Om aftenen sætter vi os på terrassen, hvor vi kan se ud over naboens store bygmark, der bølger som et hav i vinden. Lyden af raslende aks og duften af varmt korn, lyden og synet af en musvåge, der kredser rundt på termikken højt oppe, duften af kaprifolien og roserne, og ude i horisonten lyden af genboens får og heste. Det blir' altså ikke meget bedre! Det er den skønneste sommerstemning.
Autentica har nu endelig fået grime på, og det var Margrethe, der vandt den kedelige opgave. Tøsen var naturligvis ikke lykkelig for at få sådan noget på, og grimen var da også alt for stor til hende. Så Margrethe lånte hende sin fine lædergrime, som passede meget bedre. Tessa - som jeg kalder hende nu (pigerne på gården kalder hende Audi!) har desværre tabt sig pga. diarré. Det er helt almindeligt, at føllene får det, når hoppen går i brunst igen. Hormonerne går direkte i mælken, og det er hård kost for en lille følmave. Margrethe og jeg besluttede at hjælpe hende, så hun får noget, der neutraliserer hormonerne og får hendes mave på ret køl igen. Det hjalp øjeblikkeligt, og hun skal jo helst vokse sig stor og rund nu.
| Siesta i mors hø! |
Baronesa og Rapse er store og tykke! De er lykkelige, når de er på græs, for det passer dem absolut bedst. Vores ridebaner ligger stadig under vand, for der har været en tendens til nogle hidsige byger - især om natten / tidligt om morgenen. Så det når ikke at tørre helt op. Så det er stadig den lille klassiske ridebane / volte og en skridttur.
Jeg flyttede pigerne over på en anden græsfold i går, for de går lige nu på nogle mindre folde. De skal helst ikke dødbides. De går jo sammen med en gamle fjordhoppe, Cornetta, som her skal nyde sine sidste dage i fulde drag. Hendes ejer har besluttet at sende hende til hestehimlen i slutningen af august, for hun er så slidt i sine ben og har næsten ingen tænder tilbage. Cornetta er en 25 - 26 år og har gået som rideskolehest. Her har hun højst sandsynligt fået alt for meget sukker af eleverne. Og det går altså ud over tænderne. At give heste sukker er en stor fejltagelse!!! Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det...! Og hendes gamle ben er slidt af at gå på hovslaget dag ud og dag ind, og hun skal ikke opleve en så slem vinter, som hun havde sidst, hvor hun knapt kunne gå ud af sin boks om morgenen, fordi hendes ben var så stive. En hest, der i den grad har tjent til føden, fortjener også at komme herfra med værdigheden i behold.
Nå, men jeg skulle flytte tøserne, og det var bare rundt om hjørnet. De gik på den midterste fold, og leddet til den næste var lige ved siden af. Så jeg slukkede for strømmen, tog leddet af den nye fold, hentede tøserne og lod deres led stå åbent. Så håbede jeg, at Cornetta ville følge trop. Og det gjorde hun den dygtige pige. Hun traskede lige i hælene på de andre, så det var så nemt!
Endnu en skridttur kalder, og så tror jeg, at jeg vil vaske hale på Baronesa. Den trænger!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar