Juledagene nærmer sig

Som altid føler jeg, at dagene bare flyver af sted med rasende fart, og i denne Juletid har vi alle en hel masse, vi skal nå!

Min mand og jeg har fået afsindigt travlt efter de to storme, så vi er en anelse stressede. Især, når der er ventetid på materialerne, for alle håndværkere er i fuld gang i hele Danmark. Det næste bliver skaderne efter stormfloden, og vi har netop haft besøg af en oliefyrsmand, som skulle lave service på vores fyr. Han bor i Jyllinge - eller gjorde - for han og familien måtte flytte i campingvogn på ubestemt tid. Deres hus ligger tæt på fjorden, og selvom vandet har trukket sig tilbage, ligger der stadig 30 cm vand i hele deres hus. Prøv at forestille jer, at ikke bare jeres hus, men også alt jeres indbo, er blevet fuldstændigt ødelagt efter vandmasser, der er en blanding af havvand og kloakvand. Det er jo ikke til at overskue. Og tanken om at holde Jul i en campingvogn er knapt så tiltrækkende! Var det mig, skulle man nok se langt efter mit Julehumør! 

Men mit Julehumør er skam godt i år. Jeg pyntede op i huset 1. december og fik støvet Jule CD'erne med Nøddeknækkeren, Celine Dion, Mariah Carey og div. kunstnere af. Der er skrevet Julekort og gransket ønskelister og sat julebelysning op udenfor.

Vi fik dog ikke sne lige som de foregående år, men det passer mig egentlig udmærket. Dog er det knapt så hyggeligt med alt det mudder, der er på hestenes folde, og hestene synes heller ikke, at det er så fedt. Men i det mindste går de kun i mudder til koderne og ikke til knæene. Baronesa har en stor forkærlighed for mudder, som hun med stor omhu vælter sig rundt i og får gnedet grundigt ind i hovedet, pandelokken og pelsen! Nogle dage har jeg lidt svært ved at skelne mellem grimen og pandelokken. Rapse er ikke lige så slem, og hendes pels er samtidigt kort, så mudderet er til at få af hende.

Dagene er virkelig blevet korte, og nogle dage føler jeg slet ikke, at det har været dag! Men vi nærmer os årets korteste dag - og så går det mod lyset igen. Herligt!

De vilde fugle har jeg som sædvanligt sørget godt for, og min mand proklamerede, at nu gad han ikke se på det gamle, slidte foderhus mere. Han kom så hjem med det flotteste foderhus med kobber på taget. Vi satte det straks op, og vi havde knapt nok vendt det ryggen, så kom de første gæster til buffeten. Min mand forbarmede sig så over det gamle foderhus og flikkede det sammen. Vi satte et par kroge i det og hængte det op i den gamle syren. Det var også et hit, og fuglene går virkelig til den! Det går stærkt med foderet, og jeg skal tjekke hver dag, om der er nok at spise.

Det er hyggeligt at se på småfuglene og ikke mindst de mange forskellige arter. Der er de sædvanlige skovspurve i hobetal, og de går ikke af vejen for at tage kvælertag på hinanden for at komme først til fadet. Så er der musvitter, blåmejser, bogfinker, rødkælk, grønirisk, grønsisken og dompap. Forleden var der også gulspurve.

Og mange småfugle betyder jo også mad for andre. Jeg var lige kommet hjem og stod ud af bilen, da der kom en jetjager farende i lydløs flugt gennem haven. Den slog til som et lyn og fløj derfra med en allerede død skovspurv. Det var spurvehøgen, som kom og gjorde krav på sin andel. Det er utroligt, så hurtig den er.

Vi glæder os til at holde fri mellem Jul og Nytår, hvor vi skal hygge os og nyde naturen. Hver dag glæder vi os over synet af mange fasaner i haven og af råvildtet, der går i spring nu. Vi vil gå nogle ture og få ryddet de sidste væltede træer efter stormen og måske se på en ejendom eller to.....

Til jer alle derude - Rigtig Glædelig Jul!

 

 

Med vinteren kommer savnet...

November kom med en storm, der overraskede de fleste. Men det anede mig, at det var alvor denne gang. Heldigvis varede det ikke lige så mange timer som i 1999, men det var slemt nok. Ca. 30 af vores store 20 års rødgraner måtte lade livet, men i det mindste var der ingen skader på vores bygninger eller os selv. Så det var til at tage at føle på.

Vi har ikke fået ryddet det hele af vejen, men det er fasanerne og agerhønsene glade for. Hønerne vælger at gemme sig i de væltede graner, mens kokkene søger tilflugt i de graner, der stadigt står.


Og dagene er blevet kortere. Det er næsten uhyggeligt så stærkt, det går på denne  årstid. For hver dag kan vi se, hvor langt ovre til venstre solen står ned, og til sidst går den ned hos vores nabo i stedet for hos os selv. Solen er blevet bleg, og nætterne er blevet kolde.

Solnedgang med lammeskyer.

Men når solen er her - for vi bliver naturligvis ikke forskånet for MEGET grå dage og regn - så står den op med dramatiske, stærke farver og stille og blegt ned til eftermiddag. Sådan er vores vinter jo her i Norden.

Solopgang med knald på!

Det er også blevet tid for at ride i ridehus, og det er jo rart, at man har adgang til sådan et. Vores ridebaner har ligget under vand, og foldene har været mudrede. Så hestene synes også, at det er rart at komme ud at gå på noget tørt underlag - og det giver et lille hop nu og da.

Og denne måned er desværre rigtig sørgelig for mig (undskyld til mine dejlige venner, som har fødselsdag i denne måned). Det er nu 7 år siden, at min far forlod denne verden, og hvert eneste år omkring den 18. november gennemlever jeg lige netop det døgn. Og det bliver ikke mindre hårdt for hvert år. 

Jeg glemmer aldrig, at min mor ringede kl. 3 om natten (dengang var det natten til lørdag) og sagde, at jeg nok hellere måtte køre op til dem. Dengang boede de i Dronningmølle (Nordsjælland), og det ville tage mig næsten en time at køre derop. Ud af sengen, tage tøj på, sætte kaffe over og lige blive vågen, inden jeg satte mig bilen og kørte afsted - alene. Jeg bad min mand om at blive hjemme, til jeg ringede til ham. På det tidspunkt var vejarbejdet med den nye motorvej kun lige sat i gang, så jeg kørte pligtskyldigt de 80 km/t, som der stod på skiltene. Pludselig gik det op for mig, at jeg var helt alene på vejen - og der lå min far på det sidste. Hvad havde jeg gang i! Jeg jokkede speederen i bund på min bil, og så var det ellers i fuldt fart nordpå. 

Jeg tog altid afkørslen til Tikøb og kørte over Villingerød, hvilket var det hurtigste. Da jeg var ud for Villingerød Kirke, lå der lige pludselig en masse plastik og skidt på vejen. Så opdagede jeg to vejskilte ude i højre side, som lå ind over en hæk, og så stod der noget, der kunne ligne en Fiat Punto inde i hækken. Nå, der var åbenbart en, der var kørte galt tidligere. Jeg kørte videre og så i bakspejlet - og opdagede, at der var lys i baglygterne på bilen i hækken! Jeg ringede omgående til alarmcentralen og vendte bilen. Ham, jeg fik fat i, bad mig om IKKE at stige ud af bilen men derimod låse dørene. Jeg var jo kørt et lille stykke og kunne ikke se bilen. Og da jeg kom frem - var Fiat'en væk! Måske en spritkørsel sådan en fredag nat? Aldrig godt at vide, men jeg kunne ikke lade være med at tjekke, om der var nogen, der var kommet noget til.

Kort efter var jeg hjemme hos mine forældre, hvor min far lå i stuen. Han havde været indlagt, men havde bedt om at få lov til at komme hjem de sidste dage. Vi - og min far - vidste godt, hvor det bar hen. Jeg sad med min fars hånd de sidste timer og fortalte ham om alt det, som jeg drømte om, og om alt det, som han ikke skulle bekymre sig om. Lidt i 7 lørdag morgen tog han sit sidste åndedrag i min mors arme. Sådan skulle det være.

Det kan godt være, at 7 år er længe siden, men for mig føles det, som var det i går. Og min far er stadig dybt savnet; både af mig og mine familie, men også af min mand, som holdt så uendeligt meget af ham.

Så i morgen aften laver jeg Pariserbøf, som min far også holdt meget af. Og ved hans billede tænder jeg lys, hvor der også står to flotte hyacinter ved siden af.

Lidt fotos fra i dag...

De sidste roser fra buketrosen Fairy.

Denne hortensia har valgt at sætte endnu en blomst.

Mine store hortensia skal nu ind og overvintre og blive endnu større til næste år.

  
Min fars yndlingsmusk - Frank Sinatra - My Way

Idiotisk knock-out og tandeftersyn

Når man har hest, slår man sig ofte. Meget af det er i småtingsafdelingen, og tit har man slet ikke bemærket det - men undrer sig over, hvor det blå mærke på f.eks. armen stammer fra.

I mandags slog jeg mig, så det kunne mærkes! Jeg var i gang med at muge ud, og jeg arbejder bedst med en lidt gammeldags møggreb, der er lidt tung og med et gedignt håndtag af metal. Desværre havde jeg taget "den irriterende trillebør", som vi piger i stalden getagne gange har forsøgt at ordne, så den IKKE er irriterende. Først var det hjulet, der løsnede sig og faldt af. Så var det boltene, der holder børen fast til stellet, der løsnede sig. En af dem forsvandt simpelthen, og den blev så erstattet af en anden - som slet ikke passer til børens konstruktion! Så den bolt titter lidt op, og det er altså farligt, skulle jeg hilse at sige!

Jeg muger! Og det skal kastes højt op og langt tilbage, så containeren kan fyldes bedst muligt. Jeg hugger til for at få en ordentlig grebfuld, hvorefter en af tænderne på møggreben får fat i den omtalte bolt, greben ryger ud af min højre hånd (håndtaget) og KNALDER mig SÅDAN EN på lampen! Den rammer mit kindben helt oppe ved tindingen. Det gør bare så svineondt at slå sig direkte på knoglen. Først gloede jeg overrasket på møggreben, og så kom reaktionen. Jeg måtte lige bukke mig frem og se lidt på mine sko..... Jeg så sol, måne og stjerner!

Jeg tømte trillebøren og gik ind i stalden og vædede et hjørne af et håndklæde med koldt vand og duppede på den allerede voksende Anders-And-bule! Da jeg kom hjem, spurgte min mand, hvorfor jeg virkede så skæv i hovedet. Tak for det! Et par dage senere faldt hævelsen, men til gengæld fik jeg de nydeligste efterårsfarver på kindbenet.

I går kom dyrlægen ud for at vaccinere Jarapa og Baronesa. Jeg havde også en mistanke om, at Baronesa havde tandkroge igen. Og det havde hun! Hun fik en "snaps", og der gik ikke længe, før hun stod og hang. Så kunne vi sætte mundspærren på, og dyrlægen gik i gang med sin elektriske raspe. Hvor er det altså bare meget bedre! Hun følte med fingerne og lod filen ordne hver enkelt tand. Og hvad der ville ha' taget over 1 time med en håndfil, tog nu kun en halv time. Jeg stod med Baronesas hovede på min højre skulder og havde fat i undersiden af mundspærren, så hendes hovede var lige, og dyrlægen kunne komme til. Men sådan et hestehovede er altså tungt, og jeg kan godt mærke det i min skulder i dag.

På et tidspunkt siger raspen en høj lyd, fordi Baronesa lige fik fat i den med sine kindtænder. Jeg blev faktisk lidt forskrækket, og det kunne Jarapa mærke - selvom hun stod et stykke væk. Hun begyndte at trække næseborene op og fnyse. Jeg måtte simpelthen gå over og berolige hende, og så slappede hun af igen. Det er utroligt, at de heste øjeblikkeligt mærker ens sindsstemning.

Da dyrlægen var færdig, gav jeg hestene regndækkener på, og jeg lukkede Jarapa ud til de andre. Baronesa fik lov til at sove den ud på staldgangen, så jeg satte mig på en stol og hyggede med hende i et kvarters tid. Da der var gået lidt over 1 time, efter hun havde fået snapsen, var hun klar til at komme på fold igen. Hun skal ha' en tur til igen i foråret, og så skal Jarapa med på den vogn. Det ved hun bare ikke....

Gamle Baronesa "sover den ud".

Jarapa var en smule bekymret for, om det var hendes tur til at få uhyret i munden!

Et lunt efterår og et vemodigt generationsskifte

Vejret bliver ved med at være fantastisk - tørt, lunt og solrigt. Der har dog været et par kolde nætter, hvor temperaturen var nede omkring frysepunktet. Og det gør, at træerne nu får de flotte efterårsfarver på bladene. Synd at bladene ikke bliver hængende lidt længere. Det er et fantastisk syn!

Vi har stadig travlt og godt med arbejde indtil Jul. Vi arbejder hårdt på en ny kontakt, for det er vigtigt, at vi kontinuerligt har noget at lave. De 5 magre år kan virkelig mærkes, og jeg orker ikke at kæmpe mere. Nu må det godt vende for os, så vi kan se fremad og begynde at tænke nogle tanker om at finde os et andet sted at bo. Vi har snakket om det længe, og vi skal også til at spekulere lidt over, hvor gamle vi er, og hvor længe vi kan blive ved med at knokle. Og det koster jo ikke noget at kigge! Vi har et stort ønske om noget mere jord; både til jagt og til heste - og det ville heller ikke være så ringe, hvis det lå lidt mere afsides end, hvor vi bor nu. Dog skal det ikke ligge ude på 4. revle, hvor kragerne har oppakning med - vi skal heller ikke ha' flere timer til arbejde.

Der er kommet nye heste i stalden, og det er altid lidt med hjertet oppe i halsen, at vi skal lukke dem sammen på folden. De finder selv ud af hakkeordenen, og ofte tager det ikke mere end 5 minutter med hvin, hyl og spark. Rapse fik da også inkasseret et ordentligt trælår, men hun har ikke været halt på noget tidspunkt. Baronesa fik en stor hudafskrabning på skulderen og en mindre på halsen - det passede lige med to baghove. Jeg har aldrig været vild med, at nye heste kommer med sko på baghovene - især ikke hopper! Men denne hoppe har været beskåret forkert og kan p.t. ikke gå uden sko. Derudover er den ikke nogen alfa-hoppe, så jeg regnede ikke med, at det ville skabe de store problemer. Det gjorde sådan set heller ikke. Jeg vidste, at kampen ville stå mellem de to nye quartere og mine to spanske, så vi lukkede dem sammen først. Og her var det så, at det gik op for mig, at Baronesa og Jarapa har foretaget et generationsskifte. Det var lidt vemodigt at se, men samtidigt er det rigtigt godt for Rapse, som har brug for at være lidt mere selvstændig. Baronesa var hele tiden med på sidelinien, men det var Rapse der holdt øje med de nye og indtil flere gange inviterede dem til at hilse. Men når de så svarer med et forben eller et par bagben, ja - så blev de jagtet ned i den anden ende af folden, og der blev de holdt i skak! Jeg var i stalden den dag i 10 stive timer - men også fordi min mand og jeg skulle lave et læskur. Så kunne jeg holde øje med slagets gang. Det går okay nu, og quarterne bliver ikke jagtet mere. Dog vil der gå lang tid, før de vil være en fuldstændigt integreret del af flokken. P.R.E. heste er nemlig racister!

Og NU vælter vi rundt i de skønneste æbler. Hestene og jeg gumler om kap, og helt ærligt. Der er bare ikke noget bedre end et nyplukket æble direkte fra træet.

Pigeoner - et juleæble, men jeg kan spise dem hele året!

Paradisæbler.

Når vi her om efteråret har et højtryk med masser af sol, så får vi den flotteste dybblå himmel. I år har jo bestemt ikke været nogen undtagelse - bestemt heller ikke i september, hvor vi havde den ene flotte solskinsdag efter den anden. Og så lunt, at man kunne smide jakken. De store korsedderkopper vrimler frem og laver de utroligste spind, der glimter som krystaller i morgensolen.

Edderkoppespind i vores havtorn.

Georginerne blomstrer flittigt, til frosten sætter ind.

Det har været så lunt, at mine hortensia er kommet med nye blomster.

Stolt Kavaler, hedder blomsten. Den er skøn og breder sig lystigt, hvis den får lov.

Kæmpe tidsel - tjek den flotte himmel.

De små farvestrålende Stillits (fugl) elsker frøene fra disse store tidsler.

Efteråret er også tid for at plukke svampe. Jeg har ikke det store held med at finde spisesvampe i mit område, men flere af mine venner på FB lægger fotos ud af Karl Johan og ikke mindst kantareller. Mine tænder løber i vand, hver gang jeg ser sådanne fotos. Svampe er en vidunderlig spise! Jeg fandt nogle Sommerrørhatte i plænen ud for boksene, hvor mine heste står, men jeg nøjedes med at tage et foto af en af dem.

Sommerrørhat.

Der findes også nogle ret spøjse svampe i den danske natur. En af dem er direkte fræk! Jeg tænker selvfølgelig på Almindelig Stinksvamp - også kaldet Præstepik! Kender du ikke svampen, så behøver du ikke at spørge, for at få at vide, hvorfor den dog har fået sådan et halvperverst navn. Svampens udformning taler for sig selv!

Almindelig Stinksvamp - foto lånt fra nettet.

Hvorfor det så lige skulle gå ud over en præst, ved jeg ikke. Men hvis en præst har rendt rundt med sådan en kalorius, så skulle han nok seriøst ha' overvejet at søge læge!

Nu skal den stå på lidt frokost, og så vil jeg tage mit kamera under armen og køre ud til hestene. God søndag!
 

Sensommerdage

Lige om lidt er det september, og det er lidt svært for mig at forstå. Tiden går så afsindigt hurtigt, og nogle gange føler jeg, at jeg skal halse afsted for at følge med den. Det er bare om at få noget ud af dagene.

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft sådan en fantastisk sommer som i år. Måske tilbage i 1982, hvor vi rendte rundt i sommertøj fra maj til oktober. Vi har virkelig nydt at kunne sidde ude på vores terrasse om aftenen, at spise ude og se den ene betagende solnedgang efter den anden. Det er livskvalitet, der vil noget!

Vi har arbejdet i døgndrift, så der har igen i år ikke været sommerferie til os. Men pyt med det, når vi bor på landet og har sådan en skøn udsigt. Hestene går på døgnfold og nyder livet - det ses også på deres sideben! For det er kun i perioder, jeg får redet. Når vi kommer hjem fra arbejde - ofte sent - er jeg for træt og sulten til at ride. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle få over mine læber, men jeg er heller ikke et 18 årigt energibundt længere!

Men noget har jeg da fået redet, og det er nogle herlige ture. Jeg har investeret i en Equisoft gjorde - brugt - og den er genial. Den er 3-delt og består af flere rækker kraftige elastikker, så den kan give sig i alle ender og kanter. Rapse lider desværre meget af gjordkramper; præcis som min gamle araber, og det er altså ikke sjovt at se hesten stå der på staldgangen og krympe sig, når jeg kommer med sadlen. Men gjorden er et mirakel, og effekten kommer omgående. Ingen problemer mere med at spænde gjord og gøre det behageligt for hesten. Den er hundedyr, men den er helt klart investeringen værd! Jeg kan varmt anbefale den. Den fås med rigtigt lammeskind, medicinsk lammeskind (der kan vaskes) og neopren, som kan vaskes. Min er med neopren, og det var det, jeg helst ville ha'.

Bolivia vokser og vokser, og det skal ikke undre mig, at hun når sin fars stangmål på 165 cm. Det ville være fantastisk! Er hun min næste ridehest? Jeg skal begynde at tænke på det, og jeg skal også begynde at tænke nogle knapt så behagelige tanker omkring Baronesa. Hun er nu 18 år, og hun ser gammel ud nu. Hun har desværre afsindigt mange melanomer, som nu nærmest er eksploderet. Jeg kan føle dem ved hendes ganascher også, så nu skal jeg tage mig sammen til at se, om hun har dem i munden. Har hun det, har hun dem også inde i kroppen, og så er spørgsmålet, om der skal tages en beslutning, INDEN hun bliver plaget af effekten af dem. Det kan ikke nytte noget, at jeg smyger mig udenom det. Men puh, hvor er det hårdt! Hun er min første PRE, og vi har bare noget helt specielt sammen.

For eksempel her forleden dag: Rapse havde smidt en sko, og jeg har ledt som en sindssyg efter den. Jeg fandt den aldrig. Smeden ville så komme og lægge en ny sko på, så jeg tog hestene op en time før, for så ville jeg vaske hale og ordne dem begge. Rigtig hyggeligt! Rapse har aldrig været vild med vand - kun hvis hun selv går ud i det, leger med det osv. Men hvis jeg kommer med noget vand, så er hun sikker på, at hun skal dø! Vaske hale synes hun er meget hyggeligt. Hun synes bare ikke, at det er specielt lækkert med en våd, klaskende hale mod benene. Så hun stod med bagbenene helt inde under sig for at undgå den våde hale. Der er bare det, at halen følger jo med! Men halerne tørrer hurtigt, når jeg står og reder dem ud med fingrene, og de blev bare så fine begge to.

Da jeg skal trække dem ned på folden igen, går vi forbi en fold med 3 islændere på vejen. De besluttede at komme hen til hegnet på fuldt drøn, så Rapse blev forskrækket og sprang frem. Det skete så 3 gange mere, og nu blev jeg irriteret, for det var rent pjat. Rapse var i hopla, så jeg tænkte, at jeg lukkede hende ud på folden først, så ikke Baronesa satte gang i noget, hvor jeg fik revet armene af, hegnet knækkede osv. Så jeg bakker Baronesa lidt, tager træktovet af Rapse og står med hende i grimen. Så hører jeg et "bonk" og vender mig om. Jeg ser på Baronesa - og hun på mig, og der står hun uden træktov, for det er røget af. Jeg kunne se hende grine, og så løb konen! Rapse ville med, men jeg fik hurtigt leddet af og smidt hende ud til de andre. Og så efter den gamle tosse. Nu skulle hun lege fangeleg, og det havde jeg bare ikke tid til! Jeg fik til sidst fat i noget i lommen, der raslede, og det kunne ædedolken ikke modstå. Haps! Og så traskede hun noget så artigt med mig hen til folden. De heste har bare en kæmpe personlighed, og jeg elsker dem for det!

Med sensommeren kommer også frugt og bær, og jeg skal lige love for, at det vrimler med brombær i år. Grenene er tunge af frugt, og de smager så fantastisk. Jeg har plukket og lagt i fryseren, så jeg kan lave noget syltetøj. Æblerne er også godt på vej til at modnes, og vi er tyvstartet i stalden med Guldborg æblerne - hvis vi altså kommer til fadet først! Heste kan som bekendt også lide æbler.

Alle marker er nu høstet, og nu kan vi igen se agerhønsene. Vi har to flokke, hvor den ene har fået 9 kyllinger på vingerne, den anden har 7 kyllinger. Og de forstår pr. definition bare ikke godt naboskab! Agerhøns er meget territoriale og dermed arrige. Om aftenen kan vi både høre og se, når der vogtes over grænsen og jages uvedkommende på flugt.

Kongen af fodertønden - fasankokken - har nu tabt halefjererne, og nye er allerede på vej. Til efteråret har han igen en flot fjerdragt. Alle fuglene virker noget slidte og pjuskede i tøjet efter ynglesæsonen, og nu kan de endelig pleje sig selv og selv spise det, de finder.

Poplerne smider gule blade - ikke fordi, vi går mod efteråret - men fordi de mangler vand. Det er faktisk utroligt lidt regn, vi har fået de sidste 3 måneder. Derfor måtte vi også vande vores nye græsplæne - ellers havde det været passé med græsset!

Nu vil jeg gå ud og hapse lidt flere brombær.

Her er lidt stemningsbilleder.

På denne havtorn sidder bærrene tæt i store klaser.

Solnedgangene har været fantastiske!

En tidselblomst er nu ganske smuk.

Gamle mænd og Klavs Kludder bøsser

Det er da simpelthen for ringe, at jeg kun får skrevet 1 indlæg pr. måned! Tiden går hurtigt - især, når man er beskæftiget. Og det er min situation i øjeblikket. Jeg tør næsten ikke sige det højt, så jeg nøjes med at hviske: Der er kommet ordrer i bøgerne, og tilsyneladende er der kommet lidt mere gang i hjulene.

Juli måned har været helt fantastisk - tør, solrig og meget varm. Det har været temmelig varmt at arbejde i det vejr, så jeg har gået med både kasket og solbriller for at undgå et solstik. Efter arbejde kørte vi direkte ud til hestene, hvor de blev tjekket, fik renset hove, kysset på mulen og givet vand. Jeg får ikke redet i hverdagene, for jeg er simpelthen for træt. Så hjem og i et køligt bad og dernæst ud at sidde på terrassen i en skibsdækstol og nyde udsigten over markerne. Vi har grillet mange aftner; hvor jeg bl.a. har lavet fiskepakker og kronhjortebøffer. Fiskepakkerne kan man kombinere, som man har lyst til. Jeg tog noget sølvpapir og penslede det med olie. Så fik det en klat dijonnaise sennep og ovenpå lagde jeg skrå skriver af forårsløg, tynde strimler af gulerod, tynde strimler squash og tynde stænger af rød peberfrugt. Ovenpå lagde jeg en lille rødspættefilet og halvdelen af et laksestykke. Salt og peber, og så lukkede jeg pakken. Den fik 12 minutter på grillen under låg, og halleluja hvor smagte det godt!

Det har virkelig været svært at komme ind om aftnen, når vejret har været så skønt. Men det kan ikke nytte noget at komme sent i seng, når man skal tidligt op. 

Her i juli afholdt foreningen også basiskåring af PRE hestene. Der var meget få tilmeldte i år, men stambogen sendte en dyrlæge alligvel, da 1 hoppe var drægtig og 1 hoppe havde føl ved siden. Føllet kan ikke indskrives i stambogen, hvis ikke begge forældre er kåret. Vi havde lavet opsamling i hhv. Ringsted og i Århus, og vi klarede kåringen på en enkelt dag. Det var mange timer i træk, da vi havde været tidligt oppe og blev sent færdige om aftnen. Så vi overnattede i Århus og tog færgen til Odden. Vejret var pragtfuldt, og så er det ekstra sjovt at vise Danmark til en udsending fra Spanien, som aldrig har været i landet før. Dyrlægen skulle først rejse hjem mandag morgen, så vi besluttede at give hende en guidet tur i København. Det var en stor succes - omend det foregik i 30 graders varme!!! Jeg synes selv, jeg var ret dygtig, for normalt bliver jeg skruphysterisk, når det er lummervarmt.

Min mand fik også lokket mig til at komme med ud på lerduebanen og skyde lerduer. Bag min ryg havde han lavet en aftale med en fælles bekendt, som er Danmarksmester i flugtskydning - og vist er blevet det flere gange. Hun er en sej pige, og hun er dygtig! Hun skulle instruere mig og lære mig lidt om sådan et langt gokkejern! Jeg er vant til noget, der er væsentligt kortere i min tid som sportsskytte - og på lerduerne bevæger målet sig altså. Det er faktisk meget sjovere! Jeg blev hurtigt bidt af det og blev dybt irriteret, hvis jeg ikke fuldførte svinget eller blev for ivrig. Og ved sidstnævnte er der afregning ved kasse 1: Et stort blåt mærke på overarmen, fordi jeg ikke fik lagt geværet godt til skulderen. Så kan du lære det!

Da vi var færdige, satte vi os ved bænkebordene og fik noget koldt at drikke, for det var skønt vejr og meget varmt. Ved et andet bænkebord sad der en gruppe gamle gubber; den ene med en cigarsnadde i munden. De fleste af dem var ret velpolstrede på maven, så det var enten bukselivet under "kufferten" eller seler. Ikke én af dem hilste på mig, som jo var et helt nyt ansigt på banen. Og det var tydeligt, at de havde en knapt så begejstret mening om, at kvinder hørte hjemme på en lerduebane - og i jagt regi i det hele taget. 

Vi havde sat geværerne i skafottet ved huset og hyggesnakkede. Jeg var stolt af, at jeg havde fået lov til at skyde med min svigerfars fine skovbøsse, som er et meget smukt våben med sidelås og side-by-side. Det er også et dyrt våben. De gamle gubber havde spottet min Klavs Kludder bøsse (som vi ynder at kalde jagtgeværer herhjemme), og de var ret interesserede i at finde ud af, hvad det var for et. Så rejste en af dem sig, lod som om han lige skulle se, hvordan det gik på jagtskydningsbanen, hev op i buksene og kastede et langt sideblik efter min bøsse. Den blev inspiceret med øjnene, og så gik han hen og aflagde rapport til de andre. Gamle tosse! Han kunne sgu' da bare komme hen til mig og spørge, om han måtte se den!

Nu er august i fuld gang, og det samme er høsten. I går havde jeg besluttet, at jeg først skulle i stalden og ordne heste, så hjælpe et par piger med at måle op til et læskur til et par shetlændere, og så skulle jeg hjem og ligge og sole! Den første del gik efter planen. Jeg nåede også at få en lille morfar på maven, så jeg kunne få lidt sol på bagsiden. Da jeg vendte mig for at tage en tur til på den anden side, hørte jeg den rytmiske lyd af en mejetærsker. Jeg regnede med, at det var den store mark ude på den anden side af vejen - men pludselig dukkede den op i baghaven, og så måtte jeg hellere tage en T-shirt på. Det kunne være kønt, hvis føreren af mejetærskeren fik øje på mit halvnøgne corpus og fik kørt slingrekurs gennem marken! I stedet lagde jeg mig til rette i solvognen og i gik i gang med min bog. Det var hyggeligt at høre mejetærskeren, som langsomt åd sig vej gennem rapsmarken. Batmissen kom forbi og lagde sig hjemmevant i en af stolene, og så kom min mand hjem. Så skulle vi hygge! Troede vi.....

Der gik ikke 2 minutter, så hørte vi et højt dytteri ude på gårdspladsen. Noget familie kom forbi for at vise os deres nye bil. Nå, op af solvognen, se vidunderet, hente nogle glas og lidt hyggesnak. Min mand var i mellemtiden gået over til en genbo for at se på en træterrasse, der skal laves. Så der gik en time med hyggesnak, og så kunne det der soleri være lige meget! Husbonden hoppede på plæneklipperen, og jeg fik bagt et rugbrød og sat aftensmaden over.

Her over sommeren har vi været rimelig meget overrendt at bekendte, der er kommet vadende uanmeldt; nogle af dem kom hver dag 3 dage i træk. Jeg hader det! Det er muligt, at det er helt normal kotume for nogen, men det er det ikke for mig. Telefonen er opfundet, så de kan i det mindste ringe og høre, om det passer os, at de kommer forbi. Vi har ikke nogen låge (endnu) ind til gårdspladsen, og hvis porten til værkstedet er åben, ser nogle af disse bekendte det som en invitation. Vi bor her altså privat, og jeg vil godt ha' mit privatliv i fred. Men det finder de også ud af, hvis de vover at komme trampende ind i haven, og jeg ligger på terrassen. Jeg kan flippe helt skråt over det. Men det skal de nok få at vide - på en pæn måde naturligvis (hvis jeg kan styre mig, hø hø).

Her er lidt fotos fra i går.

Flotte, drivende skyer - og høsten i "baghaven" er i fuld gang.

Denne raps blev ikke skårlagt først - men høstet med det samme, og halmen snittet.

I år har der været rigtigt mange blomster på det amerikanske tulipantræ.

Batmissen kommer forbi om eftermiddagen og indtager en af stolene.

Meget smuk solnedgang i går aftes.

Opgradering til sko og en besøgsven

Puha, jeg synes, at tiden går hurtigt. Men sådan er det, når man er beskæftiget - og det jo godt for vores lille biks.

Skt. Hans aften i år var jo en søndag, så ingen hurlumhej til os. Vi har bryllupsdag dagen før, og her plejer vi enten at tage ud at spise eller lave noget lækker mad hjemme. Det afhænger lidt af vejret. Vi blev hjemme og lavede fantastisk mad med en skøn omend lidt tung rødvin. Den kunne mærkes dagen efter!

Vi havde fået samlet sammen til et gevaldigt Skt. Hans bål - som sædvanligt - og det brændte i næsten en hel uge! I bunden lå stubbene fra fyrretræerne i haven, og så havde vi lagt noget andet til side, som vi lagde ovenpå. Fantastisk hyggeligt bål. En ganske lille regnbyge kom forbi, så vi fik en meget smuk regnbue.

Vi blev færdige med at skifte vinduer i Tåstrup, og så har der været lidt småopgaver, og nu er vi i gang med at sætte et kolonihavehus op. Det har været lidt bøvlet, for de færdige elementer holdt ikke helt målene. Det tager tid at rette, så vi er ikke nået så langt, som vi gerne ville. Tre dage i træk har jeg glemt at tage kameraet med, men nu må jeg huske det i morgen. Indtil videre har vi stillet alle sideelementer op, gavlelementerne er på plads, og vinduer og døre er monteret. Nu skal vi lave en skillervæg, så vi kan få remmen op at ligge og dernæst montere spærrene. Så begynder det at ligne noget!

Og vejret er rigtigt sommervejr! Starten af juli betyder altid Roskilde Festival, og er vinden i vest, kan vi tydeligt høre musikken 8 km væk i fugleflugtslinie! Så hver dag i 9 dage i træk startede bas og trommer kl. 16 og brummede løs til den lyse morgen. Min nevø på 18 år var taget afsted med en god ven, og jeg havde sagt til ham, at han bare kunne ringe, hvis han havde brug for et varmt bad og noget at spise. Det blev aktuelt allerede om tirsdagen, hvor jeg om eftermiddagen hentede en meget beskidt, hæs og skrupsulten nevø! Så det var et kærkomment varmt bad til ham, og så fik jeg også vasket lidt af hans tøj. Til aften lavede jeg roastbeef af kronhjort - det er simpelthen kongespise, skulle jeg hilse at sige! Og til dessert selvfølgelig vanilleis med jordbær. Klokken halv ti kørte jeg ham tilbage på pladsen, hvor han var klar til at feste videre. 

Hestene elsker at gå på døgnfold om sommeren, og det ses også på deres sideben! Men her i juli bliver græsset mere "træ-agtigt", og så feder det ikke lige så meget. Jeg har fået redet nogle hyggelige ture, for nu kan vi komme over drængrøften og videre til Vestskoven. Her om sommeren vokser deres hove også hurtigere, og jeg bestilte smeden i midten af sidste måned. Med Jarapas ømtåethed sidste år i baghovedet, var jeg vaks til at rykke smeden, da han ikke vendte tilbage. Og så skulle der alligevel gå for lang tid, før han kom ud, så vi blev enige om at give dem begge forsko på. Jarapas hove var nu pæne uden sprækker, men jeg turde ikke satse. Baronesas forhove har det med at sprække fortil, når det er så tørt som nu, så det var under alle omstændigheder godt for hende at få sko på. Og helt ærligt, der er altså forskel på 1.500 kr. for sko og beskæring og så en dyrlægeregning på 4.500 kr.! 

Harene trives fantastisk hos os, og de formerer sig lystigt. Det er hyggeligt at se dem om morgenen sidde og græsse på plænen og se de store killinger lege.

Vi har også fået en besøgsven! En skøn hankat, som er meget kælen. Han kommer forbi hver eftermiddag til en slapper og en morfar på skødet. Han bor et stykke nede af grusvejen, men tilsyneladende får han ikke dækket sit behov for kontakt med mennesker hjemme hos sig selv. Vi har jo stadig gamle Soffy, så en nussetur er fint, men så heller ikke mere. Han får ikke mad hos os, for så flytter han bare ind. Det går ikke - og slet ikke med Soffy, som er ved at blive kvalt af raseri, når hun ser ham.

Han hedder Batman, har vi fået at vide. Hos os hedder han Batmis eller Sorttud.

Kæmpepoter med knivskarpe klør som mordvåben.

Nu vil jeg en tur ud i blæsevejret og ud til hestene. Så kan vi alle tre få lidt vind i håret, ha ha.

Du herlige sommer!

Med maj måneds vidunderlige forvandling af naturen ankom juni med sommer i stor stil. Vi slipper stadig ikke for heftige regnskyl og endda skybrud, som tilsyneladende er noget, vi skal vænne os til på vores breddegrader.

Vores græsfolde til hestenes sommergræsning har været i en sørgelig forfatning, og vi måtte droppe at få dem sprøjtet for ukrudt, for der var slet ikke vækst i det. Vi forberedte os på, at vi ikke fik græs til hestene i år, men så kom regnen og dernæst varmen. Fra et strå hist og her stod der pludselig frodige græsfolde, og nu fik vi travlt, så ikke græsset nåede at blive alt for højt, inden hestene skulle på døgnfold. Så ud med de 4-benede plæneklippere i dagtimerne, og så var de klar til at blive sluppet løs.

For 14. år i træk pakkede jeg til standen på Roskilde Dyrskue. Det er altså lidt underligt, at vi har været med i så mange år, for sådan føler jeg det faktisk ikke. Og endnu mere underligt, at foreningen til næste år har 20 års jubilæum. Du godeste, hvor er der dog løbet meget vand i åen siden. Og jeg kom også i tanke om, hvor meget nemmere udviklingen af teknologien har gjort det for os i løbet af årene.

Vi satte standen op torsdag aften, og vi stod lige op ad stalden, som husede hele 8 PRE heste i år. Det var sveddryppende varmt, men det gik hurtigt med at få tømt bilen og sat det hele op, når der var så mange hjælpende hænder. Og det er skønt at møde dem alle sammen igen og få snakket igennem over en kold fadøl. Det hører sig til torsdag aften på dyrskuepladsen! Og det blev til en dejlig weekend med dyrskuet, hvor der var fuld skrald på, og kæberne blev snakket af led både lørdag og søndag. 

Sara Krabbe og Anne Birgitte Krogh er klar til den store Roskilde Kvadrille.

Mandag morgen på arbejde og skifte vinduer, og jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt brugt. Så efter efter endt arbejdsdag, som faktisk gik strygende, stod den på aftensmad, og så måtte jeg kapitulere til hovedpuden og dynen. 

Det er skønt at være udenfor, når vejret arter sig, og det er skønt at se træer og buske blomstre - selvom det for nogle af dem er ganske kort. Vi har nogle buske, som hedder almindelig kalkved, og de får de mest fantastiske kæmpestore snebolde med blomster. 

Almindelig Kalkved

Hvidtjørnen har blomstret, og det samme har alle vores rødtjørn, og de står stadig med blomster nu. Oppe på skydebanen fandt jeg en hvidtjørn, som faktisk var lyserød! Ind imellem dukker der sådan en hybrid op, og de er rigtigt kønne!

Hvidtjørn

Rødtjørn

Lyserød hvidtjørn.

 I går aftes kom en hidsig tordenfront forbi, og jeg tog skyndsomt mine tre store hængepetunia ind i sikkerhed. To store tordenskrald og to gange kraftig regn, så klarede det op med knaldblå himmel og sol. Mærkeligt vejr! 

I haven har vi en fasankok, som har været så smart at kræve territoriet med fodertønden for sit! Her går han patrulje og sørger godt for sine to høner, der nu ligger på rede ude i rapsen. Vi har også et agerhønsepar, som hver morgen og aften kommer og fouragerer på græsplænen. Efter tordenvejret i går stod hannen pludselig helt alene nede ved skellet til rapsmarken og kaldte på sin høne. Han kaldte på hende i over en halv time, og jeg var lidt nervøs for, om duehøgen havde fået agerhønesteg midt i uvejret. Men pludselig tog han benene på nakken og fræsede tværs henover plænen, og ud af hækken til grusvejen kom hønen - og der var gensynsglæde. 

I aftensolen kom en hare, og den lagde sig - lige så lang den var - i solen og sugede varmen til sig.

Nu regner det igen, og jeg må hellere se at få røjserne på og ud til hestene. Ridebanen står under vand, men en tur i det grønne kan det vel blive til.

Sommer og føl

Vi har virkelig haft nogle skønne dage med masser af sol, og der er også kommet rigeligt med regn - lidt rigeligt nogle gange. Men sammen med varmen fik det alt til at eksplodere i grønt og i et væld af blomster. 

Rapsmarken i vores baghave stod lysende gul og duftede himmelsk om aftenen. Den gamle syren har som sædvanligt givet os mange flotte blomsterklaser og duften er bedøvende. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at begrave hele mit ansigt i en klase syrener og indsnuse den skønne duft. Godt, at jeg ikke lider af høfeber!

Rapsens kønne blomster.

Der er intet så skønt og smukt som en rapsmark i maj.

Vores kastanietræ på gårdsplasen har også haft mange blomster - eller lys, som man kalder dem. De er nu ved at afblomstrer, og bierne har flittigt været på besøg. Der skal nok komme masser af kastanier til efteråret.

Når en kastanieblomst er blevet bestøvet, får den en lyserød plet. Ellers er blomsten helt gul indeni.

Det er også nu, at vores opstammede rødtjørn blomstrer, og det er blevet fine træer efterhånden.

Og så har jeg ventet og ventet og ventet! Det har næsten været uudholdeligt at vente på Alexandrinas føl denne gang. Hun blev mere og mere tung og besværet, og jeg må indrømme, at jeg måtte skjule min nervøsitet, fordi der i år har været en høj dødelighed blandt føl for alle hesteracer. Hvorfor, vides ikke, men jeg håber, at dyrlægerne vil forske lidt i det.

Selvfølgelig havde jeg nogle ønsker til dette føl, men de blev lynhurtigt skrinlagt og glemt - bare jeg fik et levedygtigt, sundt og rask føl. Så var jeg ret ligeglad med, hvad køn det var, og om den var lyseblå med røde stjerner!

Men jeg ønskede mig rent faktisk et hoppeføl - og det fik jeg. Jeg blev simpelthen så glad så glad!!!

I de sidste par uger, har jeg lagt min mobil på mit natbord. Men der gik noget galt i går. Mobilen kom ikke med ind i soveværelset, så jeg sov fra 4 beskeder, som lød: 1. Nu sker det! (kl. 04.25)  2. En hoppe uden striber og stjerner (kl.04.41). 3. Godmorgen - og med foto af mit nyfødte føl i halmen (kl. 04.53) og 4. Et foto af mit føl, som bliver slikket tørt af sin mor.(kl. 04.54). Jeg stod og gloede vantro på min telefon. Det er da løgn!! Jeg har sgu' da ikke sovet fra det mest vigtige!!!!!!!! Jeg var helt rundt på gulvet og ringede straks for at høre mere - og jeg vækkede så rent faktisk "jordmoderen"! Gang i noget kaffe, og så startede jeg bilen om formiddagen. Først ordne de andre heste, og så ud til min rideudstyrspusher for at købe følgrime!

Hun havde netop åbnet butikken, da jeg kom drønende, og hun vidste lige præcis, hvad jeg kom for at købe. Frem med alle følgrimerne, og så blev vi afbrudt af en meget glad fugl. Den kom med ud i butikken og klikkede, fløjtede, nynnede og sagde "Hej Gøje" i ét væk.

Gøje er en dame på 11 år og er den mest selskabelige og kærlige papegøje, jeg har mødt!

Og SÅ afsted til følbassen, og jeg var meget utålmodig og bandede alt vejarbejdet væk! Endelig var jeg der, og jeg blev virkelig overrasket, da jeg så hende.

Der stod hun, min Bolivia CEL, kæmpe stort føl, og der var krudt i måsen på hende. Alexandrina er en mønsterhoppe og -mor, og man må nusse med føllet, alt det man har lyst til. Bare hun også får et kys på mulen. Og Bolivia synes da, at mennesker er ret sjove - om ikke andet så at lege med!

Men det der med, at hun ikke har striber - det passer ikke. Hun har striber på benene - et gammelt levn, som af og til dukker op hos heste. Men det vil forsvinde med tiden, fordi hun bliver skimmel. Pyt med det. Jeg er afsindigt glad for mit smukke hoppeføl, som er stor, muskuløs (ja! Allerede!), langbenet, kraftige knogler og det yndigste hovede. Så kan jeg altså ikke ønske mig mere!

Vi nåede ikke at få Alexandrina og Bolivia ud, mens jeg var der, men min veninde fik lukket dem ud og taget nogle billeder. Mine fine piger!

Forsommer - basta!

Det kan vi lige så godt kalde det. Foråret var iskoldt, og så fik vi sommer. Ergo = Forsommer!

Og jeg elsker maj måned!!! Alt bliver grønt, blomster alle vegne, hestene er færdige med at fælde (næsten...), nattergalen og gøgen er ankommet, og der er føl på vej!

Jeg er fuldstændigt fjollet med den skriggrønne farve, der er på bøgetræernes blade lige nu. Nyudsprungne og lækre! Langs med vores sommerfolde står der meget høje bøgetræer - eller - det er rent faktisk en bøgehæk, som er blevet til træer! Bøgetræer er som regel lige i stammerne, hækplanterne får lidt krøllede stammer; og det har disse træer. Vi har selv sat noget bøgehæk herhjemme i forbindelse med reetablering af hele baghaven. De er også ved at springe ud nu - dog har min mand fået sig en ny fjende....Haren!! Den synes, at det er noget forfærdeligt pjat, at der er sat planter midt i dens sti. Så den har gnavet det væk, som den ikke synes skal være der. Jeg er sådan set ligeglad, for så må vi købe de 5 planter, det drejer sig om. Men husbonden går og mugger over det og tjekker planterne hver dag.

På gårdspladsen har vi et kastanietræ, som min mand selv har plantet. Det stammer fra mine svigerforældres gamle kastanietræ, dengang de boede i Roskilde. Det var noget haveaffald, som min svigerfar havde smidt af på vores ejendom, og så var der lige pludselig nogle slanke skud. En af dem satte min mand i en potte, og det groede lystigt videre. Snart var potten for lille, så der blev taget en hurtig beslutning, mens der nu var en rendegraver ved hånden. Det blev sat midt på gårdspladsen, og det er nu et pænt stort træ.

Og der er altså noget lidt "alien-agtigt" over en kastanie. Se bare her:



Det starter med store knopper....

Og som en sommefugl, der kryber ud af puppen, kommer der nogle blade frem.



I mange af knopperne gemmer sig også en blomst.

Og inden man har nået at blinke med øjnene, er der vokset en lang stængel ud, hvor bladene har vokset sig KÆMPE store! Nu varer det ikke længe, før blomsterne springer ud.

Hestene er også i gang med at blive græsset ind. Og det er det samme show hvert eneste år! Jarapa går pænt med, Baronesa kan ved slutningen af gå-turen til græsfolden slet ikke rumme sin iver og glæde, og det ender altid med, at hun laver numrer og hiver armen af mig. Og så kan jeg snøre hendes mule sammen med træktovet, skælde hende ud og lægge hende på ryggen - det hjælper IKKE!!! Sådan går de første 10 dage, og herefter er de så langt oppe i tid, at jeg kan gå med dem i lange træktove i MIT tempo.

Og det simpelthen utroligt! Det er Baronesa, der er den gamle! Ja, hun er nu 18 år, og hun opfører sig til tider som en pubertets-teenager! Om foråret er hun altid lidt mere fjollet, og det er også okay. Hun laver aldrig noget ufornuftigt, og jeg føler mig aldrig utryg på ryggen af hende - heller ikke, når hun finder på at lave en af sine hjemmekomponerede kapriole-med-en-halv-nelson-passage-i-7-takt! Jeg får som regel altid en advarsel først, og så spænder jeg ridehjelmen og er klar. Det føles blødt og kontrolleret. Slet ikke som min gamle shagya araber, hvor det til tider kunne føles som at cykle ned ad en bakke lavet af brosten på en cykel uden dæk på hjulene. Her skulle man altså stå tidligt op, hvis man havde et ønske om at blive siddende i sadlen. Ikke at det var hans mening at smide sin rytter af. Han var bare araber. Skal vi ikke sige det sådan? Jeg elskede ham overalt på jorden, men araber vil jeg ikke ha' igen.

Alexandrina har termin om 4 dage, og hun virker nu lidt tvær og tolererer kun én anden følhoppe, som havde termin for nogle dage siden. Der er begyndende ødem under maven, og føllet har lagt sig til rette. Der er ingen tvivl om, at dette føl bliver større end det forrige. Og bliver det et super føl, beholder jeg det som min næste ridehest, og så bliver Alexandrina solgt....eller brugt som ridehest...(Hov! Hvad skete der lige med min indstilling om IKKE at ha' så mange heste..??!).

I går gik jeg en lille tur omkring sommerfoldene, mens hestene græssede. Først så jeg en råbuk ude på 150 meter, som gik og hyggede sig på græsfoldene. Jeg satte mig ned og betragtede ham, mens solen bagte ned på mig. Efter 20 minutter fornemmede han, at der var et eller andet. Råvildt har en 6. sans, og selvom de hverken kan se, lugte eller høre dig, så VED de, at du er der. Han trissede ind i naboens plantage, og jeg rejste mig og gik videre på min lille tur. På vej tilbage langs med den forvoksede bøgehæk, som jeg fortalte om i starten, hørte jeg pludselig noget komme travende i de visne blade. Jeg stoppede op og kiggede ind mellem træerne, og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med en stor ræv. Det er ellers kun på tegnefilm, at jeg har set en ræv spærre øjnene op, men det kan de altså også godt i virkeligheden. Den fik et chok, sprang op i luften og vendte samtidigt og røg som et rustrødt lyn tilbage til plantagen. Da jeg var kommet på afstand, stak han hovedet gennem "hækken" igen for at se, om hende mennesket var forsvundet. Og så fortsatte han sin musejagt.

Nu må jeg snart ud til hestene. De skal græsse 2,5 time i dag, og når jeg har ordnet bokse, skal jeg lige skifte noget hegnstråd på sommerfoldene. Og så er det tid for alle hestene at komme på boks og få noget aftensmad.

Gid jeg dog havde mine heste hjemme....

Pilens smukke gæslinger.



Eftermiddagssolen strømmer gennem de nyudsprungne blade på poplerne, der er skellet mellem vores grund og naboens mark.