Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne nå at køre helt til Nordsjælland for bare at overvære lidt af folingen, så jeg blev hængende i røret, og så rapporterede Margrethe ellers detaljeret, hvar der skete - sekund for sekund.
I baggrunden kunne jeg høre Alex pruste og stønne, og hun rejste sig også en enkelt gang pga. en heftig presseve.
Selve folingen foregik sådan her i telefonen:
Så - nu stikker der to små hove ud - og nu kom lidt mere af benene. Og det er forben, så den ligger rigtigt. Nej nej Trunte (Alex), læg dig nu ned igen, pige.... Nu er der en mule! Nå, nu forsvandt den ind igen....nej, der er den! Og nu er halvdelen af hovedet ude.....Uh, den er lidt svær at få ud....Skal jeg hjælpe...Næh! Nu kommer den smuttende!
Og der lå føllet så med fosterhinden henover ører og øjne. Alexandrina havde rejst sig med det samme og gloede forskrækket på det lille rumvæsen, som lå i halmen. Da føllet pruster og ryster hovedet for at få fosterhinden af, var Alexandrina lige ved at kravle over boksvæggen af skræk!
Margrethe fjernede hinden og trak Alex hen til føllet, som jo lugtede af hende selv. Og så kunne det nok være, at moderrollen blev kick-startet, for Alex gik straks i gang med at slikke og rengøre føllet. Ved et trylleslag blev Alex mor med et stort M!
Der gik lige 5 minutter, så kom der gang i føllet - og vupti, så stod den op! Er naturen ikke bare fantastisk!
Det var lidt frygteligt at sidde så langt væk og ikke kunne være der og se det selv. Men Margrethes levende beskrivelse og jublen gjorde, at jeg næsten følte, at jeg var der. Du er saftsus'me en god jordemoder, Margrethe!!! Stort knus til dig!
Margrethes mand optog folingen på video, og den får jeg senere. Jeg glæder mig til at se den! Margrethe tog også en del fotos, og ved sødgrød om hun ikke - kl. kvart i kvalme om natten - gik ind til computeren og uploadede dem på Facebook, så jeg kunne se vidunderet.
Jeg fik ikke sovet ret meget, for det kunne ikke blive morgen hurtigt nok! Jeg røg da også i bilen og kørte afsted med et brød under armen. Lidt jordemoderkaffe og brød skulle der til!
Jeg gik straks hen til stalden, og der stod en meget stolt Alex og det mest vidunderlige føl! Og det blev et hoppeføl, som jeg havde ønsket mig! Hvad farve hun bliver, må tiden (og en farvegentest) vise!
Føllet, som jeg har døbt Autentica CEL (de sidste 3 bogstaver er mine initialer for at undgå en masse romertal efter navnet, når hun er indskrevet i stambogen), er en charmerende bandit med krudt i rumpetten! Hun vil kæle og snakke og følger interesseret med i alt. Der går dog lige nogle dage, før hun kan se helt tydeligt.
Så kom dyrlægen, som jo altid skal tjekke, at alt er, som det skal være. Føllet havde en lang bid navlestreng siddende, så den blev klippet af og duppet godt med jod for at undgå infektion. Der blev også tjekket for navlebrok, hvilket der heldigvis ikke var noget af. Og så skulle den unge dame jo også lige ha' en sprøjte med antibiotika - og DET var ikke populært! Hun vred sig som en ål ud af mine arme. Efter 3. forsøg kiggede dyrlægen lidt irriteret på mig og sagde: Hun går altså ikke i stykker, hvis du holder fast og lige presser hende let ind mod væggen. Nej - selvfølgelig går hun ikke i stykker, men det er altså 7 år siden, jeg sidst stod med et føl, og Autentica her er lige så dyrbar for mig, som de andre har været. Okay - af med jakken, fat i tanten og ind mod væggen. Føllet trak vejret lidt hurtigt, for selvfølgelig var hun bange. Men hun strittede ikke imod denne gang, og dyrlægen var hurtig til at give hende sprøjten.
Da jeg slap hende, løb hun hen til Alex og skulle ha' sig en trøstetår mælk. Imens gennemgik dyrlægen og jeg både fosterhinden og efterbyrden for at tjekke, at de var hele, og at der ikke var en rest tilbage i Alex. Men alt var der, og Alex blev også tjekket for en sikkerheds skyld. Det hele var, som det skulle være.
Jeg sagde farvel til dyrlægen og ventede lige 10 minutter, før jeg gik ind i stalden igen. Jeg regnede med, at føllet nu ville synes, at jeg var en dum dame, men hun havde hurtigt glemt alt om vores lille kamp i boksen. Hun ville gerne kæles og nusses.
Lidt senere trak Margrethe og jeg Alex og Autentica på en lille fold. Det gik også helt fantastisk. Alex travede lidt frem - og standsede - travede frem igen - for at lære føllet, at hun skal følge med. Det var skønt at se dem på folden i det gode vejr, og det var meget svært at løsrive sig.
Jeg skal selvfølgelig op til dem jævnligt, og jeg tager nye fotos hver gang, for det går stærkt med sådan en følbasse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar