Som jeg skrev sidst, skulle vi fælde de gamle fyrretræer. Der var 5 tilbage, og de var de største. Derfor måtte vi leje en lift, så vi først kunne "pelse" dem for grene, skære dem i småbidder, indtil de var så lave, at vi kunne fælde dem, uden at de ramte huset eller andre ting.
![]() |
| Vi havde egentlig bestilt en lift, der kunne gå op i 25 meter, men den var allerede udlejet. Så vi fik denne, der kunne gå 18 meter op. Den var uundværlig! |
Og så var det i gang. Min mand kørte op med liften og motorsaven, og så var det ellers derudaf. Jeg læssede grenene på traileren, og så snart den var fuld, kørte vi ned i baghaven og læssede af. Vi havde allerede gang i bålet, så vi kunne blive ved med at fylde på. Under hele processen ryddede vi for grene, så vi ikke stod med en stor, umulig bunke, når træet var fældet.
Vejret var herligt, og vi havde nogle fanastiske solnedgange. Vi satte os i skibsdækstolene oppe ved huset, så vi kunne se ud over marken mod vest. Bålet glødede, og det gjorde den nedgående sol også. Og i vores glas boblede en let mousserende rosévin. Hold op, hvor har vi hygget i Påsken!
![]() |
| Jeg måtte lige måle det tykkeste af træerne i forhaven. Næsten 2 meter i omkreds! Vi kunne tælle ca. 57 ringe, så træet har været næsten 60 år gammelt. |
![]() |
| Her får man en fornemmelse af, hvor høje træerne er, når man mand står lige foran et af dem. |
Lige så snart Påsken var overstået, var det tilbage på arbejde i Næstved. Der blev stoppet og fuget, og platformen skulle flyttes undervejs. Min mand er i gang med at lave det sidste finish, hvor jeg ikke behøver at være med. Og i morgen bliver platformen hentet.
Weekenden har jeg brugt på den årlige basiskåring af PRE heste. Torsdag styrtede jeg rundt for at få styr på det sidste og sørge for mine heste, som skulle passes af de andre piger i stalden. Jeg laver mad til alle dagene og vejer deres wrap af. Så det er forholdsvist nemt for andre at passe dem. Foreningen havde lejet en bil, som jeg hentede i Roskilde fredag formiddag, og så skulle jeg hente et af de andre bestyrelsesmedlemmer. Dernæst var det direkte ud i lufthavnen og hente den spanske dyrlæge, som vi skulle ha' med rundt i landet.
I år havde vi kun 11 heste til basiskåring, og de var godt spredt ud over hele Danmark. Vi havde forsøgt at lave så få opsamlingssteder som muligt, men det blev alligevel til lidt for mange steder. Der er for meget køretid i forhold til antal heste. 935 km blev det til i alt.
Men intet er galt, uden det er godt for noget! Vi fik set mange skønne steder, fantastiske landskaber, sejlet med katamaran og mini-færge, set plantager med kronvildt og dybe skove. Danmark er altså et helt unikt land med sine frodige, bakkede landskaber og de vidunderlige fjorde og strande. Det er også skønt at se andre PRE heste og ikke mindst møde andre PRE ejere. Men alligevel - bedst var det at se min Alexandrina igen, som jeg forstyrrede midt i hendes siesta! Hun var lige tynd nok efter vinteropholdet i Præstø, da jeg flyttede hende til Græsted, men hold op et godt arbejde, der er gjort for at få hendes huld på igen, på trods af, at hun er drægtig.
Hun var rund og lækker - og hendes mave var enorm! Gad vide, om der kommer en færdig Grand Prix hest med kandar og dressursadel ud, så stor som hun er? Og der er gang i føllet! Der bliver sprunget nogle kaprioler.
Og jeg må konstatere, at Alexandrina har et sind fuldstændigt som sin mor. Hun blev liggende, da jeg kom ud til hende, og hun havde intet imod, at jeg lagde mig ind til hende og holdt om hende.
![]() |
| Dejlige, runde Alex! |
På Facebook kan jeg følge med i alle PRE vennernes oplevelser med deres heste, og det er en glædelig begivenhed, hver gang der jubles over et nyfødt føl. Mange har fået føl nu, og jeg får flere og flere sommerfugle i maven! Åh altså, der er jo næsten 2 måneder til! Man er jo så spændt på at se kombinationen af hingst og hoppe, og der er da også mulighed for noget farve. Men hånden på hjertet - hellere en rigtig god kvalitet skimmel end en farvet hest af dårlig kvalitet.
Suk, hvor er det svært at vente!






Ingen kommentarer:
Send en kommentar