søndag den 15. maj 2011

Blomster, byger og Melodi Grand Prix

Maj er absolut en af mine favoritmåneder. Alt er sprunget ud og står frodigt og saftigt grønt. De sidste trækfugle som nattergalen og landsvalen har indfundet sig, og det er skønt at se svalerne kvidre fornøjet i deres akrobatiske flugt. Nattergalen har indfundet sig på sit sædvanlige revir nede i bunden af sommerfoldene, og sangen er helt fantastisk!

I dag skulle jeg lukke de 4 hopper på græs. Først Frederiksborghoppen Silja, dernæst den gamle fjordhoppe Cornetta, og til sidst mine to spanske rørbomber! De var naturligvis dybt fornæmede over, at de skulle derned til sidst, men det var der altså en årsag til. Silja går frisk fremad, mens Cornetta går meget mere adstadigt pga. sine gamle ben. Går man med de to samtidigt, får man flået armene af kroppen. Derfor trækker jeg de to enkeltvist først, og så kan jeg tage mine samtidigt. Baronesa var rasende over rækkefølgen og drønede i protest rundt på folden, mens hun trompeterede hysterisk. Ja, det gør det så ikke bedre, at hopperne er i brunst. Så er de altså noget mere åndssvage! Rapse løb med - men egentlig lidt forvirret over, hvorfor der skulle bruges så meget energi på det!

Fat i sejlgarnsbomberne med en formaning om IKKE at løbe ud ad folden, når jeg trak dem ud. Rapse sagde: Helt i orden. Baronesa fnøs: Ikke på vilkår!! Så der gik jeg med en ultra samlet gammel følhoppe på min venstre side, som gik passage og havde ild ud ad næseborene. På min højre side gik Rapse afslappet og var egentlig lidt irriteret over sin mors latterlige opførsel. Jeg måtte da også stoppe op et par gange og sætte Baronesa på plads - til hendes store fortrydelse. Men de glæder sig jo helt vildt til at komme på græs, og de stak da også hovederne ned i det saftige græs med det samme.

Der skulle de gå i 2,5 time, så jeg gav mig god tid til at muge ud, lave en lille reparation på en vandkop og gik mig så en tur rundt om sommerfoldene og tog lidt fotos.


Så bliver det ikke bedre at være hest.


Paradisæbletræet står i fuldt flor.

Vild kaprifolie. De dufter himmelsk!

I går var der det Europæiske Melodi Grand Prix. Det synes min mand og jeg er ret hyggeligt, for det er jo lidt af et show, der bliver stablet på benene. Derudover var der en del gode sange i år, og den danske mente vi også havde en fair chance. Men selvfølgelig kommer der også et par mindre uheldige eksemplarer med, og det var der også i år. Den græske sang var jeg godt nok ikke vild med, for der var intet unikt ved den, og den var også ret trættende af at høre på. At min mand gav mig ret, viste sig ved, at han - ude i køkkenet - pludselig brød ud i omkvædet, som lød det meget komplicerede "Åh åh åh ååååhh åhhhhåååh"! Og så var det katten havde fået nok! Hun lå på min mave og stak øjeblikkeligt kløerne i mit maveskind, da hun satte af og fornærmet hoppede over i sin kurv i vindueskarmen.

Og helt ærligt. Der er altså for meget show og piercede maver frem for musikkvalitet! Utroligt, at en jury kan sidde og beslutte sig ved at ressonere: Ham der er grim, men sangen er da okay = 4 point. Hende der synger ikke så godt, men til gengæld har hun ikke ret meget tøj på! = 12 point!

Og mange af sangene har for meget Åh åh åh åh åh, eller uh uh uh uh - med en lille krølle da-du da-du da-du da-du! Og mens jeg nu er i gang med mit mopsede MGP udbrud, så vil jeg godt ha' lov at slå i bordet og sige: Opera hører IKKE hjemme i denne popkultur. Basta! En korsikansk operasanger til at repræsentere Frankrig. Så fik de vist lige lidt oprejsning for Napoleon der! Come on! Det er det 21. århundrede! Opera hører hjemme i et helt andet forum, og der skal det blive for at være nøjagtigt så smukt, som det er! Alt andet er da blasfemi!

Jeg var sikker på, at kampen ville stå mellem Irland, England, Sverige, Danmark og Rumænien. Faktisk så sikker, at jeg ville æde min gamle ridehjelm på det. Men nej! NEJ NEJ!!! Vinderen skulle være det land, som 1. Havde stjålet konceptet fra Danmark fra sidste år. 2. Fået et svensk makkerpar til at skrive sangen. Og så skide være med, om konen kan synge. Hun ser godt ud! Jeg kan flippe helt ud over det! Og så et land som Aserbajdjan! Find dog på noget selv!! De har en gammel musikkultur. Hvorfor i alverden kan de så ikke få lov til at bruge noget der fra. Det havde gjort det tusinde gange mere originalt!

Jamen himmel! Men i det mindste kom både Danmark og Sverige i top 5, hvilket var fuldt fortjent. Hm, det kunne være, at jeg skulle prøve en ny niche: Skrive MGP sange, ha ha ha ha!

Vores kastanietræ står i fuld blomst. Foto er taget i lørdags, hvor der var et stort stykke blå himmel - inden der kom torden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar