Lige nøjagtigt dagen efter, jeg landede fra SICAB, røg jeg ned med en gevaldig forkølelse! Først snot i lange baner, og siden hoste, som holder mig vågen om natten. Feber har der heldgivis ikke været meget af, men alligevel bliver jeg hurtigt forpustet og træt; især når jeg er hos hestene. Og her havde jeg glædet mig til at komme i gang med hestene igen - bare for at blive sparket tilbage til udgangspunktet. Øv! Jeg hader at være syg!
December er kommet, og det er nu, der skal hygges i det lille hjem! Jeg har pyntet lidt op, og adventskransen er fundet frem. Ja, i år har jeg altså ikke bundet en af gran, tuja og buksbom, som jeg ellers plejer. Nu står der en meget, meget smuk gylden metalting i flot design med fire bloklys, der hver har fået et julebånd. Det er meget enkelt - og faktisk også ret flot.
Adventsstagen købte jeg, lige inden jeg tog afsted til Sevilla. Det er en smule pinligt, for den er købt for et gavekort, som jeg fik for 3 år siden! Problemet var bare, at gavekortet var forsvundet! Jeg har ledt alle vegne, men kortet var pist væk! Der stod 500 kr. på det, så jeg var ærgerlig. Og jeg havde oven i købet fået det af en rigtig god veninde. Men det skulle vise sig, at jeg havde gemt gavekortet godt! Det var nemlig sådan et plastikkort, og det havde jeg såmænd sat ind i kortholderen i min pung! Så har jeg har rendt rundt med det i 3 år uden at vide det. Flot, Fru Larsen!! Så dagen før afgang, styrtede jeg til Roskilde og ind i Imerco. Og skæbnen er altså en sjov fætter. Jeg har længe sukket efter denne flotte adventstage, men jeg syntes, at den var lidt dyr. Men så står jeg der og ser måbende på et skilt, hvor der står, at lige netop min stage er sat ned fra 1.199 kr. til 499 kr.!! Tror I lige, at jeg fik flået en kasse ned fra hylden og betalt med det vuns med mit gavekort! Lidt heldig har man vel lov at være.
Det er svinekoldt udenfor, og jeg fodrer de små fugle flittigt. De kommer til gengæld i stort tal og tager for sig af retterne. Spætten tager også sin del, og fasankokken snupper det, der falder til jorden. Han var i øvrigt ved at blive morgenmad for ræven her søndag morgen. Jeg stod i køkkenet og kiggede ud på fuglehuset, der myldrede med musvitter og blåmejser. Pludselig kom fasankokken under stort ståhej flyvende ind i haven, og han gav den gas med en larmende morgenvelkomst. I det samme kom en ræv i lav højde i skarp trav direkte mod fasanen. Men den opdagede mig, da jeg bevægede mig bag ruden. Det er nok den største ræv, jeg længe har set! Og flot, flot pels! Jaaaaa, den vil nok ikke se så tosset ud rundt om min hals. Hm, Hr. Ræv, jagten er jo gået ind.....
Nu vil jeg ind og sætte en godt krydret gryderet over og så ellers gøre en gevaldig indsats for at slippe af med dette her snot-halløj! Jeg har ikke tid til det! Jeg skal op og se til mit føl, og jeg får snart besøg af revisoren, som skal ha' diverse til årsregnskabet. Og så er det jo snart Jul!!! Kalenderlyset bliver tændt - sammen med alle de andre stearinlys i køkkenet, der er tændt op i brændeovenen, og blød julemusik. Så er der skruet op for julehyggen!!!
"Chestnuts roasting on an open fire, Jack Frost nipping at your nose.." Skøn sang! Lyt til den her: http://www.youtube.com/watch?v=KFJlOxIfKEM
Ingen kommentarer:
Send en kommentar