1. søndag i advent gik i barndom

Det var egentlig en smuk morgen her den 1. søndag i advent. Vinden havde lagt sig, sneen lå kridhvid alle vegne i et tykt lag, og solen kom kun lige akkurat igennem skylaget, som lå over os.

Da jeg trådte ud på gårdspladsen, trak jeg luften dybt ned i lungerne og indsnusende den der forjættede duft af sne, og vinterbarnet i mig blev vækket til live.

På min vej ud til hestene lagde jeg vejen forbi Netto, som holdt åbent i dag. Jeg skulle købe mejsekugler, vildfuglefrø og solsikkefrø til fuglene, som ivrigt går til den i fuglehuset. Musvitterne og blåmejserne er de mest flittige gæster, og i dag kom også den store flagspætte, som enevældigt gjorde krav på den ene mejsekugle, som den systematisk fik hakket i stykker. De små mejser sad bare og så til, mens deres mad forsvandt, og det kunne jeg ikke ha'! Der skulle være nok til alle. Så jeg fandt et rør til mejsebolde frem, som der kan ligge 5 mejsekugler i og fik den hængt full loaded op i den gamle syren. Og der gik ikke 2 minutter, så var de første mejser allerede i fuld gang.

Til formiddag tog min mand og jeg en kop kaffe ovre på værkstedet, og pludselig kunne vi høre fasanerne kalde. Vi har vilde fasaner her - vi opdrætter ikke og sætter ud. Men det hænder, at nogle af godsets opdrættede fasaner forvilder sig ind til os under fasanjagten, for at så blive, når de finder ud af, at der er mad her. Der kom tre unge fasankokke flyvende i sidste måned under starten af jagten, og de har været her siden. Den ene af dem er helt hvid i toppen, og de tre følges altid ad. Vi kalder dem de tre musketerer! Men når den gamle kok i baghaven gør krav på sin plads, får de unge fløse ben at gå på og løber det bedste, de har lært ind i granskoven!

Men det er de unge, opdrættede fasaner, der kalder. Og min mand går pligtskyldigt ud med spanden fyldt med hvede og valset byg og smider ud til dem. De går ikke langt væk, men holder skarpt øje - for så at gå til fadet, når man er gået lidt væk.

Vi måtte også sørgmodigt konstatere, at vores gamle rå ikke lever mere. Hun har været her de sidste 8 år og har sat 2 lam hvert eneste år. Sidst, jeg så hende, var i starten af oktober, og hun var flot i pelsen og ved godt huld. Men enten er hun skudt i efterårsjagten, eller hun er død - mæt af dage. Men hendes to lam er her - og det er råer begge to. De kan sagtens klare sig nu, og de holder sig herinde hos os, hvor der er læ i den lille granlund af Normanns graner, og vi fodrer dem med hø, hel havre og valset byg. Det er så dejligt at se råvildt inde på vores lille grund, og vi vil fortsat gerne se det skønne syn af dem. Min mand så dem begge her til eftermiddag og nød synet af dem. De var nysgerrige og skulle lige kigge ud mellem granerne for at se, om ham den mørke klump dernede ad græsvejen stadig var der! Helt vidunderligt at have sådan nogle naturoplevelser hjemme hos sig selv! Gid jeg havde en hel skov!

Hestene har det dejligt i sneen, og de kan sagtens holde varmen. Der bliver rullet i sneen mere end én gang, og de står med sne mellem ørerne og på mulen og ser glade ud.

Til eftermiddag begyndte det at sne igen. Og det var på den der helt romantiske måde, hvis man kan sige det. Store, bløde fnug, der dalede ganske langsomt. Det var lige før, jeg kunne skimte et strygeorkester inde mellem granerne, som spillede smuk musik - f.eks. Mahlers 5. symfoni - lyt med her: Mahlers 5. symf.

Min mand gik og arbejdede lidt på værkstedet, og jeg sad på en af høvlbænkene og så ud på sneen. Der var tændt på på værkstedet, så der var lunt og rart. Det bliver hurtigt mørkt, og kl. 18 gik jeg ind for at lave mad. Der har været gang i brændeovnen siden i går aftes, så der var skønt i køkkenet, da jeg kom ind. Jeg lavede biksemad af gårsdagens culottesteg med råstegte kartofler og spejlæg. Det smager fantastisk! Og der kom lys i adventskransen og alle de mange andre lys - inkl. dem ved min fars foto - i køkkenet. Og så var det, at jeg gik i barndom!

Sneen udenfor lyste op og nærmest kaldte på mig! Lige pludselig tog pokker ved mig! Vi var færdige med at spise, og jeg sagde meget kryptisk til min mand, at nu var der erklæret sne-krig! Den var han altså ikke sen til at gennemskue.

Godt pakket ind som Michellin mænd fes vi rundt i sneen og snigløb hinanden og kastede med snebolde. Jeg havde vanter på, så mine snebolde røg hurtigt fra hinanden. Min mand var mere snedig og tog vanterne af og lavede de mest modbygelig kasteskyts. Godt, jeg er hurtig på benene! Til sidst fik jeg den idé at genoplive en god tradition, som min yngste storesøster og jeg altid lavede, når der var faldet sne...snelygter! Halvt inde i projektet bidrog min mand ivrigt, og vi fik de flotteste lygter. Det så næsten ud, som om der var gået ild i sneen.

Sikke en skøn søndag!

Besværlig sne-morgen

Her til morgen var det så mig, der havde morgentjansen i stalden. Da jeg stod op, så jeg til min store fortrydelse, at det stadig sneede, og nu lå der altså meget!

Vores egen vej var ryddet sådan nogenlunde, men vejen ned til stalden er privatejet, og jeg vidste, at ejeren ikke er hjemme denne weekend, så jeg regnede ikke med, at den var blevet ryddet.

Jeg ventede med at køre, til det blev lyst, så jeg i det mindste kunne orientere mig i snehelvedet. Jeg kørte max. 40 km/t, for der lå rigtigt meget sne på vejene, og især der, hvor der var åbent ud til markerne. Her føg sneen lystigt og lagde sig som store driver.

Og lad mig nu lige med det samme indrømme, at min bil ikke ligefrem er den mest smarte at køre i, når der ligger 35 cm sne overalt! Den er sænket, er baghjulstrukken, har en masse heste og en livlig speeder! Så det var faktisk lidt med hjertet oppe i halsen, at jeg kørte afsted....

Nå, men det gik ganske fint med at køre ud på de store veje. Der var stort set ingen trafik, og jeg var så heldig at ligge bag en stor sneplov. Bilen kørte fint, og selvom den er 16 år gammel, har den ABS og anti-spin.

Jeg nåede sikkert til Hyldevangen, som vejen hedder ned til Stalden - og den var endnu ikke ryddet. Jeg gav bilen gas for at komme igennem de store driver, og to gange kom der en dyne sne op på forruden, for nu fungerede bilen som en sneplov!

En halv time senere end jeg plejede til en weekendvagt, fik hestene endelig morgemad. Mens de spiste, gik jeg i gang med at rydde sne foran døren til inde-stalden. Der lægger sig altid driver der, og denne her hørte ikke til de mindste. Så jeg fik varmen. Dernæst kørte jeg halm ud til hopperne, og alting tager længere tid og er meget mere hårdt, når man skal gå i dyb sne. Endnu mere varme!

Så havde hestene spist færdigt, og nu skulle de ud og blotre sig i sneen. I dag tog jeg hestene én og én, for jeg kunne ikke stå så godt fast i sneen, og jeg gad ikke ha' to løse heste, fordi jeg røg omkuld i driverne. Alle heste var søde og ivrige efter at komme ud, og en af vallakerne ved navn Felix, stak mulen ned i sneen og trak et langt spor ud til folden.

Alle heste vel ude på foldene, og de rullede sig alle sammen! De var pakket ind i sne. Jeg gik i gang med at muge ud, og da jeg kører trillebøren ud til containeren, skulle der skovles mere sne! Jeg ryddede en bred sti og det meste af sneen i containeren, så man kunne komme til med trillebøren.

Til sidst strøede jeg et tykt lag halm til hestene, så de kunne ligge lunt. Og så begyndte vand-helvedet! Jeg lukkede for vandet til vandkopperne i udeboksene, for de fryser til i dette her vejr. Og så var det på jagt efter vandkar, som jeg satte ind i deres bokse og fik fyldt op. Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt frøs om hverken hænder, krop eller tæer!!

I mellemtiden kom der en stor tankvogn kørende. Det var ejeren af stedet, der havde bestilt olie, men chaufføren turde ikke køre oliebilen ind på gårdspladsen. Han ville aldrig kunne få den ud igen. Jeg foreslog ham så, at han bakkede op mod stalden og trak olieslangen gennem porten, tværs over gårdspladsen og så på med dysen. Som sagt så gjort - måske lige bortset fra, at den 8-hjulede tankbil gled sidelæns, da han bakkede, og så ramte den et træ - og så sad den fast! Åh nej, tænkte jeg! Hvis han sidder fast så nemt, får jeg så min egen bil ud? For det sneede jo stadig, og min bil var allerede godt pakket ind i sne.

Jeg gravede sneen væk omkring bilen og lagde to tykke halmtotter under hvert baghjul. Og så kom sandhedens time....jeg satte den i gear og lod den selv trække - og jubiiiiiiii - den kom sikkert ud, og så fik den ellers - igen - en gang speeder ud ad vejen gennem driverne. Det lykkedes mig at få bilen gennem sneen og ud på hovedvejen - og så var det ellers hjemad! Men du godeste, hvor var det glat! Det der med "bare" at smide salt på sneen er en afsindig dårlig idé! Sneen bliver som brun sæbe, og så er der for alvor glat! Hvis de dog bare ville nøjes med at køre med en sneplov, så går det meget nemmere.

Der lå i øvrigt en bil i modsatte vejbane af Hyldevangen. Den lå på hovedet, og motorhjelmen lå et stykke inde på marken. Jeg kunne se, at den havde taget byskiltet med på sin rutchetur, så det har ikke været sjovt at sidde i den bil! Men måske skulle bilisterne også lige lette speeder-foden. Man kan ikke køre, som man plejer - selvom man har vinterdæk på!

Da jeg så nåede hjem, skulle der lidt drev i bilen igen for at få den ind på vores egen gårdsplads! Det foregik med spin og sidelæns kørsel, og så holdt den ellers fint foran porten til værkstedet, hvor jeg havde tænkt mig at sætte den ind for at tø op. Ja ja - og så kunne jeg rydde mere sne for at få den ind! Og det kom den så. Og mens sneen tøede på den, gik jeg i gang med at rydde sne ved postkassen, ved indkørslen og langs huset og op til døren. Og SÅ var jeg godt nok sulten!!!

Og nu sidder jeg her og ser SICAB TV direkte. Rart, når jeg nu ikke selv er i Sevilla i år for at overvære det.

Pas nu godt på jer selv derude i sneen!

Lidt stemningsfotos - de er lidt mørke, fordi det sner!

Fuglehuset har en konisk "top" som tag, men laget af sne fortæller, hvor meget der er faldet.

Sommefuglebusken i forgrunden er ved at segne under sneen.

Godt med en masse brænde i reserve...

Allerede vinter igen!

Det er jo næsten uhyggeligt. Vi fik knapt nok overstået den hårde vinter 2009/2010, som gav et koldt forår og en temmelig kort sommer - og nu er det saftsus'me vinter igen!

Det startede med lidt tøsne, men pludselig slog vejret om, og der kom bunker af sne og frostgrader døgnet rundt. Det er lidt usædvanligt, at vi har decideret vinter i november, og jeg sidder her og tænker, om vi skal ha' endnu en hård vinter og ligefrem en landsdækkende hvid Jul. Vi har jo prøvet det før, der går bare nogle år imellem, så man glemmer det hurtigt igen.

Man hører altid, når nogen tænker tilbage på deres barndoms Jul, så lå der altid dyner af sne. Men skal man granske efter, så har vi kun haft landsdækkende hvid Jul 7 gange siden 1900. Men derfor kunne nogle godt ha' hvid Jul i en del af landet, mens andre måtte tage til takke med en grøn Jul.

Jeg har da oplevet hvid Jul en fire gange, hvoraf de to af dem var landsdækkende. Det var især Julen 1981, der var fuldstændigt pakket ind i sne! Dengang boede jeg på en dejlig gård inde i skoven mellem Næstved og Karrebæksminde. Det var vanvittigt fantastisk at være barn og bare kunne give den gas i sneen - og de voksne - ja, de blev børn igen! Jeg havde de to ponyer Darling og Lille Sky (se min hjemmeside i menuen Andre heste), og de blev også straks inddraget i snelegene. I julegave fik min søster og jeg den fineste sorte lædersele til Lille Sky, så han standsmæssigt kunne trække min hjemmekomponerede sulky, som bestod af en sækkevogn, hvor jeg havde sat granrafter fast på håndtagene, så de fungerede som trækstænger (om sommeren fik vi så få en rigtig flot 4-hjulet vogn til ham).

Den Jul fandt jeg på at spænde en gammeldags træ-kælk efter ham. Jeg gav så ture til hele familien, hvor én person ad gangen satte sig på kælken, og jeg red Lille Sky. Det foregik naturligvis i højeste gear! Det var en tur tværs gennem haven, rundt om en pavillion af lindetræer og retur. Så blev det min fars tur. Han satte sig godt til rette og holdt fast i rebet, jeg havde sat på kælken, så passagereren kunne holde balancen. Lille Sky og jeg satte af, fræsede henover sneen, drønede rundt om pavillionen og tilbage.....uden min far på kælken! Da jeg vender mig om, ligger min far fuldstændigt begravet i sne - kun med hovedet frit - i svinget rundt om pavillionen. Jeg har aldrig set ham grine så meget. Resten af familien kunne fortælle, at han blev offer for centrifugalkraften, da Lille Sky og jeg i bedste galopløbsstil havde lagt os godt ned til højre rundt i svinget - men min far fløj den modsatte vej og lige på hovedet i snedriven. Jeg sidder her og småklukker af grin, mens jeg skriver, for jeg kan se det helt tydeligt for mig. Det var virkelig en skøn Jul det år.

Nå, tilbage til nutiden. Sneen falder stadig, og det har den snart gjort i halvandet døgn. Fuglene går ivrigt på frø og mejsekugler, og af og til må jeg også jage egernet ud af fuglehuset, hvor den enevældigt sidder og troner på toppen af solsikkefrøene og guffer løs! Fasanerne stod på det nærmeste og kaldte her til morgen, for de er også godt sultne. Og så er råvildtet gået i spring (i flok), og fra den sædvanlige rå med lam om sommeren har vi om vinteren 6 til 8 dyr, som finder læ i vores lille granlund og nyder godt af det foder, vi lægger ud til dem.

Hestene har fået vinterdækkener på - og bliver denne vejrtype ved, så varer det ikke længe, før jeg og pigerne i stalden skal i gang med "vandslange-helvedet". Når det bliver frost, må vi lukke for vandet til vandkopperne, ellers fryser hele systemet til. Og så er det ellers fast rutefart til husets kælder, hvor vi kan hente vand til hestene.

Godt nok kan det være nok så besværligt med sne og frost - men jeg bliver formildet af, hvor smukt et syn det er.

God tur i sneen derude.

Travle dage

Det har været nogle travle dage henover weekenden - men på den gode måde. Torsdag kørte jeg op til min mor i Nordsjælland, for vi skulle på kirkegården og lægge blomster til min far. Jeg kan ikke forstå, at det er 4 år siden nu. Det føles ikke som så lang tid, og jeg savner ham stadig. Ja, det gør vi alle i familien, og derfor synes jeg, at det er rart at kunne tage på kirkegården, lægge nogle blomster og stå og "summe" lidt.

Weekenden bød så på en hestemesse, HESTELIV, som blev afholdt i Frederiksborgcentret i Hillerød. Det er ved at være mange år siden, der sidst har været en decideret hestemesse på Sjælland, og derfor synes jeg, at det var fornuftigt at finde et sted i lidt mindre målestok end f.eks. Messehallerne i Herning eller Bella Centret. Man skal jo starte et sted, og det er bedre at starte i det små og få en succes - end at slå det stort op og gå konkurs, som vi tidligere har set det for år tilbage.

Foreningen, som jeg er formand for, havde en stand på messen, og vi var placeret i forhallen, så ingen kunne undgå at se, at vi var med. Fredag var en smule tam, og vi var lidt bekymrede for, om det nu også var en god idé med at have avlsforbund med til en hestemesse, hvor de fleste nok hellere vil se nogle heste og shoppe rideudstyr. Men lørdag gjorde alle vores bekymringer til skamme, og vi fik næsten slidgigt i kæberne af at snakke! Søndag var også god, og nu glæder vi os faktisk til at lave en eftervaluering - også til hovedsponsorerne, som selv havde bunkevis af sommerfugle i maven over, om det ville blive et flop eller en succes. Jeg tror, at de roligt kan sætte et "tjek" ud for det sidste.

Og så blev det mandag - sidder her på kontoret og har betalt nogle regninger og ikke mindst skrevet nogle regninger. Det sidste hører til min absolut yndlingsbeskæftigelse! Udenfor er det gråt og koldt. Ja - i fredags væltede det ned med sne, og det er rigtigt hvidt vintervejr, de lover i løbet af denne uge. Jeg har fundet de tykke vinterdækkener frem til hestene. De står trods alt ude på folden i mange timer.

Julestemningen begynder også at komme snigende. Jeg har købt ind til adventskransen, som jeg selv binder. Vi har masser af ædelgran, taks, tuja og lidt buksbom, og så har vi også et hav af kogler. Det er nu meget hyggeligt med den december måned, og jeg elsker at tænde masser af stearinlys i køkkenet, når jeg går i gang med at lave mad.

Og nu må jeg hellere videre i teksten. Den står på posthus, indkøb, heste og div. "husmoderlige" ting!

Hasta-la-hej-hej!

Sæt musik på dine følelser

Når jeg er glad eller ked af det, skal jeg altid høre musik. Sådan har vi altid gjort i min familie.

Dagen i dag bød på et knæk i min dagligdag og fik mig til at huske på, hvem og hvad, der virkelig er vigtig i min hverdag.

Dette stykke musik får ro på min sjæl, og så kan de svigefulde mennesker gøre, hvad de vil. De kan i hvert fald ikke røre mig!

Lyt med her på Adagio for strings eller "The Swan from the Carnival of the Animals":

http://www.youtube.com/watch?v=1dPDO3Tfab0&feature=BF&list=QL&index=1

En smuk tirsdag - med det hele!

Det endte faktisk med at blive en ualmindelig smuk tirsdag. En bleg vintersol skinnede gennem et tyndt lag skyer, og der var stort set ingen vind. Fuglene har taget for sig af solsikkefrøene og mejseboldene, og fasanerne står forventningsfuldt og venter, når jeg eller min mand kommer gående med spanden med korn.

Alle bladene er faldet af træerne nu, og de stod flot pyntet i rimfrost her til morgen. Det var næsten som et eventyrland at se ud over marken i det spæde morgenlys, hvor rimtågen stadig lå og bølgede, inden den langsomt forsvandt, mens solen stod op i øst.

Jeg gik på kontoret fra morgenstunden og fik lavet både firma-arbejde og foreningsarbejde, og så var det ellers ud ad døren, på posthuset og ud til hestene. Men inden da nåede posten at komme forbi, og hun havde et lidt kedeligt brev med. En person, som vi tidligere har været ven med, har vist sig at være noget af det mest løgnagtige og svigefulde, og det ender højst sandsynligt med, at vi mødes i retten. Kort fortalt, så er personen mekaniker, og har i sin tid solgt mig den bil, jeg har i dag, og der er mange ting ved den bil, som han har fortiet. At fortie noget er det samme som at lyve. Og det har i sidste ende kostet mig uanede summer, og nu vil jeg ikke lege med mere. Vil han i retten, så gør vi det! Og jeg skal nok sørge for, at jeg får ret!

Jeg blev så vred og ked af det, at jeg helt droppede at ride i dag. Det er aldrig nogen god idé at ride, hvis man er ude af balance. Hesten kan mærke det, og der kommer ikke noget godt ud af det.

Definitionen venner kan godt være et lidt mudret begreb. Venner er man kun, hvis man kan være ærlig, tør sige sin mening og behandle sine venner, som man selv gerne vil behandles af andre. Venner er også dem, man gerne vil være i selskab med, og som man betror sig til og yder noget for uden at forvente, at man får noget igen. I dag følte jeg mig faktisk som et barn i skolen til gymnastik, der ikke bliver valgt af nogen af de to hold, der skal til for at spille håndbold, stikbold, volley ball eller fodbold. Mit gode humør forsvandt, og jeg blev faktisk ret ked af det.

Men så er det, at jeg ser på, hvad det er, jeg har: Jeg har en dejlig, hårdtarbejdende mand med stor humor, og som vil støtte mig i ALT! Jeg har 3 fantastiske heste, som altid møder mig med tilkendegivelse af, at de rigtigt gerne gider mig og gerne står i timevis og nusser mig med deres bløde muler. Jeg har en dejlig familie, som til hver en tid gider at lægge øre til mine glæder og sorger (og ditto gode veninder!!), jeg har tag over hovedet og en seng at sove i. Det gør mig stærk! Og det gør, at jeg gider at tage brynjen på og tage sværdet i hånden og kæmpe! 

Så var dig, mekaniker! Jeg har netop bevæbnet mig selv til tænderne med computer, IQ og diverse andre sidegevinster! Good luck!

La Reina del barro (mudder dronningen)

Jeg havde morgenvagten i stalden her til morgen, så jeg var tidligt oppe og afsted. Det var meget tåget, og luften virkede tung. Det er nu meget hyggeligt at gå i stalden alene sådan en søndag morgen, og jeg havde taget kaffekanden med, så jeg fik en god kop kaffe, mens hestene spiste deres morgenmad og hø.

Så blev de alle lukket på fold, og jeg kunne gå i gang med at muge ud og ordne. Stille og roligt kom de andre piger i stalden, for vi skulle ha' staldmøde kl. 12. Jeg kunne godt nå at ride inden, og tror I ikke, at Baronesa havde gjort det igen!! Netop, som jeg skulle hente hende ind, havde hun lige rejst sig fra en herlig rulletur i mudderet!

Nå, men det er heldigvis mange år siden, jeg kunne blive hysterisk over at se min hvide hest være pladret, så jeg striglede hende så godt jeg kunne, og så på med sadel og hovedtøj. Ikke så meget pjat!

Vi skridtede en tur i tågen og endte ovre i ridehuset, hvor vi havde det hele for os selv. Herligt! Som altid var hun glad og fremadgående, og det gør, at hun sveder meget. Det har hun altid gjort. Den slags hest er hun åbenbart. Folk tror jo, at jeg har drønet rundt i ridehuset i timevis, når de ser mig komme ud med en hest, hvis pels er fuldstændigt krøllet af sved. Og så har vi bare redet i 40 minutter.

Så skridtede vi turen tilbage, og jeg fik hende ordnet og havde tid til endnu en kop kaffe, inden vi skulle mødes til staldmødet.

På staldmøderne får vi styr på vagtplaner, nye idéer, oprydning og opgaver, og det skal bare fungere, når det nu er en selvpasserstald, hvor vi sørger for stort set det hele selv. Og heldigvis er vi en flok piger, som fungerer rigtigt godt sammen, og vi løser selv diverse problemer og problemstillinger.

Mødet tog halvanden times tid, og så kunne jeg godt mærke, at jeg havde været ude i den friske luft i næsten 8 timer. Jeg frøs også, for jeg havde også svedt, mens jeg mugede ud og red, og nu havde jeg siddet til mødet og var blevet lidt kold. Så det var hjem og smide mig på sofaen med et tæppe og en varm kat på maven. Og hvad skete der så, tror I? Yep! Fru Larsen faldt i søvn!

Og det blev ikke til fotos i dag, for vejret var simpelthen for mørkt og for kedeligt. I morgen måske?

Tilbage igen

Det har været lidt triste dage her på det sidste. Jeg har ikke rigtigt haft energi til noget, og jeg følte mig mørk indeni. En stor del er helt klart, at vi i stalden mistede Johanna i torsdags i sidste uge, men november er i forvejen en trist måned for mig. Det er den samme måned, hvor jeg mistede min far, og datoen for hans død nærmer sig.

Det er nu snart 4 år siden, selvom det føltes, som var det i går. Og jeg kan stadig i detaljer huske køreturen midt om natten fra mit hjem til Dronningmølle, hvor mine forældre boede. Jeg husker især, at jeg kørte på Helsingør motorvejen, som var i starten af sin ombygning, og jeg kørte pligtskyldigt de 80 km/t, som der stod på lystavlerne. Der var ikke en levende sjæl på vejen kl. 3 om natten, og jeg tænkte: Hvad laver du kone! Se dog at komme afsted! Og så fik bilen lov til at strække ud. Og så husker jeg tydeligt, at jeg ved Villingerød - tæt på mine forældre - opdagede en bil, som var slynget ud i vejkanten. Bilen havde taget to skilte og diverse hegn med sig. Da jeg kigger i bakspejlet, opdager jeg, at der er lys i baglygterne på den havarerede bil! Jeg hugger bremsen, ringer til alarmcentralen, og triller stille tilbage. Den vagthavende var meget alvorlig og sagde: Du står under ingen omstændigheder ud af bilen! Se, om der er nogen i bilen, og hvis der er, så sørger jeg for en ambulance. Jeg kom tilbage til stedet - og bilen var væk! Nå, sagde den vagthavende. Det var nok en spritbilist! Så jeg vendte bilen - igen - og kørte mod mine forældres hus.

Jeg, min søster og min mor vågede over min far, og tidligt lørdag morgen gik han over regnbuen. Jeg er glad for, at jeg var der.

Udenfor stormer det, og regnen pisker ned. Men nu ryster jeg det sørgelige af mig og ser fremad. Der venter nogle spændende dage forude i Hillerød - Frederiksborg hallerne, hvor den første messe for heste i Hovedstadsområdet bliver holdt. Den hedder Hesteliv, og jeg håber, at det blive en succes, for vi har brug for den slags messer her på Sjælland. Det er fantastisk gode udstillingsvinduer, og måneden er jo helt perfekt! Der sker ikke ret meget på heste-området i november-december. Foreningen, som jeg er formand for, har en stand, og den er jeg med til at passe den weekend. Jeg håber, at jeg møder mange af foreningens medlemmer - og forhåbentligt også kommende medlemmer.

Og nu vil jeg se dyner! Min kat er meget fornærmet over, at jeg ikke er gået i seng for længst! Hun plejer at ligge i min arm, og vi er mindst 2 timer over sædvanlig sengetid!

Så godnat derude, og pas på jer selv!

Det endte med at blive en trist dag...

Endelig en nat med ordentlig søvn! Min husbond har været på jagt i et par dage, og jeg sover mildest talt elendigt, når han ikke er hjemme. Jeg sover meget let, vågner hele tiden og bliver opmærksom på lyde, som jeg aldrig har taget notits af før. Det skal blive rart, når vi engang får lavet lågen til indkørslen, så der er lukket af ind til vores ejendom.

Og her i weekenden fik vi så også plantet færdigt i rabatten. Tidligere stod der popler, men dem gik der sygdom i, og de gik ud. Vi fældede hele molevitten, hvilket tog sin tid, for der stod 120 stk. af dem, og rabatten er ca. 230 meter lang! I foråret fik vi planeret og sået rabatten, så den var fin, og nu var det så den optimale måned at plante nyt. Vi har valgt opstammede rødtjørn for hver 10. meter, og imellem står der havtorn.

Sådan ser det ud nu:

Det ser ikke ud af meget lige nu, men planterne gror hurtigt. Der kommer lige et par fotos af, hvordan planterne ser ud, når de er vokset til:

Den smukke rødtjørn.



Den fantastiske havtorn, som tåler vejsalt.

Vi glæder os meget til at se planterne vokse til.

Tidlig eftermiddag tager jeg så i stalden med planer om at ride krikkerne og ikke mindst pudse sadel og trenser. Da jeg parkerer bilen, ser jeg min veninde, som bor ved stalden, og som i år står for at bestille halm og tage imod penge for det. Jeg havde pengene med og løb efter hende, inden hun nåede at tage sin nyfødte søn på armen og gå ind med ham. Men da hun fik øje på mig, gik hun målbevidst hen til mig. Nå ja, tænkte jeg, hun kunne vel se, at jeg ville hende noget. Og jeg siger glad hej og har hevet pungen op af lommen og skal til at tælle pengene sammen, da hun siger: Jeg har altså noget lidt kedeligt at fortælle dig. Inden jeg overhovedet når at få tænkt: Åh nej! - så fortæller hun, at en af partene til Fjordhesten Cornetta er omkommet efter en trafikulykke i torsdags på vej hjem fra stalden.

Jeg blev helt mærkelig indeni og både forstod og forstod ikke, hvad min veninde lige havde fortalt mig. Det var bare for tæt på lige pludselig!!! Smukke, søde Johanna - bare 14 år gammel. Det gik op for mig, at jeg havde stået og snakket med Johanna i torsdags. Hun var kommet i stalden, som jeg var ved at være færdig med at ordne bokse, mad og heste, men jeg fik da sludret lidt med hende, og stak hovedet ind i stalden for at sige hej, inden jeg kørte. Og hun var glad og sagde: Hej, vi ses. Men det bliver så engang på den anden side af regnbuen.

Johanna tager bussen fra stalden til Høje Tåstrup og skifter bus der. Hun skal over på den anden side af vejen for at få sin bus hjem. Hun går mellem to busser og bliver ramt af en bil, som netop kommer kørende. Bilisten når ikke at se hende, Johanna når ikke at se bilen. Jeg har overhovedet ingen fantasi til at forestille mig, hvad hendes forældre går igennem. Hvor kan livet dog være barskt og uretfærdigt. Johannas liv var jo bare lige begyndt...

Så nu besluttede jeg mig for at skrive dette til minde om lyse, glade Johanna, og jeg har tændt stearinlys og skænket mig et glas rødvin. Og så må jeg se at holde op med alt mit hverdags-brokkeri over fuldstændigt ligegyldige ting! Vi skal vågne op hver morgen og være glade for, at vi har hinanden og det, vi har.

God rejse, Johanna.

Rusk og blæst

Man kan godt mærke, at vinteren er begyndt at snappe efteråret i hælene. Vejret har ændret sig til det mere barske nu. Tidligt i morges vågnede jeg ved lyden af kraftige vindstød og regn. Da det blev lyst, kunne jeg se, at vinden brutalt rev de resterende blade af træerne, og hidsige regnbyer har danset over himlen det meste af dagen. Men ind imellem kommer solen frem og gør det hele lidt mere venligt at se på.

I søndags var jeg med et par veninder i Skåne og besøge nogle bekendte, som også har PRE heste. De gav en dejlig frokost, og der blev snakket og set heste. Udover hestene har de også nogle eksotiske fugle. 8 flotte påfugle spankulerede frit rundt på grunden. Og så havde de papegøjer! Først blev vi hilst af en blå Ara ved navn Tai. Han var kun 3 år gammel og rigtig teenager! Han sad på en pind udenfor sit bur og gjorde sig til for at få opmærksomhed. Han gik endda så langt som til at hænge i det ene ben, vende hovedet nedad og lod den ene vinge hænge slapt ned for at vi skulle lægge mærke til ham. Han var rigtig sjov.



Blå Ara - sådan en flot fyr var Tai.

Så var den en meget smuk kakadue - kridhvid med gule hovedfjer og blå "øjenskygge". Det er nok den mest kælne papegøje, jeg nogensinde har mødt. Den brokkede sig højlydt og længe, da den hørte, at der var kommet gæster, og den helmede ikke, før vi havde været inde i dens "værelse" og sige pænt goddag. Den lagde sit hovede i de fremstrakte hænder, klappede med næbbet og syntes, at det var evigt skønt at blive gnubbet modsat fjerernes retning.

Kakaduen er en meget smuk papegøjeart.

Det var en rigtig skøn dag i det Skånske og rart at komme lidt væk hjemmefra og de sædvanlige sysler.

Så har jeg jo været på jagt efter en sadel til Jarapa, og hver gang jeg fandt sadlen i den rigtige størrelse og i pæn stand, så blev den solgt for næsen af mig! Og nu går den bare ikke længere! Nu skal Jarapa altså i gang igen og blive redet jævnligt. Så jeg ringede til min veninde, der har en rideudstyrsforretning og bad hende om at bestille en ny hjem til mig. Men selvfølgelig er der kommet en ny model, så den gamle model kunne være svær at få fat i. Hun ville dog prøve og vende tilbage til mig. Eftersom jeg ikke havde held med at finde den let brugt, troede jeg heller ikke på, at det skulle lykkes at finde den gamle model som ny. Men dér var heldet med mig! Der var 2 tilbage, fortalte min veninde begejstret, og eftersom det er den gamle model, får jeg den også lidt billigere. Der er altså retfærdighed til!

Så om et par dage skulle hun gerne have fået den hjem, og så skal vi prøve den på dyret. Forhåbentlig passer den, som den skal, og så skal der findes 2 parter i en fart!

Nu må jeg en tur på posthuset, og så er det ud til hestene!