lørdag den 18. december 2010

Vejrgudernes sammensværgelse

I går fik jeg endelig købt de fleste af julegaverne. Jeg sørgede for børnene i familien først - min nevø og niece, og min mands nevø og niece - for jeg hader at gå i Toys R Us! Og det var da også præcist så rædselsfuldt, som jeg havde forestillet mig. Der var et hav af mennesker og børn, som fræsede rundt på alt, hvad der havde hjul - eller stod og skrålede i vilden sky, fordi de ikke lige måtte få et eller andet. Stakkels unger!

Bagefter smuttede jeg over i Ikea for at se, om der skulle være nogle gode idéer derovre. Hvad jeg fandt, skriver jeg ikke noget om, for det kunne jo være, at modtageren læser dette - fy fy! Ikke før Juleaften, he he!

Jeg fik også handlet ind og ordnet heste, og da jeg kom hjem, var det allerede sen eftermiddag. Det var bidende koldt - minus 8 udenfor - så jeg besluttede mig for at lave suppe. Jeg fandt en opskrift på en Rød Peberfrugt suppe. Den var god! Der var både paprika, stødt chili og hvidløg i den, så jeg skal da love for, at vi fik varmen! Lidt revet ost på toppen og godt brød til. Det var lige sagen!

Og så for anden gang i træk var det snestorm, når jeg havde morgenvagten i stalden! Man skulle jo tro, at vejrguderne konspirerede imod mig! Der var ikke blevet lovet de store mængder sne, som der er faldet i løbet af natten og morgenen, og jeg ville ikke køre, før det var blevet lyst. Det stod dog hurtigt klart, at jeg næppe ville få min egen bil igennem driverne, så min mand var frisk og startede sin bil op og kørte med mig i stalden.

Alle heste blev fodret, og mens de spiste, kørte jeg halm ud på folden og vejede wrap af til mine egne og lavede mad til i morgen. Det fik jeg gjort, inden de var færdige med at tygge af munden, men så var det herligt at sætte sig ind i en varm bil og få en kop varm kaffe!

Da hestene havde spist, skulle de på fold. Jeg havde forberedt mig på, at de nok ville være lidt fjollede. Det er de altid, når der er faldet mere sne - og så blæste det samtidigt. De var da også friske - men søde at gå med, og jeg nåede lige at slippe dem ind på folden, før jublen brød ud. Der blev lavet spring op i luften og rullet flere gange i den bløde frostsne.

Det var dejlig at ha' min mand med i dag, for han er altid frisk på at hjælpe til. Han trak en af hestene og hentede vandslangen i kælderen. Imens kunne jeg så bruge tid på at skrubbe Jarapas vandkar med sæbe, for der lå en død, druknet mus i det! Adwr!

Så fyldte jeg vand op og gik i gang med at muge ud. Lidt besværligt at skulle igennem driver hele tiden, og jeg skal da love for, at jeg fik motion. Så skulle der strøs ekstra med halm og fordeles wrap.

Lige inden, jeg var færdig, kiggede jeg ud på hopperne. Jarapa stod og gumlede halm, mens hun interesseret fulgte med i, hvad jeg lavede. Og på hendes bagpart sad en husskade og puttede sig! Der var sikkert dejligt varmt der på dækkenet, og krikken stod jo stille! Jarapa var fuldt ud bevidst om, at fuglen sad der, men hun var da bare ligeglad. Ærgerligt, at jeg ikke havde mit kamera!

Min mand og jeg fik kæmpet os hjem, og nu står den på snevejrshygge - indendørs! I eftermiddag går jeg ind og laver lidt glögg til os, og udenfor sner det stadig, og vinden har lavet den mest fantastiske drive på tagryggen af huset. De har lovet sne hele dagen og blæst - så det bliver spændende, om vi sner fuldstændigt inde....

Kør forsigtigt derude, hvis I skal ud at køre.

Nå ja - vil du ha' opskriften på suppen? Den kommer her:

3 røde peberfrugter
2 fed hvidløg
1 stort zittauerløg
lidt frisk rosmarin
lidt frisk timian
lidt frisk mynte
lidt frisk basilikum
(tørret kan selvfølgelig også bruges)
4 dl grøntsagsbouillon
1 spsk. tomatpuré
flødeost naturel (evt. Philadelfia light)
Madlavningsfløde
paprika
lidt stødt chili
salt og peber

Skær peberfrugt, løg og hvidløg i tern og sauter det i lidt smør eller margerine i en gryde. Tilsæt de hakkede krydderier og bouillonen, kog op og lad det simre i 12 - 15 minutter. Blend suppen grundigt. Tilsæt tomatpuré, flødeost, fløde, paprika, stødt chili og lidt salt og friskkværnet peber. Kog op og smag til.
Server med lidt revet ost på toppen og frisk brød.

Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar