torsdag den 16. juni 2011

Snart er det tid

Jeg tog en tur til Nordsjælland i dag for at se til min hoppe, Alexandrina, som er sat til at fole engang i næste uge. Jeg kørte afsted hjemmefra i det skønneste sommervejr i morges og landede 45 minutter senere i Nordsjælland. Og der stod hun, den tykke madamme, og så gudeskøn ud!

Selvfølgelig synes man altid, at ens egne heste er de smukkeste, og jeg er da heller ingen undtagelse. Alexandrina ligner i den grad sin mor og har et roligt og fornuftigt gemyt. Hun er bred og med sin races karakteristika, og med sine i forvejen runde former, gjorde det hende bestemt ikke klodset at se på med den store mave.

Det er tydeligt, at føllet har vendt sig og er klar. Yveret er også ved at tage form, så det hele tyder på, at nu er der ikke så længe til.

Og det er altså længe at gå og vente på resultatet. Hele 11 måneder; og især den sidste måned er streng at komme igennem. Det er ikke første gang, at en af mine heste skal ha' føl, men denne gang er jeg nok en smule pylret og småhysterisk, for det er første gang, at Alexandrina skal ha' føl. Jeg har hørt og læst så mange skrækhistorier, så jeg beder til, at alt kommer til at gå, som det skal, og at føllet - ikke mindst - er sundt og rask.

Der er mange, der har spurgt mig, om jeg har fundet et navn til føllet. Og ja, det har jeg. Men af mere eller mindre overtroiske grunde har jeg valgt at holde det hemmeligt, til jeg ved, at føllet er, som det skal være. Så lad det være en overraskelse.



Der ligger et stort føl derinde. Jeg er glad for, at Alexandrina er en rummelig hoppe!


Her lagde føllet sig over til venstre.


Maven har nu fået den rigtige form - klar til foling.

De seneste dage har jeg været aktiv i haven. Blomsterbedene har fået den helt store tur, og roserne især trængte til mere jord omkring "fødderne". Der blev luget en hel del kvikgræs, mælkebøtter og nogle steder også skvalderkål. Det er og bliver enhver haveejers hadeplante!

Og roserne er så fantastiske nu. Først i dag sprang den første Ingrid Bergmann rose ud. Den er helt dybrød og fløjelsagtig, og rosenhovederne er enorme. Efter vinteren måtte jeg klippe stort set alle roser helt ned, og det giver altså pote i form af mange blomster. Og jo mere man klipper af dem i løbet af sommeren, jo flere blomster får de. Så jeg klipper med jævne mellemrum roser til at sætte i vaser, og duften breder sig i hele huset.

I næste uge er det Skt. Hans - nærmere bestemt næste torsdag. Og hvad siger meterologerne? Regn! Og endnu mere kedeligt, at der også er lovet regn på onsdag, hvor min mand og jeg har 9 års bryllupsdag. Nå pyt! Man kan da heldigvis sidde indenfor på en restaurant (vi plejer at tage ud at spise på vores bryllupsdag), men det hyggeligste er dog at kunne sidde udenfor. Og bliver det godt vejr alligevel, så står den på bål og grill hjemme i haven - og måske et føl :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar