lørdag den 22. oktober 2011

2 x Prins Valiant

Jeg må sige, at oktober har budt på flere flotte solskinsdage, end vi har haft over sommeren. Det har så også gjort, at vi har haft kolde nætter - et par af dem med let nattefrost. Og nattefrosten er med til, at bladene på træerne får de mest fantastiske farver her i efteråret.


Hestene står med dækken på nu, og jeg fik ordnet dem begge og klippet deres maner, for en lang man går ikke så godt i spænd med mudder og koldt vejr! Jeg klipper dem med en saks, så de har ca. 10 cm lang man, og de første dage er det ikke så kønt. De har nærmest frisure som Prins Valiant!

Her står 2 x Prins Valiant!
Som tiden går, bliver deres maner lidt mere naturlige at se på, og de kan let rettes af, hvis der er behov for det.

Jeg har haft nogle skønne rideture her på det sidste i det dejligste solskinsvejr. Der er en duft af våd muld og efterårsblade, og ude i det fjerne kan man høre en traktor, som har travlt med at pløje marken.

På en af mine rideture red jeg mellem de store drivhuse. Her bliver der dyrket salat i alle afskygninger, og ham der har produktionen, har da også dyrket lidt andre grøntsager til sig selv. Bl.a. nogle lækre tomater, som han havde sat op ad den ene væg. Men tomaterne mente, at der var grønnere på den anden side, så de havde stukket en stilk ud mellem et par ruder og groede lystigt på den anden side. Det var fristende at tage den modne tomat, men det gjorde jeg ikke. Det var jo ikke mine tomater...

Tomatplante på afveje.
Vi knokler stadig med vinduessagen i Brønshøj, men nu er vi ved at være ved vejs ende. Det er rart at tænke på, for nu er jeg ved at være meget træt af at se på de røde vinduer!! I morgen skal jeg med på arbejde og skifte de sidste, og så kommer finishen bagefter. Underligt at tænke på, at vi så har skiftet næsten 500 vinduer siden slutningen af juli måned. Men det bliver rart at få skiftet de sidste, for det betyder også, at jeg så kan få en arbejdsdag af mere normal længde. Det nytter jo heller ikke at starte kl. 7 nu, for der er det stadig mørkt. Nu må vi starte halv otte eller kl. 8, og så kommer der jo så meget naturligt mere tid på i den anden ende. Men vi skal skynde os, for det er mørkt igen halv syv om aftenen. Koldt er det også blevet, og jeg har fundet mine thermo bukser frem. De er simpelthen uundværlige! Jeg HADER at fryse!

De nedfaldne blade giver den skønne duft af efterår.
Smuk kontrast mellem efterårsblade og blå himmel.
Om en måned stikker jeg af til Spanien; nærmere betegnet Sevilla. Her løber det årlige mesterskab for de spanske heste af stablen, så jeg får hest for alle pengene! Jeg følges med en veninde, og to andre slutter til os dagen efter. Jeg glæder mig meget til turen og til godt selskab! Der bliver savlet over heste i topklasse, over udstyr og tøj og ikke mindst fantastisk mad. Jeg har en god veninde, som bor lige udenfor Sevilla, og hun kender de mest fantastiske, lokale restauranter.

Jeg var der også for 2 år siden, og her havde vi et par dage, hvor vi kunne side i korte ærmer i 20 graders varme og spise frokost. Jeg håber, at vi er så heldige i år, at vi kan opleve lidt af det samme.

Nu vil jeg ud og nyde lidt af eftermiddagssolen og se, om jeg møder lidt råvildt på min vej. Og så skal jeg også lige nurse mit ene ben, som jeg slog i forgårs på arbejde. Jeg var godt klar over, at jeg ville få et blåt mærke, men behøvede det lige at sidde på indersiden af venstre lår; lige over knæet? Det er jo lige det stykke, man slutter til sadlen, når man rider. I går var det rødligt, men her til morgen var det sort! Det skal nok blive nydeligt fesen grøngult i løbet af et par dage!

Og så står den på kalvesteg og et glas rødvin.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar