Jeg fik nået det hele til foreningens stand på Roskilde Dyrskue, og vi var velsignet med det mest fantastiske sommervejr! Og publikum udeblev da heller ikke, og eftersom torsdag var en helligdag, havde mange taget fri om fredagen, så den dag alene kom der over 36.000 mennesker! Alt i alt har der været godt 90.000 forbi dyrskuepladsen over hele weekenden.
Om lørdagen var der sol fra en skyfri himmel, 25 grader og ingen vind! Hvis et af de mange flag bevægede sig en smule, skyldtes det, at en af køerne slog en prut! Jeg mødte mange mennesker - både dem, jeg kender i forvejen, og også et par nye imellem.
I år skulle jeg ikke være der alle 3 dage, for min mellemste storesøster fyldte 50 i søndags, og hun skulle naturligvis fejres med manér. Og jeg havde skrevet en sang til hende og sad og printede for fulde gardiner om torsdagen. Da der manglede 8 print, nægtede min printer at give mig mere, for der var ikke mere yellow toner! Typisk!!! Jeg havde jo printet en masse til foreningen - uden at tjekke, hvor meget der egentlig var tilbage... Men det skulle vise sig, at det antal, jeg havde fået printet, var lige nøjagtigt det antal, der skulle bruges. Ret heldigt!
Da jeg kom hjem fra dyrskuepladsen lørdag aften, satte jeg mig på terrassen med et glas rødvin og skuede ud over markerne. Så var det, at det gik op for mig, hvor meget larm der egentlig er på sådan et dyrskue. Jeg havde mildest talt dobbeltsidig tinnitus! Det gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre, at vores stand stod klods op ad en højttaler, hvor vi det meste af dagen lagde ører til karakteristikoplæsning af samtlige hesteracer!
Vejret var lige så sommerligt i søndags til min søsters fødselsdag, og det var næsten for varmt at sidde i solen. Vi spiste frokost på Hellerup Havn, hvor der er en dejlig stor terrasse i 1. sals højde med udsigt over Øresund. Her kunne vi se sejl- og motorbåde og badende mennesker. På en privat badebro lige ved siden af kom nogle børn løbende og kastede sig straks ud i bølgerne. En schäfer løb med, men stoppede ved kanten og gøede højlydt, mens den steppede langs kanten af broen. Et øjeblik efter kom hund nr. 2 - en labrador. Og her er der tale om en ægte vandhund! Den drønede ud af broen og satte af lige for snuden af schäferen og tog et flot hovedspring. Men schäferen skulle stadig ikke nyde noget af at få våde poter!
Så blev det mandag, og jeg kunne godt mærke, at der havde været drøn på hele weekenden. Det var godt lummert hele dagen med høje temperaturer. Til aften gik min mand ned for at lure på den &="?)"`¤!"!/"&!%¤! gamle, snu råbuk, og jeg satte mig på terrassen, efter jeg havde gjort klar til frikadeller og nye, danske kartofler. Det var helt vindstille, skyerne trak sig sammen og ændrede farve. En rumlen langt ude varslede torden. En time senere sad jeg og spekulerede på, om jeg skulle hente min mand, for jeg kunne se, at det var et tordenvejr, som var rimelig ondskabsfuldt!
Da det for alvor brød løs, kom min mand farende med et stort grin. Han havde jo siddet under granerne, og det var først, da han rejste sig, at han opdagede, hvor store regndråberne var. Der kom nogle gevaldige brag, som rystede hele huset, og lynene var fantastiske!! I mit stille sind bad jeg til, at mine heste blev skånet, for torden og heste på fold er en rigtig dårlig kombination!
Og nu har jeg fået en hel masse fra hånden på kontoret i dag, mens jeg har ventet på en leverance. Men den er naturligvis ikke dukket op i dag som lovet. Typisk!
Og nu vil jeg gå ind og skrabe flere nye, danske kartofler til dagens aftensmad - og ikke mindst en grøn salat med både tomater og agurker! Ja, jeg er ikke bange for at sætte tænderne i danske grøntsager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar