Dagen i dag startede ellers med en smuk solopgang og en lige så smuk måne-nedgang, men det skulle hurtigt ændre sig til noget væsentligt mere kedeligt vejr!
Her til morgen havde jeg endnu engang lavet en aftale med Anette i stalden, så vi kunne ride vores heste sammen. Jeg var i stalden lidt i 9 og gik straks i gang med at muge begge bokse, strø, give wrap og lave foder. Og der blev også tid til en kop kaffe, inden Anette dukkede op og fik sat sin røde araber på fold og taget den skimlede araber ind. Så jeg hentede straks Rapse, som meget gerne ville med mig. Det var jo gode tegn! Men det foregik i let sidelæns skridt, for nu stod regnen ned, og det blæste en halv pelikan!
Hun syntes, det var skønt at komme ind i tørvejr, og jeg ordnede hende, så godt jeg kunne. Der, hvor dækkenet ligger, er hun jo pæn ren, men resten...... Nå, jeg fik da børstet det værste mudder af, men når det er vådt, får man altså en tofarvet hest. Sådan er det på denne årstid, og det må man bare acceptere.
Anette ville ikke ride sin skimlede araber, Shiron, for han havde hostet i går. I stedet ville hun arbejde med ham fra jorden, hvilket inkluderede bomme, pressenning og en Ikea pose. Alt er kommet tilbage til Rapse nu i hendes hukommelse, og det blev kun til få omgange i longen, så kunne jeg sætte mig op. Der var heller ikke det mindste tripperi i dag, og hun gik bare så fint!
Da Anette sætter Ikea posen på longepisken, var Rapse sikker på, at Godzilla havde indtaget ridehuset! Men det var kun få gange, at hun stoppede op og gloede mens hun rystede på forbenene. Hun er så nem at rette af, og der gik ikke længe, før hun koncentreret og fokuseret gik så fint for mig.
Og den hest er bare den største fornøjelse at ride. Blød, let og smidig. Jeg opdagde også, at jeg sad med et stort grin på mit ansigt. Hun er også meget følsom overfor vægt, så hun peger lynhurtigt mine unoder ud! Jeg har en tendens til at knække i venstre hofte, når jeg rider på venstre volte. Dvs., jeg kommer til at lægge vægten forkert. Og det gjorde hun mig hurtigt opmærksom på! Så træde godt ned i venstre bøjle og dreje hovedet mod højre for at strække venstre side. Så kan jeg lære det! Dygtig hest :-)
Så ud på folden med tøsen og rydde op på staldgangen og hente Baronesas outfit. Ud og hente hende, og nu blæste det rigtigt meget, og regnen piskede ned. Hun var om muligt endnu mere smurt ind i mudder, så det var en knapt så køn hest at se på: Hvid på kroppen, mudderbrun på hoved, hals og ben! Vi havde ridehuset helt for os selv, og modsat i går gik hun faktisk godt og uden danseri!
Tilbage til stalden i strid modvind, og Baronesa gik med sit hovede ind mod min ryg, så hun havde læ. Heste HADER at få regn i hovedet. Men hvem gør ikke det?! Så tilbage på folden med hende, og så kunne jeg tage mig en kop kaffe.
Det var skønt at komme hjem i varmen, få lidt frokost og sidde her på kontoret med tændte stearinlys, mens det udenfor er et forbandet vejr! Og for at det ikke skal være løgn, er der varslet endnu en storm på fredag. Får det møgvejr da aldrig en ende!
Nu vil jeg kaste mig over resten af dagens opgaver, og så skal jeg på jagt efter en god opskrift med noget fisk!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar