En kølig morgen

Vinteren er for en stund vendt tilbage - dog ikke med oceaner af sne. Det blev til lidt hvidt drys forleden, og det er blevet liggende, for frosten kom og stivnede alt, som ellers var begyndt at ligne noget i nærheden af forår.

Der har dog været dage, hvor det har været helt vidunderligt og forårsagtig. Og så er der altså ikke noget mere skønt end at tage sig en ridetur og nyde varmen fra solen og høre fuglene gå bersærk. Jeg har også set flere pletter, som var helt gule af erantis, og vintergækkerne står på spring.

I går var det stille vejr, og solen varmede - det var virkelig noget hestene nød i fulde drag. De stod med hængende hoveder og halvt lukkede øjne og sugede solens stråler til sig. Jarapa måtte til sidst overgive sig og lagde sig lige så lang, hun var, midt i deres byghalm på folden, som de ellers havde fået til at gå og tygge i.

Denne morgen havde jeg morgenvagten i stalden, og der er altså noget særligt hyggeligt ved at komme i stalden tidligt og blive hilst af hestenes sultne brummen. Vinden var temmelig frisk, og det føltes meget koldt på hændene. Det kan ikke nytte noget, at jeg har vanter på, for det er nærmest umuligt at få karabinhagen på træktovet op, når hestene skal lukkes ud på folden. Men når alle heste er ude, er der gang i møggreben, og så har jeg hurtigt fået varmen af at muge to bokse.

Hjemme i varmen igen med en kop varm kaffe og lidt foreningsarbejde på computeren. Jeg sidder nu og ser den store flagspætte gøre godt indhug i mejsekuglerne, mens fasanerne foretrækker solsikkefrøene fremfor hveden, som bliver smidt ud til dem.

En af fasankokkene er en pokkers karl! Han har udråbt sig selv som konge af haven. Han er meget speciel i sine farver (det er opdrættede fasaner ofte), og jeg kalder ham "munken" på grund af hans grønbrune isse med en bred, hvid stribe på hver side. De sidste par uger er hans hormoner gået amok. Hver gang en fasanhøne nærmede sig, spurtede han afsted med rejste "ørerfjer", og så fik den ellers på alle tangenter med dans, oppustet fjerdragt og slæbende vinger for at imponere tanten. Fasanhønen var dog ikke i helt samme lune, så hun traskede videre - blot for at blive indhentet af den forelskede hane, som fræsede foran hende og fortsatte sin vilde samba! "Munken" må nok lige vente lidt endnu, før der er basis for en forlovelse der!

I stalden så jeg også tre velvoksne rådyr, som gik og hyggede sig inde i plantagen. De havde ikke opdaget mig, for vinden var god for mig. Jeg stod og betragtede dem et stykke tid, mens de gik og essede i skovbrynet. Råvildtet er så afgjort den smukkeste hjorteart, vi har her i Dannmark.

Nu må jeg hellere se at få lagt sidste hånd på foreningens medlemsblad. Det laver sig sjovt nok ikke færdigt af sig selv!

God søndag derude!

Blomstrende mirabel - det syn glæder jeg mig til!