Efter en god gang stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs, gik min mand ud for at lure - stadig - på den gamle råbuk. Jeg satte mig ud på terrassen og skuede ud over bygmarken, som i aftensolen bølgede dovent for den svage vind. Duften af hyldeblomst, roser, græs og vild kørvel var kraftig, og fuglene stemte i med den skønneste sang. Så er den danske sommer altså bare vidunderlig!
Duften af hyldeblomster sender mig tilbage til min barndom, hvor mine søskende og jeg kom på besøg på en gård i Nordsjælland, hvor vi altid om sommeren blev budt på hyldeblomstsaft. Jeg har selv lavet det flere år i træk, og hver gang bliver jeg lige overrasket over, hvilken fantastisk smag naturen kan give.
En genbo langt ude har både får og heste, og det er pragtfuldt at sidde om aftenen og høre fårene bræge og hestene vrinske. Ægteparret har begge helt kontroversielle kontorjobs, men det der med at flytte på landet, har de forstået! De har hele to traktorer af lidt ældre dato, men fuldt ud funktionsdygtige. Og ikke noget med at få andre til at lave hø, halm osv. - næh nej, det laver de skam selv! Og her til aften blev den gule traktor startet for at køre ud på en nabomark og vende høet. Der er måske lige det ene "aber dabei" med de mennesker, og det er, at de tror, at alt med 4 hjul har dobbelt turbo! Traktorerne inklusive! Især den gule traktor bliver fyret af ned ad grusvejen. Gad vide, hvor længe den holder i det tempo....
Mine roser blomstrer nu alt, hvad de har lært, og både synet og duften kan gøre enhver svimmel. Der er nogle, der synes, at roser er besværlige. Det er de nu ikke. Man skal bare sørge for at købe nogle hårdføre sorter - og så skal man også sprøjte dem. Det gør jeg 2 gange om året, i maj eller tidlig juni og igen i august. De bliver først sprøjtet for insekter og 4 uger senere bliver de sprøjtet igen - denne gang med et middel mod svampesygdomme så som rust og meldug. Gider man gøre det, så får man nogle roser, som er lige til at udstille! Og sprøjtemidlerne kan købes i hvilken som helst planteskole, og det er midler, som er godkendte og som endda må bruges i drivhuse. Ikke noget giftigt, der kan gå ud over økosystemet. Jeg er glad for, at rædselsmidlet Bladan er forbudt - og blev det for snart mange år siden. Det kan godt være, at det var effektivt, men det var stadig giftigt i hele rækken af fødekæden. Fra bladlus til gråspurve til katte og rovfugle. Alle faldt de døde om. Du fredsens hvor har mennesker dog været torskedumme!
Først lidt fotos...
| Hylden blomstrer nu, og de dufter fantastisk. |
| Den smukke dybrøde rose, Ingrid Bergmann, som får rosenhoveder, der er større end en menneskehånd. |
| Den hvide rose, Karen Blixen, blomstrer flittigt, hvis du gider at sørge lidt godt for den i løbet af sommeren. |
| Rosen Karen Blixen er svagt laksefarvet i bunden, lige når den springer ud. |
Langs vores terrasse har vi en hæk med duftende kaprifolie stående. Den er lige ved at springe ud, og når den gør det, får vi fint besøg! Det er noget, min mand og jeg altid glæder os til, for det er et helt fantastisk syn! Der findes en gruppe af sværmere, som også kaldes natsommerfugle. Vi har to af dem: Ligustersværmer, som har et vingefang på mellem 10 - 12 cm, og snerlesværmeren, som har et vingefang på op til 8 cm. Begge er enorme insekter, og de kan stå stille i luften som en kolibri og suge nektar af kaprifolieblomsterne. De kommer typisk forbi fra kl. halv otte om aftenen, og brummer løs hele natten. Det lyder som en hel helikopter, når de sværmer rundt!
Det kan være lidt svært at se forskel på de to sværmere, for de har begge stribede kroppe. Ligustersværmeren har dog også striber på undervingerne, så den virker endnu mere stribet, når den flyver. Snerlesværmeren har grå undervinger og ligner ikke - som ligustersværmeren - en zebra i luften.
Jeg har prøvet at tage fotos af dem MANGE gange, men de kan ikke li' at blive fotograferet! Det er dog lykkes, og jeg fik også en rimelig hæderlig video optagelse af ligustersværmeren. Den kan du se her: http://www.youtube.com/watch?v=DugH25BXAzE
Ligustersværmeren ser sådan ud:
| Ligustersværmer - her får man en meget godt indtryk af, hvor stor den er. Foto er lånt fra nettet. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar