fredag den 21. januar 2011

MIN dag!

Dagen i dag er MIN dag - og hvor jeg hele dagen kan få lov at bestemme ALT og gøre lige nøjagtigt, hvad jeg har lyst til! Jeg har nemlig fødselsdag! Måske ikke ligefrem noget at gøre reklame for, når man har den alder, jeg har, men jeg er nu engang af den indstilling, at man altså ikke er ældre, end man gør sig selv til. Alder er bare et tal!

Så i dag har jeg sovet længe, hvilket ikke passede katten særligt godt. Hun var meget fornærmet over, at jeg bare blev liggende i sengen i stedet for straks at fare ud i køkkenet og give hende mad. Efter nogle forsøg på at få mig ud af fjererne, gav hun op og lagde sig tæt op ad mig, og så fik vi lige "en morfar" i en halv times tid.

Jeg stod op til en dag med rimtåge, og det så ærligt talt lidt gråt ud. På min mobil var der allerede fra morgenstunden gået fødselsdagshilsner ind, og på min mail og på Facebook væltede det med lykønskninger. Det er simpelthen så dejligt at blive hyldet på den måde!!!

Efter at have fodret fasanerne, som praktisk taget var kommet ned til huset for at hente mig, tog jeg ud til hestene. Der var ikke et øje i stalden, så jeg mugede ud og hyggede mig med at ordne bokse og foder. Så gik jeg ud til folden og hentede Baronesa ind. Hun var en anelse uvillig, for jeg afbrød hende lige midt i siestaen! Men hun elsker at komme ind på staldgangen og blive striglet, så hun var ikke mopset ret længe.

Og netop som jeg trak Baronesa ud af stalden, brød solen igennem rimtågen, og vi skridtede en pragtfuld tur i det lune solskin. Mit humør fik lige en tand ekstra opad, og Baronesa var også glad og sjov på turen.

Det er eftermiddag nu, og jeg må straks på hovedet i bad! Min mand og jeg skal ud at spise på vores yndlingsrestaurant, og jeg glæder mig som et lille barn! De laver den lækreste mad! Og det er ikke mig, der skal køre hjem. Det er helt sikkert!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar