med store driver, røg bagenden ud og blev derude. Fuld kontra og sidelæns kørsel - så landede vi sikkert på den lille parkeringsplads. Så langt så godt!
Jeg styrtede rundt, for klokken var ved at være mange, og jeg vil helst ha' hestene ind, inden det bliver mørkt. Jeg fik muget ud, strøet og givet wrap. To af de andre piger var der endnu, og vi fik i fællesskab givet vand til alle heste. Og så skulle hestene ind. Baronesa var særdeles utilfreds og ville ind først! Men hun plejer at være nr. 3, for jeg vil helst ha' de unge ind først. Og det passede absolut ikke damen, at jeg holdt mig til den sædvanlige rækkefølge, så hun kostede rundt med de andre, da jeg tog den første. Jarapa er nr. 2, og hun begyndte da også at hoppe rundt, fordi Baronesa lavede en scene ude på folden i arrigskab. Det resulterede i, at jeg var ved at ryge på hovedet i sneen, men så fik jeg fat i Jarapas dækken ved halsen, og så trak hun mig op. Så var det endelig furiens tur, og hun fløj også ud af leddet, da jeg tog det af. Så vi måtte lige ha' en samtale, for hun skal gå ordentligt ved siden af mig. I protest prustede hun højlydt og gik en ekstremt kort og samlet passage - men hun gik ved siden af mig. Så kom de andre piger og hjalp mig med resten, for René ringede pludseligt - han havde problemer!
På vej fra arbejde havde han ramt en kantsten, som lå skjult under sneen. Det ene fordæk var simpelthen eksploderet med et brag! Der er reservehjul i bilen, men det er svært at få det flade dæk af, når man har glemt adapteren til boltene!!! Heldigvis kender han en, som har et lager lige i nærheden, så han trillede bilen derover og kunne stå i tørvejr. Vi kørte så hjem (igen sidelæns) for at hente adapteren, og så tilbage igen. René skulle så til Roskilde inden kl. 18, hvor det var lykkes ham at finde et sted, hvor de havde vinterdæk. Så afsted til Roskilde med ham, og så kunne jeg køre hjem. Og at få bilen kørt ind på værkstedet var igen lidt af en prøvelse. Og igen måtte jeg skovle sne!
Så lige et par gode madder indenbords og ud til Renés bror og kone for at give deres børn julegaver. Vi fik os et glas rødvin og fik sludret. Rigtig hyggeligt!!!
Og nu er vi så nået til Juleaftensdag. Jeg skal ud og ordne heste, og så skal der smuttes mandler til Ris a la manden!
Rigtig Glædelig Jul til jer alle!!!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar