Et skønt syn

I går eftermiddags fik jeg et skønt syn af 3 rådyr i vores have. Det var råen med sine to bukkelam fra sidste år.

De to gutter var næsten lige så store som deres mor, og den ene havde sat større opsats op end den anden. Den lille buk var vældig nysgerrig. Den skulle en tur hen på bålpladsen og skrabe i asken. Så en tur hen til nogle jordbunker, for så at løbe tilbage og lige lave lidt "stange-leg" med brormand.

De stod der i eftermiddagssolen og ænsede slet ikke, at jeg stod på den anden side af ruden ovre på værkstedet. Her var jeg helt tæt på dem.

Jeg forsøgte at tage et foto, men det bliver ikke skarpt, når solen står ind i ruden - og så gør det heller ikke tingene bedre, at ruden er halvbeskidt!

Men her er beviset:

I eftermiddag skal jeg til afspænding, og det glæder jeg mig helt vildt til!! Det er sammen med de andre hestepiger, og så spiser vi sammen bagefter. Hyggeligt.

Fra syd til nord

Jeg har længe gået og spekuleret over, hvor jeg skulle gøre af Alexandrina. Jeg har været på nettet for at søge efter steder, hvor de f.eks. godt kunne bruge en følhoppe som selskab til deres egen følhoppe - but no luck!

Men så kom jeg til at snakke med en i Nordsjælland, som selv har PRE heste, og hun fortalte, at det kun var den ene af hendes hopper, der blev drægtig sidste år. Og det var hun lidt ked af, for hun er modstander af, at føl skal gå alene. Føl har nu engang bedst af legekammerater. Jeg spurgte hende så, om hun havde plads til Alexandrina, og hun sagde straks ja. Her kunne vi hjælpe hinanden.

Så der gik ikke længe, før jeg fik bestilt transporten, og Alexandrinas veninde skulle med. Det ville kun gøre det nemmere at læsse Alexandrina, for når veninden står i lastbilen, har hun travlt med at komme med!

Vi skulle mødes på Sydsjælland kl. 9 i går, og transporten var der lige på klokkeslættet. Det er en fin lille lastbil med plads til to heste, og hestene står godt i den. Det var lidt svært at få stillet bilen ordentligt, for det skrånede en del, der hvor vi skulle læsse hestene. Men det gik. Som sidst kom den brune veninde op først, og så var det Alexandrinas tur. Hun skulle lige overtales lidt til at stille forbenene på rampen, men så gik hun da også op - sådan næsten! For hun stillede sig med forparten ved siden af veninden, men lod bagparten stå på rampen. Så vi måtte nærmest løfte resten af hesten ind, hvilket var temmelig besværligt, eftersom Alexandrina nu har en ret stor mave. Men pludselig besluttede hun sig for at stille sig rigtigt, og transportmanden var ved at falde forover, for han stod med hele sin vægt og pressede på hendes bagpart.

Så stod Alexandrina der, og vi var i gang med at binde hende op, da bilen pludselig begynder at trille! Håndbremsen kunne ikke holde til vægten af to PRE madammer - og at bilen stod lidt på skrå. Men blot 1,5 meter længere fremme stoppede bilen blødt, for den stod nu med hele snuden inde i et birketræ! Der skete ikke andet med bilen, end at nummerpladen røg af. Og hestene - de havde ikke opdaget noget som helst!

Det tog ikke mere end 10 minutter at læsse hestene, og så var vi på vej nordpå. Det var en tur på 133 km. Turen gik rigtig fint, og jeg kørte lige bag transporten. Jeg kunne se på transporten, at hestene stod stille, og det viste sig da også, at de havde stået og sovet det meste af vejen. Jeg er glad for, at Alexandrina nu har fået 3 transportture med gode oplevelser. Hun synes absolut ikke, at der er noget farligt i det.

Endelig var vi fremme, og hestene gik stille og roligt ud. Det er stadig bidende koldt, og den der veksling mellem varme i bilen og kulde udenfor var uudholdelig!

Vi trak straks hestene ud på folden til de andre PRE madammer, og på folden er der en lille rundbuehal, som de kan gå ind i. Vi var lidt spændte på at se, hvordan det ville gå med hestene, for der skal altid lige holdes møde om, hvem der bestemmer, og hvilken plads de nye får i flokken. Men det var som om, at de andre PRE hopper tænkte: Nå, det er også spanske heste. Okay - I kan gå hen og spise af den bunke. Og så var der ikke mere i det!

Efter en dejlig kop kaffe kørte jeg en tur over til min mor, som også bor i området. Hun havde lavet en pragtfuld frokost med rejesalat, kryddersild og roastbeef. Og så havde hun lavet den skønneste salat, som bestod af Icebergsalat, skriver af kiwi, frisk appelsin i tern, avocado, auberginskiver stegt gyldne i olie, fetaost i tern og ruller af serranoskinke. Og så havde det lige fået en sjat olie-eddike dressing. Nej, hvor smagte det godt! To af mine søskende kom også til frokost, så det var rigtig hyggeligt!

Og så skulle jeg videre i teksten! Jeg kørte om eftermiddagen, for jeg skulle jo også ordne de andre heste. Og så kunne jeg køre hjem og tænde op i brændeovnen og gøre klar til noget aftensmad.

Jeg kastede lige et blik på triptælleren på bilen. Det blev til 321 km, jeg fik kørt i går. Og det var da en halv-dyr omgang, for jeg havdet tanket til 12 kr. literen, og tanken kan indeholde 70 liter! Føj, benzinen er dyr nu!

Efter aftensmaden blev det til en god film på langs i sofaen med en dyne og en spindende kat på maven. Behøver jeg at fortælle, at jeg faldt i søvn på sofaen?!

Jeg er glad for, at Alexandrina er flyttet til det nye sted, for det skal nok blive rigtig godt! Nu mangler vi bare noget rigtigt forår!

Fra uglet til soigneret

Endnu engang tog metereologerne fejl - i hvert fald hvad angår mit område. Men når den står på sol i stedet for gråvejr, så er det helt i orden, at de tager fejl! Det har også sneet lidt - også selvom solen skinnede. Lidt mystisk!

I går var det min tur til at lukke heste ind og fodre, og det gik da hen og blev vældig spændende! De andre piger var nemlig kommet i stalden, og de var færdige med at ordne bokse og gik ud og hentede deres heste ind (vallakker) for at ordne dem og komme ud at ride.

Se - nu ligger landet sådan, at hopperne i vores stald OVERHOVEDET ikke accepterer, at handyrene bliver taget ind først! Så da jeg skulle lukke heste ind, stod stakkels Felix tilbage på vallakfolden, og de 4 damer rasede ud...eller...det vil sige, 2 af dem rasede ud (mine), en var fuldstændigt rolig (gamle Cornetta - fjordhest), og den sidste (Silja - Frederiksborger) stod artigt og ventede ved leddet, fordi hun ved, at hun er den første, jeg tager ind. Silja gik da også lydigt og roligt ind i sin boks, og så var det Rapses tur. Hun var allerede i gang med at køre sig selv op og lave hjemmekomponerede badutspring, og de var ikke små, skulle jeg hilse at sige. Normalt plejer hun at lave scener ude på folden, hvorefter hun falder fuldstændigt ned og trasker lige efter en som en gammel hund - men ikke i går aftes. Hun var gået i selvsving, og da hun kom ud af folden, rystede hendes forben, næseborene var pustet op, og så mente hun, at hun skulle fortsætte hysteriet. Næh næh - det skulle hun ikke, mente jeg. Men hun var gået i "Rapse-en-hoppe-du-ikke-kan-nå-mode", så jeg tog konsekvensen og bakkede hende i stedet. Det hjalp! Hun fattede et vink med en vognstang og gik så pænt ind i sin boks. Møgunge!

Baronesa var nr. 3, og hun mente, at hun da også lige skulle følge lidt i samme fodspor, men hun fornemmede med det samme, at det var jeg ikke i humør til. Så hun blev pænt ved siden af mig - med højtrejst, knejsende nakke, prusten og totalt samlet passage! Sådan kan man jo også afreagere!

Cornetta er jo altid sød, men stakkels Felix hader at være alene, så han var nærmest ved at besvime over at stå der mutters alene i hele 8 sekunder! Men han er som regel også sød at tage ind - også selvom han kun har en halsrem i stedet for en grime.

Et hurtigt kig på Rapse fik mig til at konstatere, at hun mildest taget lignede en tam vild! Jeg ville strigle hestene under alle omstændigheder, og Rapse skulle ha' nyt dækken på. Så jeg gik i krig med saksen og fik klippet hendes man væsentligt kortere og tog også en god bid af halen. Jeg redte også hendes hale igennem, hvilket ikke er piece of cake! Den race har så afsindigt tykt hår - og meget af det - at mit håndled var fuldstændigt ødelagt. Jeg kan jo ikke vaske haler i dette her frostvejr, så det er hårdt at skulle rede en hale ud, hvor der også sidder skidt og snavs. Men for pokker, hvor blev hun fin! Og stod det til hende, havde jeg stået hele natten og gnubbet hendes krop, for pelsen klør nu, hvor de fælder.

Og her sent på eftermiddagen er det opløftende at konstatere, at det lige så stille bliver længere og længere lyst.

Kom glad, forår!

Så blev det mandag igen

Det er simpelthen ufatteligt, så hurtigt tiden går, synes jeg. Nu er det allerede mandag igen! Men som noget positivt, kan man virkelig mærke, at dagene er blevet længere - og her i weekenden, hvor det har været hundekoldt og klart, har himlen været fuldstændigt betagende ved solnedgang.

Den fortsatte kulde gør også, at fuglene gør et ordentligt indhug i mit madbudget. 12 mejsebolde er forsvundet i løbet af 5 dage, men det er ikke kun småfuglene, der har glæde af dem. Den store flagspætte tager for sig af retterne, og når den er færdig, overtager egernet, som smidigt hænger i begge bagben og har et godt greb om holderen til mejseboldene med forbenene. Og så bliver der ellers guffet løs!

Det småsner lige nu, men her i mit område er der ikke så meget som et fnug på jorden. Derfor er frosten meget hård ved planterne, og jorden er selvfølgelig stenhård! Det kan ikke vare længe, før det vender, og jeg fornemmer, at det bliver forår inden længe - altså med plusgrader og sol!!

På fredag skal jeg til Præstø og hente Alexandrina og hendes brune PRE veninde. De skal nu en tur til Nordsjælland. Alexandrina skal blive der og fole og gå hele sommeren, hvor hendes føl får selskab af et andet føl. Den brune veninde bliver hentet hjem om et par måneder.

Her i weekenden har jeg været meget opstemt - jeg spekulerede over, hvad det var, der gjorde det. Men nu ved jeg det - jeg er skruk!!! Jeg glæder mig helt ekstremt til at se føllet efter Alexandrina omkring Skt. Hans, og jeg har da også gået i al hemmelighed og luret på navne. Jeg vil ikke afsløre navnet, før føllet er født, men jeg kan afsløre, at mine hestes føl vil få mine initaler efter navnet. Jeg har jo altid drømt om at ha' mit eget lille stutteri. Det var jo udmærket startet op, eftersom jeg har 3 hopper - og jeg ville trække føl på de to yngste. Men drømmen strandede ved, at jeg ikke kan ha' mine heste hjemme, og jeg har ikke lyst til at opdrætte føl i en stald, som fungerer som en hestepension på selvpasserbasis.

Det er tilsyneladende først gået op for mig nu, at jeg rent faktisk er gået i gang med min drøm. Til sommer kommer det første føl, som jeg selv "har lavet"! Godt nok står Alexandrina i stambogen, som at jeg har avlet hende. Men hun blev importeret i mors liv, og jeg havde ikke indflydelse på valg af hingst, eftersom Baronesa jo allerede var drægtig, da jeg fik et tip om, at hun var til salg. Men denne gang har jeg selv haft indflydelse og har været med hele vejen.

Alexandrinas far er sort - og det er hingsten til det kommende føl også. Derfor er jeg ekstra spændt på at se, hvad der kommer ud af det. Ja - et føl, det ved godt! Men hvad køn? Hvad farve? Brun og sort er der en ret god chance for, men der er rent faktisk også noget med 12,5% chance for, at føllet kan blive rødt. Og så er det penge værd - hvis ellers øgleungen viser sig at være godt skruet sammen osv. Men i bund og grund vil jeg være lykkelig, bare føllet er 100% sundt og raskt - om den så bliver skimmel, brun eller grønlyseblå!

Nu må jeg hellere gemme mine skruk-tanker af vejen og blive færdig med dagens gøremål...selvom det andet er meget sjovere!

Frøken forår, hvor er du?

Vi snakker om det alle sammen - den forbandede kulde og blæst! Det er næsten uudholdeligt at befinde sig udenfor. Selvom jeg er pakket godt ind, når vinden alligevel at blæse alt til isnende kulde. Jeg er bange for at røre mine ører af frygt for, at de vil falde af! Det hjælper selvfølgelig at røre sig og på den måde holde sig varm, men bare 2 minutters stilstand gør en endnu mere kold! Nej føj! Jeg er simpelthen så led og ked af dette her vintervejr. Jeg orker ikke mere!

Hestene synes heller ikke, at det er specielt morsomt at stå i den kolde blæst, selvom de har dækkener på. Deres halm flyver rundt, og jorden er hård. Nej, det er ikke et vejr for hverken folk eller fæ.

Jeg håber, at det er de sidste krampetrækninger fra Kong Vinter. Og så må han altså godt pakke rejsekufferten og rejse langt væk!

Sidst i næste uge flytter jeg Alexandrina til Nordsjælland - og min venindes PRE hoppe følger med, så igen skal de to slyngveninder ud at køre sammen. Alexandrina er godt rund nu, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig helt vildt til at se hendes føl omkring den 25. juni! Hun skal stå hos en god bekendt, som også selv har PRE heste. Hun var ærgerlig over, at det kun var den ene af hendes hopper, der kom i fol, og hun er ikke så vild med, at et føl skal gå alene. Så vi hjalp hinanden ved, at hun kan tage min hest ind og få selskab til sit føl og vice versa!

Det passer mig også meget bedre, at skulle køre til Nordsjælland for at besøge Alexandrina, for jeg har familie i det område og kan så kombinere det med et besøg, når jeg nu er der alligevel.

Nu må jeg på jagt efter nogle solsikkefrø til havens vilde fugle. De er godt sultne, og det forsvinder som dug for solen! Imens vil jeg drømme om at høre den første solsort synge....

De to tøser skal snart på køretur igen.

En kølig morgen

Vinteren er for en stund vendt tilbage - dog ikke med oceaner af sne. Det blev til lidt hvidt drys forleden, og det er blevet liggende, for frosten kom og stivnede alt, som ellers var begyndt at ligne noget i nærheden af forår.

Der har dog været dage, hvor det har været helt vidunderligt og forårsagtig. Og så er der altså ikke noget mere skønt end at tage sig en ridetur og nyde varmen fra solen og høre fuglene gå bersærk. Jeg har også set flere pletter, som var helt gule af erantis, og vintergækkerne står på spring.

I går var det stille vejr, og solen varmede - det var virkelig noget hestene nød i fulde drag. De stod med hængende hoveder og halvt lukkede øjne og sugede solens stråler til sig. Jarapa måtte til sidst overgive sig og lagde sig lige så lang, hun var, midt i deres byghalm på folden, som de ellers havde fået til at gå og tygge i.

Denne morgen havde jeg morgenvagten i stalden, og der er altså noget særligt hyggeligt ved at komme i stalden tidligt og blive hilst af hestenes sultne brummen. Vinden var temmelig frisk, og det føltes meget koldt på hændene. Det kan ikke nytte noget, at jeg har vanter på, for det er nærmest umuligt at få karabinhagen på træktovet op, når hestene skal lukkes ud på folden. Men når alle heste er ude, er der gang i møggreben, og så har jeg hurtigt fået varmen af at muge to bokse.

Hjemme i varmen igen med en kop varm kaffe og lidt foreningsarbejde på computeren. Jeg sidder nu og ser den store flagspætte gøre godt indhug i mejsekuglerne, mens fasanerne foretrækker solsikkefrøene fremfor hveden, som bliver smidt ud til dem.

En af fasankokkene er en pokkers karl! Han har udråbt sig selv som konge af haven. Han er meget speciel i sine farver (det er opdrættede fasaner ofte), og jeg kalder ham "munken" på grund af hans grønbrune isse med en bred, hvid stribe på hver side. De sidste par uger er hans hormoner gået amok. Hver gang en fasanhøne nærmede sig, spurtede han afsted med rejste "ørerfjer", og så fik den ellers på alle tangenter med dans, oppustet fjerdragt og slæbende vinger for at imponere tanten. Fasanhønen var dog ikke i helt samme lune, så hun traskede videre - blot for at blive indhentet af den forelskede hane, som fræsede foran hende og fortsatte sin vilde samba! "Munken" må nok lige vente lidt endnu, før der er basis for en forlovelse der!

I stalden så jeg også tre velvoksne rådyr, som gik og hyggede sig inde i plantagen. De havde ikke opdaget mig, for vinden var god for mig. Jeg stod og betragtede dem et stykke tid, mens de gik og essede i skovbrynet. Råvildtet er så afgjort den smukkeste hjorteart, vi har her i Dannmark.

Nu må jeg hellere se at få lagt sidste hånd på foreningens medlemsblad. Det laver sig sjovt nok ikke færdigt af sig selv!

God søndag derude!

Blomstrende mirabel - det syn glæder jeg mig til!

En nat med storm og uden søvn

"Der kommer storm over Danmark", blev der sagt i vejrudsigten, og efter jeg havde nærstuderet vejrudviklingen - og ikke mindst den varslede storm på TV2s hjemmeside, tænkte jeg, at dette her skulle man nok tage lidt alvorligt. Så da min mand kom hjem, anbefalede jeg ham at køre traileren ind på værkstedet, i stedet for at den stod udenfor langs med værkstedet inkl. div. lægter, et par tomme gasflasker og træ-affald. Alt var dog bundet.

I løbet af aftenen kunne vi høre, at vinden tog til. Det var dog ikke værre, end hvad vi havde haft et par gange i sidste uge, så jeg tog katten under armen og gik i seng ved 11 tiden i går aftes.

Kl. 1 vågnede jeg ved bulder og brag. Det var blevet til orkan udenfor, og vindstødene tog kraftigt i huset og fik alt til at fløjte og sige mærkelige lyde. Katten var ikke specielt tryg og puttede sig ind til mig i dynen.

Resten af natten sov vi stort set ikke, så her til morgen var jeg godt nok klatøjet - og er det stadig. Jeg håbede, at der ikke var væltet træer ud over vejen, så vi skulle bruge flere dage på at rydde op, og jeg håbede selvfølgelig også, at alt stod som det skulle om morgenen.

Men det gjorde det ikke. KL. 5 i morges bliver min mand ringet op af en af vores bekendte, som er jordentreprenør. Han er oppe og i gang før hønsene! Han var kørt forbi vores hus og havde så set noget usædvanligt. "Du skal lige indfange din trailer", sagde han til min mand. Min mand var ét stort spørgsmålstegn. "Ja, den står ovre hos din nabo"! Min mand havde altså ikke fulgt min anbefaling i går aftes og havde ladet traileren stå udenfor. Vinden havde skubbet den fremad på gårdspladsen, hvor det så går lidt ned ad bakke ved indkørslen. Traileren havde i det mindste været så elskværdig at benytte indkørslen til sin tur på egen hånd i stedet for at drøne tværs igennem vores nyplantede træer! Den endte sin tur i naboens hæk, hvor den var kørt så langt ind, at den heldigvis ikke spærrede hele vejen.

Min mand løb skyndsomt ud og fik skubbet traileren ud, så han kunne hægte den på bilen og køre den på plads. Der var hverken sket noget med traileren eller naboens berberishæk.

Vindstødene havde også været så kraftige, at vinden kom ind under teglene på den del af huset, som vender mod vest. To steder er der flået tegl af, og et par stykker af dem er også gået i stykker. Men så er det jo godt, at min mad er tømrer - og ikke mindst, at vi har flere af samme slags tegl liggende på lager.

Det blæser stadig voldsomt udenfor, og jeg håber, at den lægger sig til eftermiddag, for der må min mand og jeg i gang med motorsaven. Det ene af de gamle fyrretræer i haven hælder faretruende. Hvis det vælter, rammer det huset. Men indtil videre læner det sig op ad nabotræet - og dér har det bare at blive!

Nu må jeg ud til hestene - som forhåbentlig ikke er fløjet væk!

Det gamle fyrretræ må fældes, inden det vælter af sig selv og gør skade på huset. Læg mærke til tørresnoren mellem de to træer. Den var helt stram inden stormen!



Vinden har fået fat under teglene i udhænget.



Lyden af tegl, der går i stykker i løbet af natten - så ved man godt, hvad klokken er slået....

En vældig vind fra Vest

De sidste par dage - og især om natten - har det stormet voldsomt. I nat vågnede jeg ved, at vinden tog i huset, og jeg kunne høre, at det ruskede voldsomt i træerne. Heldigvis er der ikke væltet nogen træer eller sket skade andre steder, men der ligger småkviste og alt muligt møg i hele haven, som vinden har bragt med sig.

Når man går ude i blæsevejret, er det lige før, at den tager pusten fra en. Hestene kan ikke udstå så hård en blæst og søger læ bag min ryg, når jeg går med dem. Det må egentlig også larme ganske voldsomt i deres ører. De hører trods alt væsentligt bedre end os!

Mens jeg sidder og skriver, så jeg en rød "streg" ud af øjenkrogen. Det var et egern, som havde fået medvind i sin fart henover græsplænen. Den landede ved foden af et af fyrretræerne, hvor den straks kravlede op for at finde læ. Fasanerne plejer at "hente mig" om morgenen. Det er som om, de ved, at jeg sidder på kontoret. Og så stiller de sig op udenfor og glor ind på mig. Så kan jeg godt komme op af stolen og give dem noget mad! I dag har de ikke været der, og det tror pokker. De kan knapt nok gå med den blæst. Deres halefjer blæser op over hovedet på dem, og så får de overbalance. Nej - nu er der tre kokke. De holder virkelig stand for vinden og stepper sidelæns, når vinden tager i deres fjerdragter. Hvor er kokkene dog smukke med de kobberfarvede fjer på kroppen og det grønne hovede.

Jeg så i vejrudsigten i dag, at vinteren nok lige vil ha' en sidste kommentar i næste uge. Det er bestemt ikke noget, der passer mig, for jeg hungrer sådan efter rigtigt forår - og erantisserne er begyndt at komme op ad jorden! Nå - men så pyt. Et lille snefnug og et par frostgrader er så okay - men KUN i et par dage, Kong Vinter!